|
Post by Tenner on Jun 25, 2014 10:51:44 GMT 2
Michael kunne mærke, hvordan Morgan kæmpede og egentlig kom det lidt bag på ham. Hun plejede altid at være så sikker i sin sag og ville ikke lade nogen stoppe hende. Men han havde følelsen af at hun stiltiende bad ham om, at hun måtte blive hos ham. Kunne det virkelig være sandt, at over for ham stod Morgan Lou og var ved at falde sammen, fordi hun måske gerne ville have ham? Et øjeblik fik tanken ham til at vakle og hans hårde øjne blev et øjeblik forvirrede. Som kunne han ikke finde ud af hvordan han skulle håndtere det.
Men det var et øjeblik. Et split sekund og så lagde han armene over brystet. Fik rettet sig selv op og pakket sin tvivl væk. Hun skulle ikke få lov til at bløde ham op, med hendes skrøbelighed, for hun havde selv bedt om det. Hun havde selv valgt hele udfaldet.
''Så svar mig på en ting.''
Han så på hende med sine brune øjne, men der var en blødhed i den skarpe vrede. Noget han ikke selv lagde mærke til.
''Hvis du fortrød, hvorfor skred du midt om natten i stedet for bare at sige det til mig? Det er ikke din stil.''
Hans ord var hårde og uden følelser, men så han sig selv i øjnene, ville han slå sig selv halvt fordærvet over at han havde vist et tegn på svaghed og ikke kunne pakke den ordenligt væk.
|
|
|
Post by Josephine on Jun 26, 2014 20:28:08 GMT 2
Og så skete det. Han åbnede. Det var ikke meget. Ikke noget hun ville have set ved nogen andre. Og det var ikke fordi hun kendte ham godt. Det var fordi hun så ham. Havde hele sit væsen sat på Michael. Hun ville ikke kunne undgå. Hvordan at hun druknede i de følelser han et øjeblik viste. Skulle der ikke mere til? Så var hun bare i hans slipstrøm og kunne ikke stå imod. Knapt holde sig ovenvande.
Få det til at stoppe.
I et øjeblik kunne hun mærke hans krop mod hendes. Hun kunne mærke ham. Kunne lugte ham her i værelset. Hun holdt sig fra spejlet hun havde skrevet på. Hun kiggede kun på ham. Mærkede kraften der tiltrak hende og hun kunne ikke rigtigt fokusere. Han stillede spørgsmålet og hun vidste at hun burde høre ordene og hans stemme. Ikke se på hans læber bevæge sig. Ikke se ind i øjnene der begyndte at se hende, begærer hende, ville hende. Han havde ikke sendt hende væk men ville beholde hende her så hun kunne svare.
Stop!
Hendes bryn fandt vej til hinanden. Hun holdt om sig selv. De her problemer var nogen hun selv havde skabt. Hun var ikke lige så stærk som førhen. Ikke i hans selskab. Men han forstod hende ikke og det var gået op for Morgan at han ikke ville komme til det. Hun kunne tude nok så meget over sig selv, men det ville ikke blive anderledes. Hun ville ikke ændre sig. Men lige nu kunne hun vise mod.
"Nej, jeg vidste godt at ... du havde, hjertet på blokken og jeg trampede på det." Hun så ned. Flov. Også over sig selv. Det ville ikke have betydet noget før. Enhver anden. Hun ville have nydt det. Men det havde også været hendes eget. Ved at trampe på hans amputerede hun sig selv.
"Jeg kan ikke," Morgan så på ham. De store brune øjne blinkede kraftigt, for ikke at give efter, for ikke at være mere svag og skrøbelig. Ordene der ikke kom ud. "Jeg kan ikke binde mig til dig. Du kan ikke være mit liv. Så jeg gik uden at se på dig, for så blev jeg."
Hun bed sig i læben og så ud til siden.
