|
Post by Tenner on Mar 21, 2012 0:14:29 GMT 2
19.. Maddie havde ikke rigtig gættet på nogen alder for Abigail, for hun kunne sagtens havde overbevist sig selv om at pigen var 15 eller 23. Men 19 passede vel meget godt. Det var sådan, lige i mellem.
''Hm.. Så er jeg den yngste''
Med et år, måske lidt mindre endda og det var heller ikke fordi det generede hende specielt meget. Det var bare lige det der ramte hende, da hun var færdig med at tygge biden. Det var rart at få stillet sulten og det tog da heller ikke så lang tid før hun også måtte række efter den næste sandwich.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 21, 2012 18:00:15 GMT 2
Gabriel gik ikke så meget op i det de snakkede om.
"Og jeg er den gamleste, som min nevø vil sige." slut på det emne.
"Hvorfor er du alene hjemme?"
Det var vist ikke så tit at det skete længere. Mest fordi at hun ofte fik mindreværdskomplekser af det. Hvorfor havde hun ikke ringet før? Måske havde hun gjort det men han havde ikke opdaget i fuldskaben og børne pasningen og forelskelsen
|
|
|
Post by theresa on Mar 21, 2012 23:24:06 GMT 2
"Hvorfor er du alene hjemme?" spurgte Gab. Hun havde kun hørt halvdelen af sætningen, men hun satte bare to og to sammen, så hun ikke skulle bede ham gentage. Så virkede hun altid så dum, og hun fik det dårligt over sig selv. Hun kiggede op og smilede igen lidt vagt.
Hendes forældre havde jo også arbejde at passe. De havde ikke spist morgenmad sammen den morgen, fordi de var taget tidligt af sted. Så hun havde været alene hele dagen. Hun havde bare ligget på sin seng på sit værelse. Havde ikke spist noget, men havde på den anden side heller ikke været sulten.
"Mor og far tog på arbejde i morges... Og... Tænkte at Simon nok havde ret travlt og... Jeg kunne godt være alene, men..."
Hun kiggede ned på sin sandwich hun holdt i hænderne. De rystede en lille smule, men en læge havde engang sagt til hende, at hun bare skulle beskæftige sig med noget andet, når de gjorde det så stoppede det. Tit var det bare nerver.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 21, 2012 23:50:18 GMT 2
Maddie så lidt frem og tilbage på det to. Gabriel havde ikke fortalt hende meget på vej her hen og hun kunne også mærke nysgerrigheden gnave for at spørge hvordan de to endte med at snakke med hinanden. Hun tog en bid af den sandwich hun var igang med så det lukkede munden på hende så længe. Det ville være uhøfligt at afbryde vel. Det måtte være gennem Simon, men hvorfor? Havde Simon bed Gabriel om at snakke med Abigail, eller havde han selv valgt det? Og hvor meget var der i det... Maddie!? Smid de tanker væk med det sammen. Det generede hende at noget så simpel som Abigail fik ændrede hendes tanker fuldstændig. Og det ikke engang fordi Abigail virkede så trist, det påvirkede ikke Maddie synligt. Hun tog endnu en bid af sandwichen og lod en sang kører i hoved for at jage tankerne væk.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 22, 2012 14:09:51 GMT 2
"Hvad?" sagde Gabriel lige lidt forundret. "Er dine forældre på arbejde på en søndag?"
Han havde glemt hvad det var de lavede. Det varsvært at holde styr på alles liv og han glemte ofte tng som havde og gøre med andres relationer eller bekendte.
"Jeg har glemt hvad de laver," sagde han ærligt. Hellere det end lade som om overfor Abi. Man mistede sin troværdighed overfor hende bare man løj lidt. Så hellere lade hende blive lidt såret over sandheden.
|
|
|
Post by theresa on Mar 25, 2012 22:07:03 GMT 2
Abi lagde sin sandwich ned på bordet og nikkede. Der var en grund til han ikke vidste hvad de var. Hun havde aldrig sagt det. For hun vidste det ikke engang selv. Men hun havde aldrig rigtig tænkt på hvad de var og havde derfor aldrig spurgt. Ligesom hun aldrig havde tænkt på, at de kunne hedde andet en mor og far. Det havde hun heller aldrig spurgt om indtil hendes lærer havde spurgt hende i klassen. Det virkede måske mærkeligt for andre, at hun kunne være så uvidende, men for hende gik de bare på arbejde og så var det det. Hun kiggede kort op på ham og smilede lidt over sig selv som om hun var helt åndssvag. Hvilket hun nok også var, når hun var 19 år gammel og stadig ikke vidste hvad forældrene var. Men de havde heller aldrig snakket om deres arbejde. "De har aldrig rigtig sagt det til mig, så det er vel derfor," mumlede hun med lidt vag latter i stemmen.
Måske skulle hun spørge dem engang.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 25, 2012 22:25:05 GMT 2
Ved det svar lo Gabriel højt. Hvor var det typisk Abi bare ikke at vide sådan helt almindelige ting. Hun vidste garanteret ikke hvad hun hed til efternavn var det ikek fordi at hun skulle gentage det for utallige læger. Hans smil blev ikke mindre da latteren stoppede.
