|
Post by Josephine on Oct 3, 2012 17:42:37 GMT 2
Morgan kunne næsten ikke klare det her mere og derfor, som altid, en forsvarsmekanisme mod at blive såret smilede hun. Hun svajede ganskede let i hoften, kastede håret bagud og strøg så en hånd igennem det. Hun kunne stadig mærke Michaels fingrer mod hende.
"Jeg finder dig efter koncerten, så," sagde hun uden at tænke videre over det. Ti dage havde jo hele tiden talt ned til det. Til at det nu ville være overstået. Finito. Enden på det kapitel.
Hans ansigt, den måde han hvorpp han vel også prøvede at være tapper, gjorde at Morgan kyssede ham. Det var et længselsfyldt kys, som fyldte hende med energi.
"Men i dag ... " sagde hun og lod to fingrer gå op ad hans brystkasse og smølfesparkede til hans næse. "Vil jeg nyde dig. Jeg skal nok lade være med at betvivle dig mere."
Hun så på ham, nærmest spørgende.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 3, 2012 21:45:08 GMT 2
Efter koncerten? Det var rigtigt, en af de tre årlige koncerter var om ti dage, hvilket han overhoved ikke havde overvejer. Hans tanker skulle til at overveje om den måske var en af grundene, men han tvivlede og da hun kyssede han - længselsfuldt og sødt, glemte han alt om de tanker. Det var ikke værd at overveje for hvorfor skulle det være derfor.
Han kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. En følelse af at have klaret sig igennem med nød og næppe, stadig med pigen i sine arme, gjorde at han for nu kunne overkomme de ti dage. Ti dage uden Morgan, han måtte bare tælle ned på en eller anden måde og arbejdet kunne måske overtage hans tanker det meste af tiden. Og så måtte han nyde hende så meget Idag som det overhoved var muligt. De havde hele dagen foran sig og selv om de måske var kommet lidt skidt fra start så havde han på fornemmelsen at det nok skulle blive godt. Ihvertfald for Idag. Hvad der ville ske om ti dage vidste ingen.
"Jamen så lad os komme afsted" smilede han til hendes spørgende øjne og kyssede hende og skubbede alle dårlige tanker væk for nu.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 8, 2013 20:51:43 GMT 2
//: Fra Lou Lous med en livløs Morgan og en glad Andy
Lou Lou kom op ad trappen. Hans krop rystede lidt. Han tillagde det anstrengelsen. Han smilede skævt til Andy, på samme måde skælmsk som Morgans ville have været hvis hun ikke havde lagt så livløs.
Den gamle fnøs da han så pigens get-up.
"Så er man vel fri for at rive blusen op," mumlede han i en tør joke og åbnede flasken. Der var ingen hævelse i ansigtet, blot blod, så han konstaterede at det var maveregionen. Det viskestykke han havde presset ned i forklædet, som altid blev hevet op og han plaskede en god del af alkoholen over hende. Han tørrede det ikke ublidt op, og nu så det tydeligt hvor blodet kom ud. Sivede.
"Ja, ja da," sagde han med et suk.
Der var ingen hovedforsyning at lukke af til. Han overvejede sine mulighed, hvilke var begrænsede. Han vidste også af det lidet bekendtskab han havde til Andy, at når fyren kom her, når Morgan ikke ville, så var det fordi Lou Lou var bedre end alternativet.
Det var tydeligt hun havde blødt en del. Over alt. Det var typisk hende. "Altid så skide dramatisk. Forfærdelige fruentimmer, så er du blevet skudt i maven, ja, ja da." gentog han. Lou Lou havde ganske enkelt kun set ét skudhul før, men dette kunne ikke være meget anderledes. For han kunne se det. Nu hor hullet var nogenlunde synligt. Han mærkede efter på ryggen, men intet hul der, hvilket kun fik ham til at sukke igen. Han hældte spritten over egne fingre og stoppede så to af dem ind i hullet. Havde ikke så mange andre muligheder. Han vidste at fremmed legemer skulle ud.
Med klonk smed han den på bordet, tørrede hænderne i forklædet og øsede alkoholen ned i det blødende hul. Morgan spjættede. Hun udstødte en lyd, halvt et hyl, halvt en ed som aldrig blev færdiggjort.
