|
Post by Tenner on Nov 5, 2012 20:06:10 GMT 2
MADDIE:
Hun lod sig hive ned på hans skød, hvor hun igen lagde hænderne ved hans nakke. De korte nakke hår kildrede hendes fingre. Hans første ord fangede hendes øjne og da han forklarede hvad han mente kunne hun ikke lade være med at grine, selv om hun var glad for hans komplimenter.
''Det kunne være jeg vidst alligevel skulle beholde det lange hår og tage kjolen på, på mandag. Så kan du får lidt konkurrence.''
Hvilket han højst sandsynligt ikke ville få, for han var den eneste der fangede hendes øjne og den eneste der skule have lov til at have hende for sig selv, når nu hun var stylet så meget op for første gang i sit liv. Kjolen var hendes nu, men hvornår hun nogensinde skule have den på vidste hun ikke. Den var al for fin og al for lidt hende og hun glædede sig til at få noget tøj på hvor hun turde bevæge sig. Hun smilede til ham og rynkede på næsen før hun kyssede ham. Hun ville ikke bare have et kort kys.
''De andre ved bare ikke at du allerede har vundet.''
Lo hun mod hans læber.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Nov 5, 2012 20:40:36 GMT 2
''Nu ikke så aggressiv Tess. En dag står du måske selv på den scene og så vil du overgå Ofelia.'' Jones sendte hende det der drilske smil, der vidnede om hans morskab. Han krammede hende, hvor han vidste hun egentligt bare havde lyst til at skubbe ham væk igen. Hun gjorde det dog ikke, selvom hun var så fucking tæt på. Han legede med ilden uden en tang til at tage fat med. Tessa kunne dog ikke lade værre med at smile skævt, om end tanken om at hun skulle stå på den rædselsfulde scene, ikke virkede særligt tiltrækkende på hende. Hun havde ingen intentioner om at komme til at overgå denne Ofelia.
”Tossehoved! Du siger bare det der, fordi du ville nyde synet af mig, der flashede ligeså meget patter, som hun gjorde, haha,” Tessa grinte nu. Det var et faktum, at Jones sandsynligvis ikke engang ville ligge mærke til hendes patter, hvis hun kom op på den scene, i hvert fald ligeså meget faktum som at han ville fryde sig over lyden af hendes stemme i de højtalere dér. ALDRIG! Det kom aldrig til at ske. Bum.
Da de var kommet hen til det sted, hvor Jones’ mor stod, kiggede Tessa kort og længselsfuldt hen mod dørene. Der stod en masse vagter og snakkede ophidset til hinanden. Måske var der nogen det var åh-så-frække at smutte fra dette ’selvskab’. ”Hej Tessa,” lød Jones mors stemme. Hun smilede imødekommende, om end en smule business agtig. Hun besvarede det med et nik og et smil. Ventede bare på at de skulle ind at se Maddie, hvorefter de så måske kunne forlade dette hul.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 5, 2012 23:19:42 GMT 2
Jones kunne ikke undgå at bemærke hvordan hans ord nærmest frastødte hende og det kom ikke bag på ham. Hun hadede den store fælles koncert og at hun nogensinde skulle stå på den scene var på ingen måder en mulighed. Uanset hvad. Men det var ikke meget hun delte ud af sin kønne sang stemme og det ærgede ham lidt. Nogle gange kunne han få hende til at synge lidt for sig, hvis de var alene, men det var ikke altid hun ville.
''Du har nogle nydelige patter, Tess.''
Grinede han og kyssede hende på kinden. Hans stemme var lav, så resten af hans familie ikke kunne hører det. Tessa hilste kort på Lia og hans mor ligeså, hvor de så efterfølgende kunne få lov til at komme med de to vigtigt udseende personer ned af gangen og hen imod den anden gang der førte hen til lokalerne bag scenen. Tessa havde på en eller anden måde fået sneget sig ind i Lias accept og hans mor var sjældent en stram strigle over for Tess, som hun ellers kunne være over for så mange andre.
