|
Post by Josephine on Nov 27, 2013 18:34:43 GMT 2
Det var forræderiske salt vand der løb ned af hendes ansigt. Det var ikke hende der gjorde det. Ikke hendes bevidsthed. Morgan kunne heller ikke stoppe det. Hun kunne ikke lade være med at smile, trods kroppens reaktion ved den konstante smerte. Hun glemte. Der var ingenting. Kun det. En rytme. Hans hænder. Det følte så meget. Der var ikke plads i hende. Kroppen kunne ikke holde til det. Opdagede end ikke hvordan hun faldt sammen og det kolde kar der fik hende til at bøje sig endnu mere. Det var hvad hun ville have. Hun kunne tænke det: Hans bevægelser og kroppen der gjorde så ondt at den flimrede. At hun ikke vidste hvor den endte eller startede. De store hænder der vendte hende. En smattet lyd der ikke var fra hendes underliv men det sammensyede sår. Hun havde stødt det igen og igen mod karets kant. Det var bare en af de dele af hende der gjorde ondt. At blodet løb stille ned over hendes mave.
"Det ..." hun gispede og blinkede. Sanke bare sammen. Bagover. Ned. Hendes arme hang bare slapt. Ligesom hendes ben. Hun trak vejret. Stadig hurtigt. Stadig overfladisk. Stadig som om de var i gang. Helt tom. Hun smilede. Lallegladt. Lukkede øjnene. Han måtte gøre det selv. Hun kunne ikke engang tale. Ikke mere. Det var bare lyde og lige nu var der et hvidt rum hvor hun bare kunne være i en evig glemsel. Evig for nu. Ikke engang Andy var til stede.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 27, 2013 19:52:11 GMT 2
Andrew tog sig ikke tid til at se på hende. Dét, han så, registrerede han hurtigt. Kyndigt. Øjnene ejede stadig ingen følelser. Det, han lige havde bagpulet, lå pulserende slapt på gulvet for hans fødder; ryggen havde sikkert fået skrabet huden af dér, hvor Morgan havde stødt den mod toiletpapirsholderen på væggen i sit glidende fald. Han så såret - også blodet, der løb ud fra det. Lou Lous primitive sting havde holdt - det var huden under stingene, der ikke havde haft tid til at lappe.
'Det - hvad?' kunne han have spurgt, 'kan du ikke mere? Eller vil du ikke?' Men Andrew undlod de hånlige ord - mest, fordi de i situationen var ligegyldige. Han vidste, at selvom Morgan ikke så ham nu bag de lukkede øjenlåg, så hørte hun ham udmærket. Han gjorde sig ingen anstrengelser for at skjule sin hån eller sin indre, ulmende vrede, som lå i lyden af hans kontrollerede suk. Et suk, der var velafbalanceret som hans hurtige, taktfaste vejrtrækning. Lyden af hans krop, der bevægede sig, da han langsomt bøjede sig ned over hende med en ro, der burde være beroligende, men ikke var det.
Andrew greb hårdt fat om Morgans hage og trykkede til på hver side af hendes kæbe for at tvinge hendes mund op.
"Hvad vil du helst, Morgan Lou," spurgte han lavmælt uden den mindste interesse for, hvad hun ville, "hvor vil du helst have min pik - i kæften, eller mellem benene?"
Andrews øjne var smalle. Stemmen kunne have været blid, men alt - selv mordlysten - havde forladt stemmen og gjort den ru og indholdsløs. Han slækkede grebet en smule om hendes kæbeparti og fnøs hånligt. Gav det udseende af, at han ventede på hendes svar.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 28, 2013 18:36:42 GMT 2
Hun stønnede. Vilje var der ikke meget af. Alligevel stak hendes tunge ganske lidt ud. Slikkede de flossede, blodplettede læber. Hun mærkede hvordan han gav slip fordi hun skulle svare. Sige noget til ham. Fordi det for ham var for degraderende selv at spille den af ud over hende. Der var ingen energi. Hun kunne ikke løfte fingrene og stryge dem over hans hud med nydelse for hun kunne ikke mærke dem. I stedet løftede hun armen og strøg hans skaft, velvidende om de kolde spidser. Så blid som hun kunne være. Det var næsten ikke til at holde ud at holde hendes arm oppe.
