|
Post by Josephine on Jan 24, 2014 1:51:09 GMT 2
Langt ud på eftermiddagen. Hvilket det vel var en helt nats søn og en morgen og en middag og nu var det snart aften igen. Hun vågnede. Smerten i brystet. Det at hun var for let i hovedet, fordi blodet ikke kunne nå rundt uden ilt. Og fordi hun ikke havde nok blod i sig. Det tog tid. Ikke bare 14 timers søvn. Hun følte sig ikke bedre. Men lidt varmere. Lugten af hans sved var behagelig. Hun rørte ved hans ansigt. Hendes krop føltes som om hun ikke kunne bevæge den. Armen der var alt for stiv. Bevægelsen var akavet. For hende. Hun kunne ikke mærke ham med sin kolde fingerspidser. Morgan rejste sig. Eller hun flyttede sig frem ham. Hænder og fødder. hun hev sig op på sengen. Hvorfor hun ikke ville ham.
Armene. De var de slappe arme. At han ikke holdt hende. At han var som Andy. Ligeglad. Og Michael var ikke som Andy. Sengen var kold og hun var varm fra Michael. Lugtede af hans sved. Stank ligefrem. Hun smilede. Huskede et knald. Op ad døren. Og han lugtede af hende da de gik. Hun på arbejde og han drak øl. Og alligevel havde det ikke været nok. Lige som nu. Det var ikke nok at høre hans hjerteslag når han ikke elskede hende. Når han bare var slap og sov. Når hun ville have meget mere. Men Morgan kunne ikke komme op i den kolde seng med kun en dyne. Hendes krop låste sig. Hendes krop styrede hende og hun følte sig afmægtig. Kunne intet. Faldt bare sammen og et host der blev hæst og voldsom fik hende til at krampe i gulvet, at vende det hvide ud af øjnene.
Hun havde det ikke bedre.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 24, 2014 8:28:44 GMT 2
Det var egentlig svært at sige, hvad der præcis gjorde at han vågnede. For han registret hverken Morgans berøring eller at hun rejste sig fra ham. Heller ikke hendes host hørte han, men så snart hun ramte gulvet slog han øjnene op. Forvirret og fuldstændig stiv i kroppen af den ukomfortable stilling han havde siddet så længe i. Eller han havde ingen anelse om hvor længe det var, men han kunne mærke på sin ryg og ømme muskler, at det var lang tid.
Men det var slet ikke hans egne smerte i kroppen, som han tænkte på. Han havde lidt forventet at finde Morgan i sin seng stadig. Under dynen. Men der var hun ikke. I stedet lå hun på gulvet med dynen halvt over sig og krampe. Det tog kun et split sekund. Ingen overvejelse eller følelser omkring det der skulle vendes i hans hoved. Han reagerede rent instinktivt, fuldstændig som da han havde været oppe og slås med Andrew. Michael skubbede sig fra væggen og var henne ved Morgan på ingen tid. Han kunne mærke at hjertet sad i halsen på ham, men havde ikke tid til at tage sig af det.
''Morgan?''
Sagde han og lagde hænderne om ansigtet på hende. Ikke fordi han regnede med at kunne stoppe kramperne på den måde, men for at beskytte hendes hoved. Der var ingen kontakt. Hurtigt og uden besvær på trods af de stive muskler, løftede han hende fra gulvet og lagde hende tilbage i sengen. Hendes sår så hæsligt ud, og hun havde uden tvivl brug for vand. Hendes læber var hel tørre og hun var iskold mod ham. Men han kunne ikke gå fra hende og hente hvad hun havde brug for, før hun ikke krampede længere.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 29, 2014 23:16:18 GMT 2
Hun lukkede øjnene. Kunne ikke holde dem åbne. Kunne mærke sin hans hud mod hendes. Mærkede sin nøgne krop. Men mærkede især sine lunger. Hun skar en grimasse og smagte jern i sin mund. Vidste at hun måske havde det bedre end for timer siden, men at hun ikke var god. Hun kunne høre stilheden under dem. Kunne høre sin eget hikstende åndedræt.
