|
Post by Xazal on Oct 11, 2013 16:06:58 GMT 2
Andrew sad bare uden nogle forventninger til situationen. Hvorfor han afklædte Morgan, eller lod hende gøre det, havde intet konkret formål. Hvis det havde, var det sikkert af praktisk karakter. "Praktisk karakter" kunne lige så godt betyde "få hans pik op at stå", eller "vende Morgan som en ubetydelig pizzadej på køkkenbordet og tage hende bagfra". Men lige nu - lige nu og her - var det lige meget. Fordi alting omkring dem var lige meget. Fordi det var lige meget, om hun overlevede eller ej. Lige meget, om hun havde smerter. Lige meget, om han lige nu havde lyst til at tælle hendes ar eller lade være med at kigge på hende overhovedet. Det var så fuldkommen ubetydeligt efter to skudepisoder, et par glas whisky og et board-styrt. Hvem i hede hulen helvede havde egentlig lyst til at forlade Sky-City, når der var så rig mulighed for at lege katten efter musen? Elaine havde en god røv, men hun var en snerpet slumfisse. Og det var for øvrigt også lige meget. Hvad var det også med Michaels tvilling og hans sky blikke? Hvor blev de to lyshårede hængerøve af? Det var faktisk lige meget.
"Jeg har ikke lyst til dig."
Andrew følte Morgans hånd på sin håndryg, før han så den. De bløde fingerspidser, der langsomt fulgte de lange negles spor over hans hud. Kildrende og appellerende. Han drejede langsomt hovedet mod Morgan og så på hendes ansigts profil med klare, årvågne øjne. Han kunne lugte whiskyen fra hendes let adskilte læber og fik lyst til at hviske smilet ud. Mere, så det spejlede hans ansigt og ikke nogen andens.
Andrew flyttede ikke hånden, selvom det var mest nærliggende efter de ord. Mest af alt foretrak han ikke at sige noget lige nu. Han vidste, at Morgan lige nu talte sandt - at den fortættede atmosfære i mellem dem ikke var tæt nok. At han havde kørt på et andet spor for længe til, at de kunne mødes uden en kløft mellem dem. Lige meget.
"Det er lige meget, Morgan," svarede han roligt. Efter et par sekunders tavshed vendte han håndryggen ned mod hendes lår og greb fat i hendes smalle hånd. Han løftede den op i øjenhøjde og rynkede brynene ved synet af den, som var den et frastødende insekt. Hans fingre lukkede sig hårdt og ubarmhjertigt om den. Klemte så hårdt til, at han kunne mærke fingreknoglerne vride sig for ikke at komme i kontakt med hinanden og for ikke at belaste leddene og knoerne. Han slap den lige så hurtigt - hånden faldt slapt ned på hendes nøgne lår med et lille klask. Alt sammen efterfulgt af både hans og Morgans tavshed.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 13, 2013 20:41:24 GMT 2
Hun mærkede ikke smerten i hånden direkte. Fordi det gjorde ondt andre steder. Hun smilede mat til ham, men med en flød i sine brune øjne der vidnede om hun ikke var helt slukt. Hun så på ham og indså at selv om han stillede dette show op for hende nu så var hun ikke bange for ham. Hun følte ikke den velkendte snert af afmagt, den der gjorde hun skubbede hårdere og mere, for at han kom derudover hvor han kunne få hende til at smile af adrenalinens rus, fordi han vel skræmte hende på sin vis.
"I dine drømme, babe."
