|
Post by Tenner on Aug 4, 2013 23:25:39 GMT 2
Maddie lod sig føre af Gabriel. Han var måske ikke selv klar over det, men tegnene for hans indre tanker var så få, at Maddie ikke bemærkede dem. Måske fordi hun for sit indre øje så den pæn påklædte mand, med det venlige smil som hun på trods af det, ikke brød sig om. Der var noget ved ham. Helst ville hun nu bare være fri for ham. Hun himlede med øjnene og smilede kort.
''Han er den type min mor har håbet at jeg ville falde i kløerne på, siden jeg var lille. Du drømmer ikke om hvor mange gange hun har snakket om det.''
Alt for mange gange. Selvfølgelig var hun beæret. Det var fantastisk at vejen måske stod vidt åben for hende, så hun kunne stå på de store scener. At folk ville hører hende. Men det var jo ikke det hun aller helst ville. Den kvalme hun havde haft, inden hun trådte på scenen igår. Den havde været kvælende. Hun ville hellere spille på små scener. Hun ville hellere kunne se dem hun spillede for. Lytte til en beskeden sanger, der ville synge en sang skrevet fra hende. Hendes mor mente det ville være et spild.
''Du skulle læse nogle af de mails,'' Hun virkede fjern et øjeblik og så på deres hænder. Hans om hendes. ''hvordan folk mener at jeg var en inspiration for dem, med min sang.''
Men det havde ikke været hende. Det havde været producerne. Intet af det på scenen havde hun selv valgt.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 4, 2013 23:57:18 GMT 2
Igen gav han hendes hånd et klem.
"Og hvad synes du selv?"
Var det fair af ham at spørge? Han var nok for meget en af sien forældres børn. Det var ligegyldigt hvad man gjorde og hvad man lavede, så længe man var glad. Så længe man blev glad af det man lavede. Ellers var det ligegyldigt.
"For du ved allerede at jeg synes det var fantastisk, men det er jo ligegyldigt hvad jeg mener og hvad alle andre mener. Det er vigtigst hvad du mener, ikke, M?"
Han smilede blidt til hende.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 5, 2013 0:46:39 GMT 2
Altid de rette spørgsmål. Som om han vidste hvad hun tænkte, trods de rodede tanker, og ville have hende til at indse noget. Det vigtigeste er hvad du selv vil. Fuldstændig som hendes egen far havde sagt en gang til hende da hun var lille. Hun bed sig i læben. Holdte for en gang skyld sine ord inde, for at vende dem. For at sige det højt, ville være utaknemmeligt. Forkælet. Som en lille pige der fik serveret en stor kage, som alle andre ville have en bid af, men valgte i stedet at kassere det før nogen kunne nå at smage. Men hun kunne ikke gøre for det.
''Jeg følte bare at det var opstillet. Falsk. Det var en fantastisk følelse at stå der, men de ting de skriver til mig, det er jo ikke mig som de er blevet inspireret af, men de to sange som de vigtige mennesker valgte.'' Hun havde åbnet for mundtøjet og selv om hun godt kunne høre hvor forkælet hun lød, så kunne hun ikke stoppe sig selv.
''Det bare fordi jeg helst vil stå foran et lille publikum. Jeg vil gerne kunne se dem jeg synger for, eller opleve en anden synge en af mine sange. Jeg er bange for ikke at du til at stå på de store scener. Der er man kun en marionet dukke som alle hiver i og til sidst ender man bare med at miste sig selv i det hele, hvis du kan forstå mig. Det er vildt og alle de søde mails folk havde sendt ... Men det er jo ikke rigtig til mig. De modbydelige mails var egentlig mere direkte end de andre.''
Det var en stor bunke tanker der røg ud. Alt det hun lige havde stået og haft i hoved, var ude før hun vidste af det. Det var utaknemmeligt.
''Jeg kan jo ikke sige nej til det hele.'' Hun så ned på sine fødder. ''Jeg har ikke lyst til at være utaknemmelig.''
|
|
|
Post by Josephine on Aug 5, 2013 14:44:06 GMT 2
Gabriels bryn trak sig tættere på hinanden. Han tænkte over det hun sagde, mens hun sagde det. Han smil blev til et lille et i mundvigen.
