|
Post by Tenner on Apr 6, 2012 23:12:29 GMT 2
Han lukkede øjnene igen, fordi søvnen tvang ham til det. Ikke at han faldt i søvn igen, han var fuldt ud opmærksom på Morgans læber, hendes varme og hendes ben der lå om hans. Han kunne mærke hun smilede mod hans læber.
''Man kan jo ikke sove for al din snak''
Han stemme var grødet af søvnen og den afslørede ikke om han havde hørt det eller om han bare lavede sjov. Han var faktisk ikke sikker på hvad han havde hørt. Han håbede det var rigtigt, at hun havde sagt hun elskede ham. Hvis det var rigtigt var han nok byens lykkeligeste mand. At hun ikke sagde det direkte til ham, generede ham ikke, men han ville ikke spørge. Det var vel ikke en gang meningen at han skulle have vågnet her nu. Han trykkede hende ind til sig, så deres kroppe lå helt op af hinanden.
''Kan du ikke sove?''
Det var jo rimelig åbenlyst, men det var også mest et spørgsmål for at jage søvnen fra ham. Det var så dejligt bare at ligge her med Morgan i mørket, væk fra alt og alle bare med hende i sine arme og uden bekymringer for noget.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 6, 2012 23:22:21 GMT 2
Hun samlede alt sit mod, trods klumpen i halsen.
"Åh, du hørte det?" var det en kommentar der lød lidt ... sørgelig? Hun var ikke selv sikker på hvordan det var kommet ud. Hun vidste hun burde være bedre til det her.
Men det var ikke det samme som at være på et board. Hun havde aldrig troet hun for alvor ville have svært ved sådan noget her. Sådan noget pjat, fordi hun aldrig rigtigt havde haft det sådan. Jo hun holdt af Lou Lou over alt hun kunne beskrive, men det var noget andet. Han var en gammel mand. Om end hun engang havde ladet som om han var hendes sugar daddy.
Hun mærkede Michael træk i hende og at hendes hud blev presset længere op ad hans. Hun rørte ved hans lukkede øjenlåg. Lettere på det blå, end på det andet. Hendes fingrer dansede en dans på hans træk, som for at huske ham. Som for at tage alt ind omkring Michael. Hun kunne svagt høre at Lou Lou i hvert fald ikke sov, for en svag melodi af Louis Armstrong kunne høres. Ikke specielt højt og måske også kun fordi det var Morgan og hun kendte Lou Lous vaner.
"Jeg ville ikke vække dig," hviskede hun fordi stemningen næsten krævede det. Alligevel kunne hun lade være med at tænke at det var præcis det hun ville.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 7, 2012 0:28:52 GMT 2
''Åh, du hørte det?'' Sagde hun, nærmest trist. Det var ikke et svar på hans spørgsmål, men det var heller ikke nødvendigt.
Det var altså rigtigt. Hun havde virkelig sagt det? Det trak i hans mundvige og han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Han nikkede, selv om det måske var mere en konstatering fra hendes side frem for et direkte spørgsmål. Han havde måske ikke hørt det første ordenligt og det hele virkede stadig lidt som en drøm, men Morgans lette fingre mod hans øjenlåg, kindben og kæbe gjorde det virkelig. Han kunne mærke hende. Hun holdte ham fast her og han ville ikke være andre steder. Overhoved. Han åbnede sine øjne igen og kunne se omridset af hendes ansigt. De store dybe øjne, der altid spillede op til en, men som havde set så meget mere i på få dage, den fine afrundede næse enhver model ville være misundelig over og de fyldige bløde læber, der havde været malet røde til middagen. Han behøvede ikke at se på hende for at huske hvordan hun så ud. Mørket gjorde hans syn udhvisket, men hun stod knivskarp for ham.
''Det er okay''
Sagde han uendelig blidt og hans fingre fulgte linjerne på hendes ryg.