"Ja," sagde hun hæst og mødte hans brune øjne.
I mørket kunne intet rigtigt ses, ikke af hende, og hun vidste at hun hverken skulle prøve at sætte sig op eller rejse sig. Der var ikke blod nok i hende til drastiske handlinger. Hendes fingre var iskolde og hun end ikke fornemmede at der var tær for enden af hendes fod. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til ham vågen. Husede ikke lige nu hvorfor hun var skredet. Vidste det var ikke pænt. Selv efter hendes standarder Hun skred aldrig. Hun gik ikke bare uden grund.
Hun havde løjet.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 2, 2014 22:15:15 GMT 2
Michael følte en svær lettelse, for hun var bevidsthed men det gjorde også at han kunne snakke med hende. Han gav forsigtigt slip på hendes hoved og trak dynen om hende igen. Hun var iskold og også helt ude af stand til at have en orden samtale lige nu. Så i stedet valgte han bare at tænke praktisk. Ikke noget med følelser eller små kærlige gestusser. Men han kunne ikke lade hende ligge, ligesom Andrew og Lou Lou gjorde. Han var ikke af samme støbning som dem. Iskolde. Hvis man spurgte ham.
''Bliv liggende.''
Sagde han bare og rejste sig fra sengen igen. Ikke fordi han ville forlade hende og det bar hans ord heller ikke præg af. Han ville ud og hente noget vand til hende, for hun manglede uden tvivl blod... Og det bedste ville være at få noget væske eller mad i hende. Og det hun nok kunne klare lige nu var vand. Han åbnede spejlet hvor et glas med tandbørster stod bag og han lagde dem på kanten af vasken, fyldte glasset til renden og var kort tid efter tilbage hos Morgan. Stadig den praktiske mine, men han kunne ikke klare at hører hende ralle på den måde, eller skulle bringe det hele op når hun havde det sådan. Hun var skredet fra ham, valgt Andrew over ham ... Og hvad han kunne gætte sig frem til, så havde de endda kneppet på trods af at hun var døden nær. Der var vel ikke rigtig mere tilbage for ham, var der? Han vidste det ikke, men derfor kunne han ikke lade hende ligge og lide. Det ville han ikke være en del af.
''Her, drik.''
Blidt løftede han hendes hoved en smule, så han kunne satte glassets kant mod hendes læber og hun kunne drikke selv.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 4, 2014 0:08:15 GMT 2
At han løftede hende op i sengen lettede ikke spændingerne i hendes krop. For det første var det som om han ikke rørte ved hende, ikke ville, ud over hænderne mod hendes ansigt. For det andet spændte hun for at koncentrere sig om noge andet end den smerte der syntes at gennembore hende. Morgan bed tænderne hårdt sammen, lukkede øjnene, åbnede munden igen. At trække vejret gennem næsen var for svært. Hun havde svært ved Michael lige nu. Han skulle brænde, være elskovssyg, synge en kendt sang for hende om at han ville elske hende for evigt, at han ville have hendes kneppeværdige krop og at han ville holde om hende. Men i stedet hentede han vand og hun følte at hendes hjerte pumpede for hårdt, kroppen larmede for meget og at hun lige nu var meget lidt attråværdig. Glasset mod hendes læber og det usexede ved at blive vandet som en forpulet plante. Men hun gjorde som han sagde. Om ikke andet så at tilfredsstille ham. Mærkede tungen der blev vædet, den lille tår der fyldte hendes mund, måden hvorpå hun anstrengte sig for ikke at få det i det forkerte, hivende, hvæsende halsrør.
