|
Post by Tenner on Jan 9, 2012 16:45:33 GMT 2
Hvad havde hun forventet af svar? At han havde fuldstændig styr på hvordan hans drømme pige så ud, det var han jo ikke typen til. Det virkede det jo ikke. Han havde jo fortalt at det var forskellige ting han var faldet for hos de piger han var blevet forelsket i. Hun kunne stadig huske da han fortalte om hende uden øjenbryn, og selv om det stadig ikke var pænt, så kunne hun ikkenlade være med at smile af tanken. Hun trak på skulderne.
"Jeg ved det ikke, egentlig var det et dumt spørgsmål."
Det havde det jo været og hun var jo ikke ligefrem kendt for at tænke over hvad hun spurgte om, eller at holde sig tilbage med sin nysgerrighed. Men det var lige som om at Gabriel gjorde et eller andet ved hende når han smilede til hende, eller så på hende på en bestemt måde og det var næsten som om hun ikke kunne finde ud af sig selv. Men ikke på en ubehagelig måde, slet ikke. Det var faktisk virkelig rart, men hun ville gerne vide hvordan hun skulle kapere det uden at gøre sig selv hel til grin.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 10, 2012 4:35:36 GMT 2
"Nej det tror jeg ikke, men spørgsmålet er vel hvorfor du spurgte?"
Gabriel trak på skuldrene. Det var noget han ofte selv sagde til sig selv, netop fordi det ofte var det svar man egentlige burde have. Han drejede sig for bedre at se på hende.
"Men, Maddie ... jeg tror måske at jeg mærker noget inde i mig, som jeg følger, nogen vil måske sige at jeg kun tænker med det i mine bukser, men jeg tror i virkeligheden at jeg tænker med en helt anden del af mig."
Han havde før tænkt over det her, men aldrig rigtigt delt de tanker med nogen. Alligevel ville han nu have at denne pige forstod ham.
"Jeg lytter nok for meget til mit hjerte, og jeg ved det lyder corny og som tager fra en dårlig sang, men jeg tror faktisk at det er sandt. Jeg mærker det først stille og så går jeg efter det."
|
|
|
Post by Tenner on Jan 10, 2012 9:59:22 GMT 2
Hun åbnede munden og skulle til at svare på hans spørgmål, men nåede at stoppe sig selv for var det egentligt et spørgsmål hun skulle svare? Ihvertfald ikke uden at tænke sig om. Havde hun haft nogen særlig grund til at hun havde spurgt, inderst inde? Hun tænkte jo sjældent over spørgsmålene før de var stillet, så der kunne da ikke være nogen dyber mening med det. Egentlig vidste hun det jo godt. Det var lige til, det var bare sværer at forstå og derfor prøvede hun jo at tale sig selv ud af det. Hun havde jo håbet at han havde sagt nogle egenskaber som hun måske kunne sige hun havde. Det var jo tydeligvis derfor, men hvorfor nu og hvorfor med ham? Det havde hun jo aldrig tænkt før. Hun valgte at smide tankerne til side og i stedet for lytte til Gabriel.
Det var lidt kliché agtigt det han sagde, men det gjorde det jo ikke dårligt. På ingen måde. Egentlig var det jo rart at vide og hun havde en eller anden følelse af at han betroede sig til hende. Hun lyste op i et stort smil og de bekymringer og tanker hun havde siddet med for et øjeblik siden forsvandt som dug for solen. Følelsen af at han ville sige mere var der dog og hun lod være med at sige noget indtilvidere.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 10, 2012 10:08:34 GMT 2
Maddie sagde slet ikke noget og det overraskede Gabriel. Hun havde nærmest altid et eller andet i hovedet der skulle ud, men nu var han jo begyndt.
"Så du ved, jeg holder meget af mine familie, mere end jeg nok brude og jeg tror nogen gange at jeg giver for meget af mig til dem, men sådan er det fordi, du ved, at jeg elsker dem. De er en kæmpe del af mig. Men når jeg så hører det snakke om piger er det små ting. Det er ikke hele mennesket. Giver det mening?"
For nu havde han måske sagt nok om det.
"Jeg lyder som en kærligheds sang, ikke?"
Han smilede stort og med megen varme.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 10, 2012 11:14:53 GMT 2
''Det ikke slemt''
Jo han gjorde, men hun sagde det med en drillende undertone og et smil på munden. Men hun måtte dog være lidt mere seriøs og ikke tage det hele som i sjov. Det var jo ikke bare en sjov historie han fortalte.
''Det er dejligt du elsker din familie så meget, og det virker heller ikke til at der går noget af dig... Det har det ihvertfald ikke virket til i dag. Du lyste jeg helt op da du så de to unger og din søster, jeg har aldrig set en reagere sådan på sin familie. Selvfølgelig på den gode måde.''
