|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 16:13:54 GMT 2
"Meget tålmodige, men også en smule kort for hovedet. De tænker i sammenhæng og ikke i enkelt tråde."
Sådan havde han altid set sine forældre. De var i midten af en masse tråde som de holdt og også holdt styr på, men hvis det enkelte tråd dirrede opdagede de det simpelthen ikke fordi en anden tråd var på vej ud af kurs.
"Men de er aldrig ligeglade."
Hvilket ikke var løgn, men ofte kunne det godt føles på den måde.
"Men selv ville jeg aldrig have så mange børn."
Han lo og så på Maddie.
"Man skal aldrig sige aldrig, jeg er sikker på at Jonas og Andrea nok skal få deres egen børnehave, og det var bestemt ikke hans plan."
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 17:06:00 GMT 2
Maddie sad stille og lyttede mens han fortalte, med sine brune øjne plantet på ham. Det gav temmelig meget mening at de måtte blive nød til at holde overblikket ved at tænke i sammenhæng. Selv ville hun nok ikke kunne holde et overblik i lang tid, der tænkte hun lidt for meget over hver enkelte ting, eller ikke tænkte men lod sig bare rode rundt i en masse sammenfiltrede tanker som gjorde at overblikket hurtigt kunne forsvinde. Det var nok også de færreste der ville kunne læse i hendes lille notes bog og finde den røde tråd i det hele, for det var som regel bare tanker om-gjordt til noget der mindede om sangtekster og hun selv havde endda svært ved at finde rundt i den.
''Det tror jeg heller ikke jeg ville... 4 måske bare 3, men ville nok hurtigt miste overblikket hvis det var flere''
Hun snoede fraværende en rød tot hår om sin finger mens hun så ud i stuen.
''Men det kommer nok an på hvem man ender sammen med jo, som du selv siger''
Hun smilte til ham.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 18:10:08 GMT 2
Gabriel havde tit tænkt på hvem han ville ende sammen med. Som så meget andet var han sikker på at nogen ville han nok ende op med, og det for resten af livet.
"Såååå, Maddie, hvilken sang er din yndlings?"
Han smilede til hende og tænkte på alle de vidundere der kunne gemme sig i hendes hår. Selv om han ikke troede på Jorden, så var der en masse små ting Gabriel troede på og det gjorde ham altid en smule rolig. Han havde som lille fået fortalt at blade på træerne i virkeligheden var vinger. 'Fe'er' havde hans søster sagt og han havde leet. Det var sjældent han så et træ. Der havde aldrig rigtigt været behov for det, det var spild af tid, men som ældre og efter han var flyttet hjemmefra havde han fundet ud hvor meget han egentlig holdt af oldtiden. Hvor meget bedre på sin vis de havde haft da jorden var brugbar. Men nu tog han sig til takke med det han havde.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 18:43:33 GMT 2
Spørgsmålet kom egentlig lidt bag på Maddie, men det gav vel også mening at spørge når nu de begge var interesserede i musik. Hun tænkte, til en forskel, godt over sit svar fordi det var så svært at vælge. En ynglingssang kunne jo bestå af så meget. En man altid lyttede til, en som bragte gode minder frem, en som man bare godt kunne lide eller noget helt andet. Hun rodede lidt op i sit hår med den ene hånd og svarede så endelig efter et øjeblik.
''Det er svært... Meget. Der er jo så mange gode og samtidig hører jeg mange ting der bare passer til mit humør. Det samme er mine egne sange også præget af mit eget humør. Men... Jeg må nok sige at den sang jeg altid kan hører uanset hvad og selv om det nok også lyder voldsomt kliché agtigt så er det nok den sang min mor skrev til min far... Jeg har vidst snakket om den tidligere.''
Hun holdte en kort pause for at kunne tænke lidt over sin forklaring.
''Den er egentlig temmelig simpel og ikke det helt store mesterværk men... Ja... Den har bare altid fulgt mig. Så jeg vil nok kalde den min ynglingssang, hvis jeg endelig skulle udpege en.''
Maddie lod ikke Gabriel tænke længe over hendes svar før hun selv spurgte ham.
''Hvad med dig? Har du en ynglings?''
Hun så spørgende på ham med et lille smil om munden.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 19:06:07 GMT 2
Hun havde sagt det før. Det huskede han nu. Dumt at glemme det.
"Nej, jeg kan ikke nøjes."
Han var ikke klar over om det var sandheden, men i så fald havde han aldrig fundet den sang der gjorde at han bare holdt af den. Måske en dag.