Der var langt til hvor de skulle hen, og Michael, Jones og Tessa gik og snakkede sammen om alt og intet bag deres forældre. Hvis ikke de var blevet ført der til havde Jones aldrig fundet der hen selv, men hele det her arrangement var så sindsygt stort og største delen af befolkningen anede ikke hvor meget der forgik bag forhænget. Folk rendte frem og tilbage, løb forbi den lille gruppe og ingen så ud til at bemærke dem. Måske et undrende blik en gang eller to, men så snart de så de to personer som fulgte dem på vej, eller nogle enkelte genkendte Lia der høfligt hilste, virkede det til at de til at forstå hvad de skulle. Det var vel også åbenlyst. Pludselig stod de ved en lang gang, hvor døre var på ræd og række på hver side og navne på kunsterne var klistrede på enten permanent eller midlertidigt med papir. Maddies var med papir og et blik mellem Jones og Michael viste at de begge på en eller anden led var lettede. At deres lillesøster skulle forvildes ind i denne store falske verden var ikke det de ønskede.
Lia sagde et eller andet til de to personer i jakkesæt og de gik væk fra familien. George stillede sig ved døren og selv om han ikke ventede på svar, så bankede han på inden han bare svang døren op til sin datter, med en buldrene latter.
''Hvad laver i to?'' Lød George stemme, men den var ikke anklagende, men stadig med latter i stemmen. Maddie var selvfølgelig ikke alene.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 6, 2012 0:06:01 GMT 2
Gabriel så lynhurtigt op. Der sad han med Maddie på skødet, rød i hovedet af hendes kys. Det første han gjorde var at rette på sin briller. Og så smilede han. Det der smil Eva påstod gjorde at han kunne slippe afsted med alt. Det var stort og drenget for ikke at tale om charmerende.
"George, Lia," sagde Gabriel. Han nærmest løftede Maddie op på hendes egne ben og rejste sig selv, havde hendes hånd i sin. Ville ikke give slip på hende før hun selv gjorde det. Han vidste ikke om hun ikke havde lyst til det her eller om hun havde glædet sig til de kom. En sur pligt? Der bagved forælderne var de. Søskende og en pige han ikke kendte. Han så Joanna på Michaels arm. Ikke at Gabriel var sikker på hvem af de to brødre der var hvem. Men Gabriel løftede armen og vidste armbåndet.
"Jeg masserede simpelthen Maddies hals, den er blevet helt frygtelig øm af hendes fantastiske præstation."
Maddie virkede en smule lammet og det var derfor Gabriel sagde noget. Alle vidste jo at det var løgn og derfor den overdrevne løgn. Men det havde været uskyldigt og hyggeligt, så for pokker.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 6, 2012 14:56:02 GMT 2
Det gav et sæt i Maddie da det pludselig bankede på døren og hendes far kom ind med et stort smil og resten af hendes familie efter sig. Rummet føltes lige pludselig langt mere trangt, men de kunne alle være der uden problemer. Selv George, det var kun fordi de lige var blevet taget i at kysse, men det generede hende ikke længe. Det var så rart at se dem alle, alle pyntet op i det stiveste puds. Unormalt, men stadig hjemmeligt. Gabriel trådte til, da hun var lidt for længe om at fatte sig og hun kunne ikke lade være med at smile og himle med øjnene af ham, selv om det nu var rart at han ikke bare klappede i som en østers. Hvad en østers så end var.
Joanna gjorde sig fra af Michaels arme og var den første henne hos Maddie og hun nåede da også kun lige at sætte sig på hug før hendes lillesøster nærmest væltede dem begge omkuld.
''Du var rigtig, rigtig, r-rigtig dygtig og flot og må j-jeg får din kjole?''
Maddie nikkede. ''Selvfølgelig. Når du bliver stor nok til at passe den.''
Joanna ærgrede sig tydeligvis, men var hurtig videre. Både fra ærgrelsen og Maddie. Joanna havde selvfølgelig set da han viste armbåndet og de gange han havde været på besøg var han også blevet en af hendes ynglings personer.
''Iiih, du har det på, du-u har det på.'' Gentog hun og var hel henrykt over det. Det var hun jo hver gang.
Maddie rejste sig op og gik over til sin far for at få et næsten knusende kram. Han mumlede flere stolte ord til hende og hvis ikke hun tog meget fejl så lød han næsten som om han var ved at græde. Hun klappede ham på den skæggede kind. ''Så så lille far,'' Hun kunne ikke lade være med at le, selv om det overraskede hende lidt at han blev så berørt. Det havde hun alligevel aldrig oplevet før.