''Jeg var ikke sikker på om det bare var noget jeg forestillet mig, at du snakkede. Om det bare var en drøm.''
Det lød som en eller anden corny score replik, som når man vågnede op med en pige og vær morgen trængene. 'Det var som en drøm i nat'. Men hans stemme bare slet ikke i retning af at det var det han ville have ud af hende. Det var jo sandheden han lå og fortalte.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 7, 2012 0:54:19 GMT 2
Hun gispede næsten lydløst. Det var lidt for overvældende. Hun vidste at alt på de her tre dage havde klappet kage. At alt bare havde været perfekt. Eller næsten. Men hvad fanden betød det.
Morgan vidste at hendes mund ville snakke, at hendes irriterende forelskede hjerne forlangte at hun sagde noget til Michael, der gjorde at han lagde sig ind under huden på hende. Der gjorde, at når han ville ... noget andet, så var det hende der blev såret. Hun ville aldrig ønske, at det ikke var sket, men hun ville dø lidt. Mere end hun var nu.
"Jeg .. du ..." og de øjne som nu havde åbnet sig for hende og som smilede til hende og hans mund der sagde, at det var okay hun var svag. At han gjorde hende svag.
"Du må ikke sige noget nu," hviskede hun og lukkede øjnene et kort øjeblik. "Jeg skal lige finde mine ord, fordi jeg tror, hvis jeg ikke siger det nu, wonderboy, så kommer jeg aldrig til at sige det."
Hun strøg igen hans ansigt. Kyssede blidt, næsten ikke hans læber og rørte så ved dem med sine fingrer.
"Jeg ville ønske jeg aldrig skulle lave andet end at være tæt på dig. Jeg ved godt, at den her nat, at de her dage snart er ovre, men jeg har ikke lyst til at savne dig. Selv om jeg ved at det kommer til at ske ... Jeg føler at jeg er gennemsigtig omkring dig. Du kan se lige igennem mine løgne, eller når jeg ikke fortæller dig hele sandheden og du vælger ikke engang at kommentere det. Du ved endda, at jeg skjuler flere ting om mig selv for dig. Fordi jeg er så skide hemmelig om alting. Det er næsten en vane," Morgans stemme var lav og nærmest sitrende. Der var mange følelser i det, selv om det nærmest kunne lyde lidt vredt, så var det langt fra det. Hendes blik veg dog lidt fra hans, men hun vidste ikke helt om Michael så det, når det skete.
"Jeg trækker ikke vejret fordi det holder mig i live, jeg trækker vejret, for hver gang jeg gør det, så er jeg ... så er det dit liv jeg indånder. Så er det mere tid sammen med dig. Sådan føles det. Og det er fjollet og dumt og total som en dårlig sang. Jeg er så bange for at du vil sige: 'Hey babe du var et godt knald' og så skride. Jeg ved godt, du ikke gør det. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at du tror det er mig der bliver træt af dig, fordi jeg lader dig tro det. Men det er bare ... spil for galleriet."
Hun begravede sin hånd i hans hår og sukkede opgivende over sig selv. Alle de ord hun havde gemt som betød noget og måske bare var vrøvl.
"Jeg er ligeglad med hvad hele byen siger om den gennempulede Morgan. De betyder ikke noget. De forstår ikke noget. De ved ikke en skid ... men Michael, jeg er stadig hende. Og jeg ved du vil sige, at det ikke gør noget. At det er mig du kan lide. At det er mig du e-el... elsker ..." hun hviskede det sidste ord. Bange for at det var en løgn.
"Jeg er den - sexkilling, men jeg er også hende der flæber i dine arme fordi du ... du gør noget ved mig. Og det kommer ingen til at forstå. Ingen ud over dig."
Hun lukkede øjnene igen og hendes hånd blev slap.
"Jeg vil bare gerne have at du ved hvem jeg er, for jeg tror ikke at nogen andre kommer til at vide det," hun mumlede de ord. Det hele havde været så unkontrolleret og famlende. Så ulig Morgans normale tale og hendes hals brændte nu.
