|
Post by Josephine on Oct 2, 2013 23:00:12 GMT 2
Gabriel nikkede. Det var vist ikke helt forkert. Det virkede bare som meget længe siden.
"Jeg må også sige da hun lavede de der primalskrig så tror jeg lidt jeg fik gåsehud fordi hun virkelig kontrollerede det. Jeg synes virkeligt at hvis det er hvad vi får lov at se af hende, tre koncerter som barn og den her , føler jeg lidt jeg er snydt for noget."
Gabriel havde været på Lou Lou sin del gange. Han havde hørt Morgan, set Morgan, men han lagde ikke de to helt forskellige sang genre sammen til et menneske. Også han havde mange gange sagt at Morgan spildte sit talent der.
Præcis som han sikkert ville sige om Maddie havde han ikke kendt hende men bare hørt hende synge på en bar en gang imellem. Som var det en pligt at synge fordi man var god til det.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 2, 2013 23:50:18 GMT 2
Maddie nikkede til Gabriels ord. Man følte sig en lille smule snydt og hun havde endda kun set en af hendes optrædner som barn og aldrig været tilstede til en af de koncerter. Men på trods af at Lisa ikke brød sig om Ofelias optræden og Gabriel heller ikke var videre begejstrede for andet end stemmen, så kunne Maddie alligevel ikke lade være med at se en smule op til den lyshåret pige. Den måde hun havde fanget publikum på, da hun stod på scenen. Og den måde hun kunne bevæge sig.
Maddie kunne godt danse, men gjorde det oftes på den 'sexede' måde når hun var fuld. Ellers var det ret uskyldigt ... Men det kunne slet ikke sammenlignes med Ofelia. Og selv om hun selv havde været et nervevrag, mens Ofelia var på, så havde hun godt set hvordan Gabriel havde kigget. Kun kort dog. Tænk hvis hun kunne fange hans blik sådan også.
''Måske kan man finde hende på en bar, syngende på en af de små scener.''
Maddie smilte sødt til Gabriel og trak på den ene skulder. Hun havde ingen anelse om hvor ret hun egentlig havde.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 6, 2013 10:40:24 GMT 2
Gabriel kom til at grine.
"Tror du ikke folk vil genkende hende, vi har jo set hende ud tøj."
"Gabriel min ven, jeg håber ikke det var hvad du tænkte på."
"Men hun havde jo ikke noget på."
"Ikke i mit hjem."
"Men det er jo sandheden."
"Ikke i mit hjem."
De så begge på hinanden med samme lille smil, hun med hænderne om koppen, han der flettede sine fingre ind i Maddies.
"Jeg tror nu alligevel folk ville vide det, på grund af det."
|
|
|
Post by Tenner on Oct 6, 2013 16:17:17 GMT 2
Maddie forholdte sig stille mens de snakkede frem og tilbage de to. Hun vidste hvad Jones eller Michael ville have sagt, med deres altid kække svar, men det lå ikke til hende. Hun var ikke ligesom sine brødre på det punkt. De var bestemt ikke jomfruelige helgener, men der hjemme pralede de ikke op. Hun havde dog alligevel tit ligget med dem og snakket med dem om nogle af de piger de mødte. Men hun vidste udemærket godt at hun var forskånet for de fleste detaljer og det passede hende godt.
''Med mindre hun klipper sit hår og vælger at have tøj på den næste scene vel.''
Hun elskede følelsen af hendes hånd i hans og da han lod hendes fingre skilles med hans egne. Det var så trygt og hun fik hel lyst til at putte sig ind til ham.
''Hvor er ... Din morfar henne. Jesper ikke?''
Hun havde set på Lisa først, men hun havde været i tvivl om hvad Lisas mand hed, så hun havde skiftet sit blik til Gabriel, men navnet var kommet men hun snakkede.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 7, 2013 19:30:18 GMT 2
Gabriel nikkede til hende. Jesper. Den var god nok. Lisa og Jesper. Mormor og morfar. I den rækkefølge. Ikke fordi han ikke holdt af sin morfar. Det gjorde han. "Ja hvor er morfar?"
Lisa smilede også, mens hun stillede koppen og faktisk lo lidt.
"Jeg har smidt ham ud."
Måden hun sagde det på indikerede ikke ligefrem at det var noget seriøst men noget måtte have været i gære siden hun havde gjort det.
"Manglede du mælk?" drillede Gabriel.