"Abi, for pokker," lo han nærmest. "Det er sgu da også lige meget, de er ikke hjemme. Hvad havde du så tænkt dig at bruge dagen på? Ud over at gemem dig i mørket?"
Han sagde det kærligt drillende, som hvis en man kendte havde brækket benet og man spurgte om de ikke ville spille bold. Det var tåbeligt og han vidste godt at Abi næppe ville svare som sådan, fordi hun nok bare havde tænkt sig at kigge op i loftet til hendes forældre kom hjem. Det var også for længe siden at Gabriel sidst havde besøgt hende, men han havde bare haft brug for tid alene. Væk fra alle. Og der var Maddie faldet ned fra himlen. Han klemte Maddies knæ under bordet og aede det så.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 11:21:53 GMT 2
Maddie havde ladet sangen i hoved kører, men hun havde alligevel undret sig over at Abigail ikke kendte til sine forældres job. De havde aldrig fortalt det til hende? Jamen hvorfor havde hun ikke spurgt. Det var nok ikke en ting hun skulle spørge til for det virkede på Gabriel, til at det ikke var et særtilfælde at Abigail ikke vidste det. Abigail var vel bare ikke nysgerrig, konkluderede Maddie med sig selv. Pludselig mærkede hun Gabriels hånd på hendes knæ og en behagelig følelse bredte sig i kroppen, der fik hende til at slappe helt af. Hun måtte holde på sig selv for ikke rykke sig hel hen til ham, så hun nøjedes med at smile kærligt til ham til et spørgsmål poppede op.
''Har du planer om at blive fuldtids kunstner?''
Hun kunne jo ikke bare sidde stille hele tiden og Gabriels spørgsmål virkede ikke til at være sådan et Abigail nødvendigvis skulle svare på. De malede vægge inde på Abigails værelse var virkelig smukke og hvis pigen bare malede halvt så smukt på lærrede, ville hun nok kunne blive kendt. Eller det syntes Maddie ihvertfald. Hun tog den sidste bid af sin sandwich og så med oprigtig nysgerrighed på pigen over for.
|
|
|
Post by theresa on Mar 26, 2012 22:24:07 GMT 2
Maddie spurgte endnu en gang om noget lige da hun skulle til at svare Gab. Et spørgsmål der var noget helt andet end det de havde snakket om. Men det gik jo nok. Hun tænkte sikkert ikke over det. Hun smilede oprigtigt til Maddie. Selvom hun ikke vidste om hun bare sagde det for at virke sød. Hvis hun bevidst prøvede at virke sød, kunne hun godt lide hende. Så var det lige meget, at hendes malerier ikke var pæne, så ville hun i det mindste gerne gøre Abi glad. "Jeg tvivler på jeg kan leve af det... Man skal være virkelig god og original, så..." Hun kiggede ned på sine hænder. Blev lidt forlegen. Hun huskede engang hvor hun havde grædt flere uger fordi en havde forklaret hende, hvor hårdt det var at blive en ordentlig kunstner. Fra den dag havde hun mistet håber om det.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 26, 2012 22:51:25 GMT 2
Maddie lagde hoved lidt på skrå. Det var vel lidt de samme tanker der kørte igennem mange sangers tanker, men Abigail virkede så skrøbelig og Maddie der normalt ikke overvejede det mindste af hvad hun spurgte om eller sagde, tog sig selv i at holde tilbage på ordene af frygt for at den lyse pige skulle gå i stykker. Men alligevel var hun stadig Maddie og det var kun et øjeblik.
''Men ud fra de malerier på væggen er du da også de to ting.. God og original.''
Det syntes hun, ihvertfald, men man skulle vel også arbejde lidt for det for at blive et navn inde i kunstens verden. Maddie selv kunne knap nok tegne en tændstiksmand.
''Men hvis du ikke tror du kan leve af det, hvad vil du så lave ved siden af?''
Hun fandt sit smil frem. Hun kunne lige så godt lærer pigen at kende, og hun var ikke typen der åbenbart kom frem med tingene af sig selv. Så kom Maddies spørgsmål da til gode. Og Abigail virkede da okay. Forsigtig og genert, men okay. Og så var hun Gabriels veninde, så Maddie ville da også gerne hjælpe hvis det var. Hun håbede ikke at hun kom ind på forkerte områder og så et øjeblik over på Gabriel. Han sagde vel stop når det var?
|
|
|
Post by Josephine on Mar 27, 2012 10:42:54 GMT 2
"Abi har den her syge idé om at hun ikke er god nok." Sagde Gabriel nærmest lidt vredt. "Hvilket er totalt åndssvagt, fordi du har sådan et kæmpe talent. Det er da bare at komem ud med det. Jeg har jo sagt at vi sagtens kan arrangere en slags udstilling."