Smilet var hånligt, fordi hun vidste det ikke var lige meget. Hun havde altid lyst til ham når han var der. Hun ville gerne hive hans bukser ned hver eneste gang. Den effekt han havde på hende, at hun så ikke gjorde det hver gang var af en hel anden grund. Ligesom at hun nu burde fryse. Blodmanglen. Den afklædte krop. Det størknede blod. Men heller ikke det bemærkede hun. For det var lige meget. Hun lænede sig mod hans massive side. Satte prøvende fødderne ned mod gulvet, stod på sine ben. Følte sig som en då. Dum. Men så rejste hun sig. Suttede på sin normalvis så røde underlæbe, der nu virkede bleg og fesen. Som en syg wannabe udgave af Morgan. Det blålilla hår og hendes hvidlige krop. Hun mærkede letheden i hovedet af blod der ikke nåede helt op til hendes hjemme og de skridt der var hen til døren ville være endt i et fald hvis ikke døren havde været der til at støtte hende. Forpustet, hvæsende, med sort/røde pletter for øjnene udstødte hun også et fnys der var en latter.
"Et bad," sagde hun og prøvede at åbne døren.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 13, 2013 23:33:37 GMT 2
Der var ingen medfølelse i hans blik. Hvad han følte, var næsten ingenting. Mest vrede. Men det var så afgjort langt fra empati. Morgans slappe hånd vidnede om det som det eneste organiske levn, hvis smerte han var direkte skyld i. Andrew mærkede, at hans egne læber skiltes i et tilsvarende hånligt smil. Han fnøs en latter, der ikke var andet end ren morskab. Hun havde lige serveret én af de bemærkninger, der mellem dem ville blive husket som en joke. I hvert fald af ham.
"Du ved, hvor få drømme jeg husker," svarede han tørt. Det var sandt, og hun vidste det. Drømme var de eneste stunder, hvor man hengav sig til øjeblikket uden forbehold, fordi man ikke havde noget valg. Andrew hadede ikke at have et valg.
Hendes krop føltes klodset mod hans, da hun stemte imod ham for at komme op at stå. Men Andrew tog ikke tilløb til at hjælpe hende på vej. Da Morgan nåede døren, rejste han sig langsomt. Han kørte en hånd igennem de lyse lokker og gik hen til hende med afmålte skridt. Lagde en varm hånd på hendes, som lå på dørhåndtaget. Den selv samme hånd, som han havde kvast i sin for et øjeblik siden. Men nu holdt han bare fast i hendes hånd. Kulden fra hendes hud stod i skarp kontrast til hans varme. Blodtabet fik hende til at se hvid og mager ud.
"Et bad," svarede han og slap hendes hånd. Han vidste, at det lød som en accept - som om det passede i hans kram. Men det var ikke ment sådan. Det var blot, som det altid var: Han ville vide, hvor han havde hende.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 14, 2013 1:44:58 GMT 2
Hun vendte sig lidt. Hans hårde øjne i hendes. Prøvede at skære igennem hende. Prøvede at dissekere hende. Finde ud alt om hende. Som altid. Hun rystede lidt. Det var kroppens svaghed ikke hende. Det var ikke hende. Kroppen. Som prøvede han at brænde hende op med sin krop. Hun bar glad for at han havde tøj på. At han ikke forbrændte andet end hendes hånd. Og så alligevel. For hun behøvede bare at vende ansigtet op som han stod og hendes læber mødte hans. Ikke at hun havde kræfter til at skubbe dem langt ind mod Andys tænder. Hendes to omsluttede hans underlæbe og suttede kort på den, før et flip med tungen som afsked mod hans passivitet gjorde at hun nu ventede på at han ville åbne døren og føre hende ud til karbadet. Eller slå hende. Begge muligheder var tiltalende.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 14, 2013 22:55:18 GMT 2
Andrews øjne borede sig ind i Morgans, da hendes læber fandt hans. Hans ansigtsmuskler forblev passive. Igen var hans hud varm i forehold til hendes. Hans øjne borede sig ind i Morgans, der var så nær hans. Det var de kalkulerende øjne, der vejede mulighederne: At han tog hende ved håret og slyngede hende ned på entréens gulv, eller fulgte hende til badet. Det var lige præcis det beregnende blik, han havde håbet at se. Det var, som det skulle være.