"Jeg er ... færdig."
|
|
|
Post by Tenner on Apr 7, 2012 2:11:30 GMT 2
Michael lukkede munden da hun bad ham gøre det. Specielt da hun forklarede at det ikke var sikker hun ville komme til at sige det igen. Søvnen forsvandt som duggen på afgrøderne fra solen, og han lyttede til hendes ord. Hendes lange talestrøm, der var så ulig den Morgan han havde kendt for et par dage siden. Den pige han havde siddet sammen med i en af båsene, og snakket sammen med ham rigmands fyren Elliot. Hun åbnede sig for ham. Lod ham vide hendes tanker. Ikke bare i korte forsøg på at være mere en blot den sexkilling, hun oftes var. Mere end blot at stå og lade tårene trille foran ham. Hun lod ham komme ind og se den Morgan hun holdte væk fra alle
''Jeg ville ønske jeg aldrig skulle lave andet end at være tæt på dig. Jeg ved godt, at den her nat, at de her dage snart er ovre, men jeg har ikke lyst til at savne dig. Selv om jeg ved at det kommer til at ske ... Jeg føler at jeg er gennemsigtig omkring dig. Du kan se lige igennem mine løgne, eller når jeg ikke fortæller dig hele sandheden og du vælger ikke engang at kommentere det. Du ved endda, at jeg skjuler flere ting om mig selv for dig. Fordi jeg er så skide hemmelig om alting. Det er næsten en vane,"
Han tog sig selv i at holde vejret, som var han bange for at det ville stoppe hende med at dele sine tanker, sine følelser med ham, men det gjorde det ikke. Hun blev ved og lod hendes hånd begrave sig i hans lyse hår. Hun var hård ved sig selv, men han skulle ikke rette på hende. Han kunne godt se på hende når hun holdte ting tilbage eller ikke fortalte det rigtige, men han havde aldrig spurgt. Aldrig forlangt at hun fortalte sandheden og det betalte sig nu. Hun hev ham ind i hendes tanker frivilligt og lod ham vide hvordan hendes følelser for ham virkelig var. De var lige så store som hans. Hun var lige så afhængig, men en ting kom bag på ham. Han havde hele tiden troet at Morgan ikke var decideret bange for at miste ham. At hun ville blive træt af ham på et eller andet tidspunkt, og han så måtte stå tilbage og samle delene op fra sit knuste hjerte. Han ville nok godt kunne klare det, Forevigt ødelagt, men i live. Men det var ikke sandt. Morgan var bange for at han ville blive træt af hende og hun beskyttede sig selv ved at lade ham være i den tro. Troen om at hun ville forlade ham på et tidspunkt. Han opdagede at hans hånd ikke bare blidt fulgte hendes krops linjer, men at han holdte fast i hende. Som var han bange for at hun pludselig ville forsvinde når hun var færdig med at snakke.
''Jeg er... færdig.''
var hendes sidste ord. Hendes lange talestrøm blev lukket og hendes tanker flød ikke ud af hende mere. Han havde fået et glimt, men han bad heller ikke om mere. Han var glad for 'jeg elsker dig' og havde ikke turde håbe på at hun nogensinde ville åbne sig så meget for ham. Også selvom han kunne se dem sammen resten af livet. Men han var evig taknemmelig for at hun gav ham lov til at se denne Morgan. Den rigtige Morgan, som ingen andre end han havde set. At hun gav ham lov til at forstå. Der var så mange ting han kunne sige. Så mange ting han ville sige. Men det hele virkede ikke til at være nok, eller også virkede det til at være for meget. Måske ventede han for længe, men det var mange ting han skulle sluge på en gang. Men det gjorde ingen forskel for hans følelser for hende. Eller jo, han elskede hende mere, hvis det overhoved var muligt, men han hadede hende ikke. Fandt hende hverken svag eller utilstrækkelig, langt fra. Han lagde sin pande mod hendes og fangede hendes øjne.