Maddie nåede kun lige at give slip på sin far og skulle til at sige hej til Tessa, som Jones havde slæbt med. Han veninde og ekskæreste gennem flere år, som hun havde kendt nærmest lige så lang tid som ham. Tessa havde nærmest boet hjemme hos Jones flere weekender og selv om hende og Maddie ikke var perle veninder; og nok aldrig blev det, så var hun sød nok. De havde da snakket et par gange alene og endnu flere gange når de havde siddet ved spisebordet. Men det var lang tid siden hun havde set Tessa, også på trods af at hun også gik på Konservatoriet. Men Michael og Jones var over hende inden hun kunne nå at få luft fra hendes fars klem, og hendes brødre var ikke meget bedre.
''Vi troede egentlig ikke det var muligt, men du kan jo faktisk ligne en kvinde.'' Grinede Jones og gik et halvt skridt tilbage for at betragte Maddie tæt på. Hun lo og lavede en pose for dem. Hun havde nærmest ikke set dem siden de flyttede og det føltes som evigheder. En enkelt gang havde hun lige nået dem inden de var taget tilbage til deres eget sted og der havde stemningen mellem de to været presset. Ikke sådan tydeligt, men hun var vokset op med dem og vidste at når der var et eller andet galt med den ene, så ramte det også den anden. Men det var forsvundet og Michael virkede utrolig... Lettet, men samtidig utålmodig. Måske han skulle ud til Morgan, men hvis Tessa måtte komme med ind, hvorfor måtte Morgan så ikke? Hun havde sådan en frygtelig lyst til at ligge med dem i sofaen, som da de var små og snakke om ingenting. Kun det der lige faldt dem ind. Hun savnede dem, specielt som hun stod og snakkede med dem nu, og oplevede deres smittende energi, mens de fortalte om publikums reaktion over Ofelias optræden og hendes egen. Hvor forskelligt det havde været og hvordan de havde været ved at brække sig af grin over Ofelias overraskende vovede scene show. Selvfølgelig havde det leet.
Jones havde igen lagt armen om Tessa, som hun lige fik nået at sige hej til inden Lia kom til og hev hende lidt til side. Hun snakkede mumlende så kun Maddie kunne hører det, men rosende ord fik hun ihvertfald, sammen med et kram, men hvad der mere blev sagt var svært at sige.
George stillede sig ved siden af Gabriel, der ikke lige fik lov til at slippe for Joanna.
''God redning.'' Sagde han til Gabriel med et sigende smil, tydelig henvist til Gabriel lille forklaring. George var fuldt ud klar over at Gabriel og hans datter ikke bare havde siddet pænt og snakket, og det generede ham nu ikke. Gabriel virkede til at være en anstændig ung mand. Alligevel havde han sit beskyttende far-gen, der var bare ingen grund til at være overbeskyttende.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 8, 2012 0:37:10 GMT 2
Gabriel nød bare familiesceneriet.
"Jeg kunne da ikke finde på andet, prinsesse," sagde han med et smil til pigen. Hun var en køn lille en og et glimt så han at have seks eller syv som lignede hende med rødt hår og klædt i historisk prinsessetøj som deres mormor nød at sy til dem. Efter Evas anvisninger. Han hev i en af Joannas krøller og den sprang på plads. Han kunne ikke lade være med at le og så var den store George ved ham. Det var mærkeligt hvordan Maddie var så lille og petit når hendes brødre og i særdeleshed hendes far var de rene kæmper. Gabriel syntes at Jonas var høj og bred, men det var intet mod George. Han var bare en der fyldte rummet med muskler og en hjemlig hygge. Gabriel følte sig ekstremt skravlet og umandig. Også taget i betragtning af mandens sønner der let kunne knække hver en knogle i hans krop.
"Redning, hr. Pax?" sagde Gabriel, påtaget forvirret. Han blødte så op i smil og så på Maddie så der ikke kunne være tvivl om hvem han talte om. "Jeg har aldrig oplevet noget så fantastisk smukt. Hvis hun bare kunne se hvordan jeg så det ..."
Gabriel vidste at den slags ville være acceptabel at sige til hendes far. Skulle han derimod tale med hendes mor var det nærmere teknisk kunnen og hvordan Maddie kunne forbedre sig til næste år. Det var ligegyldigt med George. Der måtte man gerne bare fortabe sig i velmenene ord.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 8, 2012 11:26:40 GMT 2
Joanna lyste helt op da han kaldte hende prinsesse og hun var tydeligvis endnu mere betaget af Gabriel end Maddie. Hun stod helt op af ham, men ligesom sin søster var hendes opmærksomhed så flaksende og ikke til at styre. Hun gav pludselig slip på hans bukseben, for at løbe over til hendes mor, storesøster og to brødre.