"Alle steder er," hun åbnede sine våde brune øjne, de skinnede, ind i hans lysende blå. Øjne der syntes at ville brænde hende op samme med resten af verden. Hun ville gerne have det. Forsvinde i hans inferno. I den vrede. "Gode. Bare jeg fikser den dør, ikke."
Hun grinede. Lydløst. Hendes arm faldt og hun vidste at han sikkert ikke ville gøre det. Bare fordi han kunne nægte hende det.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 28, 2013 21:36:25 GMT 2
Han greb Morgans arm, inden den ramte gulvet. Hans fingre klemte om hendes håndled, men ikke stramt nok til at volde hende smerte. De ulmende, blå øjne borede sig dybt ind i hendes. Noget svar havde han ikke ventet - endsige håbet. Men det ændrede ikke på situationen, det var der ikke noget, der gjorde. Hun tvang ham ikke til at tale med sine egne ord, gjorde hun?
Hans overlæbe trak sig en smule. Ville give udsyn til hans lige, hvide tænder. Men Andrews vrede øjne underminerede alt, der kunne ligne et smil. Vrede var den første og eneste følelse, han lod vise - og det var så ganske åbenlyst. Selv hans fod, der skrabede hen over gulvet, da han bøjede sig længere ned over hende, afgav en hvæsende lyd mod gulvet, som om bevægelsen var udløst af vrede. Hans lyse lokker fejede hen over Morgans blege ansigt. Hans tænder strejfede hendes øreflip.
I et spring var han pludselig oprejst, bøjet over hende. Trak hende op og pressede hendes slappe krop mod væggen. Velvidende, at hun ikke kunne stå på benene selv, borede han fingrene endnu hårdere ind i hendes overarme, hvor han holdt hende ubønhørligt fast. Der kom en lyd fra hans strube som et undertrykt vredesudbrud, da han stødte sin pik ind mellem hendes ben igen og igen. Til hendes øjne svømmede og ikke kunne holde kontakten med hans ufølsomme øjne. Til hendes vejrtrækning blev gispende og hendes underliv trak sig sammen om hans lem imod hendes vilje. Og til hun måtte give efter for et ufrivilligt hvin. Så slap han hende - efter hvad der forekom som alt for kort tid. Hun klaskede sammen for fødderne af ham med kroppen krøllet sammen i en stilling, hun normalt aldrig ville finde bekvem.
Kun hendes øjne prøvede at fokusere på ham - måske i trods. Andrew vidste det ikke, og han var ligeglad. Han satte sig på badekarets kant med siden til hende og lagde en hånd på sin endnu dunkende penis. Fnøs kort frem for sig i et tegn på morskab. Så arbejdede han roligt med den ene hånd i en rytmisk bevægelse. Han var tavs og rolig. Sad bare og masturberede, som om det var alt muligt andet. De smidige fingre behandlede hans egne organer lige så ufølsomt som andres. Da det var forbi, kiggede han på Morgan med et løftet øjenbryn. Sæden piblede langsomt ned ad hans ene inderlår og dryppede ned på gulvet.
"Jeg er klar igen," sagde han næsten hviskende og unødvendigt. Men han gjorde ikke mine til at gøre mere. Sad bare og betragtede Morgan med øjne, som vreden havde farvet mørke. Men det meste af vreden i ham var slukket for nu, og det vidste de begge. De vidste begge, at det var den vrede, Morgan ville have. Andrew skubbede sig ned på gulvet ved siden af Morgan, strøg hende under kindbenet med fingerspidserne og stak fingrene i munden. Det var den selv samme hånd, som han havde brugt til at stimulere sig selv med. Men han kendte smagen af sig selv. Og den var blandet med salt. Salt, som lige så godt kunne være Morgans tårer, som det kunne være hendes sved.
"Hmm."
Han lænede sig op ad karet og bøjede nakken bagover for at hvile baghovedet mod dets kant. Ingen sagde noget i et stykke tid.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2013 14:54:57 GMT 2
Hun åndede. Imiterede det under alle omstændigheder. Mærkede sin krop. Indvendig. Udvendig. Alle steder. Hver eneste del. Ikke en tanke i hendes hoved ud over impulser fra kroppen der fortalte hvor det var rart. Hvor det gjorde ondt. Hvor hun ikke kunne være, hvor hun skulle være mere. Andy var her stadig. Men hele hans show hvor han selv gjorde resten betød ikke noget for hende. Hun lukkede ham ude. Lod ham blive ude. Fordi hun nød denne krops skrig og ikke hendes hjernes. Der var ingen tvivl om at hun havde det elendigt og det mere end noget andet gjorde hende glad. Hun slappede af i sin smerte. Hengav sig til den. Hvilket fik hende til at stønne mere end Andys medfart. End hendes musklers orgasme og kroppens udløsning af endorfiner.
