|
Post by Tenner on Mar 16, 2014 14:37:39 GMT 2
Det tog al for lang tid og Michael kunne intet gøre. Intet andet end at vente. Stilheden lå tungt i værelset og den eneste lyd var hans egen vejrtrækning. Hendes var så svag, at man nærmest ikke kunne hører den mere. På et tidspunkt var havde hans hånd fundet hendes og han knugede den. Kold og lille i hans egen store. Fornemmelsen af hvordan livet stille og roligt sivede ud af hende, var uundgåeligt. Hendes krop var kold og hun reagerede ikke på noget. Hun var næsten væk allerede. Og han kunne intet gøre.
Han kunne mærke frustrationen og et mørke sprede sig i ham.
''Du kan ikke. Du skal ikke ned på jorden sådan.''
Hans pande var imod hendes og det svage åndedræt fra hende, var ikke til at mærke. Ikke en gang så tæt på.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 20, 2014 16:23:55 GMT 2
Tankvirksomhed. Det var der ikke noget af. Hun havde mistet for meget blod. Kunne ikke optage nok ilt. Eller hvad vidste hun om det. Intet. Hun havde aldrig søgt efter noget, men fulgt en masse ting. Lært meget. Lært ingenting. Der var ingen mening i det hele og det var sådan hun havde levet. Altid. Sådan ville hun helst huske det. Livet var så skrøbeligt og det var næsten utroligt hun ikke havde været så tæt på kanten før. Hun mærkede hænder på sig. Fordi de var varme. Hænder der søgte en puls. Åndedræt. Flyttede hendes krop let. Hævede hendes fødder. Hun ville aldrig have gjort det samme. Besværet.
Det var simple registreringer, ikke noget Morgan kunne vågne af eller ville. Det var bedre i det sorte. Også selv om hun kunne lugte Michael. Også selv om det hun mærkede indeni var et blik fra Andrew der sagde hun var det værste afskum. Hun ville bare have det sjovt. Ned på jorden, det var en del af det. En del af et opgør. Havde flertallet været for at skulle derned så ville Morgan sikkert være blevet.
Lige nu var alt forfærdeligt. Hun længdes efter noget. Noget mere. Michael havde vist hende noget hun normalt hånede. Noget som for hende kun eksisterede for tåber. Ikke hende, det var hun for klog til. Lyst og begær, men ikke ... elskov, kærlighed, følelser der blev længe efter. Hun prøvede grænser af, men det med ham var noget andet. Det var forfærdeligt. Smukt. Vidunderligt.
Hans skyld.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 23, 2014 11:33:46 GMT 2
Der gik for lang tid.
Michael var ved at gå ud af sit gode skind, men tog sig selv alligevel i bare at sidde og stirre ud af luften. Han reagerede ikke på noget, men stirrede bare. Mærkede hvordan håbløsheden tog over ham, for han kunne intet gøre. Han kunne ikke hjælpe hende som hun havde brug for nu, og selv om hun havde smadret ham på så mange måder, ville han ikke lade hende dø. Han ville ikke have på samvittigheden at han ikke gjorde hvad han kunne. Men det havde han gjordt nu og det eneste han kunne gøre var at vente. Vente på at personen han havde ringet til, ville komme.
Og det gjorde han også, men der var gået alt for lang tid frygtede Michael. Morgan var stille og om end endnu koldere end før. Hun var en idiot. Michael havde lyst til at råbe af hende, for alt hvad hun havde gjordt, men pludselig brummede hans teler og han satte den til øret. Fyren i røret fik ikke lov til at snakke færdig, før Michael havde rejst sig op.
''Jeg hjælper dig ind.''
Allerhelst ville han ikke forlade sengen, men gjorde han det ikke, kunne han ikke få hjælpen til hende. Det var stadig eftermiddag og før baren ville åbne, så Lou Lou lå og sov i sin egen seng, fuldstændig ligeglad med om hans niece levede eller var færdig, men blodet på gulvet fra hun havde kravlet ind, var fjernet. Michael tog sig ikke af om han larmede da han forsatte ned af trappen og ud i det stille køkken, videre ud i baren der var lige så tomt og dødt som resten af stedet. Ved døren stod hjælpen.
En rimelig jævnt udseende fyr, på samme alder som Michael, men med lidt mørkere hår, smallere øjne og briller der fik ham til at se ældre ud. Michael låste op for døren og åbnede op.