Lyset fra gangen oplyste det patetiske sceneri. Den hensygnende kvinde og den kæmpe, mørbankede mand. Hende med et ønske om at sige hun aldrig ville give slip og ham med et ønske om at slippe væk. Muligvis glemme. Og hun ville give slip. Men med ham lige der, vågen, levende, troede hun på det. Hver gang hun sagde det.
Og glasset blev fjernet. Øjne prøvede at se ligegyldigt på hende. Og hun kunne aldrig finde på at sige tak. Heller ikke nu hvor de var alene i deres tosomhed. Morgan følte hun svandt ind. I sig selv. Men ikke det sædvanlige sted. Hun havde ikke engang lyst til at tilbyde sig selv som et objekt til ham. Af respekt for Michael. Der var størknet blod ved hendes sår, men i det mindste var hendes hår tørt, tykt og affarvet. Oplyste hendes blodmangel.
"Hvorfor er du her?" sagde hun og så direkte på ham. Han skulle ikke tro hun var blød. Han skulle ikke tro noget havde ændret sig. Han skulle ikke tro hun elskede ham. Hun ville gerne have, men han skulle ikke have noget fra hende. Hun var færdig med ham. Så færdig. Helt færdig.
Hendes krop dirrede, rystede fra kulden. Han lignede lort mere end hende. Mere end noget andet ville hun have hans arme om sig. Hans lugt. Hans ånde. Hans ord. Stemme. Bare at han var der . Og han skulle ikke vide det. Derfor så hun på ham. Hvilket gjorde det tydeligt: Hun havde ødelagt ham. Hvilket gav Morgan lyst til at sige hun advarede ham. Idiot.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 7, 2014 12:22:26 GMT 2
Han havde ikke forventet nogen synderlig gensynsglæde fra Morgan. Michael havde end ikke håbet på det. Hvorfor skulle han dog? Hun var jo skredet i nattens mørke, forladt ham trods hendes ord og Andrew var tydeligvis bedre i hendes døende øjeblikke end han. Så hvorfor skulle hun blive glad for at se ham. Hvorfor skulle hun bede ham om at lægge sig ved siden af hende og holde om hende? Og hendes ord nåede ham. Måden hun så på ham. Hun havde ødelagt ham vel, fuldstændig som hun havde forudsagt. Men Michael lod sig ikke synke sammen ved hendes direkte spørgsmål og hårde øjne, der virkede endnu bedre, når hun så så hjælpeløs ud. Han trak på skuldrene, så på hende med øjne der ikke viste meget form for følelse.
''Fordi jeg åbenbart følte for at se om du stadig var i live igår, og faldt i søvn.''
Det var jo derfor han var gået her op igår i skæv tilstand. Fuldstændig mørbanket, men hun burde være gået. Vidste godt at det nok bare havde været bedst for dem begge to. Hendes sår var blevet syet, ikke særlig kønt, men det var bedre end intet ... Og så var de også sluppet for at skulle snakke. Han kunne mærke ligegyldigheden i hans stemme og det var ikke noget han kæmpede med at lægge over sine følelser. Det var der bare.
''Og så er jeg ikke lavet af sten, som andre, så jeg har ikke haft samvittighed til at gå endnu.''
Fordi hun skulle hjælpe hende. Han var vågnet ved at hun lå og rystede på gulvet. Han var ikke umenneskelig og kunne gå fra hende sådan.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 15, 2014 18:01:23 GMT 2
Hun mærkede sig selv. Kroppen. Mærkede den i stedet for ham. Det at han så på hende. At han var ligeglad. Det gjorde ondt at se Andy i ham. Hvordan hans ord sagde noget andet men det var før og det kunne hun mærke. Et smil lyste op. Hendes blege ansigt. Hendes varme, levende øjne. Hendes tørre hår der virkede så lysende.
"Vil du have et trøsteknald, Sonnyboy?" Hun strakte sig bagover i sengen. Udstillede sin nøgne skønhed, som kun Morgan kunne.