At slikke på hans fingre var som at sutte bryst hos sin moder. Ikke at hun nogensinde havde gjort det. Fået lov. Men det at sutte og slikke, bruge tungen som den eneste muskel gjorde hende sært rolig. Stilhed var relativt. For hende var stilhed en kropslig bevidsthed, det havde det altid været. For Andrew var det sikkert hun holdt kæft. Ikke engang det hun blev kold gjorde nogen effekt ud over hun registrerede det. Eller at hun rystede. At hun stoppede med at sutte fingrene der var blevet givet hende som nåde. Det var alt sammen noget der bare skete.
Og så. Stoppede det. Hendes krop var færdig. Den gjorde stadig ondt. Den havde stadig endorfiner. Men hendes tankevirksomhed begyndte at dreje som om noget andet. Hun hørte langt væk Michaels ord. 'Jeg er klar igen.' Vidste de ikke var sagt lige nu. Vidste at hvis hun kunne mønstre nogen kraft så ville hun gøre det igen. For det der nu skete var meget værre. Hun ønskede at nogen ville smide sprit over hende, lade hende i bade i det og så sætte en gnist mod hendes svampede krop. Et glimt. Et kort sekund. Lysende. Dét var hvad hun burde have fået Ofelia til. Hun satte sig op. Ved siden af Andy. Hans halvnøgne krop. Lænede hovedet mod badekarets kant. Hvæsede. Det var lungerne der talte. Hun kunne nærmest mærke det boble i den ene af dem. Overvejede hvorvidt hun kunne mønstre at sætte sig overskrævs på ham og løfte sig selv op og ned. Men hun gjorde det ikke.
"La, la, la," sang hun i en tone lidt for lys. Med et smil. Langsomt. Hæst. Med alt for mange stop til det næsten var sang fordi hun skulle have luft.
"I feel like a pin on the map in the middle of spaghetti road I know there's light at the end but the tunnel, it seems so narrow"
Hun hostede. Kunne ikke synge mere. Kunne ikke mere. Havde lyst til at græde. Men dét gjorde hun ikke. Ikke på den måde og aldrig foran Andy. Fint at hun fik våde øjne fordi hendes krop reagerede sådan, men fandme om hun ville få et følelsesmæssigt overload og tude.
Hun kravelede. Mønstrede ikke at gå. Ville ind til sengen. Sove. Det var det hun skulle. Sove.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 29, 2013 15:54:03 GMT 2
Det kolde gulv under ham havde fået en jævn temperatur fra hans krop, der endnu var varm - der endnu pulserede af liv og styrke i modsætning til Morgans. Andrew sad ubevægelig og kiggede op i loftet. Øjnene drejede fra side til side i deres huler, langsomt og kontrolleret. Han så, hvordan Morgan satte sig op ved siden af sig.
Da hun begyndte at synge, fik han lyst til at bede hende om at holde kæft, men han gjorde det ikke. Han vidste godt, at hun ikke ville holde til det. Det var først, da Morgan uendeligt langsomt begyndte at kravle, at Andrew reagerede.
Han kom på benene uden at forhaste sig, usvigeligt sikker på, at Morgan ikke kunne nå udenfor rækkevidde, medmindre han lod hende gøre det. Andrew trak sin T-shirt over hovedet, den var beskidt af Morgans blod og fugtig af deres våde kroppe. Andrew smed den hen til Morgan med en fejende håndbevægelse.
"Her."
Han sparkede sine underbukser op i hånden og trådte ind i dem, krængede dem roligt på plads. Han tog endda sine cowboybukser på igen, før han bevægede sig videre i rummet - trådte hen over Morgan og hen til badeværelsesdøren, som han åbnede. Luften i gangen var kold.