''Er det dine små skrammer jeg har løbet efter, for at rengøre?''
Fyren så lettere irriterede på Michael, men det alvorlige udtryk i Michaels øjne, fik ham til at droppe det for nu og i stedet opfange alvoren i situationen. Fyren hed Garret Wigfield, en Michael og Jones havde kendt siden de var hel små. Gennem alle årgange af skole havde de gået sammen og først da de var nået til at skulle vælge en uddannelse var det gået hver til sit. Ikke at de havde været bedste venner, men de havde haft en del tid sammen og havde oplevet mere end de fleste bekendte kunne påstå. Noget der havde gjordt at Garret skyldte Michael en tjeneste, som han nu kaldte på. Garret var gået af den medicinske vej og selv om han ikke var færdig uddannet læge eller tæt på, havde han adgang til midler, der måske kunne hjælpe Morgan. Måske var det for sent, men Michael ville ikke vove at tænke det endnu, hvis der var en lille mulighed for at det ikke var forsent.
''Bare følg med.'' Svarede Michael og låste døren efter dem, da Garret var kommet ind. Uden et ord skyndte begge sig op til værelset over baren, hvor Morgan stadig lå. Bleg og kold. Hun så død ud allerede og Garrets ansigt blev lige så blegt.
''Hvad er der dog sket?''
Michael satte sig ned ved siden af Morgan, hvor han havde siddet det sidste stykke tid. Han flyttede på dynen så Garret kunne se skudsåret, som Lou havde syet noget brutalt sammen.
''Hun blev ramt af en kugle fra et våben... Den er vidst blevet fjernet men hun har brug for hjælp.'' Michael kunne pludselig hører sin egen desperation i sin stemme. ''Garret kan du hjælpe?''
Fyren, der var en smule lavere en Michael og mere fedladen satte sig på hug og mærkede efter en puls. Den var næsten ikke eksisterende, men den var der dog. En lille smule.
''Jeg kan ikke love noget.'' Garret så alvorligt på Michael. ''Men jeg vil gøre hvad jeg kan.''
Og så gik arbejdet igang. Med hurtige bevægelser åbnede Garret tasken han havde slæbt med og hev sit udstyr op. Det var primitivt og bestemt ikke det helt store lægeudstyr, men nok til at få lagt et drop ind i Morgans blodåre, så hun kunne få tilført blod. Men om det var nok og om det var i tide var der ingen af dem der kunne sige før om nogle timer. Imens tilså han også såret og de forsøgte at få hældt noget vand på hende.
''Jeg kan ikke gøre mere, Michael... Nu må vi bare vente.''
De så begge to på den livløse pige på sengen, Michael længere end Garret, der havde flyttet sin opmærksomhed på hans ven.
''Vi du fortælle mig hvad der sker. Du ligner lort og har tydeligvis et eller andet med Lou Lou barens skank, og ringer til mig, fuldstændig panisk, efter vi ikke har set hinanden i et halvt år.''
Michael sukkede og rodede op i sit hår. Det var noget værre rod og lige så stille fik han forklaret Garret hvad der var sket, på meget kort tid. Hvordan han og Morgan pludselig var faldet for hinanden og bagefter alt det lort der var sket. Hvordan hun havde forladt ham midt om natten og alt det andet der var sket. Men ikke et ord om at Morgan var en del af oprørs gruppen kom ud af hans mund. Han havde lyst til at fortælle det, for det var lidt der det hele var ekskaleret, men han gjorde det ikke.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 28, 2014 17:43:51 GMT 2
Man kunne gøre meget med en skalpel. Men kunne han gøre det med så meget blod der forhindrede synet. Kunne han hele den kollapsede lunge. Han havde suget væsken ud af den, fjernet Lou Lous hårde sting og sat nogen fine, selv om han havde været i mod det. Han havde behandlet det med bedøvende creme, men den dødlignende søvn Morgan i gjorde at hun knapt stønnede under det hele. Værelset var lille. Der var nærmest ikke plads til de tre kroppe. Om end Morgan havde præsteret at være en hel del flere derinde.
