|
Post by Josephine on Jul 17, 2014 15:02:22 GMT 2
Det var som om hendes krop blev kylet til siden. Slaget der ramte og kroppen der forsatte mod væggen. Hænderne der knaldede mod den og forhindrede hende i at falde helt sammen. Men hun rettede sig op med en latter. En latter der synes at stilne lydene inde bag døren. En latter der klingede ned ad gangen. Ikke at Andy blinkede med øjnene. Men hun kunne ikke lade være.
"Kom så, kys mig igen," sagde hun og strakte den anden, urørte kind frem.
Selv om Andy virkeligt gerne ville så forstod han jo hende ikke. Det var ligegyldigt hvor god en indsigt han havde. Morgan prøvede end ikke at forstå sig selv. Men denne form for totur, først Michael og så slaget fra Andy var vel præcis den totur hun ville have. Den form for følelses- og legemsmæssige berøring hun ville have. Selvdestruerende og selv om han ville kunne han ikke hjælpe. Kunne hun ikke rettes op. Ikke at han ønskede det. Men kendte han hende overhovedet?
Ham, med de fordømmende øjne og den selvfede holdning. Fordi han var så skide 'ren'. Hun kunne ikke lade være med at le. Ikke for at opildne ham. Ikke for at smide mere brænde på ilden. Bare fordi det hele var så skide sjovt.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 17, 2014 15:34:55 GMT 2
Andrew fortrak ikke en mine, da hun røg ind i væggen. Han forhindrede sin krop i at stavre hen til hende ved at kaste med hovedet, så håret blev pisket væk fra ansigtet. Der var noget ved hende, som trak i ham som en snor; den provokerende mund, måske ... Nej, latteren. Og vanvidet i hendes brune øjne, der for en meget kort bemærkning lyste af begær. Han havde kneppet hende nok, og han havde slået hende nok. Men han blev stødt stående, lod vreden bringe hans pis helt i kog først. Han følte, hvordan hænderne igen kløede efter at gøre hende fortræd.
Bad han hende holde kæft, ville det prelle af på hende. Truede han hende med at slå hende ihjel, ville hun le endnu mere ad ham. Hans første ord ville ikke kunne snitte dybere i de åbne sår, hun havde påført sig selv. Hånede han hende, ville hun vrikke med hofterne og vinke ad ham, som var han en lalleglad køter.
Så han vendte hende ryggen. Gik langsomt væk derfra.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 17, 2014 16:51:00 GMT 2
Havde Jones vidst hvad der skete ude på gangen, havde han været taknemmelig for at han ikke behøvede at tage sig af det. Morgan var ikke en person han ville beskytte lige nu, men det ville også gå imod alle hans principper at slå en kvinde. Sådan var både han og Michael opdraget af George. Og hvis der var et menneske, som Jones gerne ville ligne, så var det hans egen far.
Døren gled i bag ham og han gik med faste skridt ud på badeværelset, som var delt imellem deres to værelser. Lydene inde fra Michael var stoppet og synet der mødte Jones inde hos sin bror, var ødelæggende.
Michael var sunket sammen op af sengen, med de lange ben strakt ud foran sig og hænderne liggende opgivende på gulvet. Knoerne på dem var tydeligvis flået op, efter at Michael havde banket sine hænder mod væggen med al sin kraft. Blodet afslørede stederne og der var endda hul i væggen et af stederne. Alt der kunne ødelægges eller smadres var kastet mod gulvet og glasskår fra et spejl lå spredt over det hele. Jones stoppede et øjeblik og tog alle skaderne ind. Det var forfærdeligt.
Men det værste var at se Michaels tomme blik. Hans bror kiggede ikke en gang op, da Jones var trådt ind.
