|
Post by Josephine on Nov 19, 2012 12:08:03 GMT 2
Åh.
Morgan sank lydløst den klump hun havde i halsen. Slevfølgelig ville han spørge. Han kunne ikke bare tilfredsstilles med et skuldertræk og et vrids med hofte, hovedet let på skrå og læberne klar. Han ville gerne vide alt om hende og hun ville ikke give ham alt. Ikke det. For det ville skade ham mere end det ville gøre gavn. Morgan ville ikke kunne klare den medlidenhed. Hun havde ikke brug for den. Slet ikke. Ikke den side af ham. Det ville slå hende ihjel.
Hun ville ønske de ikke var alene for det gjorde det hele så meget nemmere at undvige når der var andre. Hun ville bare kunne snakke om noget andet om nogen. Men det ville virke for falskt og ikke mindst en smule uhyggeligt.
"Jeg har ... sunget meget," sagde hun stille. Alligvel lød det som et brøl. Dynen omfavnede noget af hendes krop. Den var tung. Varm. Hun vidste at selvom hun lige havde ønsket andre var der så ville hun ikke bytte det for noget.
"Arbejdet en del. Holdt mig væk fra folk jeg kender," sikkerheden kom tilbage i hendes stemme. Hun følte sig klar over hvad hun sagde. Ikke løgne. Ikke sandheden. Den gyldne middelvej. "Sovet et par timer, prøvet at slå mig selv ihjel på mit board og taget imod tre udfordringer. Jeg har arbejdet lidt, været i skole."
Det var en opremsning. Hun kunne måske høre det. I hvert fald vidste hun det. I sit indre tilføjede hun ikke så få ting som han ikke skulle vide: 'Suttet den af på en fyr, været Ofelia, hadet mine forældre, hadet dig, savnet dig, blevet følelseskold, kastet op, kneppet med en fyr for at designe min kjole, sovet hos en fremmed.'
"Den slags ting," sagde hun. Morgan tænkte på hans forestillinger. Hun vidste ikke hvad. Måske han havde været på Lou Lous og set hun ikke var der. Måske havde han hørt rygter i byen. Hun anede ikke om han snakkede med gutterne, for i så fald ville han vide at hun nærmest ikke havde været hjemme. Og slet ikke i værelset ved Lou Lou. Det var svært at vide. Men hun løj i det mindste ikke rigtigt. Ud over at hun havde sagt til ham hun ikke var Ofelia. Det var en stor fed løgn.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 19, 2012 23:32:48 GMT 2
Hvis Michael måske havde været lidt mere opmærksom de sidste par dage, hvor han havde været sammen med fyrene på arbejdet, så ville han måske have hørt dem kommentere at Morgan ikke rigtig havde været at finde på Lou Lous de sidste mange dage. Men Michael havde fokuseret al sin energi og koncentration på det arbejde han nu havde fået stukket i hænderne på Markpladen for at holde tankerne væk fra Morgan og hvor lang tid han skulle vente. Der var vel intet usædvanligt i det hun sagde? Arbejdet, skole, sunget og stået på sit board. Alligevel kunne han ikke lade være med at bide sig fat i at hun havde holdt sig væk fra folk hun kendte og forsøgt sig at slå sig ihjel på boardet. Måske mente hun det ikke som i at kaste sig ud over kantet og aldrig leve mere, men som i at udfordre sig selv til det yderste. Sindsyge stunts som mange fyre ikke en gang havde nosser til. Michael vidste jo godt at hun ikke var forsigtig når hun stod på sit board. Han havde jo selv set hende springe ud fra det tag Rampen var på, et kæmpe spring som de fleste ville være styrtet i døden ved. Ikke Morgan. Men var det på grund af ham hun havde sådan udfordret sig selv på i den seneste tid? Det var svært at vurdere, for selv om små ting afslørede at hun havde tænkt på ham i de ti dage, så var han stadig usikker på om hun havde været lige så påvirket af det som ham. I telefonen havde hun lydt så overskuds-agtig, som om det hele bare kom hende let og hun havde let ved at smid ham i baghoved og koncentrere sig om alt muligt andet. Måske Andy?
