|
Post by Josephine on Apr 15, 2012 12:44:19 GMT 2
Gabriel kunne næsten ikke holde et suk tilbage. Det var bare at Abi var så skide svær at føre en samtale med når der var andre til stede. Hun lukkede af, ville ikke sige noget og antog bare at der blev sagt var hen over hovdet på hende fordi ingen alligevel gad snakke med hende når hun var sådan. Og Gabriel forsøgt. Det gjorde han virkeligt. Han elskede at hun var den eneste han kendte der kaldte ham Gab og ikke Gabe som de fleste andre. Det var lidt som var han kedelig eller et hul, når hun sagde det og det passede bare så fint med alting. Syntes Gabriel på en underlig måde.
"Hvad sker der ellers, Abi?"
Han smilede og rakte ud efter endnu en sandwich, klar over hendes blik på dem før. Gabriel var stadig lidt sulten, så det var ikke bare spil for galleriet. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på om han ville have taget dne, hvis det ikke var fordi han vidste hun ville tro hun havde lavet dem dårligt, hvis ikke. I normale husstande, eller ved mennesker der ikke var så følsomme som Abi, ville det nok være blev set som uhøfligt bare at æde og æde, men Abi var bare ikke sådan og de normale regler som Gabriel var vokset op med gjaldt ikke med Abi. Ofte.
|
|
|
Post by theresa on Apr 18, 2012 20:45:11 GMT 2
Abigail kiggede igen op på Gab og vidste først ikke hvad han havde spurgt om. Men så hørte hun hans spørgsmål hendes ører alligevel havde opfanget i sit hoved et kort øjeblik i sit sind. I starten forstod hun ikke om han mente nu eller hvad sker der som i "hvordan går det?" eller "hvad så?". Hun tænkte at normale mennesker nok ville forstå det fordi de blev stillet sådan et spørgsmål hele tiden i deres sociale liv. Måske vidste Maddie lige præcis hvad Gab havde ment med det, hvor Abi var helt i tvivl. Hun vidste ikke om hun turde gætte sig frem til hvad han havde ment eller spørge. Begge dele ville få hende til at virke dum og Maddie overfor hende ville måske endda tænke at Abi var sådan en dum asocial person der ikke var noget for hende. Men det var hun vant til at folk tænkte. Eller det var hun vant til at tænke at folk tænkte. De havde jo aldrig sagt det direkte... Kun nogle mennesker fra skolen og sådan. Det var en af grundene til hun frygtede skoler og arbejde. Der syntes de det var sjovt at sige hvad de tænkte, selvom det ikke var rare ting. De fleste mennesker sagde ikke noget, men smilede bare og var søde. Det kunne hun bedre lide, for så vidste hun da i det mindste, at de ikke ville gøre hende ked af det. Så var det jo ikke hendes skyld, at hun vidste hvad de tænkte om hende og at hun blev ked af det så tit.
"Jeg..." Hun trak på skuldrene. Det var en god udvej. Den fik hende ikke til at virke så dum. Ikke så dum som det andet i hvert fald. Folk kunne jo altid se i andres ansigter om man var dum. Det kunne hun ikke skjule.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 19, 2012 11:41:44 GMT 2
Maddie ventede et øjeblik på at Abigail ville komme med et svar, men det kom ikke. Pigen trak bare på skulderne, som for at sige der ikke rigtig skete noget. Maddie havde på fornemmelsen at det var hende der ar årsagen til at Abigail ikke var til at trække noget som helst ud af. Normalt kunne Gabriel nok godt snakke med Abigail uden problemer og måske skulle hun slet ikke været taget med. Abigail havde vel bare brug for at være alene med Gabriel lidt uden at hans kæreste skulle sidde og lytte med på det hele, men hun ville helst ikke væk fra Gabriel endnu... Helst ikke.
Hun gav forsigtigt slip på Gabriels hånd, med et smil og rejste sig.