George rystede på hoved af Joanna, med et smil og kastede så sit blik på Gabriel der så på Maddie med en hengivenhed han kendte fra sig selv, den gang han selv havde fundet Lia. Hun havde bare ikke set hans vej, før han selv havde gjordt noget ved det. Men George var også realistisk. Han forventede ikke at Gabriel absolut skulle være den første og eneste for Maddie, sådan var livet sjældent og han havde jo selv måtte lede blandt flere inden han var sikker. For ham var det bare rart at se, hvilken effekt drengen havde på hans datter. Hun var stadig lige drømmende og flyvsk, men hun blev hos dem. Hun vandrede ikke hvileløst rundt i byen som hun havde gjordt før og hun havde nok trængt til at få øjnene lidt op for drenge. George foldede armene over sit massive bryst og pustede ud i velbehag over syntes af sin familie.
''De er perfektionister de to,'' Han snakkede tydeligvis om Lia og Maddie. ''Men jeg har på fornemmelsen at din mening vægter tungere end nogens anden for Maddie lige nu. Så selv om hun måske ikke selv syntes det var så godt, så er det mere værd for hende hvis du syntes det.''
George kunne ikke lade være med at brumme lidt, der var et udtryk for at han lo i sit indre over sine egne vise ord.
''Men den tøs overrasker hver eneste gang, jeg syntes lige hun var på alder med Joanna og nu er hun voksen.''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 8, 2012 20:33:38 GMT 2
Gabriel vidste ikke lige hvad han skulle sige. Han opfattede ikke Maddie som perfektionist, men det skyldtes måske netop at han selv var det. Maddie var løs og flyvsk, hun var fri og det gjorde altid Gabriel glad. Men med sin stemme, måske jo, til tider virkede det bare mest som om at det ikke var det hun ønskede. At det ikke var stemmen det kom an på. Talentet var der, det kunne ingen være i tvivl om.
"Hende, voksen?" Gabriel smilede. "Der skal vist mere til."
Han kunne godt se hvad George mente og måske var det fordi der altid havde været småbørn i hans hjem, i hans familie at den slags aldrig blev sagt. Du er ved at blive voksen - nu skal du snart flytte - vi skal bruge pladsen.
Gabriel havde ikke noget imod det, men Maddie var slet ikke i det stadie endnu. Hun var ung. Det skulle hun have lov til. Det gjorde hende unik at hun ikke bare ville være voksen.
Gabriel smilede stadig. Han var bare glad. På Maddies vejne.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Nov 8, 2012 22:09:00 GMT 2
Tessa følte sig malplaceret i dette selvskab. Det havde hun aldrig gjort før, og følelsen overraskede hende. Hun havde aldrig set ham, der stod og holdt Maddie i hånden, og hende og Maddie var ikke engang så tætte igen. Hun var der bare. Som en lille flue på væggen- den eneste der tilsyneladende lagde mærke til hende, var Jones og hans arm, der beskyttende hang om hendes skuldre. Men hans smil var rettet mod Maddie- og ih-ja! Tillykke med at du klarede det så godt på den scene, man kunne slet ikke se at det var første gang. Så god… Du sang så godt…. Den bedste.. osv. Og hvad fanden var der så tilbage at sige? Intet blev udeladt, selv ikke Joannas lille fine ydre, skulle også kommenteres i forbifarten. Tessa kunne ikke bekalge sig, det havde hun ingen ret til. Men det her virkede bare, som det perfekte billede på en perfekt familie, hvor der var sammenhæng i fucking alt ting. Dét var noget hun misundte dem. Hun tilhørte ikke denne familie- ikke rigtigt.
Modstridende følelser fyldte Tessa. På et punkt ville hun gerne være her, sige tillykke og overvære den irriterende –men rørende- familieånd, der virkelig holdt den her familie sammen. Men på et andet punkt, havde hun bare lyst til at styrte ud af døren igen, for så at vente på Jones. Hun kunne bare ikke holde til det her lige nu.
