|
Post by Tenner on Nov 26, 2012 19:03:32 GMT 2
Hun var stille, sagde ikke noget og han kunne ikke se hvordan hun reagerede på det han sagde. Han kunne have svoret på at hun i et øjeblik, måske et hjerteslag, havde virket anspændt. Men alle de tanker blev manet i jorden da hun lagde benene om ham, og hævede sine læber op til hans igen. Han kunne aldrig blive træt af det her med hende og selv om da havde prøvet før, at han ikke kunne holde fingrene fra en pige, så havde det altid været overfladisk. Med Morgan var det som om han havde brug for hendes læber, hendes krop og hende i det hele taget, bare for at kunne trække vejret. Med hende behøvede han ikke at spise, han kunne leve af hende. Nok mest billedeligt talt, for han kunne nok stadig dø af sult selv om han havde fundet hende.
Han trykkede sin krop imod hendes og mærkede hendes varme. Eller nok nærmere kølende effekt, for hans egen hud var et par grader varmere end hendes og selv om kysset var blødt og kærligt, gik det alligevel over i legende og han kunne mærke ilden blive tændt i ham. De havde nærmest lige haft sex for et øjeblik siden. Helt tilfredsstillende og udmattende, men når hun kyssede ham på den måde gjorde hun det svært ikke at ville gøre det igen. Ellers måske var han selv skyld i det. Han kunne ikke få nok af Morgan Lou.
Hans læber flyttede sig fra hendes og gik ned til kæben og videre ned af halsen hvor han blidt nappede i hende. Han muskler skreg på at han skulle slappe af, men han havde prøvet det langt værre og de sidste ti dage havde han lært at overse fysisk udmattelse. Morgans duft og blødehud var berusende, og hendes brune hår kildede ham på kinden.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 26, 2012 19:38:42 GMT 2
Sex? Ja hvorfor ikke? Hun ville jo gerne. Igen. Hun ville gerne høre hans små lyde og mærke hans fingrer på sig igen, men hun tvivlede alligevel på om han kunne holde specielt længe. Hun ville ikke starte noget og så gøre det halvt, med hensyn til sex var det ikke hendes stil og faldt han i søvn ville hun blive vred.
"Rolig tiger," sagde hun bare en smule åndeløst. Hun sad ovenpå ham, nakken bøjet, håret foran sig. Hun lod en hånd køre på hans bryst. Den massive brystkasse. Åh. Nej, færdiggør den ene fucking sætning.
"Vi har hele dagen i morgen." Hun kyssede ham igen og hendes krop sagde noget helt andet end hendes ord, men så slog en tanke ned i hende og hun trak sin krop der allerede føltes hed væk fra hans. "Jeg har dig hele dagen i morgen ikke?" der var noget truende over hendes tone. Som var der en der havde hans opmærksomhed i morgen skulle hun nok eliminere vedkommende.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 26, 2012 20:31:14 GMT 2
''Rolig tiger,''
Lød hendes stemme og hun stoppede ham. Hvis hun havde kunne se ham, ville en forvirring kort glide over hans øjne, men i stedet for at protestere, hvilket var det hans indre skreg efter at gøre, for holdte han sig rolig. Eller så rolig han kunne med hjertet hamrende i hans bryst og hans let stakåndede vejrtrækning. Og hendes hånd ned af hans brystkasse gjorde det jo ikke ligefrem lettere at hun åbenbart mente at de ikke skulle mere end at kysse. Var hun i tvivl om han kunne klare mere? Hun bukkede sig hen over ham igen og deres læber mødtes. Hans i et internt smil, som ikke kunne ses kun mærkes her i mørket.
Men hun stoppede det sgu igen, men denne gang var der en truende klang i hendes stemme. Som om hun ville banke hvem han nu end skulle have planer med, synder og sammen. Han kunne ikke lade være med at le, fordi hendes jalouxside kom op i hende for anden gang idag og den kom bag på ham hver gang.
''Du har mig hele weekenden.''