Han trykkede hende let på næsen.
"Du er sådan et oprigtigt menneske, det er svært at forestille sig at det du siger ikke er forstilt," han strøg hendes kind ganske let før han med et suk trådte et skridt tilbage. "Det du siger gør dig ikke utaknemmelig men meget, meget attråværdig."
Gabriel kunen godt forstå hvad han så i hende. Han vidste hvorfor han kunne lide hende. Hvorfor han nok var forelsket i hende og havde lyst til at kysse hende. Lyst til at lave en jordbærkage til hende. Lyst til at løbe hånd i hånd gennem gaderne. Lyst til at bære hende ind i kantinen mens eleverne klappede.
"Kan du ikke sige det her til dinmor. Du kan sagtens blive en sanger, en entertainer, du vil bare ikek være en af dem som har en stemme men intet andet. Ingen mening, intet af sig selv i det. Der intet i vejen med at være dig selv og blive en stjerne i det."
|
|
|
Post by Tenner on Aug 5, 2013 23:23:04 GMT 2
Hans blide kærtegn gav hende gåsehud og hun kunne ikke lade være med at smile kort ved hans ord. Attråværdig. Syntes han virkelig det? På en eller anden led, var det langt mere stort at han valgte at sige lige det om hende, end hvis han havde sagt lækker ... Eller smuk. Eller noget i den dur. Det gav hende helt røde kinder. Men det var lige så meget ford han virkede til at forstå hvad det var hun mente. At det ikke var fordi hun ikke var taknemmelig for alt det der blev givet hende. Tilbud og mulighed for store kontrakter. Men at det bare ikke var hendes drøm.
Hun rystede på hoved, så noget af det røde hår, faldt ud af den hurtige knold hun havde lavet.
''Jeg har prøvet. Flere gange endda, men hun mener ikke det er godt nok ikke at sigte efter højderne, men bare lade sig stille tilfreds med det normale.''
Og så ville hun heller ikke skuffe sin mor. Den kvinde havde arbejdet flere timer end der var i døgnet, på at få Maddies talent fin pudset og perfektioneret.
''Det er næste værre at skulle knuse en andens drøm, end at ens egen ikke vil ske.'' Det gik egentlig først op for hende at hun sagde det højt, da ordene var over hendes læber.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 6, 2013 11:06:24 GMT 2
"M, hvad er det du siger."
Gabriel var virkeligt forarget over sin drøm. Satte hun sin mor over sig selv? Ville hun virkelig hade sit liv for sin mor? STille sig tilfreds med morens glæde.
"Det mener du ikke, vel?"
Han fik lyst til at redde hende fra hendes mor. Virkeligt. Hvis der var noget hans forældre aldrig havde gjort var det at holde deres børn nede med deres egne drømme og problemer. Drømme ændrer sig med tiden, sagde hans mormor engang til ham. Så selv om hans mor gerne havde lavet andet end at være i børnehaven så var det der hun helst ville være nu. Fordi hendes drøm var hendes børn.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 7, 2013 12:53:09 GMT 2
Maddie så på ham et øjeblik og trak så på skulderne. Hun ville jo ikke mene det, men når man havde fået af vide siden man kunne gå, at man ville gøre sin mor stolt ved at gøre som hun sagde ... Så var det ikke sjovt at skulle gå imod hende. Hun var gået imod Lia flere gange, men når det kom til musikken så var det altid kun gjordt halvhjertet.
''Jeg syntes det er svært, Gabriel.''
Hun sukkede ud og satte sig ned på sin seng, mens hun kiggede op på ham.
''Du har selv set hvor bestemmende hun kan være. Sådan har det altid været og af en eller anden grund har hun altid været mere over mig en de andre. Hun er ved at flejne hvis jeg er i byen, men hun end ikke blinker når Michael og Jones er ude, hver eneste aften. Tror du hun ville forstå, hvis jeg spurgte om jeg ikke bare kunne en sanger på de små scener?''