"Det burde ikke have gjort ondt. Jeg burde sige til dig at jeg ikke mærkede det. At jeg var ligeglad. At jeg intet føler. At jeg ikke har følelser. Det er hvad jeg helst vil. Det du helst vil. Så kan du hade mig. Så kan du gøre mig til dit helvede, din personlige Mefistofeles, der lod som om du betød noget, men bare ville have din sjæl." Hendes stemme var en hæs hvisken, men derfor kom ordene alligevel tydeligt ud. "Jeg komprimerede mig selv for din skyld og jeg skred for din skyld, men du fylder, som torden og det sidder i mig, i min krop og nu kan jeg kun bruge torden. Og jeg vil ikke stå i gæld til dig. Det skal du ikke have på mig. Men du er ikke den eneste der lider."
Hun trak på sine skuldre. Bed sig i læben.
"Du vidste i det mindste hvad jeg er, hvem jeg er. Du - du tog røven på mig."
Følelser som ikke bygge på begær og behov. Følelser. Dem hun ikke burde have. Speciel.
Tilgiv mig.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 4, 2014 22:33:28 GMT 2
Michael rørte ikke på sig, da Morgans forklaring kom. Han stod med rank ryg, armene over brystet og de brune øjne solidt plantet på hende. Men inderst inde havde han mest af alt lyst til at bede hende gå. Bede hende stoppe med at tale, for hendes ord sneg sig ind og trak i ham. Plantede skyldfølelse og mere vrede. Men aller mest smerte. For hendes ord gjorde det vel på sin vis tydeligt at det ikke havde været en form for kold handling at hun var skredet. Han havde ikke lyst til at vide det. Han ville helst bare have hendes til at være hans Mefistofeles, som hun selv sagde. Den indre rene vrede han havde gået med de sidste par dage, var lettere at håndtere end denne sammensurium af følelser han følte, og som var ved at kvæle ham. Men en stemme hviskede til ham.
Hun lyver, hun lyver.
Og han lod den trænge igennem. Hvorfor skulle hun ikke lyve over for ham? Hun vidste at hun kunne få ham i sin hule hånd, og hun var godt på vej til at få det igen, hvis han lod sig smøre af hendes ord. Lod sig forføre. Hvis hun virkelig mente, at hun led ligesom ham, så var det vel kun en tilfredsstillelse for ham. Ikke?
''Du vidste hvad du fik af mig.'' Hans ord var afmålte og det bløde i hans øjne var forsvundet. ''En hel ordinær fyr, som ikke kunne blive i dit liv ligesom alle de andre.''
Han flyttede på hænderne og satte dem i bukselommerne. Havde en kropsholdning, som var det hele begyndt at kede ham. Egentlig ville han bare gerne have det til at stoppe. Ønskede at alt det med Morgan aldrig var sket, for så ville det ikke gøre så ondt. Hvad var det hun var så skide bange for ville ske, hvis hun havde beholdt ham? Hvis hun virkelig mente hun havde følelser for ham, ville hun så ikke have fortalt ham det, i stedet for at skride midt om natten og kneppe med Andrew imens hun var godt igang med at forbløde?
''Og jeg har sagt du ikke skylder mig noget. Din gæld er streget af listen og væk, så du kan komme videre.''
|
|
|
Post by Josephine on Jul 11, 2014 10:10:15 GMT 2
Morgan tænkte på sit liv. Hvordan det havde været. Hvordan det altid havde været. At der aldrig have været nogen afvigere. Der var mennesker der blev i hendes liv. Men det var på hendes præmisser. Og så Andy. Men Andy var noget andet. Han kunne ikke sammenlignes med alt. Han var en naturkraft som man ikke kunne undgå når først han havde bestemt at man skulle rammes. Og han ramte ham vel på samme måde.
Men hendes og Michaels forhold var ikke sådan. Ikke efter hun havde taget ham med i seng. Havde lagt is på hans øje. Havde kysset ham. Havde ladet sine lyster komme så meget frem i lyset. Tænkte han på hende når han var alene? Fyldte hun overhovedet. For alt her var at hente var kulde og ligegyldighed. Han var som hun ville have været kom nogen og bad om noget ved hende.