Den idiot blev ved med at hærge hans tanker og han havde ikke tal på hvor mange gange han gravet aggressivt i jorden over på Markpladen og forestillet sig at det var den fyrs ansigt han kløvede. Ikke at han havde sagt det til nogle, for det var jo en malplaceret vrede der kun kom af at han vidste at Andrew var det tætteste på en ekskæreste Morgan kom på. Der havde været et eller andet helt særligt imellem de to, som Michael kun kunne drømme om at forstå. Han lod sine lunger fyldes med luft og sin næse med duften af Morgan. Hans fingre forsat hviklede ind i hendes bløde hår, der var en smule filtrede efter deres fornøjelser. Han ville ikke tænke på Andrew nu, for det var jo ikke Andrew der lå sammen med Morgan nu.
''Tre udfordringer? Hvad gik de ud på?''
Han var ren nysgerrig. Måske kunne han ikke lide tanken om at Morgan kom til skade og udfordrede skæbnen på den måde, men han var ikke dum. At bede Morgan om at stoppe med det, ville være enden på dem. Og det var jo en del af hende. Desuden var han jo heller ikke den mest forsigtige person i byen, så han kunne ikke ligge og pudse sin glorie over for hende og spille pisse hellig. Nej, han var bare nysgerrig.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 20, 2012 11:37:40 GMT 2
Morgan puttede sig nærmest ned i ham.
"Det var bare noget kedeligt teknisk med et board under fødderne og så et spring over 'dødens gab', med en dobbelt salto uden at røre boardet og et kedeligt ræs fra øverst til nederst."
Den sidste havde praktisk talt ikke været en udfordring, alle vidste at hun var hurtigst, at hun kastede sig ud over som havde hun faldskærm på og nok skulle nå bunden først medmindre hun brækkede rygsøjlen og blev lam.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 20, 2012 20:50:03 GMT 2
Michael lagde armene om hende, da hun puttede sig ind til ham. Havde hun set hans ansigt havde hun set et imponeret blik. Ingen af de tricks kunne han kun drømme om at udføre og Morgan gjorde det som om det var det mest naturlige for hende. Hvis ikke han kendte hendes forældre ville han havde påstået at hun var født med et board i hånden. Men det var jo nok nærmere med en mikrofon.
Han havde set hende et par gange udføre halsbrækkende stunts, men så havde det været fordi en på Lou Lous havde udfordret hende på baren og de var gået uden for for at se hvem der kunne vinde. Dog havde han aldrig set hende sammen med den bande hun normalt kørte rundt med. Hvis hun da havde en.
''Det kedeligt og helt vildt let.''
Smilede han halvt og kunne ikke holde en lille latter tilbage. Hun havde sagt det som var det ingenting og selv om han måske ikke var inde i boardverden så meget, så vidste han at det var halsbrækkende stunt der let kunne medføre døden eller andre store skader.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 21, 2012 12:09:25 GMT 2
Morgan var lige ved at gabe. I af ren og skær udmattelse. Og hun var endda faldet i søvn foran døren. Men ved Michaels lår kunne han ikke lade været med at le sammen med ham. Bortset fra at hendes latter var en bekæftelse af hans ord.
Hun huskede dengang hun var up and coming, da hun udfordrede alle og enhver selv om hun vidste at hun tabte. Hun gjorde det selv når vinderen fik lov til at slå på taberen. Hun deltog i ræs som var langt over hendes standard. Men nu var hun en af dem der ikke tabte. Hun var en dem der somv inder fik lov at sparke en anden, fordi alle alligevel brugte deres penge på deres board og derfor ikke havde råd til præmier. Og det var også ligegyldigt. Det handlede om æren.