Andrew rodede i sit hår på sin skødesløse facon og rystede på hovedet for at få de vildfarne lokker væk fra øjnene. "Jeg ligner én, der er blevet bollet i røven," sagde han med tør humor og trådte ud i gangen på bare fødder.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 2, 2013 19:36:56 GMT 2
Hun tænkte hun var ved at forsvinde. Dét ville være okay. At hun snart ville være ingenting. Skam. Det smagte ikke af blod eller hans fingre. Det smagte af skam. Ikke grundet sex, eller skuddet, eller Michael for den sags skyld. Det var døren og Ofelia. At hun havde følelser der gik så meget ud over hende selv. At bekymre sig om en anden. Hun havde lyst til at kaste op, men i stedet landet en tung trøje over hende. Gled ned af hendes ryg, fik hende til at stoppe. Gispe. Hvæse. Som luften bare legede hvirvelvind i hendes mundhule. Morgan snerrede. Næsen der fik folder, de lange tænder der viste sig og hendes blik der gled op ad Andrews krop.
"Jeg skal ikke have mere fra dig," fik hun sagt. Før hun ynkværdigt og slagen, på hænder og knæ fik aset sig frem. Til hendes værelse. Hun ville krølle sig sammen. Anede ikke hvordan hun skulle kunne formå at få det her kadaver slæbt op på det der skulle blive hende refugium. Hun mente det. Var færdig med dét han kunne tilbyde hende: En chance for overlevelse og glemsel. Men andet var der heller ikke i ham. For hende.
Men han stod i vejen og mente at hans ord var sjove. Kunne høre selvtilfredsheden fordi det var hende der lignede det. Hende der var den svansede af de to. Lige nu. Hende der intet kunne uden en anden Homer til at holde sig oppe på spidsen af sin pik. Hun rejste sig. En møjsommelig vaklende affære. At holde hovedet højt. Et smil plantet på de blodmanglende læber. Djævelsk. Det sygelige hår der kun gjorde hende blegere. Den mørknede hud der tydeligt manglede sin glans. Jo hun var ved at forsvinde. Hun lænede sig mod karmen.
"Det kunne arrangeres," sagde hun stille. Ingen luft, ingen stemme, men hun sagde det og han hørte det. Hans sanser var bedre end nogens. Og som hun ofte havde lagt mærke til var hans sanser omkring hende ofte rettet mod hende.
|
|
|
Post by Xazal on Dec 6, 2013 13:09:24 GMT 2
Andrews øjne betragtede Morgan med den ligegyldighed, der lå ham så nær. Han fangede hendes bevægelser med sit blik, frøs hende fast med de blå øjne, og hun asede sig frem alligevel, stædigt og overvundet. Han lod blikket hvile på den krøllede T-shirt, som Morgan havde efterladt i sit kølvand, et øjeblik, før han vendte sig imod Morgan - denne gang med et ansigt, der var glat og mangelfuldt. Selv bisterheden syntes at have forladt hans ansigt. Det var kun øjnene, der brændte. På sin vis lige så satanisk som hendes smil var hans blik, men i øjnene var der kun kulde. Ingen hed vrede - ingen tordnende løfter om mord. Blot kulden.
"Det kunne arrangeres," lød hendes stemme. Hun stod lænet op ad dørkarmen. Han stillede sig overfor hende lænet op ad den modsatte dørkarm, så de stod som to groteske dørvagter på hver sin side. Døråbningen mellem dem var en kløft. Andrew ignorerede hendes bemærkning. Hendes kontra-reaktion på hans joke var mildt sagt ynkværdig, ligesom alt andet havde været det sidste lange stykke tid.
Nej, Andrew hæftede sig ved det første, Morgan havde sagt. Han kunne spidde hende med et hånligt smil, eller blot fnyse ad hende, som han plejede. Men lige nu var der kun kulden - denne kærkomne følelse af noget absolut, noget der ikke kunne ændres på. Noget endeligt, der enten ville slå dem ihjel eller give dem oprejsning.
"Du vil ikke have mere fra mig?" spurgte Andrew med rolig og fattet stemme. Selv spørgsmålet var betonet monotont og kunne lige så godt have været en konstatering.