Skønheden der lå der maltrakteret og udstrålede at hun gerne vil have ham. Men hun rørte ham ikke. Hun kyssede ikke hans krop. Inde i hende mærkede hun orme der vred sig. Prøvede at få hende til at indse hvad helvede hun havde gang i. Men der var ikke så mange tanker i hende. Hun ville rent faktisk gerne i seng med Michael, men det var bedst han gik inden han så ind i hendes øjne og bag sin ligegyldighed opdagede at hendes øjne forsat var blanke.
"Eller er forbyder din samvittighed dig det?"
|
|
|
Post by Tenner on Feb 19, 2014 0:13:53 GMT 2
''Sonnyboy?''
Gentog Michael med en hvis ligegyldighed. Hun havde givet ham et nyt tilnavn, og han var ikke i tvivl om at det nok var fuldt ud bevidst at hun ikke brugte det hun plejede at kalde ham. I et kort øjeblik blev han fristet. Ikke til at få et såkaldt trøsteknald, for han var ikke tændt, selv om hun gjorde sig til. Men han var fristet til at give efter for de følelser der nu stadig holdte til inden i ham. Følelser for hende. Følelser der var en del af det der havde fået ham helt ud over sin egen kant. Han var fristet til at lægge sig ved siden af hende og lægge armene om hende. Men hans krop lystede ikke. Han sad blot på kanten stadig og så på hende. Hvor forandret hun så ud med det anderledes hår, der havde gjordt at han ikke havde genkendt hende rigtigt, da han var løbet direkte ind i hende på gaden. Mærkeligt at de begge havde valgt at gøre noget med deres hår, fordi hun var skredet midt om natten. Han lagde ikke en gang selv mærke til at han rakte ud og tog en lok af hendes hår mellem sine fingre. Vel for at mærke om hun nu var ægte. Men ingen berøring af hud.
Så rettedes hans let fraværende blik sig mod hende. Direkte. Og ordene kom ud af ham uden han var hel klar over det.
''Det er ikke min samvittighed der stopper mig ... Jeg har bare ikke lyst til dig.''
Hans hånd var ude af hendes hår igen. Hvordan, havde han ikke været opmærksom på. Det var som om han kørte på fuld autopilot nu. Det hele blev styret af andre ting, end hans egen vilje.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 21, 2014 0:48:02 GMT 2
Morgans øjne lukkede sig og så åbnede de sig sløvt. Et farligt smil på hendes tørre læber. Noget der vågnede i hende. Det at han på den måde spillede op, måske endda uden at vide at det var hvad han gjorde. Også med hans overdrevne, påtagede ligegyldighed. Hun fik sin krop op, med en elegance hun ikke burde have, en vilje der kunne så langt mere end hun burde. Hun brystkassen der hævede sig som hun trak vejret ind. Hendes arm, den slanke hånd der virkede som om hun rakte ud efter ham og så nærmest dalede ned på dynen.
"Selvfølgelig har du lyst til mig, Wonderboy," sagde hun hæst. Så lavt det næsten ikke var andet end en veltilpas lyd fra hendes hals.
Munden der bed ham i øreflippen. Ganske let. Det hvæsende åndedræt der virkede som et brøl. Det brøl hun ikke kunne komme ud med. Det lå i hende. En mand sagde aldrig til hende at han ikke havde lyst til hende. Det var det sidste han ville sige. Hun ville sørge for det. Sørge for at han ikke ville have noget andet. At han var ødelagt. At hun ville ødelægge ham med begær.
