|
Post by Tenner on Oct 9, 2013 23:10:50 GMT 2
Maddie så på Gabriel og kunne ikke lade være med at himle med øjnene af ham og smile. Hun tvivlede på at det ville blive sådan, men hun kunne mærke at det kildede i maven fordi han ikke blot sagde det for at være sød. På trods af at han aldrig havde hørt nogen af hendes egne ufærdige sange, så var han overbevist om at han havde ret.
''Nu skal jeg jo lige have prøvet at gøre en sang færdig først, før vi ved om det nogen sinde ville ske.''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 9, 2013 23:40:59 GMT 2
"Jeg har jo sagt du bare skal gøre det," sagde Lisa med et smil og et hovedryst.
"Mormor, tingene er ikke bare altid lige til."
"Du spytter da sange ud hver andet minut."
"Sange folk har glemt hver andet minut."
"Ikke alle dine sange," sagde hans mormor, på en måde mere melankolsk.
Gabriel smilede til hende. Vidste godt hvad hun tænkte på og det var også i orden. Hans mormor mente at han havde sine brilliante momenter men især sangen om Mary elskede hun. Alle havde holdt af hende. Lisa måske mere havde haft svært ved hvordan Gabriel havde båret det, fordi alle sørgede glemte man lidt den personlige sorg og først for sent havde Lisa set hvordan Gabriel med et smil havde lidt.
"Maddies bliver sådan nogen elever stadig synger om 100 år."
|
|
|
Post by Tenner on Oct 10, 2013 18:32:49 GMT 2
Hun så frem og tilbage på det to, som de snakkede og hun ville have sagt til Gabriel at det ikke passede at folk glemte hans sange. Han havde bare ikke haft chancen endnu for at lade folk hører dem. Desværre. Dem hun havde hørt havde hun ikke glemt. Og hun tvivlede på at hun nogensinde ville. Men Lisas melankolske stemme fik hende alligevel til at tie. Overraskende nok. Men hun havde en fornemmelse af at det var noget helt særligt hun mente. Hvad vidste Maddie dog ikke.
Men der gik kun et øjeblik, så puttede Gabriel hende op på en pedistal igen og Maddie rystede på hoved.
''Du skam roser mig altså for meget.''
Drillede hun og havde en mild latter i sin stemme.
''Desuden har du jo aldrig hørt nogen af dem.''
|
|
|
Post by Josephine on Oct 10, 2013 18:44:53 GMT 2
Gabriel så på hende.
"Og hvis skyld er det, M?" spurgte han let drillende. "Ej, jeg har mødt dig og mormor vil garanteret sige det samme. Du har jo talentet så jeg ved du gemmer på noget som ligesom bare skal blive stort."
Han vidste det. Troede på det. Så Maddie skulle også bare selv tro på det. Han prøvede virkeligt at fortælle hende hele tiden hvor god hun var. Hvor meget talent hun havde. Hun følte det var en piedestal men han så det bare som sandheden.
"JEg giver Gabriel ret," konstaterede den statelige mormor.
|
|
|
Post by Tenner on Oct 10, 2013 20:02:31 GMT 2
''I to, altså.''
Hun var beæret. Glad for at de troede så meget på hende, men tænk hvis Gabriel nogensinde hørte en af hendes sange og han blev skuffet? Tanken skræmte hende faktisk mere end hun ville være ved og hun have besluttet sig for at han skulle hører en af dem. Måske flere. Måske kunne han hjælpe hende på vej med dem.
''Man skulle næsten tro i var i familie.'' Hun drillede. ''Men tak.''
Og hun mente det. Selv om hun havde svært ved al rosen, var hun inderlig taknemmelig for det.
|
|