|
Rampen
Apr 1, 2012 22:01:32 GMT 2
Post by Josephine on Apr 1, 2012 22:01:32 GMT 2
::/ Ankommer fra den fine restaurant
Morgans fingre havde bare tastet. Hun havde ikke tænkt og hendes hænder havde gjort det af sig selv. Nu stod hun i det totale mørke på en velkendt plads. Det var søndag, selvfølgelig var her ikke nogen. Hun havde holdt så krampagtigt fast i Michaels hånd at nu hvor de var her ved Rampen kunne hun ikke give slip.
"Jeg har virkeligt fucked det op," mumlede hun mod hans skulder. Hun pressede sit hoved ind mod ham. Det hele snurrede. Hendes høje hæle klaprede stadig inde i hendes hoved. Så bredte hun armene ud. Det hele gik så hurtigt og hun løb ud af røret.
"Men det var ikke din skyld, men min," råbte hun mens hun løb ud til hegnet ved kanten. Men hun havde ikke lyst til at være fri. Hun smilede og ville vende sig men fik i stedet overbalance og greb med begge hænder fast i gelænderet.
"Åh," udbrød da hun så det lange fald under sig. Hun begyndte igen og ryste og som et skræmt barn så hun op på Michael
|
|
|
Rampen
Apr 1, 2012 23:01:09 GMT 2
Post by Tenner on Apr 1, 2012 23:01:09 GMT 2
Michael stod et øjeblik og så efter hende da hun gav slip på ham og løb hen mod hegnet. Han tog sig ikke tid til at se hvor de var, men det krævede heller ikke det store. Det var rampen. De havde været der så sent som i går, men det virkede som en anden verden når nu det var mørkt. Hendes skyld. Hvad havde hun fucked up? Det tog ham ikke lang tid at følge efter hende da hun nærmede sig kanten og hans hjerte sprang et slag over da hun fik overbalance. Han var hurtigt henne hos hende, tog hendes arm og hev hende ind til sig. Hendes skræmte øjne ramte ham mere end noget andet og han havde lyst til at beskytte hende mod hvad end der gik efter hende. Og han ville ikke lade hende falde, hvilket han havde troet et kort sekundt hun ville gøre. Et øjeblik stod han bare og holdte om hende med næsen begravet i hendes hår.
''Hvad var det der skete til sidst?''
Han holdte stadig om hende, men trak hoved tilbage så han kunne se på hendes ansigt. Hendes smukke, perfekte ansigt, som havde ligget i vrede folder under næsten hele middagen. Hans forvirring var tydelig i det brune øjne og selv om han var fuld og snøvlede en smule, så følte han sig stadig ved sine fulde fem. Den kolde vind der blæste over tager gjorde også sit for at klare hans tanker for den alkohol tåge der truede med at tage over.
|
|
|
Rampen
Apr 1, 2012 23:08:35 GMT 2
Post by Josephine on Apr 1, 2012 23:08:35 GMT 2
Morgan holdt fast i ham så det gjorde ondt i hendes arme.
"Jeeeeeeeg, tror jeg elsker hver eneste lille hudflage af dig," sang hun stille og langsomt, mens han omfavnede hende. Det var en stille jazzet sang der trak ord ud. "Jeg ved jeg elsker hver eneste lille ubetydelig bevægelse du gøøøøøøøøøøøør. Du behøver ikke engang prøve, jeg er allerede din."
Hun rystede der i hans arme. Hendes hjerne fungerede ikke rigtigt og selv om han flyttede sig så han kunne se på hende og hun følte sig om en lille nyfødt sød ting der med store øjne så på ham. Hun smilede glad til ham.
"Hvad skete der?" spurgte hun og med sine høje hæle behøvede hun kun at læne sig frem, ikke noget med at stå på tæer eller hoppe lidt op, bare løfte ansigtet og så kysse ham helt blidt, blidt, blidt. Hun druknede i det. Og hans øjne.
|
|
|
Rampen
Apr 1, 2012 23:39:14 GMT 2
Post by Tenner on Apr 1, 2012 23:39:14 GMT 2
Michael nød Morgans smukke stemme mens hun stille sang i deres omfavnelse. Om hun virkelig mente det ville han ikke bryde sin hjerne med, hun var fuld og han ville bare nyde øjeblikket til fulde. Da hun så på ham og smilede, kunne han ikke lade være med at blive irriterede på sig selv. Det føltes som om en sten faldt fra hans hjerte og hans ansigt blev selv oplyst af et smil. Hvor blødsøden var han ikke lige blevet på grund af den her pige? Den her dejlige, fantastiske, frække og smukke pige.