Han fangede Morgans blik - så kun hendes omtågede indre, men fornemmede hendes tilstedeværelse - hendes klarsynede overlevelsesinstinkt. Andrew kunne bryde isen, hvis han ville - konstatere, at hendes lunge sandsynligvis var ødelagt, og at hun ville kradse af om ikke så længe, blev hun ved med at lege superior. Han kunne også fortælle hende, at hun om nogen vidste, at han sjældent gjorde noget halvt - jo, det var han fristet til, men han undlod det. Endvidere var der den mulighed, at han kunne spytte på hende. Andrew gjorde ingen af delene. Kun kulden og roen - og for en gangs skyld - alvoren omspændte ham.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 6, 2013 23:42:06 GMT 2
En dybånding fik hende til at hoste. Hun vidste at det var dumt. At behovet for at sove var kroppens, fordi den ville hele. Men som Andy også havde set var det ikke sikkert hun kunne heles. Hun kunne tage til hospitalet. Sige hun var landet på et eller andet. Kunne være plausibelt.
"Hvem har brug for hvem?" sagde hun. Hæst. Halsen føltes rå. Bar. Skrællet. Han vidste det jo godt. Sådan havde det altid været med dem. At han skulle finde tid. Når han gad. På de præmisser han tillod. Han lod hende ofte bestemme, men når han ikke ville mere så stoppede han. Når han fandt tid følte hun sig en smule levende. Fordi dybt inde i det bæst var der en mand der elskede hende. Hvad tog han hende for? Og hvorfor ventede hun altid på ham? Hvorfor var han så skide kneppeværdig?
Nu. Hun blinkede. Øjenlågene der hang sammen et øjeblik for længe. Som om de ikke ville lade hende se hvad hun allerede vidste. Hendes krop ville nok ikke klare det. Hun ville ikke bede ham om det. Hjælp. Det havde hun gjort. Det måtte være hans beslutning. Det var hans valg. Havde han brug for hende.
"Bare mellem os," sagde hun og åbnede dem. Brune. Skinnende. På grund af svagheden. Mumlede ikke, men der var ikke meget tilbage i hende. Ud over den her sandhed som han godt vidste. "Var det Michael jeg tænkte på."
|
|
|
Post by Xazal on Dec 8, 2013 13:55:29 GMT 2
Spørgsmålet hang i luften mellem dem. Det faldt ikke til rette på Andrews sammen knebne læber, fordi de ikke tilbød svar. Kun modspørgsmål. Andrews blik flakkede dog ikke. Øjnene var stift rettet mod Morgans perfekte, nøgne - nu også blodløse og blege kadaver. Der var ikke mere hud at skrælle af lige nu. Var han så endelig tilfreds? Havde han opnået, hvad han ville?
Ikke nu. Måske aldrig nogensinde. At give afkald på, hvad han var nu, var det sidste, han ville - det var det sidste, han havde, var det ikke? Andrew løftede langsomt en hånd op og gned fingerspidserne mod sit kindben. Intet i hans ansigt forandrede sig ved berøringen; det var, som om muskulaturen var låst fast. Øjnene stirrede stringent på Morgan, beregnende og kølige.
Hendes øjenlåg dannede en tynd barriere mellem deres blikke; Andrew vidste, at hans øjne stak, selvom hun ikke så dem. Han vidste, at når hun åbnede dem, ville hun sige noget latterligt. At det skulle omhandle Michael, havde han dog ikke tænkt på.
"Hmm," svarede han bekræftende, vidende. Det gav ham lyst til at skille læberne ad i et smil - at lade luften og smagen af Morgans blod sive ud med luft mellem tænderne. Skulle han stikke hende én for den udtalelse - fordi hun lagde op til det, og ikke, fordi hun med de ord fortalte ham, at hun længtes... noget, han i den grad gerne ville banke ud af hende. Satans. Det handlede jo ikke om, at hun lige havde sagt, at Andrew var mindre værd end Michael, for det ragede ham ikke en skid, hvad hun så i den nikkedukke - så længe (og her måtte han opbyde den største beherskelse for ikke at fnyse ad sig selv) hun formåede at fokusere på det forhåndenværende: Jorden. Hvor absurd, at hans tanker kredsede om det. Måske netop derfor rettede han sig op, undlod at stemme skulderen imod dørkarmen og mindskede afstanden mellem dem.
Han løftede en hånd til slag, men lod fingrene sprede et par milimeter, langsomt og behersket - indtil afstanden mellem fingrene var stor nok til, at han kunne rede hendes hår ud med fingrene. De fugtige, sjaskede lokker, hvis unaturlige neonfarve på en mærkelig måde spejlede det ulmende blå i hans irisser, sivede ud gennem hans fingre. Han følte, at han ikke var færdig med hende endnu - at han burde slå hende ihjel.