Han skulle intet. Havde helt bevidst holdt sin weekend fri, selv om han ikke havde været sikker på hvad der ville ske idag.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 27, 2012 0:19:14 GMT 2
Denne gang var det Morgan der smilede mod hans læber. Var hun et fjols? Åh ja. Han havde krammet på hende.
"Jeg vil nødig køre dig træt allerede," sagde hun kælent, men mente det. Hun rettede sig igen op og kastede med håret.
"Jeg mener," begyndte hun med en indstuderet ligegyldighed som så hun samtidig sine neglebånd efter. "Vi skal vel også indvige gulvet og skrivebordet og stolen og badeværelset, jeg tænker på køkkenet? Har jeg glemt noget?"
|
|
|
Post by Tenner on Nov 27, 2012 11:39:26 GMT 2
Han kunne mærke hendes smil mod sine læber og han fik gåsehud af de følelser der skød igennem hans krop. Og så den stemme!
Michael skulle til at åbne munden for at protestere og forklare at han sagtens kunne flere gange end hvad hun troede, men hun satte sig op og i det svage omrids han kunne se af hende, svang hun håret væk fra ansigtet. For hvert sted hun nævnte blev hans smil større og mere skælmsk. Med et hurtigt træk i mavemusklerne kom han op at sidde, med ansigtet lige foran hende.
''Der er jo også fællesrummet.''
Han holdte sig et par centimeter fra hendes læber, lidt ærgelig over at mørket skjulte hendes træk og gjorde dem utydelige for ham.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 27, 2012 12:51:39 GMT 2
Morgan lo helt lavt og næsten uden lyd.
"Det er klart og din kærestes værelse," hun snøftede og lagde armene om hans nakke. Morgan kunne aldrig finde på at sige hun var træt, men det var sandt. Hun havde lyst til et bad og så krybe ind til hans varme krop og sove.
"Men hvis du siger du ikke er træt, så ..." Nej han skulle bestemme, for en gangs skyld. Det blev han nødt til.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 27, 2012 21:24:42 GMT 2
''Jeg gider ikke hele vejen til over Lou Lous, så hendes værelse må lige vente til en anden dag.''
Grinede han og lagde sine hænder mod hendes ryg, da hun svang armene om hans nakke. Han gad slet ikke tænke på Line, der havde værelse lige ved siden af ham og som havde tværret sin læbestift rundt i ansigtet på ham. Hvis han så bare kunne huske om de havde lavet noget andet end bare at kysse, men han kunne nærmest intet huske fra den aften. Han var drukket fra sans og samling og Jones var ikke ligefrem til stor hjælp, han kunne heller ikke huske noget.
Men Morgan gav ham en mulighed for at kunne sige han var træt. Det var han, men ikke træt nok til at sove fra en mulighed for mere sex. Men han var alligevel mest i humør til at nyde hende her i sengen.
''Men hvis jeg har en valg, så vil jeg gemme alle de andre steder til senere... Vi har trods alt hele weekenden.''
Og så skubbede han hende mod sig, de få centimeter der skilte deres læber forsvandt, med en lille latter fra ham.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 27, 2012 22:11:32 GMT 2
Det var ikke langt eller trukkent. Fra ingens side prøvede de at holde den længere. Det vare bare og det var godt, mere forlangte hun ikke. Og selv om Morgan nu var helt kørt ud, havde hun stadig ikke lyst til bare at sove. Hun vidste at Michael nok ikke havde meget mere at byde på, det havde hun heller ikke selv, men hun virkede nærmest lidt rastløs inden i. Typisk. Det var det. Hun vidste at om ganske kort tid ville folk komme og fylde stilheden, de ville snakke om koncerten, sladre om hende. Eller Ofelia. For alt i verden skulle hun holde den del fra Michael. En god ting var at han havde fundet hende så kort efter optræden på scenen. Hun kunne sige at hun umuligt ville kunne nå at skifte. Sandheden var jo nok netop at kun hun ville nå det og havde nået det. Morgan var intet nøl.