Hun lukkede øjnene og mærkede hvordan det svimlede. Hvordan hendes krop blev slap og hun faldt sammen i et host. Vand kom til hendes øjne og hun hvæste. Var det det? Livet.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 23, 2014 23:33:29 GMT 2
Ja, inderst inde havde han jo lyst til hende. Men det var blot et begær, der ikke var på samme måde som igår. Det kunne kvæles. Holdes nede. For han ville ikke have hende sådan her. Døende. Rallende. Mærkelig elegant og alligevel tragisk. Hvor han fik viljen anede han ikke, den var der bare, men han sad rank og lod sig ikke mærke af hendes bløde læber, der bed ham let i øreflippen. Og øjeblikket efter var det som om hun sukkede og hendes krop gav op. Den kunne ikke klare det som hun gerne ville have den til at gøre og af ren refleks rakte hans arme ud efter hende og lod hende stille og rolige falde tilbage mod sengen. Det var første gang han rørte ved hende, hvor hun var vågen og et øjeblik gled bekymringen over hans brune øjne. Men det var blandet med en vrede. Alligevel følte han sig bedøvet inden i. Som om følelserne ikke helt slog gennem.
''Nej, jeg har ikke lyst til dig, men jeg vil ikke lader dig dø.''
Ord sagt ud af hans mund, som han ikke selv valgte. Men ikke desto mindre sande. Vel...
|
|
|
Post by Josephine on Feb 25, 2014 12:55:14 GMT 2
Hun mærkede hans varme hænder. Så meget varmere end hende. Den krop hun så naturligt brugte til netop at ægge var et ubrugeligt hylster og hun mærkede hvordan hun selv gav op. Det var ligegyldigt nu. Hvis hun skulle dø sådan foretrak hun det var hurtigt. Ikke at blive fornedret således. Han gjorde det hele værre. Han gjorde at hun havde lyst til at dø. Ikke kuglen. Ikke såret. Ikke manglen på ilt og de kradsende åndedræt der syntes så nytteløse. Hvis hun ikke var attrået var hun ingenting. Stilheden efter hendes host gjorde den larmende. Hun hadede stilhed. Brød sig ikke om den. Ville have så mange andre ting end stilhed. Men stilhed var hvad hun fik. Og så grinede hun. En tør, hul latter. Den rystede hendes krop. Var hånlig. Gled over hendes læber og skubbede stilheden ud hjørnerne, uden at fjerne den, nærmere forstærkede hun den. Den var led og ynkede Michael som han sad der stolt og kold men ude i stand til at lade hende dø. Se det ville hun respektere. Måske ligefrem beundre. I stedet lo hun.
"Det er nok for sent, snut," sagde hun hæst, nærmest rallende.
Øjenlågene gled i. Var nærmest transparente, man kunne se de små blodåre, rundingen fra hendes øjne. Det blege over den ellers brune hud. Fosterstillingen hun ikke prøvede at komme ud af, fordi den beskyttede hende, føltes tryk, rygraden der stak ud som et bakket landskab og de stærke muskler under resten af huden. Hun følte sig, igen, mat, træt. Uden indhold. Ikke i stand til at holde fast på tankerne, slet ikke i stand til at gøre noget med sin krop. Eller gøre noget egentlig ved Michael
|
|
|
Post by Tenner on Feb 26, 2014 22:31:01 GMT 2
''Nej.''
Sagde Michael, ikke med ligegyldigheden i stemmen længere, men fast besluttede. Han ville ikke lade hende dø, hvis han kunne forhindre det på den ene eller anden måde
''Du får ikke lov.''
Havde det måske været et hvert andet tidspunkt før hun var skredet fra ham, ødelagt ham og gjordt hans indre koldt, så ville han havde været langt mere panisk end hvad godt var. Men det var han ikke, blot rolig og med sikker på at han kunne forhindre det. Eller ihvertfald gøre et forsøg. Michael trak dynen op om hende, en ting han ikke tænkte over, og løftede sig en smule fra sengen for at hive sin teler ud af baglommen.
