|
|
Post by theresa on Mar 18, 2012 23:41:55 GMT 2
Før Abigail vidste af det havde Gabriel trukket hende ud fra gangen ud på badeværelset. Det var meget lille, og de kunne knapt nok være der begge to. Men det gik. Hun kiggede tøvende på hende. Han havde sikkert kunne se, at hun havde røde øjne. Hun skulle ikke have ringet til ham. Hun var kun til besvær, og nu var han irriteret på hende. Helt sikkert.
Hun rynkede panden som om hun havde ondt, da hun satte sig ned. Hendes hænder levede sit eget liv - hun gned dem bare ubevidst. Måske var det fordi hun var anspændt. Måske var hun nervøs. Måske holdt hun noget inde. Måske havde hun det dårligt over at være til besvær for Gabriel og hans kæreste.
"Undskyld..." Hun ville have sagt det med stemme på, men det var kun en skrøbelig hvisken. Hun sagt en klump. "Jeg skulle ikke have ringet..."
Han greb ud efter noget toiletpapir og rakte det frem til hende.
"Puds næse," sagde han bestemt. Hun så tøvende på papiret, men tog så i mod det. Skulle hun bare pudse næse mens han kiggede?
|
|
|
|
Post by Josephine on Mar 18, 2012 23:55:45 GMT 2
Gabriel satte sig på huk foran kummen og rørte ved hendes knæ.
"Abi, Abi, Abi. Jeg gider ikke høre nogen undskyldninger. Du er dig og det ved jeg og jeg kan altså godt lide dig," han havde et varmt smil på og hans øjne udstrålede hans sædvanlige venlighed og strejf af charme.
"Så puds den næse og tør dine øjne."
Han rejste sig og tog håndklædet der hang og gjorde det vådt i koldt vand.
"Og tør dig med det her. Så gør vi ud og spiser frokost og bare snakker om lige det du har lyst til, ikke?"
Det virkede nu ikke som om Abi ville sige meget, men hun manglede vel bare selskab.
|
|
|
|
Post by theresa on Mar 19, 2012 0:27:35 GMT 2
Hun kiggede op på hvad han lavede med våde øjne. Hvorfor gjorde fik det hende altid til at græde, når han snakkede sådan til hende? Hun følte sig bare meget skrøbelig, måske også lidt dum fordi hun var ked af det. Og så følte hun - om det var rigtigt eller ej - at der faktisk var en der bekymrede sig for hende.
Hun slog blikket ned og gav sig til at pudse næse. Hun krøllede papiret sammen til en kugle og kastede det i et skraldehul ved siden af. Men da der begyndte at komme lidt flere rene tårer i hendes øjne, brugte hun bare sine hænder.
"Hvad med Maddie?" hviskede hun stille. Hun vidste slet ikke om Maddie syntes om hende. Maddie virkede bare så åben selvom hun kun havde set på hende i under et minut. Hun virkede bare så smuk og farverig. Gid Abi var sådan...
|
|
|
|
Post by Josephine on Mar 19, 2012 9:28:17 GMT 2
Gabriel smilede og stod bare med håndklædet strakt frem.
"Maddie skal bare se dit søde smil og så er hun præcis lige så glad for dig som jeg er."
Måske var det fordi han havde oplevet sin del af folk der følte sig overset derhjemme at han bare tog hendes tårer så roligt. Hysteriske børn og teenagere der ikke fik ders vilje. Gabriel så ikke det som noget totalt foraligt og skadeligt at Abi var ked af det, han kunne overse det fordi at han mente hun bare skulle tage sig sammen, selv om det var svært. Inden i gemte der sig jo en vidunderlig sjov person som han faktisk havde haft en del sjov med.
|
|
|
|
Post by Tenner on Mar 19, 2012 10:58:59 GMT 2
Der var ihvertfald gået de to minutter nu, men hun ville ikke banke på døren. De havde vel brug for at snakke, ikke? Men hvorfor havde Gabriel så bed hende komme med, hvis Abigail havde brug for bare at snakke med ham i ene rum. Maddie skubbede tankerne til side og var træt af at se på de samme 10 billeder glide forbi i den elektroniske ramme og gik i stedet for videre i den lille lejlighed og tog det første værelse hun kom til og listede sig til at kigge ind i det, først ved døren på halvt men hvad hun så der inde fik hende til at åbne døren helt. Møblerne var hvide og ordinære, men det var farverne og tegningerne på væggen der fangede hendes blik.