''Hvad skete der?''
Spurgte hun og lænede sig frem. Det kys han havde ventet på siden de gik ind i restauranten kom endelig. Det var blidt og ikke krævende som om de manglede ilt begge tog, som det nogen gange var. Heftige og vilde. Det her var uendelig blidt og på højde med det andet.
''ikke noget... Det lige meget''
Fik han sag mellem deres læber og fordybede sig i kysset. I hendes bløde læber og søde smag.
|
|
|
Rampen
Apr 1, 2012 23:50:27 GMT 2
Post by Josephine on Apr 1, 2012 23:50:27 GMT 2
Morgan vidste ikke helt hvad der skete. Det var aldrig noget hun havde gjort før. Ikke siden hun var flyttet til Lou Lou. Hun opdagede heller ikke det skete. Hun stod der med lukkede øjne og smeltede sammen med den her mand. Det her skønne, skønne menneske. Vidunderlige. Og så kom de bare. De løb ned ad hendes kinder og blandede sig med deres læber og hun trykkede sig bare tættere på Michael. Hendes kys var dybe og prøvende. Som om hun ville have hver en lille detalje med. Hun flyttede hænderne og lagde dem på begge sider af hans ansigt. Hun mærkede sin fingrer blive våde. Det hele føltes uvirkeligt inde i hendes hoved, men Michael var lige der og han var det eneste konkrete. Han holdt hende oppe og hans varme læber der krævede mere var næsten for meget.
Morgan græd.
|
|
|
Rampen
Apr 2, 2012 1:13:02 GMT 2
Post by Tenner on Apr 2, 2012 1:13:02 GMT 2
Michael mærkede ikke hun græd før hendes saltede tåre blandede sig i deres kys. Han trak sig ikke væk fra hende eller stoppede kysset. Ikke endnu. Det føltes som om at kys var bedre end tusinde ord lige nu. Morgan Lou græd. Pigen der kunne brække den ene eller anden knogle, endda åben benbrud og ikke blinke med øjnene over det, stod i hans favn hel fortabt og græd. Han holdte fast i hende og ville ikke lade hende gå. Nogensinde. Kun hvis hun selv bad om det. Men hun havde hans hjerte helt og holdent. Hendes hænder mod hans ansigt føltes kolde, men hele hans krop føltes også brændene lige nu. Han havde lyst til Morgan, men trangen til at beskytte hende, gøre hende glad eller bedre for hende var langt større. Han trak sine læber fra hendes. En millimeter, ikke mere.
''Morgan.''
Han lod en hånd stryge en af hendes tåre tilbage. Hvorfor græd hun, det ville han gerne vide. Hvad var det der kørte rundt inde i hendes hoved, det ville han give meget for at få af vide. Men det var ikke de spørgsmål der kom ud da han åbnede munden. Langt fra.
''Jeg elsker dig''
De var så slidte de ord. Brugte usammenhængende og til frås. De havde næsten mistet deres mening, men derfor havde han heller aldrig sagt det til andre end hans familie. Han havde gemt dem, og selv om han kunne havde brækket sig over hans uendelig sukkersøde tanker, så havde han gemt dem til den hel rigtige pige. Og det var Morgan. Og det var sådan han havde det lige nu og som han ville have det fremover.
|
|
|
Rampen
Apr 2, 2012 1:57:35 GMT 2
Post by Josephine on Apr 2, 2012 1:57:35 GMT 2
Selv om hendes hænder var på hans ansigt, rystede de. Hun trykkede fingerne ind ved hans kæbe en smule og så på ham. De store salte tårer løb bare og nu var det som om de løb stærkere. Hun havde hørt det før. Folk der elskede hende, folk der kaldte hende elskning. Folk der havde 'elsket' med hende. Det var nu ikke det Morgan tænkte lige der. Hun følte at stort sort hul åbnede sig inde i hende og det gjorde frygteligt ondt.
Samtidig stod hun der og holdt mellem hendes rystende hænder, det eneste der betød noget. Det eneste der måske nogensinde ville komme til at betyde noget. Hun forstod det ikke helt. Hun forstod ikke den slags følelser og hun ville aldrig på den måde kunne sætte ord på dem.