"Godt," sagde hun. Stille. Bare det ene ord. Ikke engang med tryk. Nærmest som en lettelse.
Og der skete noget med Morgan. Det var som at se en forvandling. Og selv om det var den samme krop, det samme tøj og den samme frisure, var alt anderledes ved hende. Hun var atter rank, den ene hofte til siden, benene placeret så de krydsede let, og et udtryk på det kønne ansigt man ikke kunne modstå.
"Jeg kan ikke engang huske om jeg nogensinde rigtigt kunne mærke din pik i mig," sagde hun med sin hæse, lækre stemme, der indeholdt en latter. Hun slog hestehalen over skulderen blinkede til ham. Hun havde ingen grund til at opføre sig sådan, men det var et forsvar som hun ikke kunne komme uden om. Det var for at beskytte sig selv. "Og det får mig til at tænkte på om jeg nogensinde gav en fuck for dig. Det gør jo ingen forskel at græde, så det her er farvel."
Hun følte sig kold hele vejen gennem kroppen. Alt blod kunne meget vel forladt hendes krop. Gjort hende som en død der endnu kunne gå. For selv om hun sagde de ord og lod sin sexappeal skinne igennem kunne hun mærke hvordan hun blev fuld på hans nærvær. Det var lige meget om han var led. I den her kulde var hans som solen, det eneste der kunne varme hende. Og hun havde lyst til at slå alt ihjel han havde kært. Hun havde lyst til at gå i tilbage i tiden og sige nej til Glenn og Dina. Så kunne hans mor have mistet arbejdet, hans far, hans søster have fået en lortekarriere og de kunne alle komme ned i slummen og have et lorte liv.
Var han ligeglad med at hun døde under hans hårde blik? Og elskede hun det ikke bare en lille smule?
|
|
|
Post by Tenner on Jul 14, 2014 11:45:17 GMT 2
For øjnene af Michael rankede hun sig. Forvandlede sig til den lokkende og forførende Morgan, som så mange havde set og som så mange kendte hende. Ikke længere den Morgan som han havde set for et øjeblik siden. Den Morgan som måske ville ønske at få ham tilbage. Men han turde ikke tro på det, turde ikke lade sig falde tilbage og bare lægge armene om hende, for han ville intet få ud af det. Så var han hvilket om hendes lillefinger igen og hun kunne gøre med ham, hvad hun ville. Ligesom hun havde gjordt før. Faktisk gjorde hendes forsvarsværker det lettere for ham, og ligesom hun selv gjorde, rankede Michael sig også. Den sårede Morgan var væk og ramte ikke et ømt punkt i ham, men han ville lyve hvis han sagde at det ligefrem glædede ham. Det gjorde ondt. Langt mere end de ting hun sagde, for det var blot ord der prellede af ham. Måske var de rigtige, måske var de bare et forsvar, hvor hun prøvede at ramme ham på hans mandlighed og håbede at han ville krympe sig som alle de andre fyre hun vel havde sagt det til.
''... så det her er farvel.''
Hans undstråling ændrede sig ikke. Hans øjne blev ikke blidere eller undskyldende. Hans mund åbnede sig ikke for at sige, at hun skulle blive, selv om det var alt det han følte bag vreden. Bag hans sårede indre. Det eneste tegn han viste, var de hvide knoer som tegn på at fingrene trykkede hårdere ned i musklerne på hans overarme.
''Det er det vel.''