"Det lyder så flot at din mor har en sang til din far. Jeg tvivler ikke på at min far gav min mor en praktisk genstand og så var de bare nødt til at være sammen fordi de begge to er so snusfornuftige. Jeg har aldrig mødt to mennesker der mindede så meget om hinanden der kan holde hinanden ud."
Han beundrede lidt at nogen kunne skrive en sang der viste alle følelser. Folk skulle vide at han havde prøvet. Men de følelser han beskrev blev altid lidt for overfladiske, det var aldrig noget der virkelgit betød noget for ham. Til det var han en for stor kujon
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 20:32:24 GMT 2
''Nej det er ihvertfald svært at nøjes.'' fik hun sagt inden han snakkede videre.
Det skulle ikke undre hende, hvis de fleste sangere eller sangskrivere havde svært ved at udvælge for man skulle bare interessere sig det mindste for musik og så ville man finde en kæmpe stor verden der strakte sig næsten ud i det uendelige som himlen når man kiggede ud over kanten. Noget var dårligt, men næsten mere var bedre og der kom hele tiden nyt hvilket kun gjorde det svære at udvælge en favorit jo. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt om Gabriels forklaring om hvorfor hans forældre fandt sammen. Det virkede praktiske og tog ikke noget på forskud, skulle have styr på tingene på den ikke fanatiske måde og bare ren fornuftige.
''Det må jeg sige, det er temmelig imponerende af dem. Men de er vel bare skabt for hinanden.''
Grinte hun. Om der var noget som en sjælepartner var hun ikke hel klar over om hun troede på. Tanken var rar, men det var vel lige som så meget andet. Man skulle opleve det før man troede på det.
''Mine forældre er vidt forskellige. Nogen gange forstår jeg slet ikke de kom til at snakke med hinanden, for de gik ikke en gang i samme omgangs kredse og boede i hver sin ende af byen. Men et eller andet er der vel sket, siden de jo fandt sammen.''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 8, 2012 20:44:50 GMT 2
"Skæbnen." mumlede Gabriel
En bizar ting og han troede egentlig ikke på den. men der var så mange ting der bare ikke passede sammen hvis man ikke bare troede lidt på skæbnen.
"Men de er vel bare skabt for hinanden."
Han rakte hånden ud og prikkede til Maddie.
"Så ingen af os har noget at sige om vores forældres mitchmatch. Sådan er det altså bare."
Mon også hans børn vil sige det om ham. Mon de ville tænke: 'Hvad opnåede far? Han fik os, pretty much it.' og ville han bare have det fint med det?
|
|
|
Post by Tenner on Jan 8, 2012 21:29:42 GMT 2
''Jeg ved det ikke rigtigt... Er det ikke sådan når man møder en? Altså man møder den rigtige og sådan er det bare. Hvis du kan følge mig''
Endnu en gang rodede hun op i sit hår mens hun prøvede at tænke en måde at få sine tanker ud. Men det var vel lettest bare at kaste sig ud i det og hvis det blev et stort rod, så måtte han bare sige det jo.
''Altså man har vel altid den her forstilling om at når folk møder den rigtige er det helt vildt og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Ikke så meget omkring hvad der sker efterfølgende og ikke andet forklaring om at de er sammen end at de bare var skabt for hinanden... Agtigt''
Hun så over på ham og kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv.
''Jeg kører lidt rundt i cirkler gør jeg ikke? Men det er jo også meget mere spændene hvad man selv kommer til at opleve end hvad ens forældre har oplevet.''
Det var da noget underligt noget at sige Maddie, var det ikke? Hun rykkede sig lidt mod ham uden at tænke over det, da hun rettede sig op og hev fødderne op underlig, så hun vendte direkte mod ham.
"ikke at jeg ikke syntes det er spændene at hører om hvordans ens forældre mødtes, men man vil jo også gerne prøve det selv... Hvordan var dit første kys?"
Maddie Pax, hvad Søren har du gang i?! Det var da ikke en ting at spøgte om... Men nu var det gjordt og hun så nysgerrigt på ham. Forsøgte at ignorere varmen i kinderne. Hun var 19 og sad og spurgte om sådan noget som om hun aldrig havde prøvet det selv. Eller det havde hun jo heller ikke, men hun havde været tæt på... En gang, hvor hun havde været så fuld at hun intet kunne huske om det, kun fyrens ansigt og veninderne måtte forklare hende det dagen efter. Hun havde været så fuld at da han skulle til at kysse hende, var hun dejset om i fuldemandssyge søvn. Hun håbede hun aldrig skulle se ham igen.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 9, 2012 9:53:19 GMT 2
Gabriel fik et overrasket udtryk da han hørte spørgsmålet. Fra sin liggende stilling så han op i hendes mørke øjne. Ønskede hun virkeligt et svar på det. Og så med alt det andet hun allerede havde sagt.