Hendes spørgsmål var ikke spydende mod ham, overhoved ikke, men nærmere opgivende. Hun troede ikke selv på at Lia ville acceptere hvis Maddie takkede nej til den mand, John. Men Gabriel kunne måske overbevise hende om andet... Eller bare forsikre hende om at det nok skulle blive okay.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 7, 2013 21:20:57 GMT 2
"Nej det vil hun ikke, M's," sagde han ganske blidt og aede hun fra håret og ned til hendes skulder. Han trak hende ind i kram, med hagen på hendes hoved. Knugede hende lige vel hårdt. Han gav slip på hende og så ind ihendes blide brune øjne.
"Du bliver aldrig hvad hun gerne vil have dig til, slet ikke hvis du er ligeglad med det. Og ved du hvad, M? Det er helt i orden. Så hvad så hvis hun bliver vred og skuffet. Det er da dit liv."
Nu var det ham der sukkede. Gabriel var udemærket klar over at han så på tingene på en helt anden måde en hun gjorde. Han var opdraget anderledes, der var mange ting han aldrig havde haft råd eller mulighed for. Der var mange ting som var blevet begrænset af at familien var så stod og tiden så knap. Men han var aldrig blevet puttet i box. Drillerierne var godmodige og han var aldrig blevet skældt ud over sine valg, men de havde snakket om tingene. Var det en god ide? Var det rent faktisk det han ville med sit liv? Og hvis det var så held og lykke.
"Men jeg skal ikke sige at jeg ved bedre, det er bare en anden ... verden end min," sagde han lidt udglattende. Hvis der var nogen der undgik konfrontationer var det nok ham.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 8, 2013 21:45:33 GMT 2
Maddie var taknemmelig for hans kærlige omfavnelse, selv om han knugede hende lige hårdt nok. Men det var hvad hun havde brug for. Hendes mor ville ikke være forstående, med mindre hun bare nikkede og gjorde som der blev sagt. Hun lagde hoved let bagover og så på ham. Det virkede så let når han sagde det. Som at det kun ville vare et øjeblik og så ville alt blive godt igen. Som et plaster man skulle hive af hurtigt. Måske var det sådan, hun havde jo aldrig forsøgt rigtigt. Men alligevel tvivlede hun på at hendes mor ville være tilgivende ... Ikke før der var gået lang tid. Sådan havde hun jo altid været. Men han havde vel ret. Det var hendes liv.
Et lille smil træk i hendes læber, ligesom hendes hænder lagde sig på hans arme og trak ham ned mod sig.
''Det er nu meget dejligt at hører hvad du syntes.'' Hun trak ham nærmere så deres ansigter var lige ud for hinanden. ''Men jeg må jo prøve at se hvad hun siger.''
Han havde ihvertfald givet hendes lyst til at prøve at sige til hendes mor, hvad hun virkelig ville. Hun strakte sig det sidste stykke og trykkede sine læber mod hans.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 13, 2013 0:06:17 GMT 2
Kysset var så sødt. Så tiltrængt. Så kærligt at da han gengældte det var det ikke uden liden passion. Han mærkede igen den trang til at ´være et med hende og lade hende sukke for sig. Han ville gerne tage hende med storm.
Sløvt trak han sig ud af kysset der var blevet dybt og smilede på samme måde.
"M," en anelse hæser en hans intention. Der var noget skælmsk i hans blik. Men han gav slip på hende og begyndte med ferm hånd at rede hendes seng, lagnet stramt over madrassen og så dynerne pertentligt foldet, hviskede ethvert tegn på at nogen rent faktisk havde lagt i den nogensinde væk.
"Jeg må nok hellere gå inden du kysser mig igen."