Andrew lagde atter en hånd på hendes og pressede den nedad sammen med dørhåndtaget. Skubbede hende lidt fremad med den anden hånd mellem hendes skulderblade. Den nøgne krop vaklede et par skridt fremad. Han fulgte efter. Han løftede hende ubesværet op i sin favn. Han mærkede den nøgne hud under sine fingre krympe sig, mærkede kroppen, der spændtes og slappedes, Morgans ben, der slyngedes om hans liv som ledeløse fremmedlegemer.
Badeværelset var kun få skridts gang. Han forcerede afstanden hurtigt. Bare en Andrew-ting. Han satte sig på badekarets kant. Fingrene på hans ene hånd viklede knuderne i hendes hår ud. Hans ansigt var sammenbidt.
Af én eller anden grund var han irriteret. Af én eller anden grund havde han lyst til at grine. Det var Morgans beregnende øjnes skyld. For helvede.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 15, 2013 21:34:22 GMT 2
Et øjeblik. Et sekund. Split. Han vidste han havde valget. Valgte en mellemting der alligevel gav hende lyst til mere af ham, selv om hun ikke rigtigt kunne opbygge varmen til det. Han var ikke blid. Sørgede for at hun ikke smækkede hovedet mod karmen. Klemte unødvendigt om hendes lår. Smed hende. Næsten. Hun følte næsten ikke at karret var koldere. Tændte for vandet. Varmt. Kun varmt. Nåede nærmest ikke at putte sæbe i, den billige citrus, før han rev i hendes hår. Hun smilede.
"Du kunne komme herned, stud," sagde hun lagde en hånd, våd, på hans underarm. Mærkede musklerne under huden. Så stærke. Havde brug for styrke. Måske han kunne give hende det. Enten ved det som nogen kaldte elske, men Morgan og Andy sammen aldrig havde gjort, eller ved at han prøvede at drukne hende i vandet der allerede nu tog farve af hendes blod.
For Morgan var det en leg. Hun følte sig let. Ikke helt til stede. Som havde hun kun plads til en følelse af gangen. Det gjorde ikke ondt. Hun mærkede det varme vand og det prikkede, stikkede, sved. Kunne fornemme at hun ikke blødte mere, men kunne stadig ikke få ilt nok, havde ikke kapacitet i brystet til at holde på det. Havde på fornemmelsen at noget vigtigt blev ved at glide fra hende. Ikke den sammenklappede lunge. Noget vigtigere ...
Men lige nu var hun ved at genopbygge sig selv.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 18, 2013 10:43:48 GMT 2
Det hele kunne kun gå for langsomt. Morgan, som han mere eller mindre skubbede ned i badet, var måske af en anden mening. Men det tog han sig ikke af. Hans fingre i det våde hår, der slaskede ned ad hendes ryg, kendte ikke til nænsomhed. Men de var heller ikke brutale. Han gned bare sæben ind i hendes hovedbund - præcis, som han gjorde det på sig selv med sine bøsselokker, eller hvad fanden man kaldte dem inde i byen. Ikke, at Andrew nogensinde tvivlede på, at Morgan selv kunne vaske sig - uanset, hvor fordrukken og forslået hun var, var et bad altid noget, hun kunne præstere.
"Du kunne komme herned, stud."
Det eneste sted, Andrew ikke overøste med vand, var de nyligt syede sting på hendes brystkasse. Det eneste sted, hans fingre kun rørte hendes hud fjerlet, var dét sår. Den måde, han fjernede de størknede - nu halvvåde - blodrester, var, som når man fjernede små, næsten usynlige hår med en pincet. Det var behændige fingre, der var underlagt lige så megen kontrol som resten af hans krop. Øjnene, der fulgte stingenes mønster, missede ikke én eneste detalje. Hans hånd gled nedad hendes nøgne bryst - lod det varme vand følge i kølvandet på dens berøring, som om det kunne sløre brystvorten, der blev hård ved hans berøring.
