|
Post by Josephine on May 12, 2014 13:17:53 GMT 2
//: Nogen dage efter at Michael har reddet Morgans liv - mere eller mindre.
Hun stod i opgangen. Helt sikker på han var hjemme. Hun vidste at han var kommet hjem fra markpladen. Morgan havde været oppe og i gang. Men ikke under jorden. Andy havde ikke kontaktet hende og derfor havde hun ikke kontaktet ham. Lige nu handlede det om stolthed. Hun havde en hånd over såret. Gik stadig med forbinding. For at holde kroppen lidt stiv. For at minde sig selv om hun var skadet. At hendes lunger ikke fungerede helt som de plejede. Hun trak ikke vejret helt godt. Måtte hive efter det. Puste ud med spids mund. Hun lød som en gammel mand med kol.
Hun lænede sig kort mod gangens side. Tænkte at det her var en degradering af sig selv. At komme tilbage. Men hun ville ikke skylde ham noget. Derfor var hun her. I løst tøj, håret sat op, ingen smykker, kraftig øjenmakeup, smukke læber. Hun havde fået farve tilbage i kinderne, kroppen, huden. Hun virkede ikke halvdød. Der var spil i hendes øjne, men ikke samme bevægelsesfrihed. Det var tydeligt at lige nu var det en såret udgave af Morgan i flade sko.
Hun løftede hånden og bankede.
|
|
|
Post by Tenner on May 12, 2014 19:44:23 GMT 2
Michael var segne færdig efter en lang arbejdsdag, hvor han havde gået i sin egen verden og knoklet på. Havde ignoreret hans krop klagen hele dagen, men som dagen før og dagen forinden kunne han ikke falde i søvn. Godt nok var det tidligt at gå i seng, men han havde nærmest ikke sovet i fire dage efterhånden. Skrammerne han havde fået sig, efter slåskampen med Andrew var begyndt at hele og de blå mærker var næsten aftaget. Jones havde forsøgt sit bedste at opmuntre Michael og Maddie havde gjort sig samme forsøg. Det havde ikke rigtig fjernet den tomme følelse i hans indre, men det havde givet ham et fri ham. De havde givet ham et frirum, og der var trods alt også kun gået et par dage. Med tiden ville han nok blive god igen. Eller det var ihvertfald det han sagde til dem.
Men kun tiden kunne vise det og han var taknemmelig for at han havde det arbejde han nu havde, selv om det snart var slut og han skulle tilbage på skolebænken for at afslutte sin uddannelse. Drengene var han ikke taget med siden han havde forladt Morgans værelse og aftnerne havde han brugt på sit værelse enten alene, eller med Jones. Denne aften brugte han den alene, med sin tablet foran sig. Slidt efter mange års brug, men den fungerede og han skimtede igennem diverse dokumenter som skolen havde lagt ud på fællesdrevet, som de skulle have styr på når de kom tilbage. Han ville virkelig ikke tilbage, for selv om hans krop var fuldstændig opbrugt efterhånden, så ville han ikke kunne finde ro om lidt over en uges tid, til at sidde stille og lytte.
En banken lød på døren og Michael så ikke op fra sin tablet, for han vidste allerede hvem det var.
''Bare kom ind Jones.''
Men havde han været bare lidt mere opmærksom på sine omgivelser, som han plejede, ville han vide at hans bror ikke bankede på.
|
|
|
Post by Josephine on May 14, 2014 15:02:12 GMT 2
Hun hørte hans stemme. Den gik gennem døren. Lige ind i hendes ører. Hun var i tvivl, nu. Skulle hun ikke bare gå. Eller sige forkert dør med en fordrejet stemme. Han trak vejret dybt. Sådan var Morgan Lou ikke. En gang var hun skredet midt om natten og det gjorde hun ikke igen. Hun ville ikke skylde ham noget. Det var ikke et spørgsmål der stod til diskussion inde i hende. Men det at høre hans stemme gjorde ting ved hendes krop hun ikke kunne styre. Hun lukkede øjnene og åbnede døren.
Der sad han.
Kroppen bøjet. Knapt klædt. Kort håret. Næsten uden skrammer. Han var vidunderlig.
Men hun tog ikke skridtene mod ham. Hun blev stående og plastrede et sexet, skævt smil fast på sit ansigt, et lille vrid i hoften. Det ene knæ der krydsede det andet og hendes øjne der spillede.
"Jeg skylder dig noget, Wonderboy," sagde hun.