’’Michael…’’
Var det eneste Jones kunne sige, for han kunne mærke en vrede stige i sig selv. En vrede over at se sin bror ødelagt og fuldstændig fortabt. Aldrig havde Jones set sin bror sådan. Vred, ja, ked af det, ja… Men ikke på den her måde. Det knugede om hans hjerte, for han tvivlede stærkt på om han nogensinde ville få sin tvilling tilbage. Stille satte Jones sig ved siden af hans bror og mere behøvede der ikke, før Michael rørte på sig. Han lænede sig forover og trykkede sine øjne mod håndfladerne.
’’Det er noget fucking lort. Det hele.’’ Michaels stemme var hæs. Brugt efter raseri og frustrations anfaldet.
’’Hvad sagde hun?’’
’’Tssh,’’ Michael rettede sig op igen og så på sin tvillingebror. Spejlbillede af sig selv, men ikke ødelagt inden i. ’’Hun mente at hun skyldte mig en tjeneste, fordi jeg har reddet hendes liv.’’
’’Hun skylder dig mere end bare en tjeneste.’’
’’Hun skylder mig intet. Jeg vil ingenting have fra hende.’’
Jones skubbede sig op at sidde og gik ud på badeværelset hvor han fandt en klud, skyllede den i koldt vand og kom tilbage til Michael, hvor han lagde den rundt om hans hånd, for at stoppe blødningen.
’’Jeg er ked af at sige det, bror, men jeg tror sgu du valgte den forkerte pige denne gang.’’ Michael ømmede sig en smule, men der var taknemmelighed i hans øjne fordi Jones ikke ynkede ham. Der var mange ting som kunne blive sagt for at prøve at gøre det bedre for Michael, men de behøvede ikke unødvendige ord og fraser mellem hinanden. Det blotte nærværd af den anden, var rigelig. ’’Det siger du ikke, Jones…’’ Michael lagde hoved tilbage mod sengen og kiggede op i loftet.
’’Men du elsker hende stadig?’’ Michael rørte sig ikke et øjeblik, men nikkede så.
’’Dumt…’’ Var Jones eneste respons, men han vidste udmærket godt at Michael jo ikke selv var herrer over det.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 17, 2014 17:36:13 GMT 2
Hele mimespillet der foregik i Andys små bevægelser var hysterisk morsomt. Hendes læber syntes konstant at være på vej til latter. Som om hun ikke vidste hvor stort hun skulle smile af de ligegyldige tanker han foretog sig. Og så vendte han sig om. Morgan måtte læne sig frem og støtte med hænderne på sine knæ, mens hun hylede af grin. Der kom ikke tårer til hendes øjne, det kapitel var overstået for nu, men hun morede sig så groft at hun rallende måtte hive efter vejret. Latteren der havde fulgt Andy blev brudt af den hosten der havde fulgt hende efter skudepisoden. En huskekage. Ikke som den Andy lige havde givet hende. Værre. Alligevel nød hun den på sin egen perverterede måde.
Lige der følte hun ingen skam ved at ville have Michael. Hun ville gerne have fortalt Andy det, men lige nu var det at få kontrol over vejrtrækningen nok. Hun rettede sig op, armene over hovedet og trak vejret roligt ind og roligt ud. Smilet havde ikke forladt hendes mund. Vanviddet sad i hendes øjne og alt der var tilbage var stilhed. Andys lydløse skridt, Michaels råb der var stoppet og hendes egen vejrtrækning.
Hun undrede sig ikke over fraværet af ord og handlinger fra den gående mand. Hun kunne halvt høre ham sige at hun ikke længere havde noget formål med livet og derfor burde han slå hendes helte ihjel så hun igen kunne flyve. Det ville højne hende til en Helena der for altid vil have den trojanske krig på samvittigheden. Også selv om Paris kidnappede hende grundet Afrodite. Og så ville han bede hende om at lade være med at græde.