"Hvorfor skulle jeg?"
|
|
|
Post by Josephine on Oct 19, 2013 18:00:52 GMT 2
Hun trak proppen op. Hørte vandet glide ud. Hvordan hans primært satte alle andre lyde end hendes hivende åndedræt i gang. Hun burde svare. Sige noget til ham der gjorde at også han ville tage tøjet af. Hun tvivlede på at han ville nedlade sig til det. Så vandet der i en hvirvel forsvandt. En blodlig hvirvel. Sank. Forsvandt. Hun sank sit spyt og prøvede at lade være med et ryste, men kunne ikke. Hun kom til at smile af sin egen ynkelighed. Hvor patetisk måtte hun ikke se ud. Det rent kropslige i at hun sad her og rystede. Morgan var rædselsslagen, ikke for at dø, men fordi det der nu skete ikke var efter hendes kontrol. Det gjorde hende våd mellem benene og samtidig rasende. Hvilket ikke var noget nyt. Men det virkede stærkt lige nu. Hun skubbede til hans hånd og spidsede læberne, smilede igen, satte proppen i og tændte for det skoldhede vand. Sådan som det skulle være. Kunne mærke det prikke i de kolde ben. En våd hånd, fremmedgjort fordi hun ikke kunne mærke fingerspidserne, der manglede blod. Som sine ter. Hun rakte ud efter Andy og klappede ham på kinden.
"Nogen skal jo holde mig varm," sagde hun. Vidste at også det nye hår måtte gør hende nærmest bizar hæslig at se på. Hvilket frydede hende. "Desuden vil du jo gerne."
Hun kunne ikke lade være med at grine. Nu ville han helt sikkert ikke.
|
|
|
Post by Xazal on Oct 27, 2013 13:43:14 GMT 2
Han hørte og lugtede mere, end han reelt kunne se. Vibrationerne i luften var et efterskælv af Morgans rystende krop. Den magnetiske afvisning, der var imellem dem, var vendt på en tallerken og havde endelig den tilsigtede, magnetiske effekt. Andrew kunne mærke det. Han kunne mærke, hvordan Morgan mistede fæstet, mens han bare stod som en del af alt det uberørte, som med tiden ville blive eroderet af vind og vejr.
Andrews øjne fæstnede sig på Morgans ligblege ansigt, idet hun med det skoldhede vand genvandt kontrollen. Han rørte med fingerspidserne ved det sted, hvor Morgans våde hånd havde klappet ham på kinden. En misbilligende rynke i panden var, hvad hun fik til gengæld.
Andrew vendte siden til hendes latter. Han kørte en våd hånd igennem sit hår og mumlede noget uforståeligt. Selv for ham. Noget, der lød, som om han var træt af alting. Men hans blik, da han vendte ansigtet mod Morgan, var mordlystent.
Han slog ud efter hende, men ikke for at ramme hende. Hans hånd greb fat i hendes og holdt den fast, mens han mindskede den korte afstand mellem dem med et halvt skridt. Hendes hånd førte han ned mod sin buksekant og lod den hvile mod det passive lem uden på de slidte cowboybukser. Han løftede det ene ben let og stemte låret mod badekarets kant.
"Hvor er din balsam?" spurgte han udtryksløst. I virkeligheden var han bedøvende ligeglad med Morgans balsam. Det var i grunden ligegyldigt, hvad han sagde. Lige nu var ord kun en latterlig forhindring, men Andrew nød den. Nød det ligegyldige ved at sige noget, der modsagde handling. Betragtede Morgans hånd mod sit skridt, som om han forberedte sig på krig.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 28, 2013 22:31:03 GMT 2
Så tydeligt et tegn på at han ikke helt, faktisk slet ikke tænkte på hvor hendes balsam var. Hun brugte ikke andet end den billige, citrusstinkende shampoo. Aldrig andet. Ikke bodylotion, ikke creme. Ikke noget. Hun klemte sine fingre om det han gemte derinde. Kendte hun ham ret kunne han sikker psyke sig selv til ikke at få rejsning. Men det var ok svært med tanken om hendes blodindsmurte korpus og det hvæsende åndedræt som blev hun pint.