Tårerne løb ned af hendes opadvendte ansigt og hun suttede på Michaels underlæbe som for at have hans ord inde i sig. Tårerne løb ned af hendes hals og videre ned på hendes bryst. Der var ikke noget gråd over det, de virkede bare ustoppelige. Hun vidste at de ord næsten havde gjort hende ædru og det gik op for hende at hun forstod 'Agustine'. Den sang hun havde brugt til at falde i søvn med lige så længe hun kunne huske.
"Du skulle ikke ..." hun sukkede og så ind i de øjne der sagde langt mere end hans ord. Hele hans facade var vasket væk og hun kærtegnede hans ansigt med hendes hænder der indrammede det. Hun havde i det mindste dét under kontrol nu. Hun kunne mærke hans varme åndedrag, men alle hårene på hendes krop var rejst.
"Åh, Michael," og selvom hun efterhånden havde sagt det navn mange gange, virkede det for hende denne gang som om hun sagde det anderledes. Da hun sagde det var det ikke bare et navn han havde. Det var ham og han stod der og hun skulle gøre noget. Hun skulle gøre det rigtige, men i stedet stod hun og græd. Store tårer der faldt fra hendes vipper stille og vedblivende, som perler. Hvorfor kunne hun ikke finde det rigtige at sige. Hvorfor føltes det som om der gik lang tid, at hun ødelagde noget hun ikke måtte ødelægge.
"Min, min, min, min," sagde hun langsomt og kyssede ham mellem hvert 'min' på hans spørgende mund. "Jeg er ikke perfekt."
Det var vigtigt at han vidste det. Det var første gang hun nogen sinde sagde det og hendes stemme var grådkvalt og tyk på en måde hun aldrig havde prøvet. Hun så på ham. Havde hun gjort det forkert.
|
|
|
Rampen
Apr 2, 2012 17:44:13 GMT 2
Post by Tenner on Apr 2, 2012 17:44:13 GMT 2
''Du skulle ikke...''
Begyndte Morgan, men han forholdte sig tavs. Nej det var ikke et krav at han skulle. Han ville med til hendes forældre, hans ville være der for hende og han ville fortælle sine følelser. Sådan var det og sådan blev det. For han var hendes. Fuldstændig helt og aldeles, hun ejede ham. Ikke fordi hun havde købt og betalt ham, han valgte det selv. Han valgte selv at give hende sit hjerte og han havde endnu ikke fortrudt det på noget tidspunkt. Han havde kastet sig ud i det, og selv om mange måske ville sige det var dumt, så havde de ikke set Morgan som nu. Han tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder og et blidt smil trak i hans ene side af munden.
''Det er heller ikke det perfekte jeg har ledt efter.''
Han kyssede hende igen. Og igen. Holdte hende fast som om han var bange for at hun ville løbe fra ham. Hun lød så uendelig skrøbelig med en grådkvalt stemme og han ønskede at fjerne alt ondt der fik hende til at græde. Morgan skulle ikke være usikker på sig selv og hun skulle heller ikke være usikker på ham.
''Morgan jeg har lyst til at skride fra det hele med dig.'' Han kyssede hende hurtigt. ''At du ikke er perfekt ændre ikke noget for mig''
Det var som taget ud af de der kiksede kærligheds historier, men det var sådan han havde det med hende. Han kyssede hende igen. Dybt og begærligt. Tiden og byen forsvandt for ham og kun Morgan var der.
|
|
|
Rampen
Apr 4, 2012 12:47:27 GMT 2
Post by Josephine on Apr 4, 2012 12:47:27 GMT 2
Det var da han sagde hendes navn at hun nærmest klynkede lidt. Hårene der først havde stået lidt op prikkede nu på hele hendes krop og hun havde kun fokus på Michael. Hver eneste lille ting. At han trak vejret. At han rørte ved hende. At hans kyssede hende og at hans tunge både var alt for meget men også alt for lidt. At hun klyngede sig til ham og han bare lod hende være så svag. Hun hadede sig selv. Det var ikke noget nyt. Det var ikke banebrydene men Michael fik det bare tydligere frem. Samtidig med at han sagde at han elskede hende. At det var ligemeget. At hun ikke skulle være noget dukkebarn. Han måtte sige hendes navn tusinde gange. Hun ville stadig ryste lidt. Han måtte kysse hende så meget han ville og gøre lige hvad han ville. Så længe at han stidig havde lyst til at holde hende.
Men det eneste hun gjorde var at såre ham. Hun var allerede ved at drukne. Som om de kunne synke dybere. Morgan havde givet slip på sine følelser og hun kunne stadig ikke sige det rigtige. Hun havde givet slip på sit hjerte og nu lå det nede for foden af søjlen. Hun ville aldrig kunne få et nyt, alligevel bankede det så hårdt nu at det gjorde ondt. Hun ville kun stikke af med Michael hvis det betød at hun kunne få ham mere for sig selv, men man kan ikke stikke af på Skycity. Der er kun Skycity. Eller man kunne ... men ...