Stemmen var hæs, forførende. Morgan brugte hans nicknavn. Hun stod uden at vise hun havde ondt. Hun stod der uden at være påvirket af noget. Ikke engang smertestillere. Hun var ikke klædt som en sexkilling, hun var egentlig meget sig selv, som hjemme ved drengene. Men det ændrede ikke på at hun stadig havde kroppen til det. Og at hun brugte den lige nu. For hvad kunne hun ellers give?
|
|
|
Post by Tenner on May 14, 2014 17:23:59 GMT 2
''Hvorfor banker du overho...''
Mere nåede Michael ikke at spørge før hans øjne faldt på den person, som tydeligvis ikke var Jones, men Morgan. Af alle personer. Og uden tvivl hende, som han mindst havde forventet. Forvirringen var tydelig i hans ansigt, hvor hans brune øjne var stivnet på hende. Det var fuldstændig uventet og egentlig havde han regnet med aldrig at hører fra hende igen. Selv havde han heller ikke haft de mindste planer om at tage kontakt til hende igen. Den dør var lukket, da han gik fra hende.
Men nu stod hun altså i hans dør, med sit nye blå hår der faldt over skulderen på hende, som et af de mange vandfald man havde kunne finde på jorden og hendes læber trukket i et skævt smil, som tydeligvis var til for at forføre ham.
''Jeg skylder dig noget, Wonderboy,'' Lød hendes hæse stemme og som hun stod der, skulle man næsten ikke tro at hun havde været så tæt på døden for et par dage siden.
Men Michael rørte sig ikke ud af flækken. Havde to fuldstændig modsat rettede følelser inde i sig der kæmpede om at få plads. En ville have hende ud så hurtigt som muligt. Den anden var faktisk glad for at se hende her. Endelig rørte han på sig og rettede sig op, med en tydelig rynke mellem brynene.
''Hvad skylder du mig?''
Hans spørgsmål var direkte og hele hans væsen viste at han tydeligvis ikke var påvirket af hendes forførelse. Han var på vagt. Nysgerrig, men han var tydeligvis ikke villigt til at kaste sig i armene på hende.
|
|
|
Post by Josephine on May 14, 2014 18:44:51 GMT 2
Morgan lænede sig op ad karmen. Smilede kun større af hans forvirring. Den gjorde ham blind. Hun kunne se på ham hvordan han ikke var ovre hende. At han havde givet hende alt og hun havde trampet på det. Han sad der og prøvede at være stærk.
Morgan gjorde sig hård uden på, inden i. Hun skulle efterlade ham igen. Ikke lade sig ødelægge. Ikke blive patetisk fordi han holdt hende i hånden. Fordi hun havde givet ham sin kærlighed. Hun skulle tage sig sammen.
"For at sy mig sammen, skat," sagde hun hæst, blinkede. "Lou Lou siger at en læge ikke kunne gøre mere og jeg vil ikke stå i gæld."
Hun gik ind i rummet. Et langt ben fra det andet.
"Så hvad ønsker du dig, Wonderboy?"
Hvad ønskede hun sig? Et spørgsmål hun ikke ville svare på. Det var som ekko inde i hende. Rystende. Spørgsmålet fik hende til at tænke på sin fortid. Sin fremtid. Hendes ord virkede hule i hendes egen mund, men var ladet med så meget sex at de ikke var.
Og pludseligt var det som at være ved begyndelsen.
|
|
|
Post by Tenner on May 14, 2014 19:40:10 GMT 2
Michael rørte stadig ikke synderligt på sig, selv ikke da hun trådte nærmere. Tabletten var stadig i hans hænder og hans øjne rettede direkte mod hende. En del af ham tiggede om bare at give efter. Man skulle jo være fuldstændig idiot for ikke at vide, hvad Morgan tilbød ham. Hendes krop. Men den del af ham var ikke stor nok mere. At give efter ville være et nederlag. Det ville være at underkende sig selv fuldstændig og lade Morgan kører mere rundt med ham, end hun allerede havde. Kunne hun ikke bare have holdt sig væk.
''Intet fra dig.''
Sagde han uden at vise ubehag ved hans egne ord. Men det var sandt. Ihvertfald hvis det eneste hun kunne tilbyde ham var sex. Han klappede i over for hende, og hans øjne viste intet.
''Du skylder mig intet og jeg forstår ærligt ikke hvorfor du er kommet her. Hvis jeg husker rigtigt, var det dig der skred fra mig først.''