"Du siger … jo … bare til honeybun," sagde hun hikstende. Latter og host blandet i et.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 17, 2014 18:06:11 GMT 2
Raseriet steg op i ham skridt for skridt. Morgan var lige nu det mest tanketomme skræv i hele denne forpulede by. Dybest set var han ligeglad med hendes latter og hendes rallen. Ikke for første gang ønskede han, at hun var gået af Helvede til efter skuddet. At vende ryggen til var ikke det værste, han kunne have gjort. De vidste begge, at den gestus betød, at han ikke ville have noget med hende at gøre. Men selvfølgelig fornægtede hendes ord den kendsgerning:
"Du siger … jo … bare til honeybun,"
Og Andrew fik lyst til at le med hende. Le, kælling, le. Le, til deres ansigter stivnede i evigglade klovnemasker med store røde munde, der inviterede folk til Helvede. Le af denne latterlige association, fordi han ikke kunne fordrage klovne eller poesi.
Andrew burde vende sig om, eller som minimum se tilbage. Men fødderne bar ham hen til trappen lidt længere henne. Hånden hvilede unødvendigt på gelænderet.
"Du er gal, Morgan," sagde han lavmælt uden at vende hovedet. Det var det første, han sagde, og stemmen var næsten blid. Forræderisk lattermild. Det var en gammel spøg, og han syntes godt om den, fordi den var bogstavelig.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 19, 2014 20:49:03 GMT 2
Smilet var der. Sindsygen i øjnene. De fremtrædende kindbind, der gjorde hendes ansigt skarpt men også indeholdt det at man havde lyst til at røre ved det, dem, mærke hendes ansigt og kysse det. Og i stilheden var hans ord så tydelige. Hvilket gjorde at smilet blev skævt. Ikke halvt. Nærmere hånende i det hun følte at han bekymrede sig om hende.
"Du ville gerne kunne tage det, ville du ikke? Du bekymrer dig jo, Andy-dear."
Der kunne ikke være tvivl om hun mente galskaben, sindsygen, smerten. Han slog hende som en tjeneste. Som i at hun skulle få det ud af hovedet og da det ikke virkede hvad havde han så tilbage? Intet han kunne gøre. Og hun hånede ham for det, ønsket om at tage det. Andy var typen der gerne ville give hende blomster, fordi i det de var skåret allerede rådnede. Hvilket morede hende. Alt han kunne give hende var hårde kærtegn og pik.
Ham havde hun aldrig grædt for. De blev brugt på et skvat der kastede med møbler i stedet for at kneppe hende. Og hun vidste at lige præcis det at hun aldrig ville græde over Andy gjorde de overhovedet kunne snakke sammen flere gange. Generelt det at hun ikke græd.
Hun blinkede til ham og trak endeligt elastikken ud af håret, kørte sine fingre igennem det for at sætte det op i hestehalen igen. Ikke en af dem grå mus lavede så den hang ned af nakken, en af dem placeret lidt længere oppe så den kunne svinge sig fra skulder til skulder når hun sensuelt gik.
Og hvad skulle hun sige. At hun følte sig presset. At hun kunne vælge himlen og kunne skrive sange om Michael, som den her verden ikke havde hørt før og ville føle smerte ved at høre. Hun ville kunne få verden til at synge med hende og det ville ikke koste dem noget. Hun ville gøre ting af kærlighed og ikke lyst og begær. Som Ofelia. Det var det dummeste ... det var naivt. Sådan en dåd, latterligt, patetisk, hysterisk. Og hun nægtede at tænke på det. For hun ville aldrig igen komprimere sig selv på den måde. Og selv om hun havde formået at undgå sine respektive forældre så var de vel stadig efter hende. Deres ry, deres stakkels ry. Fordi hun kunne ikke håndtere kærlighed hvis den kunne afpresse hende. Og Morgan vidste at hun var menneske helt igennem, kvinde, at behov styrede hende, men når det handlede om andres behov var det afskyeligt. Hun følte sig uren i tanken om at Michael var alt hun behøvede. Men hvorfor var det netop ikke dét når hun var i samme rum som ham. Som lige nu, hvor han blot var bag døren? Han gjorde at intet gjorde ondt.