Og det havde han. Mange gange. Han hadede at hun ikke bare kunne sige at hun var fantastisk. Det var mærkeligt når enhver kunne se hvilket talent der lå i de hænder. Selv ham. Det var alt det med beskedenhed, men sådan var Abi ikke, hun troede fuldt og fast på at hun ikke kunne. På trods af både ham og Simon prøvede at banke det ind i hendes hoved.
|
|
|
Post by theresa on Mar 28, 2012 21:23:44 GMT 2
Abi vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne godt sige tak og bare tage det til sig, men det virkede helt forkert. For sådan havde hun det jo slet ikke. Hun tegnede bare fordi... Hun nærmest havde sådan en trang til det. Ikke fordi hun følte sig god. Og det lød måske som noget hun sagde bare for at nogle ville sige hende imod, men helt ind i hjertet syntes hun aldrig hun var god nok. Til noget. Og det var nok en af de ting depressionen havde skabt. Men andre gange var hun så glad. Lidt for glad måske. Maniodepressiv, sagde Simon, du er maniodepressiv, så derfor lider du af humørsvingninger. Da han havde sagt det med en venlig, men monoton stemme havde hun ikke sagt noget. Faktisk havde hun ikke sagt noget hele den dag. Endnu en grund til at være skuffet over hende. Hun havde sindssygdomme. Sindssygdomme som depressioner der efterlod hende under bunden og fik hende op hvor det var lidt for let og dybt at falde ned igen. Sikke en skuffelse hun måtte være overfor forældrene der havde forventet en smuk, farverig pige der var både god i skolen og god socialt. Gid hun kunne gøre det for det.
"Men det er jo ikke bare sådan lige... Folk skal jo også kunne lide..." Hun tøvede. Hun vidste ikke engang om de kunne lide det hun malede. Eller om de kunne lide hende. Godt nok sagde de det nogle gange og sådan, men folk sagde jo tit ting der slet ikke var rigtige for ikke at såre andre...
|
|
|
Post by Josephine on Mar 28, 2012 21:34:44 GMT 2
"Okay," sagde Gabriel og rakte hænderne i vejret. "Hvis du nu lige kunne glemme det der med andre folk og hvad de kan lide og måske kunne fokusere lidt på dig selv, Abi, havd har du så lyst til?"
For Gabriel virkede det som et spørgsmål han før havde stillet hende. Et spørgsmål som han altid forventede et svar på og hvis det han troede det var løgn spurgte han igen. Måske var det en metode hans ældre søskende ofte havde brugt på ham da ham var mindre. Intimidere ham med det samme spørgsmål om manglende legetøj til sandheden kom frem. Han vidste i hvert fald at det var netop dem metode han brugte da det var nødvendigt overfor hans yngre søskende. Og nu Abi. Han foretrak på den anden side også det pædagogiske rigtige i at få en person til at se sig selv i godt lys. Eller få dem til at indrømme deres lyster. Der var jo intet forkert i at ville leve af at male. Hvor selvisk det end lød.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 28, 2012 22:10:42 GMT 2
Maddie sad stille og så skiftevis på de to. Hendes spørgsmål havde Abigail ikke rigtig nået at svare på, men Gabriel havde også virket til at vide at hun ikke rigtig ville svare direkte på det. Hun rykkede sig lidt i stolen, så hun sad mere behageligt. Abigail virkede til at være fuldstændig styret af angsten for ikke at være god nok. Maddie kendte den da godt lidt, lige inden man skulle på en scene eller noget lignene, men til forskel for den lyse spinkle pige over for lod hun sig ikke styre af det. Maddie lod fraværende hånden sno en lok af det røde hår og kunne ikke lade tankerne flyde. Hun var nysgerrig efter at hører Abigails svar, men hun kunne altså ikke gøre for det. Følelsen af Gabriels læber var stadig for tydelig og selv om han sad der og snakkede i stolen ved siden af hende, havde fokus på en anden pige, føltes det som om hele hendes krop blev trukket mod hans. Hun havde lyst til at mærke hans arme om sig. Hendes kæreste. Tanken fik hende til at smile lidt, men pludselig blev hun hevet tilbage til det lillespisebord, hvor det ikke var passende at sidde og smile fjoget for sig selv.
|
|
|
Post by theresa on Mar 28, 2012 23:22:33 GMT 2
Hun åbnede tøvende munden, men lukkede den igen, da hun ikke vidste hvilke ord hun dog skulle bruge. Hun ville jo ikke gøre det, hvis hun blev til grin fordi ingen kunne lide hendes malerier. Hun ville jo ikke vise noget frem, hvis ingen alligevel ville se det. Så var det jo fuldstændig ligegyldigt. For inderst inde ville hun jo gerne være kunstner. Men ham manden havde advaret hende om, at man ikke kunne leve af det hvis ikke man var meget god og original, så hun havde vel mistet håbet. Så malerierne endte bare bagerst i hendes klædeskab. Hun skævede op til ham fra hendes blege hænder hun før havde haft blikket på. Så rynkede hun panden som om hun var lige ved at græde. Det var hun ikke. Det gjorde hun sjældent når han var der medmindre han fik hende til at tænke på dårlige ting. Men han vidste efterhånden hvorfor hun tænkte på dårlige ting, så det skete færre og færre gange. "Jeg..." Hun tøvede igen. Så rystede hun på hovedet og trak på skuldrene, for hun vidste slet ikke hvad hun selv ville.
|
|