"Jeg tror jeg var 13, måske 14 og hun var meget ældre end mig. Det var vel en eller anden konkurrence og så stod jeg der med en dårlig sang, som ikke var min og sang den til hende og hun kom og kyssede mig foran hele min årgang. Eller sådan føltes det."
Der havde ingen kærlighed eller egentlige følelser været i det.
"Hun var meget smuk, men efter det kys kunne jeg ikke se ordentlig på hende uden at synes noget var grimt. Det var mærkeligt. Hvad jeg har hørt er hun sammen med en nu. Hvad med dig?"
Han var ikke sikker på om han sagde det for at vide det eller for ar provokerende
|
|
|
Post by Tenner on Jan 9, 2012 11:27:10 GMT 2
Maddie lyttede til hans historie og forstillede sig det. Han var jo et par år ældre end hende, så på et tidspunkt har de vel gået i den almene sammen, bare med et par årgange imellem dem. Men hvor mange år vidste hun ikke og hun kunne ikke huske sådan en episode. Til hans spørgsmål rystede hun på hoved. Hvorfor hun blev så genert over det vidste hun ikke. Maddie Pax blev jo ikke genert!
''Nej... Nej ikke endnu.''
Hun så væk et øjeblik og gav sig selv den undskyldning at hun igen tænkte over hvad han havde sagt, for der var en ting hun undrede sig over.
''Hvorfor kunne du ikke se på hende bagefter? Altså hvorfor var hun blevet grim?''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 9, 2012 11:55:20 GMT 2
"Magien ved hende forsvandt vel da hun blev ægte. Håndgribelig."
Han lukkede øjnene. Han var meget overfladisk.
"Jeg tror at i mit unge hjerte, handlede det ikke om at være kærester og den slags ting, det handlede mere om selve forelskelsen, forstår du?"
For han forstod det ikke selv.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 9, 2012 12:14:19 GMT 2
Maddie bed sig lidt i neglen mens hun lyttede. Det lød underligt at man ikke skulle kunne lide en efter et kys, fordi personen blev... Håndgribelig. Var det sådan? At når man havde kysset, så var der ikke mere i det. Men så var det vel fordi det ikke havde været den rigtige?
''Forelsket i selve forelskelsen. Jeg tror lidt jeg forstår. Altså meningen.. Agtigt.''
Selv om hun ikke havde prøvet det måske, så var en af hendes veninder nærmest hele tiden forelsket og det var som om at det mere var følelsen hun kunne lide, frem for den egentlige person hun havde kastet sin kærlighed over.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 9, 2012 14:07:58 GMT 2
Gabriel rystede på hovedet
"Nej det var ikke sådan jeg mente det. Som jeg vist sagde igår, så holder jeg virkelig af de piger som, du ved jeg bliver forelsket i, men jeg har bare svært ved at accepterer folks særvaner. Det dæmper ligesom det hele at finde ud at det man satte op på en piedestal bare er et menneske."
Han håbede hun ikke så ham som dum i nakken og total led. Det var bare sådan det var fat med ham
|
|
|
Post by Tenner on Jan 9, 2012 15:08:23 GMT 2
"men..."
Hun vidste egentlig ikke hvad hun skulle sige. Folk var jo mennesker, der var jo ikke mere i dem og at han så blev skuffet over det. Det havde hun svært ved at forstå. Måske fordi hun ikke selv havde prøvet det eller hvad? Kunne det være derfor hun ikke forstod det? Han virkede rimelig sikker på det, og irriterende nok kunne hun ikke lade være med at tænke om hvad der skulle til for at være tilstrækkelig nok og om hun havde det. Nok ikke og var det egentlig også helt lige gyldigt?
"hvad er det så du leder efter?"
Det virkede som et dumt spørgmål, men bare at lade hendes sætning hænge tomt, virkede næsten endnu dummer.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 9, 2012 15:59:10 GMT 2
"Hvad får dig til at tro at jeg leder efter noget bestemt?"
For sandt og sige havde han været vidt omkring. Gabriel var ikke helt sikker på Maddies spørgsmåk men han kunne mærke sin egen undertone. Drilsk. Måske en anelse flirtende og med klare hentydninger til at han ikke helt kunne skjule at han syntes hun var sød. Måske opfattede hun det ganske enkelt ikke.
|
|