Alt hvor Morgan havde gjort i sit liv ... det havde aldrig været for pengene, altid for følelserne. Alt Morgan gjorde. Aldrig havde hun gjort noget for profit. Væddemål handlede om udfordringen, at penge var involveret gjorde det mere seriøst, mens betalt sex havde været for at teste egne grænser. Hun havde fundet ud af hun ikke havde noget imod det. Og hun kunne presse prisen temmelig højt op. Lige nu skulle hun ikke dø. Der var nyt blod. Der var en tilstand. Men hun var knapt ovenvande. Hun kunne ikke se horisonten og som hun var der kunne enhver bølge slå hende ihjel. Det var som at drukne. Men nu ville hun ikke. Morgan strittede imod. Hun havde lovet Andy noget og det havde hun fandme tænkt sig at holde. Ingen skulle sige hun løb fra noget. Heller ikke når hendes fødder ikke berørte jorden. Selv om hun ikke kunne tænke. På andet at hun var ved at miste kontrol og hun sært elskede det. Elskede ... Michael. Han fik hende til at føle sig elsket og hun blev skamfuld ved den tanke. Hun ville ikke give ham smerte, men det havde hun og ingen af dem havde fået noget ud af det. Det hun havde ville hun ikke indså. Hun stod på en scene og kunne for spotten ikke se den virkelige verden rundt om. Kun høre gisp fra salen. Sådan havde hele hendes liv været. Hvorfor ændrer på det nu? En nærdødsoplevelse var heller ikke værre.
Hun lå i samme stilling som de havde lagt hende. Ordnet hende. Sørget for at hun for nu ville leve. Og de snakkede. Hun slog ikke øjnene op, mumlede bare noget. Læberne rørte sig. Alt andet var stille. Hun havde ikke så svært ved at få vejret.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 14, 2014 0:29:12 GMT 2
Efter Michael havde fortalt om ham og Morgans forhold, blev der stille imellem dem. Garret havde lyttet til hvert et ord, i fuldkommen stilhed. Hans øjne var ikke uforstående eller fordømmende, at Michael ville gøre så meget, for en der intet ville gøre for ham. Nej, Garrets øjne var egentlig medfølende, og mærkelig nok forstående, hvilket fik Michael til at føle at en ud af mange sten var faldet fra hans ødelagte hjerte.
"Det overrasker mig lidt, at du af alle er faldet pladask fra hende." Garret lavede en henvisning til Morgan der lå stadig lige livløs på sengen. "Men alligevel kan jeg nu godt se jer sammen. På en eller anden måde."
Michael kunne ikke lade være med at smile mat ved Garrets ord og hans øjne lå på Morgan. Hendes læber bevægede sig en anelse, men ingen ord kom ud af dem. Det var et lille livstegn med bedre end ingen.
"Hun skred fra mig midt om natten, som om det hele bare var en joke. Så jeg tvivler på at vi fortsætter, hvis hun overlever det her..." Han var stille et øjeblik. "Eller jeg ved vi ikke gør." I et øjeblik havde han tilladt sig selv at tænke noget andet, men hans hjerte blev igen hårdt men hans indre var et stort virvar af modsatrettede følelser. Med et dybt suk skubbede Garret sig fra dørkarmen, som han hacde stået lænet op af, og samlede sine ting sammen.
"Jeg kan ikke gøre mere for hende nu. Det eneste der nu kan hjælpe, er tiden og at få hældt noget vand på hende. Hvis der skulle være noget så ring, ikke...." Han tog sin jakke over armen og deres øjne mødtes et øjeblik. Så smilte Garret en anelse. "Og smut i bad. Du stinker værre end noget jeg før har oplevet."
Michael smilte oprigtigt for første gang i lang tid, rejste sig fra sengen og fulgte Garret noget af vejen ud af baren, før han var tilbage igen. Han burde gå i bad. Men en følelse i ham holdte ham fra det. Det ville føles forkert, for han og Morgan var ikke sammen mere. Han kunne gøre det der hjemme, men ikke her. Hvad der så holdte ham tilbage, kunne han ikke sige.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 21, 2014 22:03:22 GMT 2
Hun lå der. Hun hørte ikke ordene der kom ud. Han lagde ikke mærke til bevægelserne der fik sengen til at gynge. Præcis som hun havde købt den til. Morgan lå der bare. Hun var bare. Hun levede så at sige. Hun var ikke andet end en organisme der selv kunne holde sig i live. Hvilket var nok lige nu. Det var mere end nok for hende. For ham. For dem alle tre. Men hun hørte hans stemme. Helt inde, dybt inde kunne hun mærke ham. Der hvor det betød noget. Og det beroligede hende. Det var underbevidst. Det var ulig hende. Det var vel hvad hun havde søgt hele livet: Den følelse af at blive elsket. Bare elsket. Uden hun skulle give noget. Sig selv. Sin krop. Sine suk. Sit selvværd. Og søvn var noget hun havde brug for. Trygheden måske lige så meget.