''Hvis det er okay Abigail, vil jeg lige låne toilettet''
Maddie ventede ikke og selv om det måske ikke var pænt gik hun inden Abigail kunne give et svar. Hun havde jo set hvor Gabriel og Abigail var forsvundet ud på toilettet da de kom, så hun vidste hvor det lå. Hun gik ind i det lille rum og lukkede døren efter sig. Det var pænt, om end lidt trangt. Hun så på sig selv i spejlet, med det vilde røde hår der krøllede fint op og omkransede hendes ansigt. Hendes store brune øjne fik hende til at se alt for ung ud. Men hun var nærmest det totale modsatte af Abigail. Abigail var køn og skrøbelig, som en sneprinsesse.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 23, 2012 9:32:24 GMT 2
"Hey Abi," begyndte Gabriel så snart at han ikke kunne se Maddie var der længere. "Maddie er ok, hun ... hun er rigtig, ja, haha, du ved hun er bare så sød og det er så længe siden at jeg rigtigt har været forelsket. Hvis du forstår. Jeg ved det, du har jo hørt mig snakke om piger hundrede gange."
Det var sandt. Han talte tit om sit liv, fordi at Abi ikke selv sagde noget og så plaprede han løs- Ofte fordi det ikke var hans job at analysere hende. Han beordrede hende ofte til at tage sig sammen, ikke på den måde, men det var stadig sådan.
"Så ja, jeg er ked af hvis du føler dig initmideret, men altså du ved jeg elsker dig ikke?" hans milede stort. Det var ikke bare noget han sagde og det var ikke første gang. Han sikrede sig at hun vidste det og han mente det hver gang. "Men sig hvis du gerne vil ud."
|
|
|
Post by theresa on Apr 24, 2012 22:06:49 GMT 2
Abigail nikkede helt indforstået, og hun sendte ham et smil. Det forstod hun godt, men hun skulle nok vende sig til tanken om, at hun ikke bare kunne ringe til ham når hun ville fordi han havde en kæreste at tage sig af. Hun ville jo ikke komme imellem nogen. Ikke fordi hun troede Maddie ville tænke, at hun var god nok til at kunne gøre det, så hun måske ville blive jaloux. Men hun ville bare ikke have at Maddie skulle synes dårligt om hende... Eller dårligere om hende end hun gjorde i forvejen, for hun kunne jo ikke vide om Maddie kunne lide hende eller ej lige nu. Det kunne være hun syntes hun var nederen, og hun havde sikkert fået et dårligt førstehåndsindtryk med hendes udseende. Hun kørte noget af sit lyse - tæt på helt hvide - hår bag det ene øre og foldede hænderne forsigtigt sammen på bordet uden at sige en lyd. Så kiggede hun op på ham. Uden at kigge ham i øjnene og bare ganske kort.
"I passer også godt sammen... Hun er ret sød..." sagde hun lavmeldt som om hun var bange for at blive hørt af andre. Hun nikkede også, da han sagde at han elskede hende, for det havde hun i hvert fald hørt ham sige før. Hun elskede ham da også. De havde kendt hinanden længe, og hun havde det som om han var den eneste hun rigtigt kunne snakke med. Den eneste der forstod hende. Tit tænkte hun over om hvorfor folk ikke forstod hende. Om det var dem der bare ikke vidste hvordan man forstod eller hende der var svær at forstå. Men hun tænkte at det nok ikke var andres skyld, for for eksempel Simon var jo ekspert, og det var jo hans job at forstå. Så det var nok hende der bare ikke... Men Gab kunne godt, og derfor kunne hun virkelig godt lide ham. Nok mere end han kunne lide hende. Hun var dog ikke forelsket i ham. Hun havde ikke prøvet at være forelsket siden... Hun ville ikke engang sige hans navn. Bare tanken skræmte hende. Hun var bange for at sige i lige måde til Gabriel. For hun var bange for man kunne høre at hun kunne lide ham mere end han kunne lide hende, og det syntes hun nærmest virkede ydmygende.
"Men sig hvis du gerne vil ud," sagde han. Hun nikkede igen. "Jeg vil ikke være til besvær..." svarede hun lavmeldt igen og smilede kort.