Andy fik altid alting til at gøre ondt.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 20, 2014 13:54:33 GMT 2
Det var ikke hans sædvane at se sig tilbage over skulderen - kaste et blik på det, han lige havde brækket sig over eller knaldet. For Andrew var fortiden et spørgsmål om sekunder. Der var fart på ham. Altid fart på ham. Der var et selvkonstrueret skema for dagen, og hvis ikke alting artede sig efter skemaet, kom der nye ting til. Fremtiden var kalejdoskopisk, sammensat af hans sjældne dumheder og overnatninger på slidte fjedremadrasser.
Hvorfor så han sig tilbage nu? Le, for helvede. Latteren var brudt af, og det pinte ham mere, end han ville være ved. Dens magnetiske tiltrækning på ham, som han uden problemer kunne modstå, var væk. Det var paradoksalt nok manglen på tiltrækning, der fik ham til at blive og vente. Hovedet, der vendte sig mod Morgan, mens resten af kroppen balancerede med over halvdelen af fødderne svævende over næstøverste trappetrin. Han så hendes læber krølle sig sammen til det skæve, hånlige smil, vanviddet i hendes brune øjne og det indtørrede blod, der var glemt for nu. Inden hun talte, vidste Andrew, hvad der ville komme: Sandheden.
"Du ville gerne kunne tage det, ville du ikke? Du bekymrer dig jo, Andy-dear."
Skulle han selv le nu? Give efter for trangen til at krumme sig sammen og le, til hans mavemuskler blev helt flade? Skulle han pege fingre ad hende, som om hun var årets joke?
For hun havde ret med én undtagelse. Han ville tage det - han ville ikke bare KUNNE tage det - til den bitre ende: Vanviddet, adrenalinkicket og klynkeriet (sidstnævnte ikke uden brækfornemmelser). Men det sjoveste var uden tvivl måden, hun sagde det på - prøvede at håne ham - når hun i virkeligheden skar i sig selv. Hun hadede hans omtanke - havde fornægtet den på Sydkanten for så længe siden, og nu prøvede hun at skyde hans eget missil tilbage til ham.
"Ja," svarede Andrew og undertrykte en latter. Skulle de ikke le samstemmigt, som de plejede - latterliggøre folks sentimentale flæberi, livets banaliteter og drikke en cola bagefter? Skulle de ikke?
Andrew benægtede ikke hendes ord. Måske var det derfor, han ikke følte hverken vrede eller trang til at flå i hende. Sandheden var i bund og grund altid ligegyldig for ham - i hvert fald dem, som handlede om ham selv. Hans øjne fulgte hendes bevægelser, da hun satte håret igen. Han tænkte, at dét, der skete inde hos Michael ikke ragede ham, og at de stod her som to repræsentanter for elendighed i tvillingernes liv. Det var nok den eneste, konkrete tanke, som ikke blev styret af hans ansigtsudtryk, håndbevægelse eller spændte lægmuskler.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 27, 2014 18:49:48 GMT 2
Hun satte sine to slanke hænder i siden. Den ene med dragen fra tommel snoende op ad armen, den anden med de gotiske bogstaver på de fire fingre, JAZZ. Hun smilede til ham. Ynkede ham ikke, selv om hun kunne. Fordi han var Andy og hun vidste at han ikke mente det på nogen lyserød, skedeagtig, plysset måde. Nok nærmere i form at han ville destruere hende. Hvilket passede hende udmærket. Hun ville aldrig sige det samme til ham.
Hun burde vide bedre. Det vidste hun godt. Hvorfor stod hun foran den her dør og ventede på en der havde kastet møbler højlydt mod den. Endda låst den. Hun vidste godt at han ikke kom. Hun var selv gået ud af den. I hovedet på hende sad lige præcist en lyserød, skedeagtig, plysset tanke om at det her måske kunne være det rigtige og hun burde vente her på ham hele natten. Der måtte jo være en grund til at det skulle være ham der drev hende ud denne form for galskab. Og skulle man ikke give dét en chance.