Der gik længe. Måske var det sult. Hun opfattede ikke at han vandede hende en gang imellem. At han ganske enkelt stak en våd klud i munden på hende og lod hende sutte den. Hun opfattede heller ikke hun gjorde det. Det var bare sådan det var. Og det var godt for hende. Det styrkede hende let.
Hun åbnede øjnene. Michaels ven der havde fået tændt lyset og Michael der ikke havde slukket det. Hun så ham som det første. Det kunne ikke undgås han var der. Hun smilede let.
"Hey Wonderboy."
Bare de to ord. Et rigtigt smil. En dyne trukket helt op. Ikke en tanke på hendes krop der var gemt. Ikke en tanke på at bruge den. Bare oprigtigheden i smilet. I de to hæse ord der grundet det brugte svælg bare lød som en hvisken. Så hæst. Men umiskendeligt Morgan. Umiskendeligt de to ord. Øjnene der glippede lidt. Håret der virkede som hø. Den svedte pande. To ord.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 22, 2014 22:15:34 GMT 2
Michael havde slukket lyset igen. Ikke fordi han havde tænkt sig at sove videre, men fordi det på en mærkelig måde gjorde hele situationen lettere. Gjorde det mindre virkeligt. Tiden havde han ikke styr på, men han havde snakket kort med Jones i sin teler, forklaret hvad der var sket og havde skrevet til Maddie. Han søskende, så de ikke var bekymret for ham. De kunne sige det videre til deres forældre. Men han lagde ikke mærke til klokken og hans fornemmelse for nat og dag var væk. Hans sind var fuldstændig udmattede, men hans krop var ved at koge over af indebrændt energi. Det var mange timer, dage han havde befundet sig inde på værelset nu og han havde heller ikke tænkt sig at forlade det, før han vidste hvad Morgans skæbne var. At blive i livet eller at ende nede ved søjlens fod, sammen med alle de andre der havde mistet livet.
Han sad på kanten af seng, med den fugtige klud i den ene hånd, albuerne hvilende på lårene og hoved hængende mellem skulderne. Tæt på at give op til sit sinds træthed og lukke øjnene. Men så fik en stemme ham til at vågne op.
''Hey Wonderboy.''
Lød hendes stemme, hæs og næste ikke til at hører. Men den var ikke til at tage fejl af. Han kiggede på hende. Øjnene der havde vænnede sig til mørket, så hendes smil, der ikke var som så mange andre af hendes. Det var oprigtigt. Fik ham til at trække selv en lille smule på smilebåndet, men det nåede ikke helt hans egne brune øjne.
''Hey...'' Sagde han efter et øjebliks stilhed og kunne hører hvor udmattede han selv lød. ''Hvordan har du det?''
|
|
|
Post by Josephine on Apr 29, 2014 15:01:27 GMT 2
Det var et godt spørgsmål. Bedøvet. Langt væk. Lige her. Hun så op i loftet. Lod sine øjne vænne sig til mørket. Hun havde ondt. Men ikke som før. Hun kunne ikke gabe. Havde ikke meget stemme. Hun havde ikke engang lyst til sex. På den baggrund ville hun sige hun havde det dårligt. Men hun sagde ikke noget. Hun lå. Prøvede at finde ord, men lige nu kunne hun kun tænke på Michael.
"Hvorfor er du her?" sagde hun endeligt. Udfyldte stilheden med sin hæse stemme.
Morgan var ikke sikker på om hun havde sagt det før. Hun ville have svar alligevel. Bare fordi han fik hende til at føle sig som et menneske. En følelse af hun hørte til hos ham. At hun kunne være en sammen med nogen. Sammen med ham. Men se hvor hun lå nu. Og så var der hårdheden. Hun var ikke dum, men det dumt at falde for ham. Rigtigt. Og nu syntes hun det var synd for ham for hun ændrede sig ikke. Hun ændrede sig aldrig. Hun var ikke kold, men lige nu gjorde kulden i hende at hun trak sig tilbage, ind i sig selv. Hun kunne ikke modtage hans omsorg. Hans bekymring. For hun kunne ikke være med ham. Ikke med Jorden så tæt på.
"Du kan være ligeglad igen," sagde hun og lukkede sine brune øjne i.