Bestemt rystede hun Jones’ arm af sig, gik de få skridt hen til Maddie, gav hende det knus, som er symbol på, hvor glad hun var for at det hele gik godt. Hun hviskede hende ind i øret med et smil: ”Det var super godt klaret, men jeg bliver lige nødt til at løbe, okay? Det har ikke noget at gøre med dig. Jeg blev søsterstolt af at se dig oppe på den scene dér”. og så sluttede Tessa brat krammet. Tessa smilede oprigtigt til Maddie, der så lidt forvirret ud. Men Tessa havde ment hvert eneste ord. Så gik hun hen til Jones igen, gjorde tegn til ham at hun bare gik udenfor og ventede der, og også at han ikke skulle følge efter. Nu skulle han lige fejre det her. Tessa vinkede til dem alle sammen, og sagde med så glad en stemme hun kunne, ”Vi ses!”
Døren lukkede bag Tessa, og hun åndede ud. Satte sig på den trappe der var lige ved siden af. Hun skulle lidt væk herfra. Så rejste hun sig, og gik videre hen af den gang, hun for et kort øjeblik siden var gået ned af med det formål at lykønske Maddie. Jamen, forhelvede også! Selv det fuckede hun totalt op. Lige nu kunne hun godt bruge Jesse at skælde ud på, en som ville give igen. En hun kunne slå –overfladisk- uden at det betød noget senere hen.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 11, 2012 20:24:45 GMT 2
Maddie var et øjeblik temmelig forvirrede over at Tessa sådan krammede hende og ville gå. Hun var jo lige kommet? Men det betød ikke at hun ikke var glad for sin brors venindes ord og Maddies stod ikke bare som en stiv pind da Tessa krammede hende. Hun lagde selv armene om pigen og gav hende et kram, men så gik pigen ud og Jones så selv helt forvirrede ud. Måske han overvejede om han havde gjordt noget forkert. Det ville ikke undre hende hvis han gjorde, for han havde altid haft den opfattelse at han skulle gøre at alle havde det okay i et selvskab. Specielt Tessa havde han et ømt punkt omkring. Lia så efter Tessa og lagde armene over kors.
''Hun går stadig på Konsevatoriet?''
Selv om det kunne lyde som en konstatering, så var det et spørgsmål Lia stillede Jones, der nikkede som svar. Men hvad Lia ville have ud af sit spørgsmål var aldrig til at vide, det eneste hendes børn var sikker på, var at intet deres mor spurgte om var tilfældigt. Michael så efter Tess og vendte opmærksomheden til sin familie. Man skulle ikke kende ham særlig godt for at vide at han nu ville videre. En var gået og han utålmodige ydre afslørede at han kun ville være på kort visit. Maddie havde det nu også helt fint, for de var ikke i hjemmelige omgivelser og ville alligevel ses senere på ugen, hvor de kunne snakke om alt det de ikke havde nået.
''Hvis i kan tilgive mig, så vil jeg også videre... Du var fandme god, lillesøster.'' Grinede han og gav endnu en gang Maddie et knus, mens hun lo.
''Jeg tror lige jeg overlever, men vi må altså lige ses snart.'' Mumlede hun mod hans skulder, så kun han kunne hører det. De var alle sammen klar over at deres hverdag havde ændret sig permanent med flere ting og de nu skulle lærer at leve med det. Noget så simpelt som at se hinanden hver eneste dag, fandt de alle pludselig ud af hvor meget betød for dem. Men de skulle jo videre alle sammen. Michael nikkede som svar og gav så slip på hende. Jones havde samme tanke og skulle ud til Tessa for at hører hvad der skete, så han krammede også Maddie farvel og fik samme besked. Med et stort smil gav Jones slip på hende og så over på Gabriel som han ikke en gang havde fået nået at sige hej til. Det var nok rimelig tarveligt af dem, men det var jo nok ikke sidste gang de så hinanden. Lia og Joanna sagde de selvfølgelig også farvel til.
''Og Gabriel, jeg trænger snart til noget mere kage.'' Grinede Jones til Gabriel før de to brødre forsvandt ud af døren. Michael sagde farvel til Jones og fløj nærmest afsted, videre og Jones rystede bare på hoved af sin tåbeligt, forelskede tvillinge bror. Tessa sad på trappen og Jones satte sig ved siden af hende, med et kærligt smil.
''Hvad handlede det om?'' Smilede han og hentydede til at hun pludselig blevet nød til at gå inde ved hans familie.