Han mente det næsten.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 14, 2013 16:07:18 GMT 2
Det var så meget bedre og langt mere påvirkende end hun havde tiltængt, at kysset skulle være, da hun havde trukket ham ned til sig. Men hun klagede nu ikke. Kun da det stoppede. Et øjeblik virkede det ikke som om hans tanke var at afbryde det helt. Hans blik på hende og hans stemme fortalte at han gerne ville forsætte. Men han rettede sig helt op, gav slip på hende og begyndte at rede hendes seng.
Hun rejste sig fra den, så han kunne komme til og hun måtte tilstå at hun var imponeret over hvor perfekt den var bag efter. Ikke en rynke eller en fold var at se på sengen.
''Jeg må nok hellere gå inden du kysser mig igen.''
Maddie smilte og himlede med øjnene af ham, uden at være irriterede på ham. Det havde jo været planen at han skulle gå, de var bare blevet afledt af deres snak og så det kys. Hun havde lyst til at be ham om at blive. Hun havde lyst til at gemme sig fra resten af verden med ham som sit eneste selvskab, for idag. Men livet gik jo videre og de skulle jo ses igen senere.
''Så må du se at komme af sted.'' Hun greb sin lille skuldertaske, hvor alle de nødvendige ting var i. ''Kom så.''
Hun lo og begyndte at skubbe ham mod døren. Selv skulle hun jo også afsted og hun kunne lige så godt tage der fra samtidig med ham.
|
|
|
Post by Josephine on Aug 15, 2013 14:05:45 GMT 2
Gabriel gik med hendes hånd flettet ind i sin. De gik selv om alt andet ville være hurtigere. Men de havde ikke travlt med at komme væk fra hinanden. Hun kyssede hende bag øret og hviskede i det: "Jeg er hjemme hele tiden, M." Han blev nødt til at gå den anden, for hjem var hans mål og hun skulle højere op i lagene. Han vinkede tilbage til hende. Savnede vægten af guitaren mod sin ryg. Han væltede næsten over sine egne fødder da han igen vendte sig. //: Du skriver bare med Maddie og John og Lia. Hvis du vil vide noget fra mig så siger du til
|
|
|
Post by Tenner on Jul 17, 2014 19:15:01 GMT 2
//Ankommer fra Lou Lou.
Som det havde været for hende de sidste par dage, så havde hun ikke kunne gå i fred på grund af Den Store Koncert, men hun var vel også på en led ved at acceptere det. Folk var jo søde nok og det var smigrende. Og hvordan ville hun ikke selv reagere hvis det var en af de sangskrivere hun så op til?
Men hun savnede alligevel at kunne gå i fred og lade tankerne vandre ud over skyerne, der blev farvet af solen som var på vej ned. Lia havde skrevet igen. To beskeder.
’Savner dig, min skat. Kan vi ikke nok få snakket i dag.’
’Gerne snart.’
To beskeder der viste, at selv om Lia måske havde dårlig samvittighed så ville hun stadig gerne bestemme. Og hvis Maddie ikke var hel forkert, ville hendes mor gerne få snakket nu, fordi George ikke var hjemme. Om det var fordi han ikke måtte hører, hvad Lia havde at sige, eller fordi hun blot gerne ville have Maddie for sig selv var svært at sige. Men Maddie tillod sig i hvert fald at trække tiden lidt. Måske en times tid, og da hun endelig kom ind af døren til den lille lejlighed de delte med en anden familie, var Lia rasende.
’’Hvor har du været?’’ Hendes stemme var hård, og Maddie havde en fornemmelse af at der bare skulle et forkert skridt til og så ville hendes mor tænde helt af.
’’På Lou Lous.’’ Svarede Maddie lidt forsigtigt og hang sin jakke op.
’’Du så ikke dine brødre vel?’’ På grund af Maddies forsigtighed, tøede Lia op. Maddie rystede på hoved og gik ind i stuen. Det var ikke hende der skulle åbne samtalen, for det var ikke hende der ønskede at få snakket. Eller hun ville selvfølgelig gerne have svar, men det var Lia der skubbede på. Det var så tydeligt på hendes mor, den spinkle rødhåret kvinde, at hun ikke vidste hvordan hun skulle starte. Først vandrede hun hvileløst rundt i stuen og spurgte til normale hverdags ting. Hvor Maddie havde sovet de sidste par dage og om det stadig gik godt med Gabriel. Maddies svar var korte og hendes brune øjne hvilede på Lia.