''Tak''
Hviskede han. Det var et fattigt ord. Men han var taknemmelig for at hun lod ham se hende rigtig.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 7, 2012 10:08:07 GMT 2
"Tak"
Fordi hun havde åbnet sin store kæft og ikke bare sagt: 'Knep mig.' Hun fnøs. Hans greb i hende var så hårdt, nærmest krampagtigt, at hun kunne mærke det som en stikkende smerte. Hun lagde sin hånd over hans, og aede den. Hun var ikke så modig længere. Der var ikke mere tilbage i hende. Ikke til den slags. Hun havde smidt alle kort på bordet, i hvert fald om de ækle følelser, og hun fik et tak tilbage. Matchede det? Det var virkeligt ikke fordi hun forlangte at Michael skulle gøre det samme. Det var det ikke ... ? Men på den anden side var det nok netop det hun ønskede. At alt det hun kunne se foregik inde i hovedet på ham kom ud i år. Det behøvede ikke engang at være gode ord. Og ham der ellers snakkede for meget. Ham der nærmest afskyede stilhed. Han vor nok mere mejse en mand. Ikke den store føle, føle fyr, selvom hans brune øjne fortalte en helt anden historie.
"Jeg ville godt sige velbekomme," svarede hun en smule tørt.
Han havde sagt flere gang at han ville stikke af. Hun havde lyst til det. Efterlade alt bag hende. Selv om hun ikke kunne. Og Michael, han havde den perfekte familie. Hvorfor ville han give det op? Bare fordi hun ikke selv fattede familie konceptet, så vidste hun godt at de fleste havde brug for den følelse af at høre til i familiens skød. Som hende og baren. Det var der hun hørte til. Selv om en lille forrædderisk stemme sagde at Morgan var en kæmpe sceneluder. At på trods at hun var blevet skræmt så elskede hun jo at alle så på hende.
Men ... hun ville bare have Michaels opmærksomhed nu. Hun følte sig ... som om at hun passede med ham. Hun lukkede øjnene for at han ikke skulle se hvad der gik gennem hende. Han skulle tale når han kunne.
"Jeg ..." hun trak vejret dybt. "... hvade en masse der skulle siges, hva'?" Hun smilede ironisk af sig selv.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 7, 2012 11:34:27 GMT 2
Michael kunne ikke overhører tonen i hendes tørrer svar. Hun var ikke tilfreds med et tak - eller det virkede det ikke til. Og det var måske også forståeligt nok. Hun havde ligget og kastet det hele på bordet for ham og han takkede blot. Idiot Michael... Det var ligesom på rampen for to dage siden og i liften fra Markpladerne. Han måtte mande sig lidt op for hende og give hende lidt af sine tanker igen. Eller følelser omkring hende.
''Ja, det må man sige''
Han slap sit krampagtig tag i hende og han kunne mærke hans hjertes faste slag blive hurtigere, på trods af at han slappede mere af i kroppen.
''Morgan, jeg elsker dig.'' Det var lettere at sige det anden gang, men ikke mindre betydningsfuldt. ''Nogle ville nok syntes jeg er en idiot at jeg ville forlade det hele for dig, men det er dig jeg vil have. Ingen andre. Og så kan resten af verden skride, så længe du bare vil have mig.''
Han smilede mildt, vidste at det ikke var smukt og elegant sagt, men han ville heller aldrig blive den store poet.