''Det kan du nok have ret i,'' Brummede George med et smil og kløede sig på sin skæggede kind. Han havde ikke barberet sig, men studset det så hans kone følte at han var præsentabel. Hvad der forgik siden Tessa pludselig skulle gå og derefter de to tvillingebrødre var ikke til at sige, men drengene var desværre vokset fra sine forældre og levede deres egede liv nu, hvilket de nok på sin vis altid havde gjordt. Det lød forkert, men drengene havde altid været enormt selvstændige i forhold til Joanna og Maddie. Lia, Maddie og Joanna kom hen til deres respektive mænd og far, hvor Maddie stillede sig op af Gabriel, med et sagligt smil.
''Det kunne være vi også skulle se at komme videre.'' Smilede George og Joanna kom hen til ham for at blive løftet op. Hun var ikke på nogen måde en stille pige, men når familien brød op på denne måde, blev hun altid lidt mut. De små arme lagde hun om sin fars stærke hals mens hun kiggede på Maddie og Gabriel der stod sammen.
''Det kan være, skal lige snakke med nogle.'' Lia smilede. Det virkede ikke helt så naturligt som resten af hendes familie altid kunne smile og hun var heller ikke lige så afslappet som George var. Hun holdte altid en hvis afstand, et køligt overblik der tillod hende at have styr på det hele. Hendes tanker var altid forretnings mæssigt og den Lia som George var blevet så stormende forelsket i for så mange år tilbage, var forsvundet mere og mere det seneste par år. Man han fik da lov til at se hende en gang imellem, når de var alene hjemme.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 15, 2012 11:55:29 GMT 2
Gabriel syntes de brød op hurtigt. I hans familie ville det ikke ske. De ville hænge ud til en faldt om. Det var forfærdeligt. De var påtrængende og larmende. De krævede af hinanden og man lod ikke bare folk være selv om man vidste det var det de ville. Her var der så meget gensidig respekt, men bekymrede sig om hvad alle ville og derfor sagde man ikke noget til det. I Gabriels familie nød man hinandens selskab. Man var påtvunget det og man kunne ikke lade være med bare en gang imellem at ønske sig fred. Sådan var det ikke lige nu. Det gik bare. Ikke noget med farsbrød og fest. Bare et kort hej du var dygtig og smuk, hyg her.
Gabriel kunne ikke finde ud af om han syntes det var for lidt. Egoistisk set holdt han af det. Han ville bare være sammen med Maddie, men på familiesiden følte han at det var lidt tamt.
"Jeg har småkager?" Gabriel vidste at det var derfor han sagde netop det. Han ønskede ikke at de for hans skyld gik. Det var ikke fordi han ville have de ikke måtte være der når han var der. "Der er for mange til at vi kan spise dem."
Han fjernede låget fra dåsen og rakte den frem. Sådan var han jo. Og den bror, Jones han skulle jo bare have sagt til. Gabriel måtte huske at han skulle ordne det, lave en fancy kage til Maddies brødre. En indflyttergave. Selv om han ikke havde været der.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 15, 2012 17:43:13 GMT 2
''Småkager!!'' Gentog Joanna og lyste helt op fra sin lidt stille tilstand. Hun hang fra sin fars hals og stak hånden ned i kagedåsen som Gabriel stak frem mod dem. Hun var selvfølgelig et typisk barn der ikke kunne stå for søde sager og tog gladeligt to i sin hånd. Hun smilede sødt til Gabriel og takkede da hendes far sendte hende et sigende, mildt blik. Maddie kunne heller ikke lade være og tog selv en med et smil til ham også. Lia takkede dog nej og helt bevidst overså Maddie det blik hun fik af sin mor. Et hun kun fik fordi hendes mor tænkte forretnings mæssigt og hvad der kunne ske hvis Maddie nu skulle spise for mange, men Maddie var ligeglad. Hendes mor var bare hysterisk.
''Man skulle jo være et skarn at sige nej.'' Grinede George og tog en til sig selv. Han smilede til sin kone der forsøgte at se overbærende og tålmodig ud, men trækninger ved hendes hals gav hende væk. George så dog ikke ud til at tage sig synderligt af det og nød kagen.
''Jeg skal lige finde en og aftale nogle ting med ham, så mødes vi bare senere.'' Sagde Lia der dækkede sin stemme med et smil og lagde en hånd på George massive arm, før hun vendte sig og gik. Det var ikke noget nyt at Lia sådan gik for at koncentrere sig om sit arbejde og det havde ikke noget med Gabriel at gøre... Det var bare sådan hun var nu. George lod sig ikke påvirke og tog en småkage mere, da døren bag Lia lukkede.