Hun åndede tungt mod hans hals. Hun lod sine røde læber ligge på hans hud, mens hun bed ham helt blidt. Hun vidste ikke helt hvad det var hun havde gang i. Desuden gjorde hun også bare ham fugtig med sit pjat. Hun ville aldrig indrømme at det var bedre hvis hunlod ham gå. Hun var for egoistisk og han ville aldrig vide det var derfor at hun stadig stod der.
"Jeg forguder dig," sagde hun endelig og så på ham. Hans maskuline træk og blide øjne der ikke passede og alligevel ikke kunne være anderledes. "Kan vi ... tage hjem. Jeg vil bare gerne - " hun ville bare gerne ligge tættere på ham. Hun ville gerne have at han strøg hende over ryggen og nussede hendes hår og hviskede i hendes øre til hun sov. Det ændrede ikke på at hun ville have tømmermænd. Hun havde det ikke dårligt lige nu, men den blanding hun havde udsat sin krop for, med ingen mad, en del sex og mere whisky end hun kunne huske, var ikke god for nogen.
Hun trak på skulderne. Kunne ikke sige det. Slet ikke når hun stod der og græd. Stadig.
|
|
|
Rampen
Apr 4, 2012 22:42:06 GMT 2
Post by Tenner on Apr 4, 2012 22:42:06 GMT 2
Mere behøvede Michael ikke at hun skulle sige. Han ville ikke forlange af hende at hun skulle sige hun også elskede ham. Så længe hun bare ville være sammen med han ville han ikke forlange mere. Han kyssede hendes læber, hendes mundvige og hvis det var kunne han kysse hver en del af hendes krop. Men hun ville hjem og det havde han også lyst til. Men ikke hjem til ham, eller hjem til den gruppe drenge i hendes lejlighed. Men bare hjem til det værelse hun havde hos Lou lou. Lukket af for resten af verden, kun de to. Ligesom nu bare et varmere og mere trygt sted.
Han nikkede og trykkede hende ind til sig.
''Jo lad os det''
Han trak hende blidt hen mod røret der kunne fører dem videre. Selv om han måske ikke ville til nogle af de steder, så kunne det være at Morgan havde brug for noget andet.
''Lou Lou's?''
Spurgte han. Lige nu var det det sted han mest så som hjem sammen med Morgan. Hjemme hos ham ville Lias øjne følge dem som høge og det orkede han ikke.
|
|
|
Rampen
Apr 4, 2012 23:20:29 GMT 2
Post by Josephine on Apr 4, 2012 23:20:29 GMT 2
Hun lænede sig helt ad hans krop. Knappede hans blazer op og stak armen ind under, så hun kunne holde tættere rundt om ham mens de gik. Så tastede hun langsomt nærmest sløvt ind hvad der skulle stå. Og trådte baglæns ind. Hun havde aldrig rejst med en før så meget som hun havde med Michael. Hun plejede heller ikke just at tage det klamme rør. Men med Michael var det vel noget andet.
"Ja." sagde hun næsten søvndruknet. Alkoholen og følelserne der havde været ekstreme slog alligevel hårdt. Hun hev i hans krop og da han stod derinde sammen med hende hoppede hun op, med benene rundt om hans liv og armene om hans hals.
"Jeg lovede dig vist noget."
Han måtte sørge for at trykke dem igang.
|
|
|
Rampen
Apr 4, 2012 23:58:50 GMT 2
Post by Tenner on Apr 4, 2012 23:58:50 GMT 2
Det var ikke meget han behøvede at holde hende oppe, da hun svang benene om hans liv men han gjorde det alligevel. Hun virkede uendelig træt, men det var vel ogå forståelig nok det hele taget i betragtning. Jo havde havde da også selv fået en god sjat penge at drikke, men hans hoved føltes klart efter at havde set Morgan så sårbar. Det var forsvundet og erstattet af en masse tanker.
''Mmm''
Han nikkede. Jo hun havde lovet ham noget, men han kunne godt vente. Det lette stof fra kjolen svang sig om hans ben og hendes egne.
''Men jeg kan godt vente''
Og med de ord trykkede han på knappen der førte dem tilbage til Lou lou. Til hendes lille værelse. Deres lille verden.
|
|