Men i det mindste var der stille derinde nu. Og det i hendes hoved var hendes hemmelighed. For Michael tænkte ikke på det som hun gjorde. Og så ville hun rent faktisk ikke vente.
Hun tænkte på om Andy måske ventede på hun gik så han kunne pleje sit bøssery. Ikke at hun tvivlede på Andy før havde prøvet at skubbe bæ. Hun kunne dog ikke helt se ham få den i røven. Men det kunne nu være ganske morsomt at se.
Hun mærkede en pludselig lyst til selv samme. Ikke at røvpule nogen men selv at blive det. Og siden Michael havde ... trampet sådan på hele lortet kunne hun godt finde en der ville. Ikke Andy. Han var nok færdig med hende for en uges tid. Så ville han kontakte hende og spørge om den skide dør. Eller sådan noget. Og denne gang ville hun have værktøj med.
"Hvad venter du på, loverboy? Jeg har ikke tænkt mig at skrive en kærlighedssang bare fordi du har brug for det." Hun sendte ham sine tænder.
Sætningen kunne tydes på to måder: Om han havde tænkt sig at skride, eller om han havde tænkt sig at kneppe hende. Det sidste var usandsynligt.
|
|
|
Post by Xazal on Aug 5, 2014 18:18:17 GMT 2
Andrew vendte sig helt om, mens Morgan stillede sit spørgsmål. Armene hang ned langs siderne, og fingrene var let krogede om ingenting. Spørgsmålet var som forventet, og han kunne have stillet sig det selv samme spørgsmål: Hvorfor var han her? Han havde fulgt Jones. Til hvad? Vidste Jones, at hans blødsødne klon var her med Morgan? Var det meningen, han skulle slæbe dullen ud ved håret og give hende smæk, fordi hun havde knust endnu en drøm? Aldrig i livet!
Andrew løftede det ene øjenbryn uafhængigt af det andet. Munden blev til en smal streg. Langsomt løftedes det andet øjenbryn, og han spilede øjnene op. Gjorde alt for at ligne den idiot, man ikke kunne kalde ham.
"Vær en smule taknemmelig for, at jeg ikke kommenterer din flæben," sagde han tørt. Det var nok til, at hun ville vide, at han misbilligede hende. Så genvandt han sin sædvanlige bistre mine og slog ud med hånden, som om de spildte tiden.
Hvem af dem, der gik først, var underordnet. Om de blev her, var underordnet. Han var her, og hun var der også. Så hvorfor skulle han begynde at lege kommandør nu, hvor de endelig havde lidt space, inden det gik løs?
|
|
|
Post by Josephine on Aug 11, 2014 22:16:05 GMT 2
Morgans mine blev med det samme en anden ved hans ord. Hendes udtryk blev til en snerren, tænderne der blev vist, de fyldige læber trukket ud og øjnene lukkede sig mere i. Skulede. Hun holdt ikke igen med sine følelser. Men det at græde lå hende fjernt. Mærkeligt nok fik Michael det frem i hende. Men taknemmelig. Hun følte at han spyttede på hende. Mens hun lå nøgen. Skudt. Trampede i noget der ikke ragede ham en skid.
"Det gjorde du lige, Andy-dear, så hvad fanden skal jeg takke din vattede pik for?"
Det lå fjernt for Morgan at pointere hun ikke havde fældet en tåre da hun blev skudt. At de tåre der var kommet var grundet hosteanfaldende, manglen på luft, men at der ikke havde være salt på kinderne grundet smerte. Alt Morgan tænkte på var hvordan hun bedst kunne slå hul på Andys kranie. Måske så Michael ville kneppe hende igen. Hun havde stadig lyst til at åbne døren og kaste sig ind mod ham. At føle sig tryg.
Hendes snerren gled over i et sygeligt smil. Hun trak på skulderne. Hvad betød det at han havde set hende tude? Ville han fortælle det til nogen? Nej. Ville han bruge det mod hende? Ja. Men da var det hende der besluttede om det betød noget. Det var en patetisk sætning. Måske fra en desperat mand. Det virkede ikke som Andy at slynge noget sådan ud.