"Jeg tager det altid alvorligt når jeg accepterer en udfordring," sagde hun lige så alvorligt som hun mente det. Hovmod står for fald, men på et board var det et reelt fald.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 22, 2012 1:54:40 GMT 2
Morgan så direkte på ham med alvorlige øjne, men han veg ikke tilbage fra dem. Han var ikke det mindste i tvivl om at hun tog en udfordring temmelig alvorlig, for hende var det ikke kun sjov og ballade, men hvad der ellers var i det var svært at bedømme. Oprør måske, adrenalin suset eller måske noget helt tredje.
''Det tvivler jeg ikke på.''
Det trak skævt op i hans ene mundvige og det ene øjenbryn røg også op, et øjeblik efter han havde været en kende alvorlig. Ligesom hende. Hans charmerende smil var ikke for at gøre hans ord nedladende, bestemt ikke. Han havde bare svært ved at skulle være alvorlig lige nu, hvor han bare følte sit indre som et glad virvar og hvis ikke hans krop var så brugt efter sex og befrielsen af den anspændthed han havde gået med i ti dage, så ville han havde hoppet rundt. Måske blevet nød til at løbe en lang tur for at komme af med al den energi han fik fra glæden, men lige nu var han fuldt ud tilfreds og nød at ligge her. Ingen skulle have lov til at forstyrre dem lige nu. De havde tre dage foran dem de kunne bruge sammen og han havde ingen planer andet end hende.
''Hvad syntes du så om mit lille beskedne sted?''
Spurgte han og hans charme smil forvandlede sig til et langt mere drenget smil. Morgan havde jo nærmest ikke haft tid til at se værelset og der var heller ingen grund til at gå i detaljer med at præsentere det. Væggene var tomme og møblerne anonyme. Mest var det bare fordi han gerne ville hører hendes bløde stemme.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 22, 2012 14:05:19 GMT 2
Han trak vejret dybt og hendes hoved løftede sig en god del, så røg de ord ud. Ja hvad syntes hun om det? Sengen var en smule for hård, dynen lige tynd nok. Vinduet placeret helt rigtigt men andet havde hun ikke set. Hun havde ikke lagt mærke til om det var tæppe eller andet hun havde stået på. Hun havde ikke opdaget om han havde et skab og faktisk havde hun kun set sengen og ham. Lige som hun så på ham nu.
Et eller langt sted tilbage i hendes bevidsthed huskede hun da hun første gang havde ham med op på sit værelse og han havde sagt noget lignende. Noget med at der var pænt. Et eller andet typisk Michael. Sådan noget høflighedspis og hun havde ment at han snakkede for meget. Også der. Også nu. Betød det noget for ham hvad hun mente.
"Det er ligegyldigt," sagde hun og referede måske til hvad hun syntes og måske til hvad hun egentlig mente om stedet. Hun satte sig op, så hun så ned på ham og hans hånd gled ligesom naturligt ud af hendes hår. "Det er fuldstændig ligegyldigt."
Hun strøg noget blond hår væk fra hans ansigt, med varme forsigtige fingre, der havde ru hud fra hendes arbejde og lange flaske negle fra aftenens koncert. De ville snart knække, eller falde af. Lod bagsiden af hendes fingrer hvile på hans kind. Hun bøjede sig frem, tændte en lampe så hun rigtigt kunne se ham. Ikke bare fra noget lys der kom gennem vinduet som deres øjne havde vænnet sig til. Morgan havde aldrig været en af dem der krævede at lyset skulle være slukket mens hun havde sex. Nogen gange gjorde det ting langt mere spændende. Andre gange kunne hun godt lide mørket. Lige nu ville hun se Michael.