Hun havde ikke brug for hans tårer. Hans kærlighed. Morgan var ved at blive flået fra hinanden indvendig. Modstridende følelser der sled. Hun ville ikke have han gik. Han skulle blive. Men han kunne ikke tage med hende. Han skulle ikke holde hende. Han skulle. Hvorfor?
|
|
|
Post by Tenner on May 5, 2014 22:49:04 GMT 2
Michael havde ikke forventet meget andet fra hende. Ingen stor glæde, eller søde ord. Hvorfor skulle hun? Hun var skredet fra ham midt om natten og han sad heller ikke selv med åbne arme mod hende. Tvært imod. Alligevel var der et lille stik i hans ellers temmelig bedøvet indre, som gjorde ondt. Hvorfor skulle det absolut være sådan? Kunne det ikke bare været blevet som en flirt imellem dem, i stedet for det her. Han pustede ud og trak på skuldrene. Havde jo egentlig svaret på det spørgsmål en gang før, men det var lang tid siden føltes det som.
''Bare fordi...''
Det var et tomt svar, men hendes spørgsmål var lige så tomt, og at sidde og forsvare sig selv var det sidste han havde lyst til at gøre over for hende. Han havde vel gjordt sin pligt. Beholdt sin selvrespekt i stedet for at skride og lade hende dø. Det var vel så han kunne se sig selv i øjnene bagefter. Kun en kryster ville efterlade en person døende i sin seng, uanset hvad. Og selv om han endnu en gang var blevet følelsesløs, så havde han mærket panikken, da hun var forsvundet i sit indre og været så tæt på døden, at han havde mærket den ånde i sin egen nakke. Med et suk skubbede han sig op fra sengen og så på hende, som hun krøb under dynen og lukkede øjnene. Hun virkede nærmest ligeglad og det var vel også ligegyldigt.
''Jeg håber i finder, hvad i leder efter, nede på jorden.''
Og det var vel egentlig hans farvel til hende. Han ville ikke sladre, men han kunne heller ikke blive hos hende mere. Også selv om en lille del af ham bad ham om at blive.
|
|
|
Post by Josephine on May 6, 2014 8:52:48 GMT 2
Men han rørte hende ikke. Han gjorde ikke andet end løfte sig fra sengen. Og hun kunne mærke den skiftende vægtfordeling da madrassen først bevægede sig under ham og så var stille. Hun lagde sig om på siden. Krummede sig sammen under dynen. En kugle. En knytnæve. En senet krop der prøvede at æde sig selv så det ikke gjorde ondt inden i. "Bare gå med dig, Wonderboy." Hun ville gerne have lydt afklaret. Kølig. Men i stedet lød det rystende. Det lød som en forespørgsel om at blive. Det lød spagfærdigt og mumlende. Det var hæst og fyldt med følelser. Fordi Morgan ikke kunne skjule dem. Det havde hun sjældent været god til. Når hun var kølig var det fordi hun havde det koldt og ligegyldigt når hun sagde det. Når hun var vred kunne man høre det. Morgan følte sig forladt. Hun så sin egen røde læbestiftskrift på spejlet, men denne gang var det ikke hende der havde skrevet det. Men ham. Forladt. Ene.
Alene.
|
|
|
Post by Tenner on May 6, 2014 23:42:49 GMT 2
Hendes ord skar i ham, fordi han kunne hører hun ikke var så ligeglad med at han gik, som hun måske gerne ville. De fik ham til at stoppe op i døren et øjeblik. Hans hånd havde fat om dørkarmen og hans knoer var hvide, et tegn på at han holdte fast. Enten for at blive, eller for at forhindre sig selv i at gå tilbage til hende. Det var svært at bedømme. Den lille stemme i ham fik pludselig en stor kraft og råbte af ham. Han skulle blive, for gik han, så var de færdige. Så kunne han aldrig se hende igen. Men kunne han det i forvejen? Havde hun måske ikke taget valget for dem?
Han så sig over skuldren, på den lille sammenrullede skikkelse af hende med ryggen til ham. Det føltes som at få en mave puster, men alligevel rettede han sig om. Havde Morgan set hans brune øjne, ville hun havde set den del af ham, der ønskede at blive hos hende.
Men han kunne ikke.
Med en af de værste følelser i kroppen, forsatte han sin vej ud af værelset, ned af trappen til køkkenet og videre ud af baren.
//forlader tråd, hvis altså ikke han bliver stoppet af nogen.
|
|