Han løftede hagen. Ikke betydligt, blot en lille smule. At sige de få ord var både det letteste han nogensinde havde gjordt, men også det sværeste. Han havde lyst til at råbe af hende. Spørge hvad fanden hun tænkte på, at tro hun kunne tillade sig bare at gøre det slut på denne måde. Om hun ikke bare kunne være blevet væk i stedet for at gnide salt i de kæmpe sår hun allerede havde påført ham. Han havde lyst til at spørge hende om hun var glad nu. Men de to følelser der fyldte aller mest i ham, var total modstridende og ved at flå ham i stykker. Han ønskede at hun gik, men han ønskede også hun blev. For gik hun ud af døren, tvivlede han på at de nogensinde ville se hinanden igen.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 15, 2014 0:34:14 GMT 2
Så var det sandt. Der var ikke mere at komme efter. Det hele var slut.
Og Morgan … hun beholdt sit smil. Hun begravede de følelser der vældede op i hende. Kontrol var ikke hendes stærke side. Det var stort set ikke en side af sig selv hun havde undersøgt. Hun gav som regel slip på sig selv. Lod sig være lige præcis det hun var. Intet andet. Også nu med den smukke krop, lidt for tynd, lidt for bleg, i en positur der inviterede til at han skulle komme tættere på, dufte hende, smage hende, kysse hende, lade sine hænder tale for sig, var det tydeligt at det netop var kroppen der talte.
Øjnene blev smalle.
"Fint."
Og hun mærkede hvordan hun gerne ville smide alt hun havde i hovedet på ham. For at få noget andet end dette. For at få følelser. For at hun ikke skulle være den eneste der havde det elendigt.
Hun fnøs. Af sig selv. Af ham. Men det mundede ud i et host. En rallende hosten, hvor hun måtte tørre lidt blod af i de løse bukser, støtte sig til vægge. Det varede kort. Det var bare få hvæsende åndedræt, der lød som om hun netop nu ville dø. Hun rettede sig blot, tog i håndtaget, så døren glide op og trådte ud.
Verden var ikke bygget til to. Det var en latterlig skabelsesmyte. En latterlig historie. Paradis fandtes ikke og det gjorde kærlighed heller ikke. Ingen skulle man stole på. Ingen skulle man elske.
Tankerne hvirvlede rundt i hendes hoved. To skridt og hun var ude af hans værelse. To skridt der gav plads til en næsten uendelig tankestrøm.
Jeg håber du forsvinder. Men du er stadig her. Som du ville være. Men jeg bøjer mig ikke for det du gør ved mig mere. Jeg elsker dig. Jeg har brug for dig. Før dig levede jeg så?
Men nu slukker jeg. For dig. Dit dumme svin.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 11:55:07 GMT 2
I et kort sekundt var Michael ved at miste sin egen kontrol, da Morgan hostede. Lyden af hendes skadede lunge og de rode blod han så et glimt af, var ved at få hans ben til at føre ham over mod hende. Men han tog sig selv i det. Fik stoppet sig selv, inden han overhoved nåede at bevæge sig. Hun klarede den jo og det eneste der var uden på at se i det korte sekundt, var en bekymring der gled over hans øjne. Kort, men fuldstændig ægte. Gad vide om det kunne være forgået anderledes. Hvis han nu havde tilgivet hende, om de så havde fundet sammen nu? Hvis hun nu var oprigtig og faktisk mente, når hun sagde at han fyldte i hende og hun faktisk gerne ville have ham. Så havde han nok ikke set hende gå ud af døren, som hun gjorde og han havde måske ikke været så iturevet inden i, som han følte sig. Men hun havde jo også selv sagt at de ikke kunne være sammen. Hvorfor, anede han ikke. Ikke fra hendes side, men fra hans egen vidste han godt hvorfor de ikke kunne ... Han kunne ikke tilgive. Han kunne ikke smide det hele fra sig og ligge sig på gulvet for hende, som en anden skøde hund. Han ville ikke have hende til at ændre sig, for han havde set Morgan bag den facade hun nu havde stille op igen, men det var hende der var skredet om natten. Hende der ikke ville være hos ham og så måtte det vel være sådan.