''De smager sgu godt. Hjemmebag?''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 16, 2012 11:31:13 GMT 2
Gabriel smilede stort. Da alle pånær Lia tog kager. Han så ikke blikkene mellem mor og datter og mand og hustru. Noah så på udtrykket i den lille piges ansigt. Det han elskede ved sine nevøer og mindre søskende. Det blik som Maddie også havde. Ren glæde. Bare nydelse over det han havde lavet. Han kunne ikke lade være med at være stolt. Og så hendes fars ord.
"Jeg kunne ikke finde på at servere noget jeg ikke selv har lavet," sagde Gabriel. Det var sandt. Han satte faktisk aldrig mad foran folk som han ikke havde lavet. Dette havde da han var elleve og fandt ud hvad mad betød for ham egentlig, været et kæmpe problem. Han dækkede bord og tog af, men han nægtede at placere hans mors lasagne på bordet. Han vilel simpelthen ikke tage Evas salat på bordet. Nu var det bare blevet hans særhed som de accepterede som alt andet ved dem alle sammen. De var forskellige.
"Jeg er glad for at I kan lide dem, der er flere hvor de kommer fra."
|
|
|
Post by Tenner on Nov 16, 2012 13:13:23 GMT 2
''God holdning'' Smilede George og tog det ikke helt så bogstaveligt som Gabriel mente det. Maddies far den der oftes stod for maden i huset, specielt nu hvor Jones var flyttet og han købte aldrig færdig retter. Men at Gabriel ligefrem mente det fuldstændig som han sagde det, tænkte den store mand slet ikke over.
''De smager rigtig, r-rigtig godt Gabriel.'' I stemte Joanna og spiste den anden kage hun havde taget, med stor fornøjelse.
''Hvis der er flere, tillader jeg mig lige'' George tog et par småkager til og rakte Joanna en. ''Men vi vil ud og finde mor, vi ses jo nok igen senere.'' Han bukkede sig let ned og gav Maddie et kram, med den frie arm han havde og han sagde et eller andet til hende. Let mumlende, men det var nu bare flere rosende ord og så rettede han sig op og klappede Gabriel på skulderen.
''Til vi ses igen.'' Sagde han og Joanna vinkede fra sin fars skulder.
''Vi seeees'' Lød hendes stemme før døren lukkede efter hende og hun stoppede en kage i munden.
''Det gik jo rimelig smertefrit.'' Sagde Maddie en smule eftertænksomt og hendes øjne hvilede på døren et øjeblik, før hun så op på Gabriel med et smil.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Nov 18, 2012 18:20:52 GMT 2
Tessa sad stadig på den klamme trappe, der sikkert førte op til et værelse eller et kontor, da Jones kom ud. Selvfølgelig. Hvad fanden havde hun regnet med. Når hun havde stået og gjort det klart - ja, krystalklart- at han bare skulle blive derinde og lykønske Maddie, kom han alligevel ud med et smil om læberne. Som om det faktisk ikke gjorde noget at hun lige havde afbrudt hele 'festen', og at hele familien blev opløst derefter.
"Hvad handlede det om?" han smilede til hende, mens han med rolige og velovervejede bevægelser satte sig ned.
"Jones, din idiot! Du skulle jo være blevet derinde!" Tessa kiggede surt på ham, mens hendes toneleje hævede sig markant. "Jeg havde forhelvede bare brug for at komme lidt ud, og det næste du gør..." Tessa kiggede væk fra ham. Nu havde hun også ødelagt hans humør. Pokkers. Sådan en omgang vatpik. Hun var altid den der startede diskussioner som denne. Tessa samlede sig lidt, prøvede at sænke stemmen, så hun ikke råbte nær så højt.
"Det var jo ikke min familie derinde, så jeg følte mig bare lidt malplaceret," Tessa trak på skuldrene, mens et smil formede sig på hendes ansigt. Vreden havde forladt hende igen.
"Om jeg så skal trække bukserne ned på en gammel mand, så vil jeg ud herfra nu," Tessa kiggede alvorligt på Jones, der så lidt rådvild ud. Til sidst rejste han sig op, pointen havde vist trængt ind.
|
|