"Hent min nål, så er du en flink dreng, derhenne i skuffen," sagde Lou Lou med øret liggende mod hans nieces brystkasse.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 9, 2013 22:53:38 GMT 2
//Til tråd
Han stod ved siden af Morgan, støttet til den hånd, som han stemte mod bordpladen. Der var ingen frygt at spore i hans ulmende, blå øjne, der nu var lige så årvågne som altid - med et skær af mild interesse overfor den gamle mand. Frygt var end ikke en følelse, Andrew havde overvejet - frygt avledes af fantasier om, hvad der kunne ske, og ikke af, hvad der rent faktisk skete. Andrew lyttede til Lou Lous sædvanlige mumlen og gjorde et kast med hovedet for at få håret væk fra øjnene. Hans blik gled fra Morgans blege ansigt til såret i hendes bryst.
Lyden af ammunitionen, der forlod Lou Lous fingre, tiltrak sig Andrews opmærksomhed et sekund eller to. Hans øjne spillede som en vagtsom ulvs, idet han trak vejret dybt ind gennem næsen.
Praktisk anlagt, som han var, gjorde han ingen indvendinger ved Lou Lous ord. Hurtigt var han fremme ved benævnte skuffe og tilbage igen med genstandene.
"Jeg er altid en flink dreng," sagde han udtryksløst med sin sædvanlige, lavmæle stemme, der syntes at være for dyb til at have en egentlig klang. Alligevel var det en stemme, der kunne høres, uden at han behøvede at hæve den synderligt. Bemærkningen morede ham en kende, men intet i hans ansigt afslørede det. Lou Lou havde velsagtens sin egen mening om Andrew, og dén ragede ham lige så lidt som Sky City's velhavende spytslikkere. Han indtog blot sin position fra før med håndfladen i bordpladen og hovedet let bøjet, så han kunne følge med i dét, der foregik.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 14, 2013 21:02:05 GMT 2
Lou Lou så op, blod på siden af hans ansigt. Hans bryn var rynkede mens hans øjne låste sig i Andrews uden overhovedet at se ham. Så flækkede hans ansigt i et smil der viste de velholdte tænder og det gamle tandkød.
"Ja, ja vi har vel alle vore præferencer," sagde han skælmsk.
Han vendte selv rundt og fandt på bunden af en temmelig rodet skuffe en tynd fin rulle lædertråd. Han tog fat i den sylespidse nål og trådede den så hurtigt at der ikke kunne være tvivl om hvor vidt han havde gjort den slags før.
"Jeg tror hendes lunge er ødelagt," sagde han, mens han krogede nålen mod kanten af bordet. Det var ikke første gang han syede i kød, men han smed altid nålen ud bagefter af ukendte årsager. Han brød sig ikke om at have dem liggende vel.
"Det kan jeg ikke gøre noget ved." Der lå et underliggende: 'Det dør hun sgu nok af, kammerat.'
Så pressede han nålen ind i hende og med besvær op igen.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 15, 2013 1:03:18 GMT 2
Andrew svarede ikke på Lou Lous skælmske bemærkning. Han rørte sig ikke. Men han blinkede med det ene øje som svar - blot for at tilkendegive, at han lyttede. Med al respekt, manden var jo Andrews præference lige nu - uanset, hvordan man vendte og drejede det. Måske ikke. Hah!
Fra sin position fulgte han med i alt, hvad den gamle mand foretog sig; hvordan han roligt fandt tråd frem og behændigt trådede nålen med de stive fingre. Han ventede tavst og tålmodigt på, at Lou Lou skulle bryde tavsheden igen - komme med en mening om situationen, som Andrew ikke selv havde.
"Jeg tror, hendes lunge er ødelagt," kom det så. Andrew rynkede misbilligende brynene. Hans krop hungrede pludselig efter at skifte stilling, som om han derved kunne få bedre udsyn til en ødelagt lunge, men Andrew tvang sig selv og kroppen i ro - han flyttede sig ikke en milimeter. Øjnene vandrede bare fra Lou Lous hænder til Lou Lous ansigt. Fra Lou Lous hænder til Lou Lous ansigt. For at aflæse de svar, han allerede kendte.
"Det kan jeg ikke gøre noget ved," fortsatte Lou Lou roligt. Andrew havde ikke regnet med andet. "Satans også," svarede han kort og fulgte nålen med øjnene. Den brød gennem hendes elastiske hud og kom ud igen på den anden side af flængen, så tråden til sidst med nålens vandring ville lukke flængen. Andet var der ikke at sige. Klarede Morgan den ikke, så gjorde hun ikke. Gjorde hun, ville han slå hende ihjel alligevel. Næsten.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 15, 2013 11:44:36 GMT 2
Morgans øjne gled op. Glasagtige, uden at se. Hun hvæsede hvad der skulle have været et støn, men bare var en tynd lyd. Hun knyttede hænderne.