''Og jeg er glad for at vide at jeg heller ikke bare er et knald for dig''
|
|
|
Post by Josephine on Apr 7, 2012 12:03:42 GMT 2
Morgan kunne ikke lade være med at le dæmpet. Den fyr. Han kunne tænde hende fuldstændigt med sine ord og så kunne han være så ufatteligt dårligt. Og så sagde han dét igen. Det skulle han ikke gøre til en vane. det var for meget. For overvældende. Det var en erklæring som hun aldrig følte hun vilel kunne leve op til. Man kunne vel heller ikke sige at hun gengældte. Kærlighed var for Morgan ikke noget der behøvedes at være gengældt og hun ville aldrig sige 'Jeg elsker også dig'. Det var jo totalt fjollet
Morgan slog Michael let på skulderen.
"Du var bare et knald for mig," sagde hun. I mørket var det svært at se hende smil. "Men helt sikkert det bedste hidtil."
Hun kyssede hans kind, vådt. "Spørg mig om noget." Hun vidste ikke helt hvorfor at det var røget ud. Hun kunne bare mærke at Hun var ved at falde på plads indeni og hun ville gerne snakke med Michael.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 7, 2012 13:04:35 GMT 2
Det var svært at se om hun smilede ved hendes ord, men han valgt at tage det som sjov. Det var for sjov, men det helt ekstreme intime øjeblik var ovre og hun lukkede for døren til hendes tanker.
''Så må jeg jo leve med bare at være et knald''
Han lo lavt, ville ikke tage hendes ord tungt. Så kunne han jo lige så godt begyndte at farve sit hår sort, rede det over øjnene og kalde sig selv en emo med svage følelser og sjældent sagde et ord. Det gad han sgu ikke. 'Spørg mig om noget' forlangt hun. Der var meget hun gerne ville spørge om, men der var et spørgsmål der lød højest.
''Hvordan var det at vokse op hos Lou Lou?''
Den store mand, med de lidt sære holdninger virkede ikke som den perfekte far, men Morgan elskede ham som sin egen far. Eller mere end sin egen far. Glenn var en spradebasse der troede han havde verden i sin klamme forgyldte hånd fordi han lavede musik.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 7, 2012 13:58:37 GMT 2
Morgan rullede sig med et tilpas suk om på ryggen med en arm under hovedet. Hun smilede stort.
"Se det formulerede du tilgengæld helt perfekt." hun trykkede ham på næsen og lo hæst. Hendes hals gjorde stadig ondt. Tsk. Det var også det der kæmpe lem. Og den der whisky.
Hvordan havde det været? Det havde været som det var. Men at putte ord på det. Hun var blevet spurgt før. Flere gange.
"Lou Lou er ikke lige præcis den der værge-figur som du ved ... ja de fleste forbinder med en forælder eller en beskytter eller hvad man nu kalder det der stads," hun viftede med den hånd der ikke lå under hendes hoved. Hendes frisure var ødelagt, nåle lå sikkert rundt om i sengen og men stadig ikke så få sad i håret. Hun pillede nogen af dem ud. Så hendes hår langsomt bare blev hendes hår.
"Men hvad ved jeg om det? Det her jo mit liv." Hun fnøs. Folk sagde altid det var mærkeligt, men var de selv så skide normale? "Han gav mig et glas varm øl til at sove på og var ligeglad med om jeg gik i skole. Lou Lou har altid givet mig lov til at servere, også før jeg boede her. Du ved ..." hendes stemme var drømmende. "... han skældte mig kun ud når jeg blandede forkert og forlangte at jeg kunne det på øjemål. Han gav mig mit første board, sagde at jeg selv kunne købe mit tøj hvis jeg ville have noget og så lo han altid når jeg kom til skade. Det gør han stadig. Han har altid råbt af mig som var jeg hans kone der driver ham til vanvid. Lou Lou har bare altid været gammel. hah. Da jeg fyldte ti gav han mig en rigtig cigar og fik alle stamkunderne til at synge for mig. Vi har aldrig selv lavet mad, fordi vi har Jeff og derfor kan jeg absolut ingenting på det plan."
Hun vidste ikke helt mere hvad hun skulle sige. Eller jo ...
