|
Post by theresa on Mar 14, 2012 12:19:38 GMT 2
En meget lille lejlighed hun bor i med sine forældre. Hun har sit eget lille værelse, hvor hun har malet rundt på væggene. Hendes møbler er meget hvide og kun væggene er rigtigt farvede. Ellers er der et lille badeværelse, et smalt køkken og en list større spisestue op ad køkkenet. Forældrene har også deres eget lille rum, men de er kun i det når det sover fordi det er så småt.
|
|
|
Post by theresa on Mar 14, 2012 12:26:36 GMT 2
Abi lå og kiggede op i loftet på sit værelse. Hun snøftede jævnligt og tørrede sine små, rene tårer væk når de løb ned mod hendes øre. Hun tænkte på hvor hårdt hun havde det. Hvor hårdt det var at se ud som hun gjorde, at bo sådan et sted som hun gjorde, at være så skide upopulær og så skide dårlig til alt ting. Hun ville så gerne være ligesom alle andre, men det var hun bare ikke. Hun var så fucking grim... Hun ville ikke engang kigge sig i spejlet på sit klædeskab. Hun ville ikke engang kigge på sine tudegrimme malerier. Hun rullede sig sammen. Hvis hun døde, ville hun sikkert få det meget bedre end nu. Så ville hun ikke mærke, hvor ensom hun var og hvor unormal og grim hun var... Hun snøftede lidt igen og kastede et blik på sin telefon på sengebordet. Hun tørrede endnu en gang sine tårer væk. "Kald... Gabriel," sagde hun 3 gange fordi telefonen ikke kunne genkende ordene med hendes grådkvalte stemme.
Bare han nu ville snakke med hende. Tænk hvis han i virkeligheden hadede hende...
|
|
|
Post by theresa on Mar 14, 2012 13:32:21 GMT 2
Hun snøftede og fortrød straks hun havde forstyrret ham, da hun hørte hans tonefald. Så satte hun sig op. "Undskyld, jeg..." hendes stemme knækkede over, "Jeg skulle nok ikke have ringet..." skyndte hun sig at sige med en lidt skinger stemme.
|
|
|
Post by theresa on Mar 14, 2012 22:32:11 GMT 2
"Abi? Abigail du forstyrre aldrig det ved du da," svarede Gab. Hun lo og hulkede lidt på samme tid og trak benene op. "Hmm...." Hun skulle til at sige noget, men han kom hende i forkøbet:
"Hvad så?" Han lød oprigtig bekymret. Hun kunne høre lidt larm i baggrunden. Måske var det bare kontrasten - der var fuldstændig stille i hendes halvtomme værelse. Hun måtte vel bare... stole på ham, som Simon havde sagt. Det... Det skulle nok gå. Folk ville hende sikkert godt i sidste ende... right?
"Jeg... Jeg har det bare så dårligt, og Simon siger jeg skal snakke med andre, men..." Hendes stemme blev mere og mere skinger for så til sidst at knække over igen efterfulgt af et hulk. Lyden af hans stemme og hans omsorg fik tårerne til at strømme ned af hendes blege kinder. Oprigtighed eller ej, omsorg kunne slå hul på enhver tårekanal, det kunne den. I hvert fald nu...
|
|
|
Post by theresa on Mar 15, 2012 17:18:13 GMT 2
"Jamen ... har du lyst til jeg kommer forbi?" lød Gabs stemme i den anden ende. Hun var stille lidt, da hun ikke rigtig vidste om hun skulle sige ja eller nej. Hvad hvis hun forstyrrede, og han bare ikke ville indrømme det? Tænk hvis han i virkeligheden syntes hun var helt vildt irriterende? Hvad hvis han syntes hun var en byrde?
"Men... Forstyrrer jeg?" Hun snøftede igen og kom til at tænke på, at han sikkert syntes hun var vildt provokerende. At han sikkert var blevet tvunget til at være så sød. De gjorde hende ked af det. Hvem ville egentlig ikke synes hun var lidt af en byrde?
|
|
|
Post by theresa on Mar 16, 2012 0:16:25 GMT 2
Abi stoppede midt i en bevægelse og kiggede bare ud i luften. Havde han haft en kæreste hele tiden? Nåh ja... Hvorfor overhovedet have nogle forhåbninger om at få en kæreste? Hun var ikke køn nok til det og hun var også for syg i hovedet til det. Han var også ret flot, så det var da klart. Altså... Han hjalp jo bare fordi han skulle. Om han gjorde det fordi han kunne lide hende, havde jo ikke så stor indflydelse, for han var jo nærmest bare blevet sat på det job uden at blive spurgt. Hun mærkede hvordan hun skammede sig over, at hun overhovedet havde ringet til ham. At hun havde forestillet sig, at han måske kunne lide hende en smule. At hun måske havde kunne lide ham. Hvor var hun dog dum altid... Altid ude og havne på en sky med de forkerte fyre. Da Abigail ikke svarede, fortsatte Gab: "Men jeg er sikker på at vi sagtens kan ændre planer og spise frokost hos dig, putte."