"Den tror jeg du har," sagde hun slikkede sin læber. Stemmen var alligevel uinteresseret. Som om det ikke handlede, lige nu, om at hun gerne ville have han gjorde det. Kneppede hende. Dét hun ville have. Så hun kunne glemme Michael. Glemme sine kropslige smerter. Glemme at hun havde svært ved at trække vejret selv om hun ikke lavede noget og at der endnu var sorte prikker for hende øjne. At hun skulle kæmpe for at bevare sig selv en smule. Selv om hun stadig rystede. Hårdt at have armen hævet. Men sex fik hende til at glemme. Som det altid havde. Det bedste middel. Så ja det var en cheesy kommentar om hans sæd, men hvad betød det. Han forventede ikke andet og hun ville faktisk gerne have det. Ville hun ikke?
|
|
|
Post by Xazal on Oct 31, 2013 22:25:06 GMT 2
Andrew rørte ikke en muskel. Hans ulmende, intense øjne var, som de plejede. Der var en trækning om hans mund, som var lige så hånlig, som den plejede. Han viste ikke tænder. Ikke denne gang. Hvorfor skulle han? Morgan vidste lige så godt som ham, at de balancerede på en tynd line lige nu, og hvis der var nogen, som blev stående - så var det ham.
"Så kom og tag det," svarede Andrew tørt. Han tog fat i hendes arm og trak hende op at stå - tvang hende ud på gulvet. Hun var lille ved siden af ham - lille og nøgen. Kendte hun ham ret, ville hun forstå hans indirekte opfordring. Hvis ikke - så kunne det være det samme. Det var hendes triumf lige nu. Han var egentlig ligeglad. Det var faktisk en kende underholdende.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 4, 2013 23:43:37 GMT 2
Hun lænede sig imod ham. Siddende kunne hun styre det. Men så hurtigt hun kom op forsvandt blodet fra hendes hjerte og det hele svimlede. Hun sank og kom til at hoste, hvilket bragte blod med op. Hun gispede lidt. Gjorde hans dårlige tøj vådt. Fugtigt. Hang fast i selv samme T-shirt, gav slip med en hånd og rørte let ved hans ansigt.
"Jeg tror du bliver nødt til at give mig det," sagde hun med en selvsikkerhed og sædvanlig sexet ro, hun på ingen måder besad lige nu. Der burde have været et lillepiget tvist i hendes stemme, om end det ikke rigtigt var noget Andy tændte på. For hun sagde det ikke for at være en fantasi. Hun sagde det fordi det var reelt. Hun stod selv et øjeblik før hun tog fat i kanten og ville befri hans overkrop for tøjet.
Hun stoppede. Slikkede sine læber. Så på ham med brændende øjne. Trak vejret dybt og hivende. Så kyssede hun ham. Smagen af blod blev udvasket, fordi hun forlangte hans spyt, ikke bare læber, men tunge, hun foldede sine lange, smukke ben om ham, så hun ikke skulle strække sig på den måde. Det var ikke et kys fyldt med følelser. Det var ikke et kompliceret kys. Det var simpelthen fordi han ville kunne lide smagen af hendes blod i hans mund. Og hun ville virkeligt gerne have at han pulede hende. For alting gjorde ondt.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 25, 2013 11:52:03 GMT 2
Andrews øjne var kolde. Den medlidenhed, der kunne have været der ved synet af Morgan, var der ingen spor af. De blå øjne betragtede hende blot nøgternt - blot på den kølige, beregnende måde, som om han havde hele natten til at overveje hendes ord. Men overvejelser gjorde han sig ikke - hvorfor skulle han?