"Og så spillede han altid musik for mig. Han lod mig sidde der inde," hun gjorde et kast med hovedet mod hans lejlighed, "med sin guitar eller klaver og var bare den eneste der lyttede når jeg spillede. Han sagde sådan her: 'Du er den ondeste heks til Jazzz, baby,' mens han røg og drak whisky. Jeg har bare altid fået lov til at gøre hvad jeg ville. Sengetider og madordning og stuearrest er ord som jeg har lært af andre børn i skolen. Disciplin," ordet blev nærmest spyttet ud, "har jeg ikke været udsat for under det her hus."
Hun åndede ud og så på Michael igen.
"Hvordan var det i dit hus?"
|
|
|
Post by Tenner on Apr 7, 2012 14:21:03 GMT 2
Michael ryggede sig selv, da hun rullede om på rygge, så han lå på maven med den ene arm under hovedpuden og ansigtet vendt mod hende. Den anden arm lå hen over hendes mave, ikke hel klar til at give slip på hende bare et kort øjeblik mens de lå og snakkede. Han lyttede til hendes fortælling om livet med Lou Lou, og hvor hver en forældre ville blive forarget smilede han. Morgan havde jo ikke taget skade af Lou Lou, det var ikke ham der havde svigtet hende, som Glenn og Dina.
''Det lyder som et liv i sus og dus for dig''
Han lo lavmælt. Havde Morgan levet i en familie med far, mor og børn var hun nok ikke blevet den hun var idag. Eller vent. Lidt var hun nok blevet. Da hun så tilbage på ham og spurgte til hans familie, trak han på skulderne.
''Det har sgu nok været rimeligt ordinært. Min mor og far har arbejdet, men også været forældre som de nu regnes for man skal være. Min mor prøvede at få banket lidt disciplin ind i Jones og jeg, men det har nok altid været lettere med Maddie og Joanna. Ikke noget med alkohol eller rygning før man var gammel nok og al det fis, selv om hun godt var klar over vi sjældent lyttede efter.''
Men i forhold til Morgans liv, virkede de små narrestrejer Jones og han havde lavet og en gang imellem lokket Maddie med i da hun var yngre, som de fineste høfligheder nærmest.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 7, 2012 14:36:30 GMT 2
Ordinært? Jaah måske, men ikke dårligt vel?
"Det 'liv' lyder nu heller ikke værst, sunshine."
Hun tog fat i hans hånd på hendes udspændte mave og flettede sine fingrer ind i hans meget større hånd. Hans større ru hånd.
"Al den bar snak har nok gjort mig sindsyg, på et vist plan. Jeg søger adrenalin. Det er mit drug."
Michael vidste det jo godt. Han havde jo hørt historierne.
"Men måske en der sagde tag hjelm på, for satan."
Hun lo ud i mørket. Og klemte hans hånd. Meget ville være lettere hvis hun bare havde haft odinære forældre. Hun elskede sit liv, men stadig.
"Jeg er bare sådan opdraget at man tager konsekvensen for det man gør og derfor ikke fortryder noget. Det har jeg ikke tid til. Og for det er Lou Lou mit et og alt på mange områder."
|
|
|
Post by Tenner on Apr 8, 2012 0:15:49 GMT 2
Michael kunne ikke holde kort latter tilbage over hendes nyeste påfund af kælenavn til ham. Sunshine, den havde han ikke prøvet før. Han så på omridset af hendes finde slanke hånd tage hans og flette sine fingre imellem. Hendes hånd var ikke kold, men fordi han var så varm føltes den kølig.
''Du af alle mennesker ville nok kede dig ihjel hurtigt, med sådan et liv.''
Sagde han med latter i stemme, mens han lod sin tommelfinger blidt følge det stykke mellem hendes tommel- og pegefinger. Han kunne godt følge hendes ord lidt. At hun måske havde savnet bare lidt, at nogen satte retnings linjer for hende. At nogen bekymrede sig for hende. Det havde han jo haft Lia til hele sit liv, og selv om han var voksen nu, forsøgte hun da stadig på at passe på ham. Måske kunne hun være en bitch nogen gange, men han måtte nok tilstå at han stadig elskede hende, som kun en søn kunne elske sin mor.