"Ved I hvad, når man bliver gammel og ikke arbejder så kan man godt gå i stå og han sidder jo bare der hele dagen," hun pegede på sofaen hvor det unge par sad. "Og så sendte jeg ham ud og gå en tur. Er jeg så et forfærdeligt menneske?"
|
|
|
Post by Tenner on Oct 7, 2013 21:44:21 GMT 2
Maddie fangede godt at det ikke var seriøst at Lisa havde smidt ham ud, men hun kendte ikke Lisa godt nok til at vide om det var normalt eller noget ekstraordinært at Gabriels morfar var sendt afsted. Men det virkede nu ikke særlig alarmerende på Gabriel, så der var ingen grund til at være urolig. Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule over det sammenspil mellem bedstemor og barnebarn der spillede for øjnene af hende. Det var herligt.
''Nej, man har vel altid godt af en lille gå tur.''
Hun yndede jo selv at gå ture selv. Eller efter hun havde mødt Gabriel var det nok mere sammen med ham hun havde gået ture med ... Når de havde kunne nå det. Men det var muligvis ikke en mulighed det næste stykke tid, før alt efter koncerten var faldet en smule. Hun var blevet stoppet alt for mange gange de to gange han havde gået ude, at det virkede urealistisk.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 7, 2013 22:39:20 GMT 2
Lisa slog ud med armen mod Maddie.
"Dig skal han møde," sagde hun. "Gabriel er altid sådan: Lad ham nu få lidt fred. Dit udglattende mellembarn, du er uforlignelig, er du. Man har ikke godt af bare at gøre det samme hver eneste dag."
"Du blev da her."
Lisa brød ud i et stort smil og som svar løftede hun tallerkenen med kage. De vidste begge at en del af grunden var at morfaren ofte kommenterede Gabriels bøsse hobbier, musik og bagning, mens mormoren nød begge dele. Ikke at Jesper var streng, men drenge var drenge og piger var piger. Han accepterede men kommenterede.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 7, 2013 23:14:07 GMT 2
Maddie lyste op i et smil. Hun ville med glæde gerne møde Gabriels Morfar, uanset hvorfor denne var blevet sendt væk. Hun ønskede et øjeblik at hun også havde haft nogle flere familiemedlemmer som hun kunne vise frem til Gabriel, så han kunne opleve hvor herligt det var at se ham og hans mormor. Også selv om de havde blikke til hinanden der fortalte alt og hun ikke var med i det. Som nu, hvor de udvekslede endnu et blik og Maddie kunne kun gætte på hvad de sagde til hinanden.
Hun havde selv spist sit stykke kage, som Gabriel havde bagt og selv om hun virkelig gerne ville, så ville hun ikke kunne klemme et stykke mere ned.
"Men så må vi jo håbe han når tilbage, inden vi går." Og det var bestemt ikke lige nu de skulle til at gå.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 8, 2013 11:34:39 GMT 2
Lisa rystede på hovedet.
"Jeg tror han er gået på kaffebar, så kommer han ikke før om et par timer når han er blevet for sulten og for nærig til at betale sig fra det."
Gabriel kom til at grine. Hans bedsteforældre havde en sær måde at hakke på hinanden. Han var ikke i tvivl om de hørte sammen, men det var så typisk den ene at snakke grimt om den anden. Det var vel som hans søskende og ham. De hakkede, mobbede, hængte ud, men aldrig så ubehageligt at nogen blev ilde til mode af dem selv. At andre nogen gange havde svært ved at kapere dem var noget helt andet.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 8, 2013 18:03:03 GMT 2
Det var præcis sådan hun forstillede sig bedsteforældre være. Gammel kærlighed, der stadig skinnede igennem ord, men at man ikke kunne lade være med at prikke lidt til hinanden. Om den anden var der eller ej.
''Hm, så må det jo blive en anden gang.''
Hvis der blev det. Maddie håbede men selv om hun måske var naiv på nogen punkter, uerfaren og uviden måske, så vidste hun godt at det hele stadig var så nyt, at hun ikke skulle regne med noget. Hun vidste at hun var forelsket i Gabriel. Det var hun ikke det mindste i tvivl om, men hun vidste ikke om han tvivlede. Det virkede måske ikke sådan, men han havde jo haft andre før hende. Så hvad skulle afholde ham fra at gå videre? Men hun havde også lovet sig selv, at hun ville gøre alt for ikke at give ham grund til at finde en anden. Hun var bevidst om at hun ville gøre nærmest alt for ham, dog kunne hun kun håbe at han havde det på samme måde. Maddie sendte et smil til Lisa.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 8, 2013 18:29:43 GMT 2
Lisa nikkede og tyggede af munden.
"Ja ja, kender jeg jer børn ret kommer I rendende hele tiden. Gabriel skal jo også aflevere kage, når du nu får travlt med syngeriet."