’’Kan du ikke bare forklare, hvad det er du så gerne vil tale med mig om.’’
Sagde Maddie efter hun havde fået nok af Lias tomme spørgsmål. Det lignede ikke hendes mor at have så svært ved at få tingene sagt. Normalt ville hun bare skære lige igennem og bare komme ud med tingene. Men denne gang var det åbenbart ikke så lige til.
’’Jo.’’ Sagde hendes mor og satte sig endelig ved siden af Maddie. Et øjeblik betragtede hendes mor hende blot og strøg en lok af det røde hår om bag øret.
’’Jeg er så ked af at du ikke følte dig godt behandlet, oppe i studiet. Men De er alle virkelig begejstrede for dig.’’
’’De behandlede mig som en ting. Som et eller andet remix, de lige kunne tune lidt på, uden at tage hensyn til hvad jeg egentlig syntes.’’
’’Jeg ved det.’’ ’’Men hvorfor gjorde du så ikke noget?’’ Maddie kunne mærke at hun blev mere og mere ivrig efter at få svar. Kunne hendes mor ikke bare forklare det? Kunne hun ikke bare fortælle hvorfor John havde siddet med hånden på hendes lår, som om de var mere end venner og kunne hun ikke forklare hvorfor han havde sagt ’Vores Maddie’ når han kun havde mødt hende i et øjeblik? Hun hadede ham allerede, og hun kunne ikke engang forklare det, for det virkede bare instinktivt.
’’Fordi De mennesker er din store mulighed og jeg var sikker på at du nok skulle kunne håndtere dem.’’
’’De er rædselsfulde.’’ Røg det ud af Maddie.
’’Det er meget betydningsfulde mennesker og du burde være beæret Maddie.’’ Hendes mors stemme steg i tonerne og hvor hun før havde haft en kærlig hånd over Maddies, trak hun den væk og så bestemt på sin datter. Næsten vredt. Det var det her Maddie havde undgået de sidste par dage, ved at holde sig fra Lia. Men det var vel uundgåelig, efter hun blot var gået fra studiet.
’’Du kan da ikke mene det, mor?!’’
’’Jo, det kan jeg.’’
Maddie sukkede trodsigt, lagde armene over brystet og satte sig tilbage i sofaen uden at se på Lia.
’’Jeg snakkede med dem efter de var gået og de vil rigtig gerne arbejde videre med dig.’’ Maddie så stadig bare frem for sig, imens Lia forsatte. ’’De er en chance som de færreste får, Maddie, og Mr. Kattsnit har allerede udarbejdet en kontrakt til dig.’’ Lia lænede sig frem og tog hjemmes tablet, åbnede et dokument og viste den til Maddie. ’’Du behøver ikke læse den igennem, det har jeg gjort og John har også sagt god for den.’’
Maddie tog tabletten, men så ikke en gang på skærmen, men derimod på sin mor. Hvad regnede Lia med. Det var så tydeligt, hvor glad hendes mor var for denne mulighed. Hendes øjne lyste og smilet var oprigtigt. Men det var måden hvorpå hun sagde Mr. Wandalls fornavn, der gav en klam følelse.
’’Mor, jeg …’’
’’Men du bliver selvfølgelig nød til at forberede på at der skal ske stor ændringer.
’’Mor.’’
’’Konservatoriet har allerede accepteret at du stopper med at komme til timerne og du får selvfølgelig et afgangs bevis, når dit arbejde hos Kattsnit giver et produkt.’’
’’Mor!’’
’’Og så er der selvfølgelig Gabriel, jeg er ked af det skat, men jeg tror desværre ikke du får så meget tid til ham når først dit arbejde starter og derfor er det også blevet arrangeret at du får dit eget sted at bo. En lejlighed i nærheden af studiet, er det ikke fantastisk skat? Dit helt eget sted, og det er endda John som har sørget for det.’’