Selvom de var kommet og Abi meget hurtigt havde mandet sig lidt op var hun stadig ked af det indeni. Men hun ville ikke være til besvær som sagt. For ærlig talt... Hun kunne godt forestille sig at folk tænkte 'tag dig nu sammen!' eller 'helt ærligt, hun har det jo mega godt!' eller hvad de nu tænkte, men det var bare ikke så enkelt for hende. Hun ville ønske det bare var enkelt, men nej. Det var bare hele hendes grund, hendes rod og hendes små blade i de yderste kviste af hendes sind der var bebyrdet med en mærkelig sørgmodighed hun ikke kunne ryste af sig. Det var så svært. For når hun prøvede hviskede noget i hendes baghoved at alt var galt. At hvis hun døde på sit værelse kunne hun uden tvivl ligge på sin seng i en uge og rådne før en rengøringsdame måske fandt hende. Eller at Gab spillede skuespil, og at han i virkeligheden sukkede. Men... Han sagde jo han elskede hende... Kunne hun stole på det? Hun ville gerne kunne ignorere stemmen der sagde ham imod.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 24, 2012 23:25:01 GMT 2
"Abi, Abi, Abigail din lille sangfugl, du er aldrig til besvær. Du ved da at jeg aldrig lyver over for dig. Hvis du var til besvær har jeg jo lovet at sige til og jeg har lige tilbragt de sidste dage med Maddie, så selvfølgelig har jeg tid til dig."
Han strakte sine lange tynde ben og ømmede sig. Der på skindebenet hvor trappen havde ramt ham igår var han blevet helt blå. Det strammede lidt til, men det var bare et slag. Heldigvis. Han smilede til Abigail. Hun var så spinkel og fin. Eller også var det bare hendes udtryk i alt det lyse. Hun virkede pjusket og som noget småt og ungt der lige var vågnet til en verden der var nu og en smule farlig.
"Hun er virkelig en dygtig sanger, du burde tage med på konsevatoriet og få tankerne ud fra de her vægge."
Han sagde tingene lidt for ligeud og nogen gange gjorde det hende mere ked af det, men han ville hellere forholde sig mere reel over for hende, end pakke det ind i vat. Han havde forklaret Simon at sådan så han ikke at Abi havde brug for det, hvad hendes psykologer mente, hvad Simon mente om hendes fysiske og neurologiske tilstand ville han ikke blande sig i. Det havde han aldrig haft lyst til.
|
|
|
Post by theresa on Apr 25, 2012 22:53:28 GMT 2
Hendes blege øjne søgte endnu en gang op til hans ansigt og denne gang mødte de hans. Ud til konservatoriet? Det var en skole, ikke? Alle ville tale bag hendes ryg. Om at hun lignede et spøgelse. Om at hun så uhyggelig ud. Om at hun var albino. Om at hun lignede en der ikke havde set solen siden tidernes morgen. Hun havde hørt alle de der ord før. De troede hun ikke ville kunne høre det. Måske tænkte de endda hun ikke var menneskelig nok til at kunne høre det eller tage det personligt og måske endda ende med at græde i et lukket rum over alle de ting folk sagde bag hendes ryg.
Altid fik tanken hende til at græde, og hun fik blanke øjne, så hun sænkede hurtigt blikket igen. Hun ville ikke være så unormal, at hun ikke kunne gå ud fra den lille hoveddør for enden af gangen. Hun ville kunne gå ud på gaden, ud til menneskerne uden de kiggede efter hende bag skulderen. Uden de ville tænke at hun var "albinoen" eller "den deprimerede" eller "den hvide tordensky" - hvad end de nu havde kaldt hende gennem tiden på skolen, i byen, på gaden, hvor som helst. I den seneste tid havde hun bare flygtet. Flygtet væk fra mennesker, flygtet fra den skærende blå himmel udenfor, fra folks farverige hud og hår og bare det de sagde. Gabriel var en af de eneste hun så bortset fra mor og far.
Og nu bad han hende om at gå ud igen. Det vidste hun ikke om hun ville kunne gøre. Om hun var klar. Men... Han ville helt sikkert ikke acceptere et nej. Eller også ville han tænkte hun var en kujon. Eller han ville måske blive skuffet over hende og gå med Maddie. Og det var da også fair nok. Hun ville bare gerne snakke med ham, det var derfor hun havde ringet. Men hun ville heller ikke været til besvær. Hun trak på skuldrene. Tankerne ud fra de vægge. Hun vidste det ikke var ondt ment. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle tolke det. Om det var malerierne. Om det var at hun havde lukket sig inde. Men hele vejen til konservatoriet.