Det var smukt og utrolig farverigt. Hun malede altså også Abigail og tanken fik Maddie til at stoppe med at nynne. Hun vidste det måske var uhøfligt bare at vade ind på pigens værelse, når de kun havde præsenterede sig for hinanden. Intet andet. Men hun måtte se nærmere på de her malerier på væggen.
|
|
|
|
Post by theresa on Mar 19, 2012 12:18:31 GMT 2
Hun nikkede mens han snakkede, fordi hans tonefald virkede som et man bare skulle nikke af. Hun kunne ret godt lide Gab fordi han ikke var så uforstående ligesom mange af de psykologer hun havde været hos. Psykologer var overraskende tomhjernede, når man tænkte på hvilken stor uddannelse de havde. De vidste ikke hvordan hun havde det, hvad der ville få hende til at få det bedre eller noget som helst. End ikke at tale ordentligt med hende på en måde der eventuelt gjorde hende gladere.
Gabriel var god til at få hende til at smile.
Hun smilede nu. For at gøre ham stolt måske. For at vise ham, at hun godt kunne smile. Hun tog håndklædet han holdt foran hende og begravede sit ansigt i det. Mens den kolde fugt fra håndklædet omsvøbede hendes ansigt, mærkede hun hvordan hun slet ikke havde lyst til at tage det væk. Mørket der var bag det var ret dejligt, hvorfor tage det væk? Hun følte sig alligevel så tom lige nu.
Men hun kunne høre Gabriels vejrtrækning, og han ventede på hende. Han havde alligevel små forventninger til hende.
Langsomt gnubbede hun sig i øjnene med det og fik tørret de størknede tårer væk fra hagen og halsen. Hun snøftede lavt igen og tog håndklædet væk.
"Jeg har æggesandwich. Det ka' du godt li', ik'?"
|
|
|
|
Post by Josephine on Mar 19, 2012 12:23:38 GMT 2
Gabriel lo højt og åbnede døren.
"Du ved da jeg spiser alt, men æggesandwich lyder usandsynligt godt." Han gik ud fra det varme og lille badeværelse og så efter Maddie.
"Hvor er du, Maddie?"
Han rakte en hånd ud mod Abi for at trække hende op. Hun var sgu sød.
|
|
|
|
Post by Tenner on Mar 19, 2012 13:01:52 GMT 2
Det gav et sæt igennem Maddie da døren pludselig åbnede og Gabriel stemme skar igennem lejligheden. Hun havde faldet i staver foran alle de mange farver på Abigails værelse og nu blev hun opdaget i at rende rundt og snage. Men hun havde vel ikke set noget hun ikke måtte vel? Og hun kunne jo ikke bare blive stående i entreen.... Men hun burde nok bare ikke vade ind på pigens værelse.
''Jeg er her''
Svarede hun og kom ud fra værelset, tids nok til at se Gabriel tage Abigails hånd for at trække hende op at stå. Hun ville ikke lade sig røre af det, nægtede, og i stedet for gjorde hun bare hvad hun var bedst til. At lade munden kører uden hendes hjerne rigtig kunne følge med.
''Er det dig der har malet væggene inde på det værelse Abigail? Altså ikke at jeg ville rende rundt og snage, mens i snakkede bag døren, men jeg gik rundt og kiggede lidt og kom til at falde over dit værelse.. Det er dit værelse, ikke? Men det er virkelig flot og farverigt og du er virkelig dygtig, men det var ikke meningen bare at vade rundt i din lejlighed.''