’’Mor!!’’ Endelig hørte Lia hende og hun så forundret på Maddie. ’’Jeg har ikke skrevet under endnu.’’
’’Nej, men det kan du gøre på dokumentet og så er det hele arra…’’
Lia forsatte sin snak videre om hvor fantastisk det hele ville blive og det var alt for meget. Det var som om gulvet forsvandt under hende og hun kunne intet gøre for at forhindre noget af det. Hun lukkede hendes mor snak ude og lagde tabletten på bordet foran sig.
’’Hvem er Mr. Wandall?’’
’’Det ved du da godt.’’ Lia lød en smule forvirret.
’’Ja, men hvem er han… Du snakker om ham som om du var forelsket i ham.’’ Og som ordene forlod hendes mund, gik det op for hende. De blikke hendes mor havde givet Mr. Wandall. Hvordan hun opførte sig, når han var omkring. Og hans hånd på hendes lår. Det var ting, som Maddie havde pakket ned før, fordi hun ikke troede det kunne være sandt, men på Lias udtryk, fik Maddie det bekræftet. Hun havde ramt hoved på sømmet. Som et lyn rejste Maddie sig op.
’’Nej…’’
’’Maddie jeg kan forklare,’’
’’Så forklar!’’ Hun blev overrasket over hvor bestemt hendes stemme lød, for hun følte sig skrøbeligere end nogensinde. Det kunne vel ikke passe? Hendes mor burde vel elske hendes far. Ikke Mr. Wandall.
’’Jeg lærte ham at kende på Konservatoriet, da jeg gik der og på et tidspunkt blev din far og jeg uvenner.’’
Lias historie forsatte og Maddie kunne mærke hvordan hun skulle kæmpe mere og mere for ikke at bede Lia stoppe. Hvordan det gjorde ondt at hører inden i, at hendes mor havde været sammen med Mr. Wandall, mens George havde siddet her hjemme med hendes brødre. Hun kunne ikke forstå det. Hvordan kunne man finde på sådan noget? Pludselig gik døren op og George kom hjem. Med en glad stemme spurgte han om der var nogen hjemme.
’’Jeg gør det ikke.’’ Sagde Maddie. Vredere end hun nogensinde havde hørt sig selv. ’’Jeg skriver ikke under.’’
’’Du skal, du har ikke noget valg.’’ Selv om Lia havde krympet sig, da hun fortalte om hendes forhold til Mr. Wandall, så var hun stadig lige så bestemmende som hun altid havde været .
’’Jeg skriver ikke under og du fortæller det til far. Ellers gør jeg det.’’ Og med det, var samtalen slut. Maddie drejede om på hælen og lyttede ikke til hvad Lias ordre om at blive. Hun skulle væk. Langt væk. ’’Hvad så, min skat, du ligner jo et lille stormvejr?’’ Lød George bekymrende, da Maddie gik forbi og rev sin jakke ned.
’’Spørg mor om hvorfor. Hun kan forklare det bedst.’’ Hendes sko blev hastigt taget på og mødte endelig George blik. ’’Og det har ikke noget med kontrakten at gøre.’’
//Forlader tråd.
|
|
|
Post by Tenner on Aug 4, 2014 18:45:22 GMT 2
I et langt øjeblik sad Lia blot lamslået. Hylet ud af det, af sin datters hårde vrede hun aldrig havde set før. George overraskende stille skridt, trods hans store størrelse, fik hende til at vende blikket mod ham. Lia så på George med sine grønne øjne der viste tvivl. Og sorg. Hvad kunne hun sige til ham, som kunne gøre hendes ugerning mod ham godt igen? Intet. Hun havde vel selv påkaldt sig dette, og nu måtte hun forklare sig ud af det. Men prisen kunne være den mand hun elskede.