"Et nyt board," sagde han og trådte væk fra hende, før hun nåede at tage hans nærvær til sig. Måske var det det nærmeste, han kunne komme på en forsoning i denne situation. Andrew blottede endelig tænderne i et rovdyrgrin. Vendte sig langsomt om, tog et par begyndende skridt mod døren ud.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 8, 2013 19:24:28 GMT 2
Morgan vidste at den rørende hånd i hendes hår ikke var et kærtegn. Det var nærmere en konstatering om at han ikke brød sig om hendes hår. Hun slikkede sin læber. Sagde ikke noget. Lod ham tænke. Lod ham se på hende som om alt der var hende var en stor skuffelse for ham. Hun var klar over at det eneste der var vigtigt for ham i en hvis forstand var at hun åbnede den dør. Men hans langsomme fravending betød at hun kunne række ud og ind. Det var et slidt board, som alle de andre på væggen. Minder. Men de ville virke. Det var ikke for at være barmhjertig eller taknemmelig. Det modsatte. For at vise at hun endnu havde nok mellem ørerne til at tænke. Hun kastede det slapt. Havde besvær med at stå og holde, endsige kaste.
"Snak med Jakob," sagde hun hvæsende. Al sin vægt mod væggen. I ryggen var mørket og det selvlavede tøjstativ. Sengen på den anden side. Hun skulle bare ligge sig ned. Krølle sig sammen. Huske at trække vejret. "Han vil ikke hjælpe … og han er ikke så god … men han er alt du har … når … jeg ikke kan."
Jakob var en god dreng. Bekymrende. Han hjalp. Han holdt hånden over hende. Han elskede hende men ikke på den måde hvor han blev nødt til at gå i seng med hende. Han var en bedre ingeniør end de andre af hendes venner og han var let at skræmme. Så et godt bud, det bedste hun havde, hvis hun stoppede med at trække vejret. Det var ikke engang to skridt, næsten ikke plads nok til at vende sig men der var bare ikke mere end den indrømmelse og hun landede tungt, så støvet rejste sig. De røde dyner der syntes at omfavne hende og lod håret ligge lysende, som en glorie. Hun bøjede knæene og trak dem op til sig. Lagde armene om dem. Rystede. Var det nu hun døde? Gennemkneppet. Blødende. Med for megen smerte og en følelse af ikke at have opnået det hun skulle.
|
|
|
Post by Xazal on Dec 10, 2013 23:38:50 GMT 2
Lyden af boardet fik ham til at vende sig en halv omgang. Han fangede det glidende bræt med foden og vippede det opefter. Han greb om boardets buede ende og kunne føle det slidte træ mod sine fingerspidser. Behandlingen af boardet var lige så skødesløs som af hende. Han fnøs ad hende. Andrew lod boardet glide ned på gulvet igen og puffede til det med sin bare fod, så det gled forbi hende og halvt under den seng, som Morgan var på vej i. Hans blik vandrede hurtigt hen over Morgans liggende skikkelse med nøje afmålt foragt.
"Nej."
Det var det eneste, Andrew sagde. Det kunne lige så godt være hendes trods, han benægtede, som det kunne være hendes omtale af Jacob. Når Morgan omtalte nogens kunnen, gjorde hun det klart præcist, hvor lidt og hvor meget de kunne - for hun vidste, at Andrew hverken ville have mere eller mindre. Det kunne være et nej, der besvarede det uudtalte spørgsmål "Hvem har brug for hvem?", det kunne bare være, at han ikke gad hende.
Han vendte sig om og gik.
Kom først i tanke om, at han havde bar overkrop, da hans skosåler havde skrabet hen over det sidste trin. Nåh, hvad fanden - det ville ikke være første gang, at Lou Lou eller nogen anden så ham i den forfatning ...
... måske bortset fra Michael, som Andrew fik øje på, da han trådte ind i køkkenet på vej mod beværtningen. Men Andrew standsede roligt op, indvendigt forbløffet over at se Michael her, men udadtil udtryksløs. Desuden var det ikke svært at regne ud, hvorfor Michael stod her og hang med næbet. Forbløffelsen forduftede straks til fordel for hans hjernes hurtige resonering.