Hun lukkede munden, inden det blev for meget. Eller det var det vel allerede, for hun skulle bare havde stoppet efter første sætning. Hun prøvede at redde det med et smil så hun ikke virkede al for underlig.
|
|
|
|
Post by theresa on Mar 19, 2012 17:59:08 GMT 2
Da de trådte ud af badeværelset kom Maddie ud fra hendes værelse. Hun kunne ikke lade vær med at tænke over om hun mod havde snaget i hendes ting i de få minutter hende og Gab var væk. Men det gjorde vel ikke noget. Hvad var der af interessante ting at kigge på på hendes værelse? Hun smilede lidt til hende.
Så åbnede Maddie munden:
''Er det dig der har malet væggene inde på det værelse Abigail?" spurgte hun. Abi nikkede vagt. Hun vidste godt det ikke var så pænt. Hun havde overvejer at male det over igen. Hvidt måske. Hun skulle til at sige det til hende, da Maddie fortsatte.
Hun vidste næsten ikke, hvad hun skulle sige. Hun kiggede bare ned. Måske havde hun fået røde kinder, hvis hun kunne få det.
Hun mumlede et lille "Tak..." og smilede kort. Hun tænkte med sig selv, at hun sikkert bare sagde det for at være venlig. Så var det da meget sødt af hende, at hun ville være venlig mod hende.
"Jeg har æggesandwiches i køkkenet..."
|
|
|
|
Post by Josephine on Mar 19, 2012 18:44:15 GMT 2
Gabriel smilede bredt til Maddie. Hun kunne nærmest ikke have sagt noget bedre.
"Abi lader altid som om hun ikke kan male, men det er falsk beskedenhed, hun er helt fantastisk til det. Ja, altså jeg har ikke mødt nogen der er bedre."
Han gav Abis skulder et klem og rakte så ud efter Maddie, mens Abi fortsatte mod køkkenet. Han vidste godt at det her var lidt mærkeligt. At han sådan carede omkring Abi, men det var bare det at han vidste Abi havde brug for hele tiden at få af vide hvor god hun var, ellers glemte hun det helt. Det kunne bare godt virke som om at han var forelsket i hende og ikke i Maddie og sådan var det ikke. Så da Abi ikke kiggede gav han hende et hurtigt og pludseligt kys på munden.
"Jeg er faktisk også herre sulten."
Det var faktisk en lille smule pirrende at gøre det på den måde skjult. Ikke at han troede Abi ville have noget imod det, men hun ville bare føle at hun havde ødelagt hans dag.
|
|
|
|
Post by Tenner on Mar 19, 2012 22:00:38 GMT 2
Det var ikke meget Abigail sagde til hendes ros, tværtimod så det nærmest ud som om hun ikke kunne lide at Maddie roste hende. Maddie så forvirrede ud et øjeblik, men Gabriels ord fik hende til at smile. Abigail var god til at male, virkelig god, det havde hun jo selv lige set på væggen. Men det var måske også lidt underligt at en fremmede pige rendte rundt og kiggede på ens ting.
Maddie skulle til at følge med Abigail ned til køkkenet da Gabriel rakte ud efter hende og kyssede hende kort. Det var kort, al for kort, men det var nok til at hviske al tvivl væk fra hendes sind. Hun ville nok aldrig sige det højt, men hun havde nok været en smule jaloux på Abigail. Men Gabriel var hendes kæreste... Hendes egen søde kæreste der hjalp hvor han kunne. Så kunne hun ikke tillade sig at være jaloux.
''Også mig og æggesandwich lyder lækkert''
Hun var faktisk sulten, det var trods alt et stykke tid siden hun havde spist noget mad. Men hun havde haft langt mere og langt bedre ting at tænke på en mad og han stod lige ved siden af hende.
|
|
|
|
Post by theresa on Mar 20, 2012 0:10:08 GMT 2
Abigail gik ind i det lille køkken og tog det lille fad fra bordet hen på det lille spisebord ved vinduet. Hun så tilbage på Maddie og Gab og smilede lidt.