’’George…’’
Lia var tøvende. Usikker. Og det var tydeligt at George tog det alvorligt. Men med den evige ro, han altid havde over sig. I familien Pax var det Lia der havde et temperament, som blev tændt af, men gennem årene havde hun også lært at trykke på hans knapper så han tændte af. Sådan havde det altid været med dem. Ham, den store mand, med en ro og næstekærlighed til sig, som andre misundte og hun, med den skarpe tunge og iltre temperament. De komplimenterede hinanden. Elskede hinanden. Men hvis Lia sagde, at han havde hele hendes hjerte ville hun lyve. Hun ville lyve over for sig selv og over for George, hvilket ikke ville være første gang. Desværre. Hun var ikke stolt over det, men det havde været nødvendigheder. Både for at de kunne forblive sammen, men også for at beskytte deres børn og for at hun kunne sørge for dem så de kunne leve hvor de gjorde. Hun elskede også John. Men den gang hun havde mødt ham, havde hun allerede mødt George. Det havde været noget rod den gang og George kendte faktisk til den rødhåret mand. Men George var også af den overbevisning, at John var en del af fortiden. At han ikke skulle forstyrre deres familie mere. Og det havde Lia vel også troet, indtil for et halvt år siden, hvor de var stødt på hinanden. Lidt ved en tilfældighed men følelserne mellem dem sprang frem for gemmerne. Større end nogensinde og hun fortalte ham om Maddie. Den gang havde hun en håbløs forestilling om at det ville blive det sværeste nogensinde at skulle fortælle, for hun havde inderligt frygtet at John ville blive sur. Maddie var jo hans. Men nu sad hun i hendes og George sofa, langt mere bange end hun nogensinde havde prøvet før. Hendes spinkle hænder vred sig og det var først da George ru og varme lap af en hånd lagde sig over dem, at hun reelt opfattede at han sad ved siden af hende.
’’Hvad er det der sker mellem dig og Maddie?’’ Spurgte George og hans bekymring var ægte. Hjerteknusende, for han havde ingen mistanke. Vidste ikke hvad der skete og hvis han fik det af vide, ville han forlade hende. Tage hans ting og flytte. Lia bed sig i læben men rettede sig så op. Hun af alle, havde altid styr på situationer. Det var hendes job at holde hendes hoved koldt, når tingene brændte på og have overblikket, men på jobbet var der ikke lige så meget på spil. Hun elskede jo stadig George, havde andet været tilfældet for så havde det ikke været svært, men hun elskede ham. På ingen måde mindre end den gang de blev gift, eller da de for første gang stod med drengene i deres arme. Eller for første gang han så Maddie og for bare et par år siden da han sang deres sang for Joanna. Men hun elskede også John. Hele hendes krop længtes efter ham og hver dag uden ham gjorde ondt. Fysisk ondt og hvordan skulle hun fortælle det til George, uden hun blev udstillet som … ond? Lia så på deres hænder og lod sine fingre glide ind mellem hans, så deres vielses ringe var side om side.
’’Ville du kunne tilgive mig, uanset hvad.’’ Hun tog en dyb indånding og så ind i George brune øjne, som altid havde givet hende tryghed.
’’Ja.’’ Svarede han uden tøven. Og Lia var ikke i tvivl om at han mente det. Men hun var heller ikke i tvivl om at han ikke ville kunne tilgive hende og forholdet til John hun havde. George ville ikke kunne tilgive Lia for den løgn om Maddie og hvem der var pigens rigtige far. Han kunne bare ikke forstille sig muligheden for dette og derfor var han ikke i tvivl om at han kunne tilgive Lia alt. Hun rettede sig op og tog en dyb indånding. Hun kunne ikke fortælle ham det hele. Ikke nu og ikke før der var styr på alt det med Maddie.
’’Jeg er bange for at jeg har presset vores datter for meget. Hun flyver sine egne veje som altid, men jeg vil jo blot det bedste for hende. Hun har verden for sine fødder men hun vil ikke bruge det.’’ Lia sukkede og så på George med et lille forsigtigt smil. Hun vidste at hun blev nød til at fortælle George om John uanset hvad, for ellers ville Maddie. Men havde Maddie opfanget det hele. Bevidst havde Lia ikke sagt at John var pigens far, for det var en alt for stor ting, men hvis Maddie gjorde lidt hovedregning, ville hun kunne gennemskue det.