Han kunne have lydt såret eller vredt. Men hans stemme var bare ... Ligeglad. Han var såret. Sparket på, mens han lå ned og alt det havde gjordt ham følelsesløs indvendigt.
|
|
|
Post by Josephine on May 14, 2014 19:56:49 GMT 2
Morgans øjne blev smalle ved de sidste ord. Hun var så at sige ligeglad med hans ligegyldighed, den betød intet for hende. Men det han sagde pissede hende af.
"Du kom til mig," hun spyttede 'du' ud. "Du sad på min seng og du fik en til at sy mig."
Hun fnøs, hendes arme fløj efter ham, hvilket fik det til at gøre ondt inde i hende. Såret. Lungen. Langt længere. Hun ville ønske hun kunne slukke for ham helt. Hun ønskede at han ville falde af pladen. Bare forsvinde. Men han var her stadig.
"Og jeg skal ikke stå i gæld til nogen, mindst af alle dig," igen spyttede hun pronominet ud.
Hun havde fået blanke øjne. Vrede. Men også denne sorg. Og hun kunne ikke både ignorerer ham. Hun ville ikke bukke under for ham, ændre på sig selv. Gjorde man hende en tjeneste tilbød hun en tjeneste. Sådan var hun. Det skulle ikke gøres om. Anderledes.
"Og slet ikke når du intet skyldte mig."
Hendes hånd der landede lige over brystet gav en hul klaskelyd. Hun skar en grimasse. Det gjorde ondt at slå sådan. Lige der. Men det havde hun ikke tænkt over da det hidsige udbrud med tilhørende fagter røg ud.
|
|
|
Post by Tenner on May 15, 2014 8:20:38 GMT 2
Michael ville langt hellere se det her fra Morgan, end den falske forførelse hun havde tørret af på ham før. Men det var nu stadig ikke at se på ham, kun hans brune øjne blev hårdere og veg ikke fra hende, som hendes hidsige udbrud forsatte og hun slog armene mod ham. Han lagde endelig tabletten fra sig, men gjorde ellers ikke meget andet.
''Og du mener så at hvis du kommer her og knepper mig, så står vi lige?''
Han lod sig ikke tirre, men hans stemme var ikke ligegyldig som før. Den var iskold.
''Men du skylder mig intet, Morgan, der er ikke mere jeg vil have fra dig.''
Og hvis de absolut skulle gå op hvem der skyldte nogen hvad, så havde Morgan vel betalt hans hjælp, da hun overlevede. Inden i skar hans ord, men han viste det ikke. Nægtede at vise det over for hende, men selv om det gjorde ondt alt det her, så fik han en tilfredsstillelse ved at se hende frustreret. Vred. Denne gang var det ham, som stod op og kunne ikke rammes af ord.
|
|
|
Post by Josephine on May 15, 2014 8:47:51 GMT 2
Hun kunne knapt ånde. Hans krop der rejste sig. Ordene. Ordene betød intet. Det var ham. Han prøvede at smadre hende. Drukne hende. Hun kunne flyde når han ikke var der. Kunne sagtens holde sig i gang. Men lige nu kunne hun ikke andet end forsøge ikke at drukne, på trods af han var det lod der trak hende ned.
"Vi kommer aldrig til at komme at stå at lige," fik hun sagt gennem sin vrede.
Det eneste der holdt hende oppe var den sitrerende fornemmelse af vrede. Galskab. Det at han stod der og anklagede hende. Anklagede hende for at tilbyde ham noget. Sige tak vel.
"Og jeg har fandme ikke tilbudt dig min krop, Jorden, hvor er du tykpandet, men hvis det er det eneste du tror jeg kan tilbyde, så fint, så lad os da kneppe og få det her ud af verden."
Hun vidste at det hele stod på hovedet. Det hele var galt. Det var som om det var meningen de hele tiden skulle være sammen for at slå op. Eller slå op. Bare gnide salt i et nyt sår. Alligevel ville hun gerne have ham til at spørge om hun ville tage tøjet af. Om hun ikke blev. Så skulle hun nok komme igennem. Så ville hun stoppe med at tænke på ham. Bare et sekund, så ville hun være okay, et minut og hun ville få det bedre, bare til i morgen så hun kunne suge ham til sig. En dag så ville alt være glemt. Bare én dag!
Hvorfor glemte hun ham ikke bare. Som alle de andre.