Hun rettede lidt på benene der var ved at sove af blodmangel og lagde hoved op af ryglænet på sofaen. Blikket på ham hele tiden.
''Men er det ikke i de fleste tilfælde, bedst at følge sit hjerte?''
Måske naivt spurgt, for hun vidste da godt at man kunne få knust sit hjerte. Derfor hun måske ikke havde givet hendes væk endnu, ubevidst.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 10, 2012 11:44:00 GMT 2
"Nogen gange er sund fornuft også temmeligt godt at gå efter."
Hans forældre havde gjort det hele deres liv, og det gik da egentlig dem meget godt.
"ellers ville her jo være fyldt med fjollehoveder som mig, der aldrig ville kunne håndterer et rigtigt arbejde der som sådan gavner samfundet. Hvis vores vandhane gik i stykker ville jeg bare stå og se på den. Bare stå der med åben mund mens vandet fossede ud af rørerne."
Han smilede. Det var totalt åndsvagt men sådan var han desværre.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 10, 2012 12:06:17 GMT 2
''Lige med arbejde er det jo oftes fornuften der skal være der, det er hel rigtig''
Hun kunne ikke hel lade være med at fnise af hans billede af ham selv om en ødelagt vandhane.
''Men nu er du musiker jo, der skal man ikke bruge fornuften på samme måde som en håndværker... Du ville slet ikke fungere til at være en håndværker, det ville ikke klæde dig''
Det ville det virkelig ikke. Sorte fingre og en kedeldragt på, eller et stort arbejdsbælte om livet. Så var det pænere til ham når han sad med sin guitar. Den klædte ham.
''Jeg mener mere bare sådan. Generelt i livet. Når man tager beslutninger om sit liv... Jo man kan være fornuftig, men hvis det ikke er det man vil. Så er det jo ikke sjovt. ''
Sjovt var nok ikke det helt rigtige ord at bruge, for livet behøvede jo ikke at være sjovt og at bruge godt virkede bare så fattigt.
''Det rigtige..''
Egentlig hang det ikke hel sammen med hendes sætning før, når hun bare sagde det som hun gjorde, men nogle gange røg ord ud af hende når hun tænkte. Specielt når hun skrev sange snakkede hun meget med sig selv for at smage ordene i munden. Det var en dårlig vane som nogen gange sneg sig ind når hun snakkede med folk.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 10, 2012 22:43:53 GMT 2
"Nogen gange tror jeg ikke man kan tillade sig at være så kræsen. Så man vælge. Er man egoist og uddanner sig efter sjov og lyst, eller tænker man på hvad der reelt vil kunne give ens familie mad på bordet og forsørge sig selv."
Gabriel kunne mærke at det ikke længere helt handlede om udgangspunktet mere. For han lød han lidt som sin mor der prøvede at fortælle ham om livet. Og det var nok det eneste rebelske Gabriel havde gjort i sit liv, valgt en total upraktisk uddannelse, men han følte sig fri. Hvilket han lige nu satte pris på. Han var på sin vis sorgløs og det kunne han godt lide. Men hvorfor talte han så imod det.
"Det handler ikke om dine valg, Madde," indrømmede han. "Det handler bare mere om at hvis alle havde samme opfattelse som os ville mennesket aldrig været kommet så langt."
Han håbede det gav den form for logik så hun ikke følte sig ramt.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 10, 2012 23:34:45 GMT 2
Maddie kunne forstå hans ord. De var bestemt ikke fremmede for hende og selv om hun egentlig følte at de ord hun selv havde sagt var rigtige - var hun så meget bedre selv? Hun kunne synge og hun havde da hjertet med, men da hun var mindre og blev færdig med den almene så valgte hun ikke. Ingen havde spurgt hende hvad hun egentlig ville og alle havde forventet hun tog Konservatoriet. Hun ville selv havde valgt sangskriver linjen, men folk sagde det ville være et forkert valg og derfor ente hun i solist klassen. I det mindste blev hun dog ikke tvunget ned i værkstedet hos hendes far, som han ellers havde håbet.
''Jeg har en far der syntes at konservatoriet er tant og fjas. De jobs der kommer ud af det er ikke holdbare og man kan ikke blive til noget medmindre man har pengene i orden. Han tør selvfølgelig ikke sige det når mor hører det... Han prøvede en gang at snakke om det med hende, lige inden jeg skulle starte.''
Hun rystede på hoved og man kunne se hun prøvede at lade som om det egentlig ikke rørte hende særlig meget, men det var ikke særlig rart at huske tilbage på, hvilket var svært at skjule.
''Jeg har aldrig set dem være så vrede på hinanden og mor snakkede ikke med min far i en hel uge... Men så købte han noget chokolade og sagde undskyld, for det er trods alt hende der alligevel har den største indtægt der hjemme.''