Døren gled tilbage og han var alene i rummet. Alene med sig selv og de indre følelser der truede med at rive ham i stykker, hvis ikke han gjorde noget. Vrede. Fortvivlelse ... Sorg. Han hadede det hele nu. Alt. Og alt han så for hans øjne var en blændende vrede der pludselig tog over. Styrede hans krop til at gribe fat i det nærmeste. Han stol ved det lille bitte skrivebord han egede. Med stor kraft kastede han den mod væggen så både den og væggen gik i stykker. Men det var ikke nok. Det fik ikke vrede ud og hans krop forsatte. Rev ting ned fra væggen, skubbede alt han kunne ned fra hylder og han råbte. Kunne ikke holde det inde og følte at han var ved at sprænges.
Hvad fanden havde han gjordt for at komme ud i det her?
Hvis bare han havde holdt det overfladisk med Morgan fra starten ...
Ude på gangen gik døren udefra pludselig op og Michael tvillinge bror, Jones, kom hjem. Han havde været ude og handle nogle småting ind, som han bar i favnen. Han lignede fuldstændig Michael, bortset fra at vreden ikke var at se i hans øjne. Han virkede endda temmelig veltilfreds. Indtil han opdagede Morgan på vej mod sig. Ubevidst stoppede han op og han kunne ikke skjule sin overraskelse.
''Morgan?''
Men det var ikke ligefrem en glædelig overraskelse, for han kunne se hun var på vej fra Michaels værelse. Han var påpasselig, men nysgerrig. Havde de måske fundet ud af det? Fået snakket om det, så de begge fik ro? Det var ihvertfald ønsketænkningen.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 16, 2014 12:22:57 GMT 2
Døren gled i. Med et suk. Den sugede luften ud af hullet. Som luften gik ud af hende. Facaden faldt fra hinanden og hun lænede sig mod væggen. Gled ned ad den og endte med armene rundt om knæene. Luft der ikke syntes at trænge ind i hendes lunger. Og hun hikstede. Der var ikke noget at høre. Kun hendes skuldre der rystede. Ansigtet mod sine knæ. Gemt. Afvist. Ingen håb om at vinde ham tilbage. At vende situationen til hendes fordel. Hun havde vendt alt hvad han var imod sig. Han hadede hende og det var hendes egen skyld. Var det sådan her kærlighed føltes?
Hun mærkede væggen ryste mod sin ryg og hørte ødelæggelserne. Råbene. Vreden. Håbløsheden. Og hun vidste at hun kunne åbne døren nu og udnytte det. At den hidsighed ville han bruge mod hendes krop. Elske hende. I hvert fald i et øjeblik.
Og selv om hun var gået her hen med dan tanke i hovedet at hun faktisk ville udnytte ham til eget behov, så rejste hun sig nu, rørte ved døren med en hånd og rystede let på hovedet. Hun tørrede sit ansigt med hænderne og smurte derved noget af de indtørrede blod ud i en streg under hendes øje til tindingen. Hun kunne ikke udnytte ham. Det ville ikke virke alligevel.
Hun vendte sig. Knapt to skridt fra Michaels dør og så stod han der. Venlig. Overrasket.
"Jones," sagde hun. Næsten sikker på hun havde fat i det rigtige navn.
Hendes brune øjne var endnu lidt våde, hun snøftede, men trak ellers vejret med de bløde læber fra hinanden og hestehalen mere rodet end lige før. Hun anede ikke hvad hun skulle sige og i stedet så hun ham lige ind i øjnene. Kunne på overfladen genkende Michael i et hvert træk, men han ville aldrig komme op på siden af sin bror. Jones var på ingen måde som Michael. Hun tændte ikke på Jones. Ikke bare fordi hun vidste han var bøsse. Simpelthen fordi han ikke var Michael.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 21:55:45 GMT 2
Jones var måske ikke ligefrem glad for Morgan, efter hvad hun havde gjordt ved hans bror. Efter han havde set Michael visne og lukke sig inde i sig selv. De sidste par dage havde Michael bare holdt sig for sig selv, og havde det ikke været fordi de var tvillinger, så havde han nok bedt Jones om at holde sig væk. Men de kunne ikke uden hinanden og Jones havde en følelse af at med Michael tabt, så var han selv fortabt. Men det var så tydeligt på Morgan, at den var hel gal. Hendes øjne var blanke og hun havde en lille smule blod omkring de ene øje ... Kunne Michael have slået hende? Nej, Michael slog ikke kvinder, uanset hvad.