//Til Lou Lou
|
|
|
Post by Tenner on Jan 22, 2014 21:18:27 GMT 2
//Fra Lou Lous.
Han trådte op i lejligheden der lå fuldstændig stille hen. Lidt dunkelt, fordi der ikke var tændt noget lys og det tog et øjeblik for hans øjne at vænne sig til det. Men han behøvede ikke lys for at finde hen til Morgans værelse. Hans ansigt stadig fuldstændig udtryksløst. Hun lå på sengen. Krøllet sammen i foster stilling og i et øjeblik holdte han vejret. Hun var nøgen, og selv om det virkede umuligt med hendes tilstand at skulle gøre sådan noget, så undrede det ham ikke hvis det skulle være sket mellem Andrew og hende ... Andrew havde jo ingen trøje haft på og den mand virkede fuldstændig ligeglad med om der skulle være spildt blod på hans trøje. Men det virkede bare så umuligt. Men det var ikke derfor Michael holdte vejret. Det var for at lytte efter hendes vejr trækning. Var den der stadig? Den var næsten ikke til at hører. Det var hendes søvn, næsten lydløs, men han kunne hører den. Den var der. Og han kunne mærke en sten falde fra hans bryst. Hun var stadig levende. Lige så stille fik han listet dynen over hende og kunne mærke en trang til at lægge sig ned ved siden af hende. Holde om hende og give hende varme. Men han kunne heller ikke få sig selv til at røre ved hende. Ikke hvis det virkelig var sket mellem hende og Andrew. Hvem fanden kunne finde på sådan noget?
Med overraskende stille skridt, med hans tilstand både i krop og sind, gik han ud af værelset og ind på badeværelset, hvor Andrews t-shirt lå i hjørnet. Han tændte lyset og missede med øjnene. Så sig selv i spejlet. Lignede lort. Øjnene røde og næsen brækket. Med en dyb indånding lagde håndfladerne mod den og da han tømte lungerne trykkede han til. Satte den på plads. Det var en skærende smerte, direkte og brutal. Han måtte bide hårdt sammen for ikke at ømme sig højt og stod et øjeblik lænet over vasken, mens den dunkende smerte blev nogenlunde udholdelig. Så tændte han for vandet. Iskoldt, og pjaskede det i ansigtet. Dulmede smerten en smule, men han følte sig samtidig fuldstændig følelsesløs. Som var der lagt et tæt lag uld inde under huden på ham. Han kunne ikke en gang finde en egentlig følelse i sig selv lige nu. Hans brune øjne mødte ham i spejlet. Stadig lige røde, men ansigtet ikke smurt ind i blod mere. Blot vand. Efter at havde tørret det, slukkede han lyset og gik ud på den lille gang imellem de tre værelser. Trappen foran ham. Et øjeblik stod han bare stille. Med øjnene på trappen. Han kunne vel lige så godt gå, kunne han ikke? Der var ikke brug for ham længere. Men det var ikke hvad hans ben gjorde. I stedet førte de ham ind på Morgans værelse igen, lod ham hvile op af væggen på den beskedne plads der var imellem sengen og den, lod sig glide ned og strakte sine ben hen over den smule gulv der var der inde. Morgan lå i sengen og uanset hvor meget han havde lyst til at lægge sig ved siden af hende, kunne han ikke få sig selv til det. I stedet sad han bare ved siden af. Fortabt og forslået. Hans øjenlåg blev tunge og han bemærkede end ikke at han var ved at falde i søvn, før alt var sort omkring ham og han var dybt i mørket.