''Det er da også en meget god ting at leve efter, i stedet for at gå og fortryde hele lortet.''
Han kunne nok ikke pudse glorien her og sige at han aldrig havde fortrudt noget. Der var massere han gerne ville gøre om... Men hvis man gjorde nogle ting måtte man jo også bare tage konsekvenserne, og det havde han altid gjordt. At han så havde haft den egenskab at smyge sig uden om straffen siden han var hel lille, talte vel ikke med.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 8, 2012 0:33:28 GMT 2
"Set på den lyse side, så har alle de valg du har foretaget dig i dit liv, bragt dig lige her hen hvor du ligger nu."
Måske ville han en dag netop fortryde det. Men den tid den sorg og hun havde ikke tænkt sig at fortryde det. Måske hvis hun kom til at såre ham. Det ville hun fortryde.
"Jeg har altid bare ... kastet mig ud i tingene." Det var også det hun havde gjort nu. Hun havde gjort det igen. Og hun havde åbnet op og været så ulig sig selv at hun faktisk var lidt chokeret. Men der var ikke andre end hende selv at give skylden.
Måske også de der brune øjne og den der kække mund.
Hun bed sig selv i læben. Hun havde engang mistet sig selv, men det var så længe siden at det kun var et grimt minde. I dag var det ikke det der var sket, men hun havde bare ladet en side af sig selv komme frem som hun normalt sparkede når den allerede lå på jorden. Så var hun sikker på den ikke ville rejse sig. Men med Michael der hele tiden satte hendes kontrol system på overload var det som hun havde glemt sit cirkelspark et sted bagude.
Morgan klemte hans hårde end nødvendigt og drejede hovedet skarpt for at se på ham.
"Du ved ikke noget om hvad der keder mig," men hun kunne ikke rigtigt gøre det med den skarpe kommentar og øjne der lynede fordi han havde taget noget for givet som han ikke vidste. Men så snart hans ånde ramte hendes ansigt og hun igen var så tæt på ham, drejede hendes krop sig instinktivt. Hendes læber søgte hans og hendes hænder og ben samarbejdede om at smyge sig op ad ham.
"Mmh," sagde hun da hun et kort øjeblik trak vejret. "Hvorfor skal du også være så forbandet fræk?"
|
|
|
Post by Tenner on Apr 8, 2012 1:06:12 GMT 2
Det var vel rigtigt nok. Men ikke blot valg, men også begivenheder og små ting i hverdagen der ændrede ens liv hen af vejen. Sikke et dybt emne, og hans hjerne fungerede ikke til det lige nu. Ikke midt om natten, med Morgan lige ved siden af ham. Han nåede lige at åbne munden men den blev lukket igen da hun vendte. Det var ikke første gang at hendes øjne så kniv skarpt på ham og hendes ord ramte ham som en verbal lussing. Den var ikke så hård den her gang, men havde hun ikke på sin vis ret? Vidste han hvad der kede hende... Jo, at snakke om udsigten oppe på rampen, og han havde svært ved at se Morgan syntes det var voldsom sindsoprivende at sy. Men det var vel ikke sådan noget hun tænkte på. Måske ville hun syntes det var hyggeligt at sidde med en mor, eller en søster og sy et eller andet. Måske.
Men hans tanker blev fejet af banen hurtigt med hendes læber og hendes nøgne krop der smøg sig om ham. Det vækkede hele hans krop og han smilede gennem kysset.
''Det må du sgu undskylde''
Han skubbede sig op med armene og lænede sig ind over Morgan.
''Men du er ikke meget bedre selv''
Han kyssede hende. Kyssede hende begærligt og den her gang var det hans tur til at bide hende i underlæben.
|
|