"Du er her jo," sagde hun stille. Måske var det fordi det virkede som lang tid siden og fordi hun normalt aldrig gav disse små kærlighedskys men hun kunne ikke lade være. Hun bøjede sig ind over ha, og kyssede hans læber. Det var bare blidt og ukrævende på den måde hvor hun forventede arme om sig der klemte hende tæt på og ild der tændte sig inde i dem begge og ikke blev til gløder før de var helt færdige. Morgan sænkede sin krop og lagde den mod ham. Hun kunne mærke hvordan hendes hud var køligere end hans. Kyssede ham igen og han holdt på hendes læber med sine egne. Hun smilede mod ham. Så ind i de brune øjne, der var så troskyldige. Ikke med den hårde kant hendes havde. Med et suk, hørligt som kropsligt overgav hun sin vægt til ham.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 22, 2012 22:36:58 GMT 2
''Du er her jo,'' Sagde Morgan og beseglede hans tanker med hendes læber. Stedet var jo ligegyldigt. Fuldstændig, det der ikke var ligegyldigt ved at han og Jones kunne få hver deres lille værelse var at de kunne være i fred. Michael savnede selvfølgelig familien, men samtidig havde han og hans tvillingebror brug for at komme ud og væk fra den nogen gangen trykkende stemning der var. Og så kunne han have Morgan her, uden at Lia skulle stille borende spørgsmål og hendes forældre.
Kysset var som den sødste drik og selv om han måske var en tørstende mand, så kunne han nyde drikken. Det var et kys mellem to elskende mennesker og selv om det tændte ham, så var det et kys hvor han bare mærkede Morgan. Det var ikke heftigt, vildt eller på anden måde hektisk som det havde været for et øjeblik siden. Alligevel fik det hans hjerte til at banke hårdt i brystet for Morgan. Det overraskede ham egentlig en smule at hun gjorde det, det var jo som regel ham der var romantikeren mellem dem. Han gengældte det og blev fortabt i hende. Hendes bløde hår mod hans kinder og hendes krop der trykkede mod ham. Lyset kastede bløde skygger på hendes ansigt og hvis ikke han kunne mærke hendes fingre mod hans kind og hendes krop mod sin, kunne han havde svoret på at det intet andet var end en drøm. Imorgen ville han vågne og hun ville være væk. Men det var virkeligt. Helt virkeligt og hun ville selv være her.
''Og du.''
Sagde han da hun med et suk lagde sig oven på ham og han lagde armene om hende. Han tvivlede på at hans liv nogensinde ville blive det samme uden hende igen. Nej, han tvivlede ikke. Han vidste at det aldrig ville blive det samme. Hun var et permanent mærke på ham, der kunne brænde og svig, og alligevel give den mest fantastiske følelse. Hun kunne skride fra ham og han kunne ikke stoppe det hvis hun gjorde, men han ville for evigt miste en del af sig selv hvis hun gjorde.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 22, 2012 22:50:16 GMT 2
Mente han med det at hun gjorde hans lejlighed til et hjem? Morgan så stadig på ham. Hun kyssede hans kindben, hele vejen til øret. Noget af vægten havde hun nå på sine arme. Hans der lå om hende fik hende til at føle sig sikker. Der var så mange ting der skulle siges og hun ville ikke sige nogen af dem. Det vidste hun.
Hans ord. De klingede inden i hende og igen havde Morgan det som om hun kunne og skulle sige noget mere. Ville hun sige det som lød mest patetisk af alt? Nej, det kunne og ville hun ikke. Det var for meget og det ville helt sikkert bringe hende i knæ. Det var at ofre for meget. Hans hud under hendes læber var så betryggende. Han smagte godt. Han var god. Han var alt. Ting hun ikke kunne undgå bare at holde af.
"Åh, Michael," sagde hun tæt på hans ord. "Du ved ikke hvor skøn du er."