Hun ville spørge om han sov, men fravalgte det så endeligt, stillede sig tilfreds med trætheden og lagde sig så til rette. Hans arm under hendes hoved og ansigtet ved hans bryst. Et ben viklet om hans, en hånd på hans mave. Det var tæt nok. For nu. Så sov hun.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 27, 2012 22:46:11 GMT 2
Selv om hans krop var skubbet ud til bristepunktet, brugt af alle de følelser der vældede op i ham hele tiden og træt efter ti dages anspændthed, træt efter Morgan havde krævet ham en gang og han nu krævede hende, så følte han at han kunne forsætte for evigt for Morgans skyld. Men også hun var træt og der gik da heller ikke lang tid før de lå tæt omslynget og sov begge to. For første gang siden hun havde sagt de ikke skulle ses i ti dage, sov han som en sten. Fuldstændig omslynget af det rare, varme mørke og følelsen af Morgans ben om hans og hendes hånd der lå på hans mave. Hendes hår der let kildede ham på halsen. Selv om hans søvn måske virkede drømmeløs, så var den alligevel fyldt med Morgan.
Han sov endda så tungt at han end ikke bemærkede lydene der kom fra gangen. En time havde de sovet, måske lidt mere, men Koncerten var ihvertfald færdig og kollektivets beboer kom hjem. De snakkede alle højt i munden på hinanden, snakkede om Koncerten, hvem de bedst kunne lide og selvfølgelig var der meget snak om Ofelia.
''Jeg ku fandeme godt!'' Lød en brysk stemme fra en fyr og nogle piger lo af ham. Alle drengene kunne jo godt Ofelia, selv de snerpede havde jo været nød til at krydse deres ben for at skjule deres ophidselse. Nogle døre gik op og livet i kollektivet vendte tilbage.
Michael vågnede ikke rigtigt af det. Lydende nåede svagt ind til ham, men ikke nok til at hive ham ud af søvnen endnu.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 28, 2012 23:40:45 GMT 2
Morgan var nærmest med det samme blevet hevet ind i en drøm. Den handlede om bugtende kroppe og larm fra et fjernt sted. Hun var ikke helt sikker som altid når hun drømte. Hun følte at hun fløj, svævede, måske sejlede. Hun snakkede med Michael i drømmen og sagde til ham at han var en granat, selv om hun egentlig ikke forstod betydningen eller hvorfra hun kendte ordet. Hun havde leet og slået hende ihjel, uden rigtig at gøre det. Hun vidste det ikke helt selv. I hvert fald endte hun med at svømme inde i ham og det havde været en god ting. Så man på hende nu, ville man se hendes øjne bevæge sig bag lågene. Hun havde flyttet sig ganske lidt mens de havde sovet i den korte tid. Hun snøftede i søvne.
Intet af larmen fra gangen havde nået hende enndu, ikke engang Michaels krop der gjorde foranstaltninger til at vågne. Morgan lå bare der, flettet ind i ham, med hår over ansigtet.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 1:02:15 GMT 2
Michael mumlede et eller andet, som talte han i søvne, men det var blot fordi han var ved at vågne og larmen generede ham. Kunne de ikke holde sin kæft, bare et øjeblik. Men snakken gik lystigt der ud af ude på gangen. Michael tog en dyb indånding, prøvede at få lidt af trætheden af sig så han kunne åbne øjnene og i mørket kunne han ikke rigtig se noget stadig. Kun omridset af Morgan der lå halvt oven på ham. Hun sov vidst helt tungt og han havde nærmest ikke lyst til at vække hende. De kunne jo bare blive her inde, håbe at de andre ikke ville overveje at han måske var her inde, men ude et eller andet sted med familien. Hans lillesøster havde trods alt stået op scenen. Men så heldig var han ikke. Der lød en banken på døren og fordi de halvt forventede han ikke var hjemme tog de bare og åbnede døren, overraskelsen tydeligt malede i ansigtet på ham der nu åbnede døren, over at se at Michael var der... Og ikke alene. Det var Lukas der åbnede døren, den ene fyr af de to kæreste par der var i kollektivet.
