|
Post by Josephine on Sept 1, 2014 22:36:55 GMT 2
Morgan havde ikke forstået hans spørgsmål. Og det var i og for sig også ligegyldigt. Han stillede det for at hun skulle føle sig dum. Og hun havde ikke tænkt sig at spørge. Han skulle nok altid være der så han kunne huske hende på at han ikke var hendes ven. At han altid ville være tveægget og bide hende i røven når hun havde aller mest brug for et kram. Ikke at Morgan nogensinde havde brug for noget sådan. Og hvis hun havde så projekterede hun det over på sex.
Og da Andy forsatte på gaden, drejede Morgan mod røret. Hun havde ikke mere i sig. Hun kunne mærke hvordan hendes åndedræt var blevet mere hvæsende af de få skridt. Hun havde det. Hun ville aldrig tilgive Michael. Det hele var hans skyld. Hun traf sine egne valg, bestemt, det her var hendes fejl, men han kunne have sagt noget nu. Afsluttet det. I stedet for at lade hende gå ud. Bare lade hende gå. Der var ikke engang en rigtig grund.
Og måske var det fordi Morgan ikke vidste hvordan man gav op. Men hun ville så gerne gå ind til ham igen.
Hun tastede koordinaterne og steg ind i en luftstrøm der bar hende der hen hvor hun skulle. Hendes tanker blev imidlertid ikke revet ud. Som før ønskede hun at han havde ladet hende dø. Især når han ikke ville noget. Hvad skulle hun så leve for. Skulle hun være her så han kunne ignorere hende? Så han med stolthed kunne sige til sine venner med stive pikke at han afviste Morgan Lou. Og lige da mærkede hun igen hvordan hendes krop forrådte hende. Hvordan synet slørredes. Hun blinkede vredt.
Fuck ham.
//Ude af tråd.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 12, 2014 1:46:15 GMT 2
Andrew så sig ikke over skulderen. Det kom ikke bag på ham, at Morgan ikke fulgte op på hans korte tiltaleform. Han snarere hørte end så, at Morgan bøjede af og søgte mod et nærliggende rør, som han vidste, var der, men han fortsatte. Uanfægtet. Kold i røven. For helvede, skulle han tjekke koordinaterne, eller sige, at det var det? Eller stoppe op og massere fodbalderne?
Hans blik blev stift, demonstrativt rettet fremad. Der var en rynke i panden, som blev skåret over af en gylden pandelok. Andrew tog sig ikke af det. Lige nu kunne han æde sin egen pik rå, hvis blot det fik ham til at tænke på andet end Morgan. Hun fortjente ikke den triumf. Hun ville grine sig selv ihjel, hvis hun vidste, hvor patetisk han førte sig frem. Han havde lyst til at følge efter hende - ikke for noget. Ikke andet, end at se til, at hun var i stand til at åbne en cola med tænderne. Ikke andet, end ... at se, om hun var okay?
Nej. Det betød ikke noget. For hans skyld måtte hun være rædbrækket og voldkneppet af Michael og Gud og hvermand, og satan stå i det til halsen. Lort! Han skulle faktisk bruge hendes ekspertise. Lort!
Andrew fnøs lidt for højt og lidt for bidsk. Han satte foden foran den anden lidt for hårdt, så det lød alt for højt i gademylderet. Det gik ham på, at han ikke var ligeglad lige nu, og at det ikke kun handlede om, at Morgan var vigtig med hensyn til døren. Han kunne tåle et knust hjerte - ville selv have skåret det i stykker med et glasskår, hvis det krævedes - men ... Men hvad?
Han valgte ikke at følge efter Morgan. Han lod fingrene glide igennem det lyse hår. Knæene fjedrede i fin balance, og hans udtryksløshed var ikke længere påklistret - men bare hans naturlige look. Lidt whisky ville aldrig være af vejen... selvom det var mindre end et par dage siden sidst.
//Ude af tråd
|
|