"Jeg... Jeg ved ikke hvor gode de er... Ellers kan I bare smide dem ud," mumlede hun og kiggede lidt på fadet med sandwiches. Hun havde selv lige mixet dem sammen og sådan. Så de var nok ikke vildt gode, men hvis de var sultne ville de nok... Ja...
Hun gad godt være bedre til at lave mad. Så hun kunne have lavet noget mere kreativt til dem. Måske en varm ret eller noget. Måske pandekager. Men hun var elendig til madlavning. Hun blev nok aldrig god til det. Der var mange ting hun nok aldrig blev god til.
De satte sig alle ned omkring bordet. Hun ville ikke tage en sandwich før de gjorde. Så sulten var hun heller ikke.
|
|
|
|
Post by Josephine on Mar 20, 2012 11:18:27 GMT 2
Gabriel satte sig og tog en sandwich.
"Mmm."
Den var god. Måske manglede den lidt krydderi men det var faktisk lige meget. Det var lige hvad han havde brug for og det var længe siden han sidst havde sat tænderne i en sådan.
"Har du selv lavet dem?"
Han vidste godt at de havde hun, men så kunne han jo praise hende mere. Ros til kokken og alt det. Men lige nu tænkte han nu mest på maden og i tre bidder var trekanten nede og han tog en ny.
"Ej undskyld men jeg er mand, i ved, vi skal have depoterne fyldte." Han lo af sin egen dårlige joke.
|
|
|
|
Post by Tenner on Mar 20, 2012 12:59:48 GMT 2
Maddie satte sig ved det lille spisebord, hvor der kun var plads til fire mennesker. En på hver side af bordet og Gabriel sad imellem de to piger. Hun tog en sandwich og kunne mærke sulten gnave i maven da hun satte tænderne i den bløde sandwich. Den smagte som den skulle. En æggesandwich, og det passede hende helt fint at det hverken var mere eller mindre. Hun gad jo ikke og sidde og være kræsen, når nu Abigail selv havde stået og lavet dem. Hun nåede knap nok at få sunket den første bid før Gabriel rakte over og tog sin næste. Hun rystede smilende på hoved af ham.
"De smager dejligt"
Hun kiggede over på Abigail igen. Det var underligt at se en pige uden farve på den måde, og det fik hende til at se så uendelig skrøbelig ud. Pigens forsigtighed og den lidt lukkede opførelse gjorde også sit til at man næsten var bange for at hun skulle knække. Et spørgsmål slog Maddie og som altid stoppede hun det ikke, på trods af at Gabriel selv lige havde stillet Abigail et spørgsmål.
"Hvor gammel er du egentlig?"
Maddie tog en bid af sandwichen mere. Det var måske uhøfligt at spørge så direkte, men hvornår havde hun sidst tænkt over et så simpelt spørgsmål. Nok aldrig og det var jo heller ikke for at være uhøflig, de var ren nysgerrighed. Det var svært at bedømme hvor gammel Abigail var.
|
|
|
|
Post by theresa on Mar 20, 2012 16:40:32 GMT 2
Abi skulle lige til at svare, at hun havde lavet dem da Maddie spurgte hvor gammel hun var. Hun kiggede kort på hende med et lille smil og tog så en sandwich. Hun kiggede på den bare for at have noget at kigge på og tog en lille bid. Det skulle jo ikke virke som om hun var for ivrig efter at spise sine egne sandwiches.
"Ehm... Jeg... Jeg er 19," fremstammede hun. Hun sagde ellers aldrig rigtig sin alder. For alle så altid så overraskede ud, når hun sagde den. De tænkte sikkert, at hun så vildt lille ud i forhold til sin alder eller noget.
|
|