|
|
|
Post by Josephine on Jan 23, 2014 23:46:19 GMT 2
Der var så mange ting i hendes drømme. Som altid. Der var mest rod. Ting der for over hendes ansigt som trækninger. Hun bevægede sig ikke. Bevægede sig aldrig med andre der kunne se hende. Ikke andet end ansigtet. Som var hendes krop men ikke sindet. Som vidste hun Michael var der. Eller en anden. Hun var ikke klar over det. Kunne ikke høre det hvæsende åndedrat fra den kollapsede lunge. Kunne bare sove. Prøve at hele i søvnen. Hendes hjerne der gerne ville skubbe det hele væk. Eller var det hende? Var det bare Morgan der ikke ville have det hele, men kun det hun selv ville? At blive skudt. En ny fornemmelse. En ny oplevelse. Og øjnene kørte under den tynde hud. Som så hun en masse. På en del. SKulle forholde sig til meget. Hun løb. Løb fra noget, men leende. Hun vågnede fordi hun hostede. Mærkede dynen. Huskede den ikke. Og så ham. Den nye. Først troede hun det var Andy, men han ville have sparket hende til side og gjort plads til sig selv. Så hun vidste allerede nu at den varme krop der sov så fast på gulvet var ham. Hun rystede nu, vågen. Ikke fra smerten. Den var hun ganske vant til. Havde det fint med den. Fornemmelsen af ikke at få ilt nok, var dog ny. En anden form for pinsel hun var ved at finde behag ved. Det mørklagte værelse afslørede ikke tid og hun greb ikke efter uret. Men mærkede sin nøgne krop under tæppet hive sig frem til kanten. Hun følte sig svag. Træt. Så træt. Vidste at det var forket. At hun ikke behøvede søvn. Ikke meget og kun få timer ad gangen. Hun nærmere faldt på gulvet end noget andet, dynen med, mærkede ikke at gulvet var koldere end hendes krop. Muligvis fordi det ikke var.
Varmen fra ham var uimodståelig. Den kunne hun mærke. Som en magnet på hendes stive led. Hun støttede sig mod ham, fik sine kurver placeret på hans skød, hovedet under hans hage mod hans bryst, benene foldet og akavet lagt, for at holde på den varme hendes krop selv skabte. Ingenting, men det der var. Fingrene der syntes for slappe til at holde og trække på dynen. Kroppen der rystede. Michael der sov. Sov fra det hele. Men det passede Morgan fint. Hun søgte trygheden. Det Andy aldrig ville give hende. Alligevel ønskede hun at han ville vågne nu, Michael med det korte hår, og lægge sine arme om hende. Holde hende. Røre ved hende. Sige at han ville blive hele natten.
Rallende trak hun vejret ind. Hun kunne ikke ændre sig. Ikke hvis hun prøvede, havde hun ikke prøvet for ham? Heller ikke hvis hun ville. Man kunne ikke ændre sig. Men på sin særegne måde elskede hun ham. Mere end nogensinde. AT vide han var der. At han var kommet. At han sad der.
Så sov hun igen. Kroppen der befalede hvad hun skulle og svagheden til kun at give efter var for stor.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 24, 2014 0:15:27 GMT 2
Michael var i dyb søvn og selv om han havde villet, så registrede han ikke at Morgan flyttede sig fra sengen og ned til hans skød. Han var fuldstændig væk fra omverden, fanget i den tungeste søvn han længe havde prøvet. Hans arm lagt over sengekanten, så han kunne ligge med hoved mod den mod madrassen. Det var svært at sige, hvad han ville have gjordt hvis han var vågen. Han vidste det nok ikke en gang selv. For han var ikke umenneskelig, men han var heller ikke hel klar til så meget nærkontakt med hende. Det havde han ihvertfald ikke været da han havde sat sig ned på gulvet. Måske han havde ventet til hun var faldet i søvn, havde båret hende op igen og gået. Men han sov fra det og denne gang var det ham som havde en døds-lignende søvn, hvor han normalt være mere livagtig i sin søvne.
Han drømte ikke en gang. Det hele var bare sort omkring ham og alle smerter var væk fra hans sind. Alt var væk. Alligevel kunne han fornemme en kølighed lægge sig over ham. Ikke at han frøs, men det var som koldsved. Varmt, men frysende. Havde han slået øjnene op, ville han vide det var Morgan, men for ham var det blot et øjebliks fornemmelse der sank væk i mørket så snart det havde strejfet ham. Han ville gerne have været den første der vågnet af dem, for så havde han måske kunne forberede sig på den pludselige nærhed af Morgan, men hans krop havde brug for hele, ligesom Morgans. Hans sind ligeså. Derfor var der nærmest intet der vækkede ham og havde han været alene, havde han måske sovet i en dag eller to. Det var selvfølgelig også på grund af de stoffer han havde indhaleret med sin tvillingebror, som havde lagt et lag vat over hans sind. Gjordt det hele mere overskueligt, da Morgan havde efterladt ham. Alligevel var han endt på hendes værelse midt om natten, med hende på skødet nu. Dem begge to fuldstændig forslået og den ene mere død end den anden.
|
|