Lou Lou vidste det blot drejede sig om tre sting og så en knude der ville holde, så han forsatte trods sin nieces ubehag. Han vidste nok at hun ville ligge stille. Det var ikke første gang han stak en nål gennem hendes kød. Men han tvivlede på hun mærkede den smerte han påførte hende. Hele hendes krop dirrede. Han bemærkede at hun var mere spinkel. At hendes hår var direkte ækelt og at hun havde lavet pletter på hans bord som sikkert aldrig ville komme af. Han trak en kniv fra forklædet og skar tråden over, før han bandt en knude. Det mørke, dyre læder så forkert ud stikkende ud fra hendes krop. Han tørrede sine rynkede hænder og bevægede dem let. Førlighed havde han dog i dem. Så hældte han endnu en rum mængde alkohol over hende.
Hen bed tænderne sammen og øjnene blev til to hudfolder klemt så hårdt sammen at brynene næsten erstattede deres position. Med det smækkede Lou Lou hende en flad. Det sang for hendes øre og igen blev alt rødt for hendes blik. Han vidste hvordan man skulle gøre så det gjorde mest muligt ondt og hun kunne end ikke få styr på sine tanker.
"Det var vist det, ja," sagde han og så på hendes læber hvor blodet allerede skorpede. Han bankede en finger mod panden og rystede på hovedet. Bukkede sig ned mod hende, til hendes øjne fokuserede på ham. "Hvis du nogensinde stiller dig op som min brors luder skal du ikke bryde dig om at komme igen."
Han smækkede flasken ind mod Andys mave og gik ud. Kunder der skulle passes. Musik der skulle spilles. Sladder der skulle deles. Morgan ville være en særdeles god historie. Bringe folk lidt længere ind ad døren og lidt længere ned i glassene.
Med besvær kæmpede Morgan sig op på albuerne. De blå-lilla hår klæbede fast til hendes hals og ansigt. Hun suttede på sin underlæbe og små bobler stod ud af hendes næse mens hun hev efter vejret. Den kindhest ville give hende et mærke. Men i et mindste fik hun nemmere luft nu, med hovedet længere oppe.
"Var det dig?" spurgte hun Andy.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 16, 2013 11:11:21 GMT 2
Andrew ventede roligt ved Lou Lous og Morgans side. At situationen var kritisk, fik ham bare til at slappe mere af. Så meget, man nu kunne kalde det at "slappe af" i hans sted, når han mere eller mindre konstant var parat til at få et slag i mellemgulvet. Lou Lous erklæring om, at der ikke var meget mere at stille op, var ikke overraskende - Andrew måtte ligesom Lou Lou lade det være op til den lede kælling, om hun gad det her længere eller ej.
De små tegn på, at Morgan var ved at komme til bevidsthed, undgik ikke hans blik. Huden under hendes øjne, der trak sig sammen og slappedes. Underlæben, som dirrede let. Den hvæsende lyd fra hendes hals. Det hele kulminerede i lugten af spiritus og lyden af en syngende lussing, som væggene kastede tilbage mod dem. Andrew smilede uvilkårligt. De hvide fortænder blev blottet af et par læber, der formede morskab. En morskab, som kun Andrew kunne udtrykke den - sygelig og bitter.
Det, der kom bag på Andrew, var flasken, som Lou Lou jog i maven på ham, men han var ikke sen til at gribe efter den, da den gamle mand bare gik. Først, da Lou Lou var gået, genkaldte Andrew, hvad han havde sagt til Morgan: "Hvis du nogensinde stiller dig op som min brors luder, skal du ikke bryde dig om at komme igen." Han studsede over det i sit stille sind, men Morgans anklagende stemme afbrød hans tanker. Morskaben fra før var endnu ikke falmet fra hans ansigt.
"Vil du have noget whisky?" spurgte han tørt og rakte flasken hen mod hende. Det meste af indholdet var hældt i og over hende, men det havde ikke vædet hendes gane endnu. Han ignorerede hendes spørgsmål. Øjnene udtrykte hans morbide humor.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 16, 2013 21:45:34 GMT 2
Morgan så på ham med glasagtige øjne. Et øjeblik lignede han en der svævede. I ingenting. Hun løftede overlæben i en snerren der viste hendes tilsmudsede tænder i overmunden. Så gled mundvigene op og hun smilede grumt og uden anden morskab end det morbide.