Da Morgans brændende øjne nåede hans, virkede afstanden mellem dem enorm. Men hans eget ulmende blik fandt lynsnart hendes under øjenlågene, der var blevet en kende smallere. Den blå farve glødede. Læberne, der var lukket sammen i den sædvanlige, bistre grimasse fik en hånlig trækning. Hun ville have, at han bollede hende. I modsætning til hende, kneppede han piger, selvom de lå kvæstede på en vej i ingenmandsland. Bare, fordi han kunne få noget ud af det. Spillet var ikke nødvendigvis betydningsbærende - alt det med begge parters involveren var en gang psykologisk ævl.
Han pressede Morgans læber ind mod hendes tænder, fik hende til at svaje bagover derved. Så smerten i hendes blik, inden han skubbede hende så hårdt fra sig, at hun måtte gribe fat i badekarets kant for at holde balancen.
"Godt," svarede han unødvendigt, slikkede sig på overlæben og blottede tænderne i et rovdyrsmil. Med hænderne havde han hurtigt lynet bukserne op og ladet dem falde ned om anklerne. Underbukserne røg samme vej, før han sparkede det ad vejen. Andrew greb Morgan ved skulderen og vred hendes overkrop omkring, så hun var nødt til at lade benene følge efter. Han skubbede det sjaskede, lange, sygeligt farvede hår væk fra hendes ryg og lod fingrene glide hårdt hen over hendes skulderblade og rygsøjle.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 25, 2013 17:54:46 GMT 2
Det gjorde ondt. Da han skubbede. Da han vente og ikke mindst da han begyndte. Nok til at de støn og udbrud fra hende ikke omhandlede hvordan hun fandt hans pik rar. Eller at han ramte hendes G-punkt. Hendes lunger kunne ikke følge med, hun spyttede i karet og kunne næsten ikke stå af egen vilje. Hvis det havde sortnet før var det intet mod nu.
"Er det bedste du har at byde på?" gispede hun. Med en latter. Et støn. "For jeg ... kan gøre det bedre."
Hun mente det. Ellers ville hun ikke sige det. Ikke til ham. Men han kunne få det til at gøre mere ondt. Fylde mere. Hun ville glemme. Bare i et minut. Og lige nu var det andre hænder hun tænkte på. En skulder med hendes tandmærke. Et andet støn. Ikke at Andy stønnede. Hvilket gjorde det mere foruroligende. Han rørte ved at hudløs område og det sved lidt.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 25, 2013 19:55:45 GMT 2
Det var ingen anstrengelse for ham. Han kendte rutinen bedre end de fleste - også med Morgan. Svedperlerne på hans pande ved hårgrænsen skyldtes kroppens stødvise aktivitet. Åndedrættet var roligere, end det burde være i situationen. Stønnene udeblev. Blodet, der rullede gennem hans årer syntes at smøre hans led med smidighed, som han vidste, at han ejede. Hans hårde lem præsterede som altid, men følelsen - optakten til den helt gennemførte orgasme forkom ham lige så ligegyldig og uvedkommende som selve Morgans forspørgsel. Andrew borede fingrene hårdt ind i hendes skulder og bøjede sig ned over hende. Stod så tæt ved hende, at hans t-shirt kradsede hendes nøgne ryg.
"Selvfølgelig kan du gøre det bedre," svarede han sammenbidt konstaterende tæt ved hendes øre og strejfede hendes kind med sin, da han tvang hende til at bøje sig ned over karet, så deres blikke blev tvunget ned på den lille blodpøl, Morgan havde spyttet op.
Så startede han forfra - trak pinen ud ved at pule hende langsommere, mens hænderne ubarmhjertigt fandt de ømme muskler på hendes skuldre og ryg og med en massørs ekspertise og sin egen brutalitet maste han de brugte muskler under sine fingre, til hun ikke kunne mønstre at holde sig oppe med armene længere.
Inden Morgan nåede at puste ud efter, hvad der kunne have været det sidste, vendte han hende om mod sig og knælede, så han var i bekvem øjenhøjde med hende.
"Du kan jo gøre resten," sagde han, fangede hendes blik med de kolde øjne. Smilede svagt. "Som du plejer."
|
|