"Hvorfor lod du mig ikke dø?" spurgte hun med så meget lede det nærmest drev som gift ud af munden på hende.
|
|
|
Post by Tenner on May 15, 2014 11:24:05 GMT 2
Hvad Michael inderst inde følte var svært at sige ude fra. For han så ikke ud til at blive påvirket af hendes ord, på nogen måde og sandheden var også den. Han blev ikke rørt. Den del der havde råbt op om at prøve at gøre det godt igen med hende havde han kvalt. Intet ville komme godt ud af at han lagde armene om hende, uanset hvor gerne han ville. Det var hende der var skredet, og af hvad Michael havde opfattede, havde hun været sammen med Andrew selv om hun var døden nær. Og nu var hun kommet tilbage. Ikke for at undskylde, det ville han aldrig hører fra hende, men for at betale den gæld tilbage som hun mente hun havde til ham.
"For hvis jeg ikke gjorde noget og lod dig dø, ville jeg ikke være andet end en morder."
Sagde han efter en Lang pause hvor han havde set koldt på hende.
"Så hvis du mener at du skylder noget for det, så lad det blive sådan. Jeg vil ikke have noget fra dig."
Og hvis han skulle være helt ærlig, så var det sært rart at hun følte at hun skulle give ham noget. Gøre et eller andet.
|
|
|
Post by Josephine on May 15, 2014 15:19:55 GMT 2
Morgan klemte øjnene sammen. Prøvede at styre den stigende kvalme. Prøvede ikke at gøre noget´overilet. Prøvede ikke at sige: 'Du er alt jeg skal bruge, du er alt jeg har brug for, du er det smukkeste her, du er mit solskin og uden dig kan jeg ikke noget.'
Hun kunne mærke at hun prøvede at gøre sig kold.
"Faldt det dig aldrig ind jeg prøvede at dø," men det lykkedes ikke og ordene lod sørgelige. Som om hun vitterlig havde ønsket det.
Hun vendte om. Sank sammen. Så mod døren der af sig selv, eller måske hende var næsten lukket i. Hun kunne ikke græde. Men heller ikke synke det.
|
|
|
Post by Tenner on May 21, 2014 14:38:37 GMT 2
Var Morgan gået, havde han ikke fulgt efter hende. Det fortalte han ihvertfald sig selv og han rørte sig heller ikke da hun sank sammen foran døren. Men han bad hende heller ikke om at gå. Prøvede at dø? Det havde været det rene tilfælde at hun var gået præcis det sted, hvor kuglen fra våbenet havde sin bane. Det var et rent tilfælde at Andrew havde været præcis i Jones og hans egen bane væk fra vagterne. Men det var nok heller ikke det, Morgan mente.
''Nej.'' Svarede han, for det var ikke faldet ham ind. Han havde måske troet at hun ville give op, fordi hun selv havde kunne mærke hvor håbløst det havde været på et tidspunkt, men ikke at hun ligefrem prøvede at gøre en ende på det.
''Hvorfor skulle du prøve på det?''
Hans stemme var afmålt og hans øjne lå på hendes ryg.
|
|
|
Post by Josephine on May 27, 2014 17:15:28 GMT 2
Der var stille. Som om hele verden lige var stoppet. Alle holdt vejret. Støvet stoppede med at danse. Og i den tid kunne hun vende sig om. Se ham ind i øjnene. Morgan kunne tvinge hvem som helst til at elske hende i et øjeblik. Elske med hende. Det var vel derfor hun gjorde det med så mange mennesker. Så mange mænd. Så meget pik. Og de øjne der ramte hende nu havde givet hende hvad der var at give af. De havde ikke mere at tilbyde hende. De ville ikke frivilligt give hende noget. Og hun følte sig ikke sikker på hun kunne tvinge ham. Selv om en del af hende ville finde det tilfredsstillende hvis det netop skulle være tilfældet.
"Jeg fandt et paradis," sagde hun. Slikkede de fyldige læber. En nervøs trækning. "Det ville være lettere at dø end vide præcis hvad jeg har mistet."
Hun kunne mærke hvordan det krøb ind i hende. Denne følelse af at miste alt håb. Denne følelse af hengivenhed. At han ikke behøvede at gengælde det. At hun ikke ville smide i hovedet på ham præcis hvorfor hun havde taget paryk på og været en sensation. Hvorfor hun havde gemt sig. Stadig gjorde det lidt. Ofelia var stadig en nyhed. Var stadig et samtale emne. For Morgan var der kun Michael lige nu. Og hvem kunne sige om han også ville være det eneste når hun gik ud af døren? Hun var her nu. Var hun ikke? Fordi hun ville have noget ud af verden. Sige sine knappe ord. Holde gråden tilbage. Sige at nu, for første gang havde hun en reel grund til at ville dø.