Hun satte sig med besvær op, den ene hånd støttende mod bordet. Det gjorde forbandet ondt, men hun bemærkede det næsten ikke. Hun så på den anden hånd, slikkede sin pegefinger prøvende.
"Her gik jeg og troede jeg var usårlig," sagde hun med latter i stemmen. Hun så på Andy. Et øjeblik helt klar og så rakte hun ud efter flasken han blot havde holdt frem uden ændring. Hun tvivlede på at hun ville have haft kræfter til at løfte den hvis der havde været meget mere i med en hånd. Men bare det at tage flasken sådan, på den her måde, mindede hende om da det at drikke var det bedste hun vidste.
Så hun satte den for munden og drak. Slugte indholdet. Smagte det knapt. Kunne ikke mærke dets brændende tunger ned gennem hendes svælg. Hun spruttede og hostede, hvæsende, tabte flasken og mærkede at det der i virkeligheden gjorde ondt var indeni. Det var stikkende. Som om nogen pressede livet ud af hende og hun ikke kunne få det ind.
|
|
|
Post by Xazal on Sept 27, 2013 13:53:25 GMT 2
Andrews øjne betragtede hende blot udtryksløst. De ulmende, blå øjne havde mistet lidt af deres intensitet. Men læberne virkede mindre snerpede. Mere organiske og ikke, som var de hugget i sten som resten af hans bistre ansigt.
Og Andrew smilede ad Morgans bemærkning. Det var ét af de sjældne smil, der ikke behøvede at ligne en snerren, eller ikke behøvede at vise hans lige, hvide tænder. Det var afslappet og på sin vis meningsfuldt.
Han bøjede lidt ned i knæ og greb flasken mellem knæene, da den røg ud af Morgans hånd. Han løftede den op i venstre hånd ved flaskehalsen og stillede den ved siden af Morgan på bordet. I samme bevægelse havde han taget et enkelt skridt frem, så han stod helt tæt på hende. Han kunne lugte den sædvanlige citrus blandet med lugten af rust fra hendes friske og tørre blod. Frisørsalonens kraftige kemikalier i Morgans hår nåede ligeledes hans næsebor. Andrew kunne mærke Morgans knæ nær ved skridtet og varmen, der strømmede ud fra hendes - nu hærgede krop.
"Du kunne godt have gemt lidt til mig," sagde han lavmælt med let bøjet hoved, så han kunne betragte hendes ansigt. Der var ingen tvivl om spøgen i hans tonefald.
|
|
|
Post by Josephine on Sept 28, 2013 22:22:53 GMT 2
Morgan kunne ikke lugte andet end sit eget blod. Hun smagte heller ikke andet. Selv om whiskyen havde prøvet. Hun tænkte på hvordan andre måtte se på dem. Hvorfor de overhovedet prøvede på at være i samme rum, når de ikke kunne. Når hun ikke kunne uden at den tension i luften blev udraderet via sex. Med Andy. Som nu. Havde hun rent faktisk kunne ville hun havde løftet sin overkrop lidt mere og kysset ham. Så kunne han få del i den whisky. Alt den havde efterladt hende med var et ønske efter mere. Bare drukne smerte, iltmanglen og Andy væk. Hun havde været stærk, hun havde ignoreret Michael. Ikke krøbet ind i hans varme, duftende favn. Ikke bukket under. Hun havde vidst at Andy havde størst chance for at kende nogen der kunne noget.
"Fuck dig," sagde hun pibende. Havde ikke kræfter til mere.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 2, 2013 18:08:09 GMT 2
Morgans ansigt fyldte hans synsfelt ud, som han stod dér med let bøjet hoved overfor hende. Tæt ved hende. Hendes ansigt skjulte det spartansk indrettede rum for ham. De brune øjne søgte ikke hans, men de søgte heller ikke væk. Andrews blik flyttede sig ikke meget - kun nok til at indprente sig hver en detalje af alt, hvad han behøvede. Men hans blik trak ikke meningen ud. Den forblev tom.
Andrew kunne mærke de svage spændinger i luften mellem dem - optakten til Morgans svage udbrud, som mere end noget vidnede om, at hun ikke kunne mere.