Hun snøftede igen og kiggede ned på sine blege hænder i skødet. Hun havde mælkehvide negle og meget tynde håndled. Hun kunne bare ikke rigtig se, at der var noget positivt ved det hun så på, når hun så ned af sig selv. Hvad var der positivt med en klam albino-lignende tøs? Han havde kaldt hende putte? Var det fordi han var irriteret? Eller mente han det? Gid hun vidste det. Hun tog sig i at tænke, at han mente det, men det gjorde han nok ikke...
"Altså..." Hun snøftede igen. "Kommer d- ... Kommer din k-kæreste ikke i første række?" Hun ville ikke lyde snærende eller negativ eller noget andet, for så ville han nok synes hun var en endnu større byrde.
|
|
|
Post by theresa on Mar 16, 2012 11:46:11 GMT 2
Hun nåede ikke at svare før han lagde på, og hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle tolke det. Hun sad stille i nogle sekunder, hvor hun bare så sine hænder i skødet blive mere og mere slørrede som hendes øjne endnu engang fyldtes med tårer. Hun følte sig frygtelig alene som hun sad der i absolut stilhed i sit tomme værelse. Kun lyden af hendes puls i kroppen kunne høres. Hendes forældre ville først være hjemme sent, og de vidste aldrig, hvad de skulle gøre, når hun var depressiv. De kastede bare en psykolog efter hende, tænkte hun. De var vel lidt bitre over de havde fået en pige, hvor alt bare var galt... Hun lavede en lille skål med hænderne, da hendes tårer dryppede ned fra hagen. De var store og rene og hendes hænder blev hurtigt helt våde af tårer. Så rejste hun sig op - glemte altid at rætte ryggen. Der gik hun ud af rummet til badeværelset og vaskede sine hænder. Grundigt. Hun fandt noget tøj, tog det på i stilhed og gik ud i køkkenet.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 16, 2012 13:51:56 GMT 2
Gabriel smilede til Maddie og bankede på døren.
Han frygtede lidt det de skulle se, men han kunne jo sagtens klare det. Og Maddie ville også kunne snakke. Det gjorde hun jo hele tiden.
"Bare snak. Uanset hvad. Ja... det er næsten det bedst."
Han smilede igen.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 16, 2012 14:28:00 GMT 2
Maddie så på døren. Hun kendte ikke navnet eller stedet, så hvad hun gik ind til havde hun ingen anelse om. Hvordan Abigail så ud kunne hun kun gætte på og hvorfor hun var ked af det kunne hun ikke drømme om at spørge om. Hun klemte Gabriels hånd, der var i hendes og gav hende en beroligende følelse. Bare hun ikke dummede sig og fik sagt en masse dumt der gjorde pigen ked af det.
"Okay, jeg skal gøre mit bedste"
Hun havde sagt til ham på vejen der hen at hun syntes det var sødt at han var der for Abigail når hun var ked af det, og hun havde måske lidt ledene spurgt om hun på et tidspunkt havde været andet end en ven på et tidspunkt. Men det virkede det vidst ikke til, bare at Abi var en nær veninde der havde brug for hjælp en gang imellem. Maddie selv havde ikke prøvet at have en deprimeret veninde, jo kærestesorger og triste dage havde da hjulpet nogle af dem igennem, men ofte kom de til hende fordi hun bare snakkede, vendte tingene til noget godt og så videre til det næste i livet.. På en måde. Det lød hel på en måde meget fint, men det var måske for hurtigt for nogle.
|
|
|
Post by theresa on Mar 17, 2012 0:36:14 GMT 2
Hun nåede lige at få gjort noget mad klar, da det bankede på døren. Selvom hun havde ventet dem, fik hun et lettere chok. Hun var nok bare paranoid... Med lange skridt gik hun hen til døren og kiggede ind af sin dørspion. Gab stod der, kunne hun se. Hun åbnede tøvende døren, fordi hun ikke ville forskrække ham... Eller dem. Pigen - der måtte hedde Maddie - var virkelig smuk. Hun havde den flotteste røde hårfarve, brune øjne og så var hendes ansigt bare fyldt med farve. Abi følte sig hurtigt endnu mere til grin med det hvide hår, den hvide hudfarve og de næsten hvide øjne. Hvor hun dog ønskede at se lidt farverig. Men det kunne hun næsten godt glemme at prøve på. "Hej..." sagde hun hæst, da det gik op for hende, at hun havde stiret på pigen i et par sekunder, "Kom bare ind..." Hun åbnede døren helt og trådte til siden.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 17, 2012 19:37:47 GMT 2
Maddie kunne ikke skjule at hun var overraskede over hvad hun så. Hun måtte nok tilstå at hun havde forestillet sig Abigail som en høj pige, med lange mørke lokker og smukke lange ben. Abigail var køn, men ikke efter de sociale standarter. Hendes hår var nærmest hvidt, og hendes hud var også hel bleg. Maddie kunne ikke lade være med at sammenligne denne specielle pige med billeder af snelandskaber af naturen på jorden. Rolige, smukke og hel stille. Maddie lyste op i et smil.