Hun ville genre sige at de kunne være sammen hvis han ville. Om han havde de følelser? Hun kunne ændre sig. Bare han bad hende blive. Men han kunne ikke, vel? Han hadede hende. Åh her kom hun. På knæ. Kravlende. Som en kærlighedshungrende luder der troede den mest betalende elskede hende. Ville samle hende op og forsørge hende. Hvornår var Morgan Lou blevet patetisk i sine egne øjne?
Og svaret var let: Da hun kneppede Michael og elskede ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 7, 2014 12:41:14 GMT 2
Hendes ord burde måske have have bundet et eller andet op inde i ham. Løsnet den knytnæve der sad om hans indre. ''De ville være lettere at dø end at vide præcis hvad jeg har mistet'' Hendes ord lød i ham som et ekko fra en svunden tid, men det var de ikke. De var blot få øjeblikke gamle og gav ham en chance for at reagere. Tilgive hende, eller smide hende for porten.
Men selv om hendes ord måske var præcis havde han håbede at hører fra hende, så gjorde de ham vrede. Arrige. Han kunne mærke den flamme op og fortære den ligegyldighed som han havde haft over sig de seneste par dage. Michaels hænder knyttede sig og hans brune øjne blev mørke.
''Du valgte selv at skride fra mig. Midt om natten som en hver anden kujon, fordi du havde fortrudt at du alligevel ville have mig efter de ti dage.''
Vreden og skuffelsen var tydelig i hans stemme, men inden i følte han også en hvis tilfredsstillelse. Hvis hun virkelig talte sandt og fortrød hvad hun havde gjordt, fordi hun nu havde mistet ham så havde hun fortjent det. Det havde været hendes eget valg. Men på trods af alle de konfliktede følelser og den store vrede, så fik han en pludselig lyst til at lægge armene om hende. Trangen var så overvældene at han et øjeblik troede han ville gøre det. Men han blev stående fast og så vredt på hende.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 7, 2014 15:15:47 GMT 2
Hun burde være blevet vred. Burde have stukket ham en finger, skredet. Uden fortrydelse. Fri. Men hun følte noget helt andet. Hun var trist. Hun havde tårer i mente. Hun kunne mærke sine krop sitre og ikke fra forventningens glæde. Fordi hun var ... ked af det.
Og ja. Kujon. Det var hvad hun var. Intet andet. Det var bare ikke sådan det var foregået. Hun havde ikke fortrudt. Der var bare kommet noget andet op. Noget der havde erstattet behovet for ham. Noget der ville kunne forhindre at hun gjorde det hun altid havde ønsket sig. Hvordan skulle hun sige det?
Hans hævede stemme føltes som lussinger. Som når Lou Lou irettesatte hende de få gange det reelt var sket.
Hun åbnede munden. Måtte lukke den igen. Hvorfor var hun så emotionel på den her lyserøde, klæbrige måde der dybt inde varmede. Kærlighed. Det klædte hende ikke. Det ville klæde hende at sige hun var blevet skudt. At hun spillede sårbar uden at være det. Det ville klæde hende at synke sammen i skuldrene, gemme hovedet, mumle noget der kunne tolkes som et undskyld, men ikke var det. Morgan var ikke et kærlighedsdyr. Hun var en sexmaskine. Dér stod hun og snøftede en enkelt godt. Det var vel sandt. Man kunne ikke have et problemfrit one night stand. Og dog var det hvad hun havde haft altid. Det var ubesværet for hende. Det var den anden part der ville have problemet. Men her var Michael. Bare hans navn sendte et stød op igennem hende. Hans lugt, så nærværende hun kunne smage ham kysse sig. Han var alt hun behøvede. Alt hun krævede. Og som hun tænkte det vidste hun godt at hun ville komme til at sætte andre ting over ham.
"Ja," hun løftede hagen. Så ind i hans øjne.
Men det var et stille ja. Et skrøbeligt ja. Det var en hage der ville være trodsig fordi hun altid stod ved sine valg og hun ville heller ikke fortryde dette. Det ville hun ikke. Det var øjnene der forrådede hende. De brune afgrunde der blanke så ind i hans vrede. Der afspejlede hvordan hun ønskede at han bad hende om at blive her. For evigt. For nu. En dag. En nat. Et minut. Bare han ville bede om det. Bare han ville elske hende. Hun var kun et menneske. Hun behøvede kærlighed. Mere end de fleste. Måske netop derfor havde hun så svært ved at modtage det.
|
|