''Er du okay?''
Jones var jo ikke iskold og han kunne ikke få sig selv til at ignorere hende. Men hvor han måske havde været en lille smule tilfreds med at Andrew faktisk gad følges med ham, fortrød han det lidt bittert nu. Både fordi han ikke havde haft tanke om at Michael jo var her, og nu var Morgan her så åbenbart også.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 16, 2014 22:31:51 GMT 2
//Til tråd
Andrew havde fulgtes med Jones hertil. I virkeligheden havde han ikke noget at gøre hos tvillingerne. Måske var det spørgsmålet om Andrews valg af bosteder, der havde drevet Jones til det her. Andrew kunne når som helst bakke væk, men al viden var nyttig. Det sidste stykke op og ind i lejligheden tog Jones halvt i sprint, og Andrew, der fulgte hans blik, vidste hvorfor.
Morgan.
Han bekæmpede trangen til selv at styrte frem. Fortsatte roligt fremad, idet Jones spurgte Morgan, om hun var okay. Hvad fanden var det for noget at spørge om? Jo, Andrew havde bemærket blodet og de våde øjne, men følte ikke noget ved det. Til trods for, at en grædende Morgan, eller en Morgan, der lige havde grædt, var et særsyn. Han havde personligt aldrig været vidne til det - kun hendes smertenstårer, når hun udsatte sig selv for smerte i et fald eller lignende. Nej, det her var noget andet - og han var apatisk.
Han standsede op halvt bag Jones og kiggede på Morgan, som om han ikke bekymrede sig for, hvem hun var. Havde lyst til at komme med en kommentar, der emmede af tyk sarkasme, men forblev tavs. De ulmende, blå øjne talte for sig selv. Hele hans tilstedeværelse talte for sig selv. Hun ville ikke have den.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 16, 2014 22:59:21 GMT 2
Okay? Hvad betød det? Om hun var velfungerende? Om hun kunne trække vejret. Var hun ked af det? Okay. Men det Morgan hæftede sig ved var ham bagved. Ham der umiddelbart ikke havde været tydelig. Som hendes tilstand af okay ikke havde set med det samme. Ikke at hun ville have set ham selv hvis hun havde været helt og aldeles tip top.
"Dig," sagde hun og så lige forbi Jones. Så ind i de to lysende øjne der havde placeret sig i hendes.
Det var en snerren. En anklage. Den sidste hun ville se nu. Hendes tilstand blev tydelig for hende selv. Hun kunne mærke sin svage krop. Kunne mærke de let hævede øjne, som kun gjorde en sårbarhed tydelig så man fik lyst til at kneppe hende, fordi hun næsten virkede uskyldig. Næsten. Begge mænd kendte hende. Andy. Hun havde ikke set ham siden den nat. Og hun havde stadig ikke lyst til at se ham. Men nu var han der.
Hun knækkede i hoften, rettede sig op, slog til håret i den sjuskede hestehale. Hendes hud så bedre ud end sidst, men hårets sygelige farver gjorde hende endnu bleg og udstillede kun det før grædende ansigt, som nu var hårdt. Endnu et brøl hørtes fra Michael og selv om hun ikke ville krympede hun sig. Facaden faldt. Blev sat op. Hun sukkede. Hvorfor end prøve?
"I skal vel have en trekant med dyret derinde, lad ikke mig forstyrre jer."