''Hej, mit navn er Maddie''
Sagde hun og rakte hånden frem for den spinkle pige, da de kom ind i den lille lejlighed. Det var svært at overse pigens usikkerhed omkring sig selv, men Maddie ville ikke lade sig påvirke af den... Gabriel havde jo sagt hun bare skulle snakke. Abigail havde vidst fået hendes navn at vide, men derfor kunne hun jo stadig starte med at præsentere sig selv.
''Hyggeligt at møde dig, Abigail.''
|
|
|
Post by Josephine on Mar 17, 2012 22:42:52 GMT 2
Gabriel var allerede gået frem og havde krammet pigen.
"Håber du er okay," hviskede han og smuttede tilbage og Maddie sagde hej
Han smilede og lagde armen om Maddie. Abi så bedre ud end han lige havde troet og det gjorde ham glad. Det virkede som om at det havde hjulpet han lige havde kommanderet med hende.
|
|
|
Post by theresa on Mar 18, 2012 18:21:17 GMT 2
"Hej, mit navn er Maddie." "Hyggeligt at møde dig, Abigail." "Håber du er okay."
De var ikke engang trådt ordentligt ind i huset, og de havde allerede sagt en hel masse. Hun kunne ikke helt følge med, men smilede bare vagt og prøvede at se så normal ud som muligt. Men hun kunne bare stadig mærke tårerne i øjnene, hovedpinen fra da hun græd før, og hun havde endnu ikke pudset næse. "HejMaddie ili'måd'..." mumlede hun tilbage og prøvede at smile venligt. Men det føltes bare så forkert at smile, og det føltes som om smilet pressede hendes tårer ud af øjnene igen. Hun svarede ikke på det Gab sagdem men smilede bare vagt til ham også. Hvordan kunne folk smile så nemt, når de var ulykkelige? Hvordan var det dog man smilede ordentligt?
|
|
|
Post by Josephine on Mar 18, 2012 18:53:52 GMT 2
Gabriel gav slip på Maddie og lagde armen om Abigails liv og førte hende ind i lejligheden.
"Maddie, vi tager lige to minutter så er vi tilbage, bare lad som om du er hjemme."
Han vidste det var frækt, men det var jo tydeligt at Abi slet ikke hang sammen på nogen måde. Han førte den lyse pige ud på toilettet, slog brættet ned og fik hende til at sætte sig. Han rakte noget syntetisk toiletpapir mod hende.
"Puds næse."
|
|
|
Post by Tenner on Mar 18, 2012 23:33:55 GMT 2
Maddie nåede ikke at sige noget inden Gabriel gav slip på hende og førte Abigail og ham selv væk fra hende. Det efterlod hende helt alene i en helt fremmede lejlighed. Hun kunne ikke tillade sig at gå med på nogen måde, og nok heller ikke sige at det ikke var i orden. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle et stik af et eller andet ubehageligt. De forsvand bag en dør og det hele føltes meget stille, og alene. Helt alene. Men hun kunne vel ikke bare blive stående her i entreen vel? Forsigtigt gik hun rundt og kiggede i hvad højst sandsynligt var stuen. Eller spisestuen måske. Hun skubbede den ubehagelige følelse til side og lod sig i stedet for fordybe sig i tanker, drømme og musik.
Det var svært at sige præcis hvad familien lavede, men Maddie kunne i det mindste få ud at Abigail var ene barn. Der var ingen billeder af søskende i de elektroniske rammer, kun af hvad Maddie formode var pigens forældre og så Abigail. Det var sjovt at Maddie aldrig havde bemærket pigen før når hun var så speciel, men hun levede jo også som regel i sin egen verden. Uden Maddie selv lagde mærke til det rigtigt begyndte hun at nynne og forstille sig hvordan Abigails liv var. Nok langt fra det letteste hvis hun led af tungsind, men hvorfor? På grund af hendes udseende. Folk kunne være så grove en gang imellem, men Abigail var ikke grim. Hun var som de sange, kun passede til en lille gruppe mennesker. Ikke som en popsang der rakte bredt og gav alle en følelse af glæde, men ikke rørte en dyb.
Gad vide hvad de snakkede om der inde? Normalt ville Maddie ikke snage, men et øjeblik ønskede hun at være en flue på væggen som folk sagde en gang i mellem... Gabriel havde jo fortalt at han altid faldt for piger der var anderledes, havde et eller andet specielt over sig. Og Abigail faldt jo tydeligvis i den kategori.
|
|