"Nu fortæller du mig vel at jeg ikke bør tale med fremmede, ikke gå med dem ned af smalle gyder."
Morgan havde aldrig fået den slags ting af vide. Gør hvad du vil. Så det gjorde hun. Lige præcis hvad hun ville. Men med Michael var det svært. Hun ville såre ham. Så kunne han mærke hvordan det var. Hun burde nok have sagt det tydligere: Hun kunne ikke finde noget håb for enden af tunnelen, men han var ganske velkommen til at finde helvede med hende. Og det havde de.
|
|
|
Post by Xazal on Aug 14, 2014 22:21:41 GMT 2
Et øjeblik var Andrew sikker på, at Morgan var blevet ramt af hans ord på grund af hendes mimespil. Han burde som minimum føle en vis triumf ved det, men følte og gjorde sjældent, hvad han burde. En dump ligegyldighed overfor det hele var, hvad han kunne præstere - og det kunne Morgan end ikke rode op i lige nu.
Fanden stå i det. Var han desperat? Ja, for helvede. Og han kunne se, at Morgan vidste det, da hun efter sin uovervejede bemærkning om hans vatpik, skiftede udtryk. Men hvad fanden var der så galt i, at det hele ikke rørte ham en skid? Bortset fra dén ene essentielle ting, at det ikke drev ham til at gøre noget ved det? Fuck det.
"Jeg fortæller dig sgu altid, hvad du bør, Morgan," fnøs han. Morede sig rent faktisk trods sit mismod. Kun, fordi hun kendte ham så godt, ville hun opdage morskaben i hans ru stemme. Alt andet var stift og uigennemtrængeligt. Han kneb øjnene en anelse sammen og studerede hende indgående. '... og du bør kneppe mig halvt fordærvet, ikke?' Ikke, at han havde lyst til hende. Eller til fisse i det hele taget. Men det var lamt, at de stod her og glanede. Og han tænkte ikke på, at tvillingerne eksisterede bag døren og kunne komme når som helst. Andrew rakte op og skubbede de gyldne lokker væk fra ansigtet.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 15, 2014 13:08:36 GMT 2
Morgan smilede. Trak på skulderne. Det gjorde han egentlig. Men hun valgte selv hvorvidt hun gjorde det. Og det at han gerne ville have hende til at gå, fik hende uden tvivl til at blive stående uden for Michaels dør.
"Åh Andy, din klæbende bekymring for mig er bare så," hun vendte øjnene med loftet, sammen med sine hænder, men alle fire faldt ned igen og hun så på ham med ligegyldighed. Noget hun havde lært af ham, "ligemeget."
Og trods Andy ikke gjorde skænkede hun manden på den anden side af døren tanker. Hun vidste at ingen af dem nu ville undskylde, det skar for dybt at skulle søge tilgivelse for at finde sammen. Også selv om de helst ville. Var det derfor ingen havde sagt noget, råbt efter den anden da hun gik. Stolthed. De vidste jo godt hvordan det ville ende, hvis han trak ville hun skubbe og så ville de ende samme sted: I gang med at såre hinanden.
Og hun havde brug for den kærlighed. Nej. Hun havde ikke brug for nogen. Ikke Michael. Ikke Andy. Ikke Lou Lou. Hun havde brug for sig selv. Men selv hun var forræderisk. Snydt hende. Virkede ikke. Og hun hadede at ligge stille. At hele. At være afhængig folk kom til hende og tilbød hjælp. Nu havde hun betalt sin gæld til Michael af. Hun var færdig med ham.
Ikke?
|
|
|
Post by Xazal on Aug 15, 2014 14:41:47 GMT 2
Morgan smilede. Det gjorde Andrew også. Smilet var ganske afslappet. Det fik hans ansigt til at lyse op, mildnede det bistre. De havde aldrig været barn sammen - men lige nu kunne de lige så godt være det. Den ene stod dér som et provokerende spejlbillede af den anden. Ingen af dem ville gå, hvis ikke den anden gjorde.