Men hun gjorde det alligevel. Sådan her var hun ikke for andre. Mindst af alle Andy. Så derfor var hun Morgan. Hårde øjne, de bløde læber i et hårdt drag og et snøft, der dog lød lit for slimet til helt at kunne betegnes som det fnys det var.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 17, 2014 11:31:45 GMT 2
Det var så tydeligt, hvordan Morgan hun nærmest afskyede at Andy dukkede op. Egentlig ville Jones nok havde forestillet sig, at hun ville blive glad. De var jo venner, var de ikke? Og det eneste problem Jones havde haft med det da han så Morgan, var at han ikke vidste hvad hun ville gøre. Michael kunne ikke klare Andrew, overhoved, og når han før havde snakket om ham i sammenhæng med Morgan var han nærmest blevet arrig. Jaloux? Jones havde fået af vide, at første gang Michael havde mødt Andy, var det oppe i Morgans seng ... Og hun havde ikke ligefrem virket vildt ked af det, over at Michael skulle møde hendes 'ven' sådan. Men der måtte stikke mere under, som Michael ikke havde fortalt ham. Hvilket gjorde mere ondt, end nogen andre end ham og Michael kunne forstå. For før alt det med Morgan, delte de alt. Der var ikke den ting, som den anden ikke vidste. Ikke mere. Men tydeligvis var Morgan ikke ligefrem begejstrede for at se Andy og hun så lige forbi Jones. Og han så et øjeblik på de to, der stod ret og nærmest afmålte hinanden med øjnene.
"I skal vel have en trekant med dyret derinde, lad ikke mig forstyrre jer."
Lød Morgans stemme, men gik forbi Jones opfattelse, til rigtig at kunne blive fornærmet over det, for han havde hørt lydene fra Michaels rum. En larm der skar ham op inde fra, for aldrig havde han hørt hans bror sige sådan.
''Hvad fanden har du gjort?!''
Kom det ud fra Jones. Han let venlige udstråling og måske endda bekymring over for Morgan var forduftet og i stedet så han vred ud. Hun skulle bare have holdt sig fra Michael, hvis de eneste hun kunne tilføje ham var smerte. Men Jones blev ikke og ventede på svar fra Morgan, hun var ikke hans bekymring og han gad heller ikke tage sig af hvad Andy havde at sige. Overhoved. Lige nu var hans altoverskyggende bekymring: Michael. Han lagde sine få indkøbsvare fra sig, ubekymret for hvor de endte, og var hurtigt ved Michaels dør. Den var låst. Selvfølgelig. Men der var en anden vej og i få skridt var Jones inde på sit eget værelse.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 17, 2014 13:17:34 GMT 2
Andrew fornemmede næsten fysisk, hvordan Jones kæmpede med et hav af tanker og spørgsmål, ligesom han mærkede Morgans afsky på sin krop. Han hørte modviljen i hendes stemme og vidste instinktivt, at hun ikke havde ventet ham. Hvad angik Jones, tog Andrew sig ikke mere af ham, end han havde gjort på vej hertil. Han mønstrede Michaels bror med samme ligegyldighed som ude på Sydkanten og havde endog lyst til at le af hans vrede mod Morgan.
Morgans vulgære udbrud fløj ind og ud ad det andet øre. Han hørte ordene og forstod dem - forstod, at hun nedgjorde en enten opdigtet eller reel seksualitet møntet på Jones. Men han var ligeglad. Han så knækket i hoften og håret, der blev slået væk, som var hendes eneste rigtige sprog for ham - den ynkelige måde, hun opretholdt et forsvar på.
Mens Jones løb ind på et andet værelse, som måtte være hans eget, lagde Andrew vægten på sine hæle og armene over kors. Hans øjne ramte Morgan som projektiler, og han fnøs ad hende.
|
|
|
Post by Josephine on Jul 17, 2014 13:54:28 GMT 2
Hun havde ikke gjort noget. Eller det hun havde gjort havde jo netop ikke haft nogen virkning. Så intet. Hun havde intet gjort. Men Jones havde ikke tid til ord hun ikke ville give. Han stormede mod døren og derefter mod sin egen. Morgan havde dog sin opmærksomhed på den pumpede krop foran hende. Hvordan han bevægede sig og fnøs ad hende i stilheden. Hun mærkede hans øjne. Men hun krympede sig ikke og så ikke væk. Hun slikkede saltet af sine læber og smilede til ham. Hun ville gerne ytre endnu en hån, men indså at lige præcis Andy ville være total ligeglad. Han ville lægge mærke til tonefaldet men ikke ordene.