"Fuck dig," peb hun ynkeligt. I samme sekund, som det første ord undslap hendes læber, løftede han hendes ansigt lidt op med en hånd på hendes blodige kind og tommelfingeren under hendes kæbe. Ansigtet føltes lille og skrøbeligt. Hendes bløde hud føltes porøs på grund af det størknede blod.
"Hold kæft," svarede han udtryksløst. Han vendte ryggen til hende uden tegn på misfornøjelse. I et skridt var han henne ved vasken. Han tilbagelagde afstanden mellem den og Morgan lige så hurtigt - nu med en våd klud i hånden. Stoffet var for groft til hans formål. Det var godt det samme.
Han gned kluden mod Morgans hud, hverken blidt eller ublidt. Den frie hånd brugte han til at stryge hendes hår væk for at gøre plads. Mellem hans koncentrerede, blå øjne dannedes en lille panderynke. Han brugte kun en snip af kluden omkring hendes ene øje og øre ved hårgrænsen. Det var tydeligt, at Andrew gjorde sig umage. Uvis af hvilke grunde fandt han sig selv fuldstændigt fokuseret på denne simple handling. Det var, som om han fremmalede det ansigt, Morgan sjældent viste.
Efter et par minutter, hvor ingen af dem sagde noget, smed han kluden på bordet med et lille klask. Stort nok til, at det gav genlyd mellem de fire vægge. Stort nok til at flænge stilheden.
Andrew rettede sig helt op og lod sig falde tilbage på hælene, Han strøg sit eget hår væk fra ansigtet med en skødesløs bevægelse og kiggede på hende - næsten vurderende. Atter rakte han frem, men denne gang lagde hans hænder sig på hendes skuldre og tyngede hende nedad.
"Du har for meget tøj på," konstaterede han uden at fortrække en mine.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 2, 2013 21:33:39 GMT 2
Hun lå stille. Koncentrerede sig om to ting: At trække vejret og at mærke Andys akavede afvaskning af hendes krop. Vendte sin position i hovedet, mærkede at hun var roligere, om end svag og patetisk. Hun trak stadig vejret, kunne mærke åndedrættet, kunne mærke brystet hæve sig. Kunne mærke at det ikke var godt. Hendes forræderiske lunge var ikke med. Hvilket fik hende til at smile. Det brændte inde i hende og hun nød det. Som hun nød den ru klud og det kolde vand. Som hun nød koldsveden.
Var det Michael hun havde set? Wonderboy. Hun havde lyst til at han var her nu. At hun kunne putte sig ind til ham. Få ham til at stryge hendes ryg til hun sov. Det dunkede fjernt i hendes kranie. Hun havde slået det hårdere end nogen af dem havde tjekket. Hjernerystelse var ikke en uvant ting for hende. Det gik over. Hvis hun havde en. Han havde ikke langt hår. Længere hår. Kort hår var det billede hun havde af ham. Han havde ikke været der. Det var hun sikker på.
"Du har for meget tøj på."
Hun kunne kun havde for meget tøj på med en mand. Hun smilede og viste tænderne der endnu ikke var renset. Hans latterlige vask af hende kom ingen vegne, det kunne selv Morgan i sin nuværende tilstand konstatere.
"Åh baby, du tænder mig," sagde hun lavt, men med en anden styrke end før. Også fordi han tyngede hende, pressede hendes ryg mod bordet. Hun prøvede at sætte sig op og et sekund eller to, måske et minut, holdt han hende fast, hun så ind i hans øjne, smilede endnu, men vidste at han lige nu stod på et knivsæg. Nok var han flink, måske ligefrem øm, men om lidt slog han hende i maven med en stol. Måske. Han flyttede sine arme, men hans intimiderende nærvær blev ikke fjernet. Hun krængede jakken af, spændte BH'en op foran og lod den glide ned af skulderne, rejste sig vaklende op, holdt fast i hans skulder, der syntes for højt oppe, men netop højt nok til hun kunne støtte sig til en klippe der kunne flytte sig, fordi han ville se hende på gulvet. Hun lod bukserne åbne med en hånd, der rystede på grund af den usikre vejrtrækning, de hullede trusser fra mødet i gyden. Sad på bordet mens hun langsomt skubbede dem af sine slanke ben. Ikke for at være sensuel, men fordi fart ikke var en dyd hun lige nu formåede.