Hun kyssede ham lige hvor halsen bandt kæben sammen med et lag hud. Så lagde hun sig ned. Havde sine arme som en rede rundt om hans ansigt. Hun drak hans duft med hvert åndedrag, hendes næse begravet i hans hals. Morgan lukkede øjnene.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 22, 2012 23:36:35 GMT 2
Michael fik gåsehud og det kildede rart i hans ører ved hendes ord, for ikke at tale om hendes læber der føltes som det blødeste silke der kærtegnede hans hud. En mild latter fandt vej gennem ham. Blot fordi han var så pisse rundtossede af hendes læber, duft og ord. Hun var hans lykkekilde lige nu og lige på tungen lå et spørgsmål: 'Jamen vil du så ikke sige, hvor skøn jeg er?' Ikke at han ville hører sig selv blive rost, men han ville gerne hører Morgan sige mere i den dur... Kun en gang havde hun sagt at hun elskede ham og på trods af at han nærmest havde været halv sovende der, så kunne han stadig genkalde sig det sug i maven han havde fået, da det var gået op for ham at det ikke bare var noget han drømte. Men han kunne aldrig finde på at sige det. Det ville hun jo selv gøre hvis hun havde lyst.
''Mmm...''
Brummede han og nød det hele. Normalt ville han nok være kommet med en eller anden smart kommentar, sagt et eller andet for at bryde stilheden men Morgan lukkede øjnene og hun vidste godt at han elskede hende. At for ham var hun skøn, så at nærmest gentage hendes ord gjorde han ikke. Ikke lige nu.
Og så lå de stille sammen og han lukkede også sine øjne. Kunne mærke Morgans rolige puls og mærkede hendes svalende åndedrag mod hans hals.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 22, 2012 23:48:57 GMT 2
Morgan følte en sær krampe-agtig følelse i hendes mave. Fik hun ikke mere?
Han havde sagt at han havde savnet hende, men Michael havde nærmest ingenting sagt. Hun vidste godt at han på mange måder bare var en fyr der var helt reel. Han holdt om hende, altså kunne han lide hende. Han smillede fjoget, altså kunne han lide hende. Hans latter havde sat bobler igang inde i hende og som en eller anden syg forestilling der gik igennem hende så hun nu en vanvidsfugl prikke hul på dem alle sammen.
Hun tvang sig selv til at trække vejret roligt og stille. Hendes hjerteslag der næsten matchede hans afslappede tempo. Hun åbnede igen sine øjne og så ham der. Glad, afslappet, helt i ro med sig selv. Der var ikke brug for at han sagde det, det viste hun godt og det var sikkert i samme stil han tænkte. Morgan rakt igen lidt frem til den lampe der bare stod ensom i karmen og slukkede den. Hun var blind og det regnede hun med at han også var. Sådan der mærkede hun hvordan deres fælles varme blev afgivet som var de en fælles krop. Hun trak den ene arm tættere på sig selv, hånden ved det kraveben hun ikke dækkede. Hun pillede lidt ved det med sin fingrer. Rastløs, men udmattet. Der var gået tid. De var begge trætte, det var så tydeligt hvordan følelserne havde suget dem tørre.
"Du skal aldrig slippe mig," sagde hun.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 23, 2012 18:35:33 GMT 2
Hun slukkede lyset igen og gjorde dem begge blinde. Alligevel kunne han for sit indre øje se hende helt tydeligt. Hvordan hun lå oven på ham og trak sløvt vejret. Trætheden bankede på døren, fristede ham til at falde i søvn med Morgan i sine arme men så lød hendes stemme. Som en lille trist og alligevel kommanderende jazz melodi, der fik hans ene hånd til at søge hendes, der pillede ved kravebenet. Havde hun kunne se ham havde hun set et alvorligt blik i hans øjne.
"Aldrig nogen sinde igen."
Det ville han ikke, medmindre hun bad om det. De her ti dage havde vist at han ikke fungerede uden hende. Dumdristig ville de fleste nok mene, endda ham selv inkluderet for man vidste aldrig med Morgan. Men hun havde alligevel åbnet en lille side af sit liv for ham, og han havde fornemmelsen at det var lidt af en første gang for hende.