Og hun sukkede. Rullede med øjnene. Lod dem lande i hans med en slet skjult irritation og en hånd der blev holdt oppe som for standse en ordstrøm der ikke var på vej.
"Stop, lad være med at sige noget," sagde hun alligevel. Med en hæs stemme der emmede af vrede. "Jeg hader det. Det er som fucking gift der bare sprøjter ud af kæften på dig. Jeg er klar over hvad du tænker og det hele er sikkert rigtigt, men bare rolig, skattebasse, jeg skal nok gøre det du vil have mig til uanset hvad. Wonderboy gider ikke have mig."
Hun smilede nu. Sagde det som det var. Andy ville alligevel finde ud af det. Han ville dømme uanset hvad. Og han kunne lige så godt høre det fra hende som slet ikke høre det.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 17, 2014 14:36:27 GMT 2
Andrews ulmende blå øjne veg ikke fra Morgan. De aflæste enhver bevægelse og så alle rester af ophovnethed på hendes ansigt, tårerne, som ikke var der længere. De brændte sig igennem det størknede blod, der var smurt ud over hendes hvide hud - og endevendte hendes irriterede blik, da øjnene kastede sig ind i hans.
Andrew følte for at fnyse igen for at lade hende vide, at han ikke havde andet tilovers for hende, men gjorde det ikke. Han skiftede vægten fra hælene til forfødderne og lod armene falde ned langs siderne. Det kunne se ud, som om han åbnede sig for hende, da han brød favntaget om sin egen krop, men i virkeligheden forberedte han sig bare på at svare igen. Det kom ikke bag på ham, at hun smilede, mens hun talte om Michael, der havde lukket hende ude. Det kom bag på ham, hvor rasende hun gjorde ham - fordi hun gjorde præcis, som han ventede. Han mindskede afstanden mellem dem i to, hurtige skridt og løftede hånden til slag. Den ramte hende hårdt på den kind, der ikke var dækket af tørre blodstænk. Huden rødmede tilfredsstillende, hvor hans hånd havde ramt. Han stod bare foran hende, som om slaget aldrig var kommet - som om han blot var kommet for at sige hej. Men hans tavshed var det mest trykkende.
Hvad ville han bede hende om? Tage sig sammen og samle det vrag af en wonderboy op og kneppe ham til solnedgang? Klippe det neonblå hår af og bruge det som toiletpapir? Skære tungen ud på sig selv og æde den for øjnene af de tre lyshårede mænd - tvillingerne og ham selv?
For første gang i flere år havde Andrew lyst til at skælde hende huden fuld, som var hun et lille barn, der havde stjålet slik fra butikken, selvom hun udtrykkeligt var blevet bedt om at holde op. For første gang i umindelige tider kunne han på et splitsekund forvandles - ikke til et rovdyr, som man kunne vente, men en vred mand. Ikke dén, der kunne slukke raseriets ild med sex, men den menneskelige vrede, der ville lænke Morgan til menneskelige begrænsninger. Hvad helvede bildte hun sig ind at stå og binde ham sådan noget vås på ærmet? Selvfølgelig havde han ret, men hun troede ikke en skid selv på det. Hun kunne ikke lukke hans mund, når først ordene fik hans tunge til at slå bitre knuder.
Men lige nu var han tavs. Hans øjne var skjult bag halvt lukkede øjenlåg. Han havde anlagt en konverserende mine. Men han var tavs. Knusende rolig og tavs.
|
|