Der med læder forbundet med hende krop, blod endnu, et ansigt der virkede for hvidt, for rent og ben der ikke var berørt, hudafskrabninger påført af Michael og hår i en så grel farve det virkede som et latterligt udsagn, sad Morgan med sin perfekte krop og så på Andy.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 3, 2013 10:09:22 GMT 2
Andrew lod hende bare gøre det. Han lod hende bare vise tænder i et medynkværdigt forsøg på ikke at knække for øjnene af ham. Andrew lod hende bare gøre det. Han lod hende bare støtte sig op ad ham, da hun rejste sig og krængede bukserne af som for at skrælle et kunstigt lag hud af. Andrew lod hende bare gøre det. At han kunne få hende til det var i sig selv nok. At han bare kunne stå og se passivt til, var en sjældenhed blandt mænd.
Hans blik startede ved hendes tæer og standsede ved hendes alt for rene ansigt. Alt viste sig som aftegninger på hendes krop i form af hudafskrabninger, småskrammer og gamle sårskårper. De vidnede mere om hendes værdighed, eller mangel på samme, end hendes tatoveringer gjorde. Andrew følte en svag trang til at tage hendes hænder og brække fingrene på dem én efter én. Det var en barbarisk, næsten urinstinktiv trang, som ikke hørte hjemme her. Noget, der kunne vise, at hun var en brugt, lille skøge, der endog havde nydt sin straf. Men trangen var for svag - kun en strøtanke i hans tomme sind. Andrew var bekendt med større og mindre lyster, og de blev fortrængt alle sammen, hvis situationen krævede det - hvad den syntes at gøre alt for ofte nu. Dertil kom, at han vidste, hvad de hænder duede til, så at brække dem ville være fatalt. Hmm.
Håret fuldendte det udslidte og brugte, men blikket talte for, at hun ville noget. Udnyttes, til hun følte sig sikker på, at den anden var ovenpå, før hun skar nosserne af ham og serverede dem i sukkersød marinade.
Andrew sukkede næppe hørligt og gik hen og satte sig på bordkanten ved siden af hende med ansigtet rettet fremad mod køkkenvasken. Hvorfor, han havde forventet at se noget andet, vidste han ikke. Det var i højere grad Ofelia, han så, end det var Morgan lige nu. Måske var det mere Morgan end Ofelia. Den del af Morgans identitet ragede ham en skid. Derfor irriterede det ham, at den blandede sig. Men han så igennem dem begge og fandt ikke andet end en patetisk, tyndslidt, ung kvinde, hvis hullede trusser lå krøllet sammen på gulvet for hendes fødder.
Han lagde en hånd på hendes lår. Huden var kold. Benet spjættede ufrivilligt, men lå så stille. Hånden var rolig, men dens vægt i sig selv virkede måske tyngende. Den synes at ligge dér uden noget formål. Ikke engang som en menneskelig gestus eller et kærtegn. Andrew kunne mærke musklerne under sin hånd - muskler, der lige nu var tunge og passive.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 6, 2013 11:43:55 GMT 2
Det var ikke fordi hun ikke vidste det. Det var ikke fordi hun ikke kunne mærke det Det var ikke fordi hun ikke kunne se det.
Det var bare det hun følte.
Hun følte at hun ikke kunne flygte fra det. Hun følte brystet var påsat. Hun følte tyngden af hans hånd. Hun følte hans krops nærvær og at hun gerne ville have mere af hans krop end den intetsigende berøring. Hun følte at ingen af dem var vrede nok. Hun ville have mere end den hånd af ham. Hun ville gerne at han slog hende i maven. Hun ville gerne at han brækkede alle hendes fingre. Hun ville gerne at han trampede på hende og smilede imens. Ikke det der smil som han mente. Som hans ansigtsmuskulatur bød ham fordi han følte glæde, men det smil han valgte selv at have, hvor alting var fordrejet og forkert og præcist så hedt at hun nærmest kom bare af at se på det.
"Jeg har ikke lyst til dig," sagde hun med et grin. Lagde sin hånd oven på hans, lod de små blodindsmurte fingre, små sammen med hans, kærtegne hans håndryg.
Ikke fordi hun på nogen måde opfattede gestussen på hendes lår som et tegn på at hans fingre gerne ville længere op og ind. Hun vidste at han gjorde det for at patronisere hende, selv om de begge vidste at når hun tilhørte ham var det fordi hun valgte det. Fordi hun kunne lide at kun han kunne få hende til det. På sin vis.
|
|