Jo Gabriel havde klaget sin nød. Han så på Maddie og smilede lidt klemt, trak skulderne en smule op. Han var lidt bekymret for at han ville blive efterladt alene og hun havde så travlt. Skulle synge. Vise sig frem, ikke at Maddie var sådan men hendes mor kunne han forstå og hendes lærere, han havde kendt andre børn der blev sangstjerner. Og nu var han den talentløse kæreste.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 8, 2013 23:20:51 GMT 2
En lille rynke viste sig mellem hendes bryn. Ikke fordi hun blev sur over Lisas ord. Aldrig. Men på trods af Maddies evigt rodede tanker, var hun ikke lang tid om at forstå, hvor Lisa havde det fra. Hun vendte blikket til Gabriel, som han smilte en smule undskyldende til hende. Han havde snakket med sin mormor, om at Maddie ville få travlt med at være en sanger nu. Han havde sagt det lidt indirekte til Maddie også et par gange, men aldrig brokket sig. Men han havde klaget til sin mormor og det var vel forståeligt nok. Hun havde nok ikke været bedre selv, hvis det var hende i hans sted. Hvis det var ham vis sang karriere stod vidt åben op af den gyldne trappe. Men for at få lov til at træde op på det første trin, af den gyldne trappe, skulle man først sælge sin sjæl til de store producere. Og det havde hun ikke lyst til. Det vidste han. Og hun ville have ham med, hvad end der skete. Et øjeblik ønskede hun, at de havde været sammen lang tid før den Store Koncert. At hun havde fået øje på ham den gang hun startede på Konservatoriet, så hun bedre kunne forsikre ham om, at hun ikke ville glemme ham midt i al hurlumhejet, men have ham ved siden af sig. Mærke hans arme om sig og føle at alle udefrakommene forstyrrelser ikke kunne røre dem. Men så med de to uger de havde været sammen, ville hendes ord virke en smule tomme. Selv om hun ikke var det mindste i tvivl om at hun mente det nu og hun ville også mene det om mange år frem i tiden. Så længe han ville have hende.
''Jeg har ikke lyst til at det bliver det helt store,''
Begyndte hun og smilede til Lisa. Og det måtte hendes mor forstå. Hun ville ikke op til de producers igen. Hun ville ikke møde ham John nogensinde.
''Så det kan være, at han slet ikke får tid til at komme med kage, alene.''
Hun klemte hans hånd. Havde lyst til at kysse ham og hviske alle hendes tanker.
|
|
|
Post by Josephine on Oct 9, 2013 0:11:17 GMT 2
Lisa blinkede til Maddie.
"Jeg kan også bedre lide dit selskab lille skat, ham der ser jeg hele tiden," som var det fortroligt og Gabriel ikke kunne høre det.
Han kneb øjnene sammen ved mormorens ord men var mere fokuseret på Maddie.
"Hey M, vil du så bare skrive?"
"Det har hun sagt hun gerne vil Gabriel," sagde hans mormor med et varmt smil.
Gabriel havde bare ikke opfanget det sådan. Hun havde været i tvivl. Bange for at sige fra, men det virkede som om nu at hun havde valgt et standpunkt, et ståsted. Hvor hun kunne være. Hvor hun ville gå til. Og det var også fint, men måske de også skulle snakke om hvad hun sagde nej til. Han var glad fordi hun havde taget sin egen beslutning og ikke bare morens. Der var noget beregnende ved Lia han ikke brød sig om. Han havde set hende med George i det Maddie kaldte en god stund, med John og hørt dem skændes til morgen. Dét brød han sig ikke om.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 9, 2013 7:02:45 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at blive hel varm om hjertet ved Lisas ord. Det var rart at vide at man var velkommen, så havde man ikke givet et dårligt indtryk og det var en af de ting hun havde været nervøs ved at møde Gabriels familie. Godt nok var hun nysgerrig og ville virkelig gerne møde dem, men det var nok hel naturligt at man var nervøs fordi man gerne ville have de kunne lide en.
''Altså jeg kan nok ikke lade være med at synge lidt også,''
For det var så stor en del af hende at hun aldrig ville kunne gå hel væk fra sang og musik. Hun ville aldrig kunne finde ud af at være andet end i musikbranchen. Måske ikke som en stor stjerne, men på anden vis.
''Men helst skrive ja.''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 9, 2013 18:00:54 GMT 2
Gabriel kom til at grine. Nej hun ville nok ikke kunne lade være med at synge. Det kunne han jo heller ikke selv.
"Du bliver den de alle hugges om," sagde han.
Han var sikker på at hendes musik ville være lige så vidunderlig som hendes selv. Fyldt med smutveje og huller man kunne falde ned i, blive der for at blive trukket op. Firnurlige melodier og tekster som ikke blot handlede om endnu en kæreste der var skredet, men måske bare handlede om vinden, om skyerne om menneske. Om alt det der var lige for og lige der og lige her. Han kunne ikke selv følge med hende altid, men han var sikker på at den dag han fik lov at høre noget hun havde lavet så ville han forstå noget bedre.
|
|