''Jeg troede sgu ikke du var her.'' Sagde fyren med det lysebrune hår, med et undskyldende og alligevel nysgerrig blik, da han ikke rigtig kunne gennemskue hvem Michael lå med. Michael gned sig lidt i det ene øje og prøvede at få sine øjne til at vænne sig til det skarpe lys fra gangen. Og irriteret over at Lukas ikke bare lukkede døren og lod ham dem være. ''Vi du.. Eller I nok nærmere, med ud og have en sjus eller to sammen med os andre? Bare her ude i fællesrummet?'' Lukas havde i det mindste dæmpet stemmen af hensyn til den sovende Morgan.
''Måske, så kommer vi ihvertfald om lidt.''
Svarede Michael tilbage også med dæmpet stemme. Det kunne nu være meget hyggelig, men ikke helt med i planen. Han ville have Morgan alene, men hvis det alligevel var her i lejligheden, så skulle han da ikke være bleg for at se forbi hvis Morgan ville. Lukas nikkede og lukkede døren forsigtigt efter sig.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2012 1:08:08 GMT 2
Morgan rørte på sig. Det var Michaels krop der rykkede sig op det var stemmen fra et andet sted. Det var lyset. Pludseligt var hun ikke sovende mere, men vågen. Hun sukkede højlydt fordi hun var vågnet.
"Hey," sagde hun med et smil som ikke kunne ses. Hun følte sig ikke vred over været blevet vækket. Hun krøb i stedet lidt tættere på hans krop. Det var en god fornemmelse.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 11:40:54 GMT 2
Michael havde vel lidt håbet på at Morgan ikke ville vågne og han kunne lægge sig til at sove igen, men det var ikke tilfældet og alligevel var han taknemmelig for at hun vågnede når hun sådan puttede sig ind til ham.
''Godmorgen, eller hvad man nu end kan sige midt på dagen.''
Sagde han, stadig tydlig mærket af søvnen og han sukkede af velbehag da varmen fra hendes krop bredte sig mere over hans, som hun krøb ind til ham. I det mindste vidste han at de ikke ville blive forstyrret mere, hvis de valgte bare at blive her inde. Privatlivet blev alligevel til en hvis grad gjordt helligt her. Til en hvis grænse, som sagt.
''Det var ikke lang tid vi havde stedet for os selv.''
Ærgelsen var tydlig i hans stemme, men egentlig lå han og smilede.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2012 12:12:45 GMT 2
Morgan anede ikke hvad tid på dagen det var. Musikken der var begyndt og lyde plus stemmerne der indikerede en fest mindede hende om Lou Lous og at hun ikke havde sovet der de sidste ti dage. Men det føltes hjemmeligt og hun forstod ikke hvorfor hun overhovedet var vågnet af så lidt. Inde i hendes hoved gav det bestemt ikke mening.
"Er du bange for en udfordring?" sagde hun endnu en smule søvndrukken og hentydede til diskussionen tidligere.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 12:39:02 GMT 2
Det billige anlæg i fællesrummet blev tændt og stemmerne kunne høres, som var det et andet værtshus. Men det var nu hyggeligt nok. Det havde det jo været de fleste gange han og Jones havde været med til de aftner, selv om de nu kun kunne tælles på tre fingre og den sidste gang havde været lort. Men havde der nu ikke været alt det med Morgan, så var han nok hurtigt faldet ind.
''Er du bange for en udfordring?'' Lød Morgans stemme og havde hun kunne se ham havde han kigget på hende med et løftet øjenbryn.
''Nej?''
Svarede han, samtidig med et spørgsmål om hvad hun mente i det ene ord. Havde hun noget i tankerne eller var det bare fordi hun hentydede til sine udfordringer hun havde været igennem i de sidste to uger?
|
|