"Morgan..." Han tøvede et øjeblik, klar over at de ord der ville komme var nærmest lyserøde og muligvis temmelig pladderromantiske, men han var nød til det når nu han havde åbnet munden. "Jeg har også brug for dig... De sidste ti dage har jeg været helt ved siden af mig selv. Jeg har praktisk talt rendt formålstløst rundt og savnet dig." Han lavede en grimasse. Det havde lydt lidt bedre i hans hoved. "Jeg har brug for dig." Gentog han for at slutte af på en eller anden måde
|
|
|
Post by Josephine on Nov 25, 2012 17:24:27 GMT 2
Varmen fra hans hånd der omsluttede hendes. Hans åndedræt der ændrede sig. Blev mere uroligt. Hans forsikring. Og så: "Jeg har brug for dig." gentagelsen der var nødvendig for ham at sige og nødvendig for hende at høre.
"Din store idiot," var hendes respons. Hvorfor havde han ikke sagt det noget før? Hvorfor skulle der gå så lang tid før han kunne sige det, når nu hun havde gjort det klart. Var det med vilje, ønskede han simpelthen at hun var usikker og derfor kom krybende med sine ord.
Hvad hun egentlig havde lyst at sige til ham var langt mere dystert, en den velmente frase der hentydede at det var præcis det modsatte som gjaldt. Han var ingen idiot i egentlig forstand og ikke for sine ord, men for at sige det nu.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 25, 2012 23:17:04 GMT 2
''Din store idiot,''
Lød hendes stemme i mørket og Michael kunne ikke lade være med at le en smule. Måske lidt tørt for han var vel en idiot. Morgan sagde det jo enten fordi han snakkede for meget, eller fordi han var så forfærdelig ringe til at komme ud med sine følelser i ord. Ligesom på Rampen hvor han havde plapret løs om udsigten i stedet for at komme til det der virkelig lå ham på sinde. Han var ikke god til ord, ikke på samme måde dårlig som Morgan, han var bedre til at vise det. Som nu hvor han ryggede lidt på sig så han kunne fange hendes læber og kysse hende, som hun havde kysset ham lige før.
Med et smil mod hendes læber tilføjede han, velvidende om hvor kliche klistrende det var:
''Men jeg er din idiot.''
For det var jo det han var... Han var hendes og ingen andres.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 26, 2012 12:12:44 GMT 2
Hendes? Det tvivlede hun alligevel lidt på. Han var og blev sig selv, sin egen og hun fik en lille del af ham som havde brug for hende. Det var jo ikke sådan at han ikke unne uden. Det ville og skulle han. Kysset havde gjort hende bare en smule svimmel, en lille smule ukomfortabel. Hun vidste hun havde lyst til at han gjorde det igen. Vidste at hun selv ønskede at kysse ham igen. Morgan prøvede ikke at forblænde sig, men hun var glad for mørket så ikke også han skulle forblænde hende. Det ville i sandhed have gjort hende helt svag nu.
Hun kunne sige sandheden nu, at hun ikke ønskede at falde i søvn, men ikke desto mindre var det netop hvad der var ved at ske. Hun ønskede at han igen ville kysse hende og hun bare kunne nyde det. Hun ville gerne sige at han skulle holde om hende. Kunne han ikke forstå at han lige nu holdt hende fast i nu'et? Hun havde ikke allerede glemt deres sex for hun kunne ikke lade være med at tænke på hans krop mod hendes og hans støn. Hun kunne ikke bare slippe ham og så sagde han at han var hendes og Morgan følte det var en løgn, når det nu var omvendt.
Hvad andet kunne hun gøre end komme med en hurtig kommentar eller en opfølgning på det kys. Det sidste virkede bare mest tilfredsstillende. Hun trak sine ben, knæ på hver sin side og hendes overkop der hævede sig så hun kunne kysse ham. Rigtigt. Ikke det der lille slatne et, men et rigtigt kys. Blødt, rart og et der fik det til at kilde helt ned i hendes tæer selvom det var hende der kyssede ham.
|
|