''Du har brug for rigtig hjælp..'' Mumlede han for sig selv, mens han rodede sine kontakter igennem. For første gang siden han var vågnet lød hans stemme ikke ligegyldig, men faktisk bekymret. Ikke noget han selv bemærkede, men inden i følte han sig også temmelig følelsesløs lige nu. Han var selvfølgelig ikke dum nok til at ringe efter lægehjælp fra SkyCitys hospital, selv om det havde været hans første indskydelse, da han havde set kuglen gå igennem Morgan. Han fandt nummeret og satte teleren til øret. Havde sine brune øjne på Morgan, der lå og var en skygge af sig selv.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 2, 2014 19:44:00 GMT 2
Morgan lukkede øjnene. Hun lå bare der og sank væk. Fra sig selv.
Tingene var ikke på til hende mere og hun var ligeglad med hvad han sagde. Hvad han gjorde. Bare han var her. Og det var han. Hun vidste ikke helt hvorfor kroppen lukkede ned. Hun kunne lide smerten. Normalt. Men nu ville hendes krop ikke mere. Den kunne ikke udholde det. I stedet lukkede den af og alt hun havde tilbage var tanker.
"Michael ..."
Det var ham hun tænkte på. Mumlen var underbevidst. Ikke noget hun lagde mærke til. Strengt taget var hun ikke selv til stede. Kunne ikke selv bevæge sig. Hun trak knapt nok vejret. Ikke uden at hive efter vejret og hvæse. Men det hørte hun heller ikke mere. Der var bare en lyshåret wonderboy.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 4, 2014 21:57:38 GMT 2
Han kolde indre føltes ikke længere følelses løst, men som om kulden tog fat om hjertet på ham og klemte til. Uanset hvor gerne han ville kunne være fjern fra Morgan, kunne han ikke mens han havde følelsen af at hun løb ud mellem fingrene på ham, som sand. Hun forsvandt og i et øjeblik kom den anden Michael frem. Ham der havde set hende til Den Store Koncert, ham der havde faldet hovedkuls og fuldstændig dumdristigt for Morgan Lou. Ikke den ødelagte Michael der næsten var det eneste tilbage nu. Han lagde forsigtigt en hånd mod hendes kind, mens teleren summede mod hans øre. Fortalte den var ved at få forbindelse.
''Du få ikke lov.''
Og så lød en stemme i den lille maskine.
''Kom her over med det samme,'' Stemmen i teleren skulle til at spørge om hvorfor men Michael gav ham ikke lov. ''Kan du huske den tjeneste du skylder mig. Kom til Lou Lous med det samme og tag dit grej med... Ja... Og hvis du kan skaffe en pose blod. Det få du af vide når du kommer her over. Nej... Du bliver nød til at prøve, jeg er ligeglad med om det er svært eller umuligt lige nu, men skynd dig!''
Michael var ikke i tvivl om at personen i den anden ende var på vej og ikke behøvede flere instruktioner, så han lagde på og smed teleren fra sig.
''Du får ikke lov Morgan.'' Gentog han endnu en gang og lænede sig over hende, så deres ansigter ikke var langt fra hinanden. Den iskolde følelse om hjertet var ulideligt og gjorde det svært at holde frustrationen nede. Han blev hevet tilbage i sin krop. Ikke blot en ligegyldig betragter der var ligeglad med situationen.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 10, 2014 15:16:23 GMT 2
Men det var ligegyldigt hvad han sagde. For hun var ikke længere til stede. Det var tydeligt for enhver hvordan Morgans krop ikke ville mere. Men Lou Lou havde gjort hvad han kunne og ville hans niece dø var det hendes valg. Det var hans indtryk. Mens Andrew nok mest var vred over hun kunne finde på det. For Morgan var det ikke planen, men enhver dag for hende var en god dag at dø på. Hun gjorde hvad hun ville. Hvad hun skulle. Hun gjorde altid sit yderste. I dag var ikke den bedste dag.
Morgan Lou. Endnu et rådende lig på den jord hun forsøgte at komme ned til. Hendes vej havde vist sig at være den hurtigste. Men åh! Hvor ville hun gerne være levende.
|
|