"Jeg ved det," lo Andrew, og det var sandt. Han blottede tænderne i et endnu bredere smil. For satan, han elskede hendes ligegyldighed - især, fordi den var rettet mod ham. De kunne ikke bruge hinanden til andet end nyttearbejde, og det passede ham så afgjort glimrende.
Måske, Morgan stod her af en anden grund - måske, hun rent faktisk havde brug for den blonde markarbejder på den anden side af døren. Hvis Morgan havde brug for Michael, så var der ikke andet for end at tvinge afskummet med ned til Jorden, uanset hvad Jones mente om den sag. Andrew kunne ikke bruge en disfunktionel Morgan til en skid. Men han stod her - fordi hun gjorde. Det var såre enkelt.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 19, 2014 13:42:29 GMT 2
En latter. Han var i det givende hjørne. Smil. Bemærkninger. Ord. Og nu latter. Det var til at brække sig over. Som han agerede. Nu var det nok. Hvad Andy tænkte var blevet ligegyldigt og derfor satte Morgan sig i bevægelse. Hun skulle forbi ham og ud til røret. Hun var ikke stærk nok til at gå hele vejen. End sige stå på et board.
Som Morgan gik mod ham kunne hun mærke sin gamle selvtillid vælde op. Det var fuldstændigt ligegyldigt at hun gik nu. Michael kom ikke ud, men selv om han ville så ville hun have ødelagt ham for enhver anden luder han ville pule senere. Han ville altid tænke på hende. Se hende smide sine trusser. Høre hendes støn. Han ville have lyst til at holde hende i sine arme, når han holdt andre, og hvis de græd ville han aldrig føle det samme som han havde gjort oppe ved rampen. Hun var sikker. Og det var fint nok for hende. Så var han til stadig hendes. Måske ikke som fuckbuddy. Men hvad havde hun forventet af ham. At han var en regulær wonderboy?
Som hun skulle passere Andy, der endnu stod stille, overvejede hun at spørge om han havde tænkt sig at blive natten over. Men i stedet fandt hendes bryn sammen og dannede et misbilligende ansigtsudtryk. Over hans eksistens der endnu stod i vejen.
|
|
|
Post by Xazal on Aug 25, 2014 11:05:14 GMT 2
Andrew kunne kun tænke sit om Morgan, da hun begyndte at gå i retningen af ham for at efterlade tvillingerne. Om det var, fordi han stod her og ventede på, at hun skulle tage en beslutning, var tvivlsomt. Hvis der var noget, Andrew vidste med sikkerhed om Morgan, var det, at hun var egenrådig - i hvert fald så længe, hun kunne samle sig selv op. De ulmende, blå øjne fulgte hendes bevægelser, hver og én. De lange ben, der syntes at have mistet deres smidighed og skuldrene, der blev holdt lidt for stift op mod ørene, så man ikke skulle sige, at hun hang med skuldrene. Det perfekte svaj i ryggen, som mere lignede et knæk.
Andrew fik en trang til at følge hendes udtryk med latterlige, forsødende bemærkninger. Men selvfølgelig modstod han trangen - det var jo dét, han altid gjorde. Smilet om hans mund ændredes minimalt, da Morgan trak brynene sammen. Det var kun dén lille trækning, der skulle til for at forvandle det næsten leende udtryk til en snerren. Andrews hånd fløj frem og klappede hendes skulder. Gestusen indikerede ingenting. Det havde været mere sigende at klappe hende i røven som en gammel mand, der prisværdigede en luders ynder. Så trådte han baglæns ned ad trappen og vendte sig efter fem-seks trin.
"Du?"
Andrews såler afgav næsten ingen lyd, som han forcerede trinnene. Han åbnede døren for at gå ud og holdt den ikke for Morgan. Udenfor var han allerede på vej hen ad gaden.
//Forlader tråd
|
|