’’Du bliver nød til at lade hende vælge selv Lia, det er jo ikke fra fremmede at hun har sin stædighed fra.’’ Sagde George alvorlig først, men løsnede op i et smil ved det sidste og klemte hendes hånd.
’’Nej. Det har hun ikke. Men jeg er bange for at hun vil fortryde resten af hendes liv, hvis hun ikke skriver under på den kontrakt. Hun vil aldrig få sådan et tilbud igen…’’ Og hvis Lia skulle være ærlig, så var hun bange for at Maddie aldrig ville kunne lave noget med musikken, hvis hun ikke skrev under. Mr. Kattsnit havde med alvor sagt at det ikke var en mulighed, at Maddie afslog.
’’Det skal nok gå. Det gør det jo altid.’’ Altid optimistisk, som George nu var og som hans to sønner havde fået fra ham. Lia følte en tungere sten ramme hendes hjerte, men hun viste ham det ikke. Hun smilte og lænede sig mod ham. Lod deres læber trykkes mod hinanden og den rare fornemmelse af hans læber ville hun aldrig blive van til. Det føltes stadig som da de var unge og kyssede for første gang. Men det gjorde det også med John.
’’Tak min skat.’’ Hun kyssede ham igen, gav så slip på hans hænder og rejste sig op. ’’Men jeg bliver lige nød til at fortage nogle opkald og så kan vi spise. Laver du mad?’’ George nikkede og rejste sig også. Mere end et hoved større end hende, og da hendes øjne mødtes hans vidste hun at hun ikke havde skjult sine indre bekymringer nok. Han vidste at alt det mellem hende og Maddie var dybere. Deres snak var ikke færdig og han ville spørge hende igen efter maden. Det var hun ikke i tvivl om. Men det gav hende lidt tid til at få styr på nogle ting inden. Så var hun måske også klar til at fortælle ham det. Hun tvivlede stærkt.
Tabletten som lå på bordet med kontrakten stadig lysende på skærmen, tog hun op og fandt det tilhørende head-set, så det kun var hende der hørte samtalen. Hurtigt med elegante fingre trykkede hun nummeret ind og et kvinde ansigt dukkede op på skærmen.
’’Lia Pax, jeg skal snakke med Glenn Kattsnit.’’
Et svar blev givet til Lia fra kvinden men det var kun hende der kunne hører det. Et øjeblik efter skiftede billede.
’’Mr. Kattsnit, jeg er bange for at min datter ikke vil skrive under på kontrakten.’’
|
|
|
Post by Josephine on Aug 14, 2014 20:14:12 GMT 2
Glenn sad på kontoret. Det gjorde han ofte for tiden. Ofelia havde skabt en del hovedpine for ham og Dina. Der var en masse der skulle undskyldes for og mange der skulle lefles for. Han brød sig ikke om at slikke andre i røven, som hans bror ville sige. Glenn brød sig om magt.
"Pax," sagde han og spyttede nærmest navnet ud. "De ringer sent."
Det betød intet for ham hvornår hun ringede. Havde han ikke tid tog han den ikke. Grunden til at han var så besk at snakke med skyltes Ofelias sang. Den rigtige, ikke den gåsen havde udført på scenen, jo det var mesterligt udført, men det havde været uetisk og uden for normen. Bare hendes påklædning. Men den sang hun havde fremstillet til Dina og ham, som den hun ville synge, det var en god sang, en rigtig ørehænger. Og nu var den ubrugelig. En anden ville aldrig kunne synge lige så godt som hende. Det var der problemet lå.
"Og det er ikke mit problem om hun gør eller ej, det er Deres."
Han behøvede aldrig at ligge en truende undertone i stemmen. Den var der af sig selv. Den kølige distance i hans stemme, og de brune øjne, kunne man se dem, var nok til at få hvem som helst til at krybe. Ja pånær Ofelia.
|
|