Det var underligt. Hun havde veninder hun havde kendt i flere år som hun aldrig fortalt det om til. Men med Gabriel kom det helt naturligt og det var overraskende lettende. Da han havde sagt det sidste, virkede det nærmest som om han undskyldte. Som om hun ville blive fornærmet over det han sagde. Men hun følte ikke for det. Havde ingen grund for han mente det jo ikke for at nedgøre hende. Overhoved.
''Jeg bliver ikke sur over at du kommer med en fornuftig forklaring, for det er vel en form for lidt risikabel valg at vælge konservatoriet... Men man kan vel håbe at man får noget man kan lide. Det ville i hvert fald være rart.''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 11, 2012 11:49:21 GMT 2
Gabriel smilede stort.
"Lige præcis."
Han satte benene ned med et smæld og satte sig som en følge af det op.
"Puha, hvad er det med dig og tunge emner, men hvis det hjælper så tror jeg at alle forældre går lidt amok på hinanden en gang imellem."
Han brød sig ikke om at virke fjollet og bare snakke om tingene som om det var det samme som en ens yndlingssang. Det var der bare visse emner der ikke var.
"Men det er lige hårdt nok at bo i samme hus med nogen der ikke taler sammen. Mine forældre er mere sådan: 'Har du ikke hentet mælk?' 'Du sagde at du ville gøre det.' ARG! Smæk med døren, dør der åbner, folk der råber af hinanden på toilettet og lidt efter tager en af dem afsted efter mælk. Slut. Men 20 gange på en dag kan slide på alles nerver."
Han holdt hovedet i sine hænder, mens han så på hende.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 11, 2012 16:15:52 GMT 2
Maddie blev dog siddende med bene trukket op under sig, men rettede hoved op så hun ikke hvilede det på ryglænet mere. Det var måske tunge emner hun alligevel fik bragt op. I det mindste så virkede han ikke til at blive deprimeret af det, eller trække hans humør ned.
''Det lyder ikke specielt sjovt med en mase af råb hele dagen heller... Med stilheden kan man da i det mindste være i fred på værelset, men alle familier har vel deres problemer''
Hun smilede. Egentlig havde hun nok haft en forstilling om at hans familie altid var perfekt og ikke diskuterede det mindste, hvilket jo havde været fejlagtigt. Og nok også naivt.
''Det er da ikke tunge emner hvad snakker du om? Så skulle jeg bare fortælle om alle de mørke og uhyggelige hemmeligheder jeg gemmer på der hjemme i skabet.''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 11, 2012 16:49:41 GMT 2
Gabriel havde svært ved at se om hun mente det. Han valgte at give hende et sygt smil, der fik ham til at se lidt ond ud.
"Men du kunne jo bare fortælle mig det."
Han lænede sig mod hende.
"For så kunne jeg jo vise dig min samling af skeletter."
Kaldtes det at vende rummet til sin fordel? For han vil hellere lave sjov end at fortælle om sine problemer.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 11, 2012 17:33:02 GMT 2
Maddie kunne ikke holde masken og lod en lille latter trille. Selvfølgelig lavede hun bare sjov, hvilke mørke hemmeligheder skulle hun dog gemme på, og selvfølgelig lavede han sjov. Men hun kunne lige så godt kører videre på det.
''Hvis jeg afslørede dem, ville jeg blive nød til at slå dig ihjel''
Det var vidst ikke første gang hun havde sagt det.
''Og egentlig vil det jo ikke være første gang, for du fik også vredet ud af mig hvor jeg havde mit hemmeligt sted.''
Hun prikkede til hans skulder med et grin.
''Så du har vidst også en ting eller to at skulle afsløre''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 11, 2012 18:21:23 GMT 2
Gabriel vrikkede med øjenbrynene.
"Jeg har i virkeligheden bortført dig ind i en virtuel verden. Tilbage på Lou Lous gav jeg dig et stof og nu sidder du i en stol i et mørkt rum."
Han lo en smule grumt, men havde et stort smil på sine læber.
"Så ja jeg har fået alle dine hemmeligheder ud af dig, nu overvejer jeg at droppe dig."
Han så helt trist ud og lavede en håndbevægelse der sagde at det da også var ærligt.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 11, 2012 20:59:45 GMT 2
''Jeg vidste det bare!!''
Hun slog op med armene og satte dem på hofterne.
''Der var et eller andet helt vildt luret ved dig fra starten. Men inden du bare dropper mig, bliver jeg simpelthen nød til at vide hvad du skal bruge alle mine mørke hemmeligheder til, når nu du bare dropper mig?''
De kunne jo lige så godt spille den ud nu de var igang og det var nu meget sjovt. Hun kneb øjnene sammen og så på ham som om hun ville gøre alt for at få svaret ud af ham.
|
|