"Pas du bare din kæreste, Gab, jeg..." Jo, om ikke hendes stemme lige præcis skulle knække over det. Det var ikke fair... "... Jeg har det fint." Hun ville ikke lyve overfor hende, men hun ville jo ikke ødelægge en god dag med hans kæreste bare fordi hun ville snakke. Så vigtig var hun jo ikke, altså...
|
|
|
Post by Josephine on Apr 26, 2012 10:44:37 GMT 2
Hun lød pludselig hånlig. Bare i et sekund og det klædte hende virkelig ikke. Han hadede det der med at man bare pakkede tingene ind og lod som om man havde det godt. Men ikke engang det kunne hun. Ikke at hun skulle men hvorfor lyve og gemme sig når hun ikke kunne. Det var så tydeligt for ham. Hendes stemme der knækkede og Gabriel var med det samme oppe og havde armene rundt om hende.
"Du har det jo af helvede til," sagde han stille og mod hendes spinkle skulder. Det var noget andet at holde om Abi, end Maddie. Han var altid bange for at Abi bille blive til støv under hans fingrer og langsomt forsvinde. Fordi han ikke kunne finde ud af det. Fordi han ikke var god nok til de her situationer.
"Jeg ville ikke presse dig, Abigail. Jeg tænkte bare ikke lige ..."
Han trykkede hende let.
|
|
|
Post by Tenner on Apr 26, 2012 12:42:00 GMT 2
Maddie havde stået ude på det lille badeværelset, og vasket hænder al for mange gange. Hun havde ikke skulle tisse, men havde følt hun måtte lade dem være alene et øjeblik. Abigail ville ikke snakke når hun var der og måske skulle Maddie bare havde sagt nej tak til at komme med, for så kunne de få snakket om hvad end Abigail holdte tilbage på grund af Maddies tilstedeværelse. Men samtidig følte Maddie at hun nok havde haft det lige så splittet hvis hun var blevet væk. Det generede hende... Hun havde aldrig rigtig bekymret sig om hvad andre havde lavet når hun ikke var der, men det var anderledes med Gabriel. Maddie tog en dyb indånding, tørrede sine hænder en sidste gang og åbnede så døren.
Syntes der mødte hende ude i køkkenet fik hendes hjerte til at sno sig sammen på en ubehagelig måde. Flere øjeblikke prøvede hun at sige til sig selv at Abigail og Gabriel blot var venner, det var blot en venskabelig omfavnelse, men alligevel falmede det smil hun havde fundet frem da hun trådte ud af badeværelset. Det var en forfærdelig følelse og det lignede hende slet ikke. Det var jo bare venner ikke? Hun prøvede at ryste følelsen af sig og fandt smilet igen.
''Vil i ikke hellere...''
Hun pegede over skulderen hen mod døren, stadig med smilet på læberne.
''Vi i ikke hellere for snakket om det og så ses vi bare senere?''
Sætningen kørte stadig i hendes hovede. Forsikrede hende og prøvede at jage den grimme smag af jalouxi fra hende. De var bare venner og Abigail havde brug for Gabriel uden hendes tilstede værelse.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 26, 2012 15:54:42 GMT 2
Gabrie vendte sig og så Maddies evigt glade ansigt falde sammen. Med det samme havde hun påtaget sig et manisk smil der slet ikke lignede hende. Ikke noget han havde set før. Han sprang op, måske lidt for hurtigt, måske lidt for skyldig, men sådan havde det slet ikke været.
"Maddie ... " sagde han lige så overrasket som sit hop. "Vi ses ikke bare senere."
Han var en smile forvirret. Pludseligt havde han ikke en ustabil pige med følelsesmæssige problemer, men to. Det føltes helt forkert og som at taget faldt sammen over ham. Ville begrave ham. Han rystede på hovedet og smilede til Maddie som om at nu var hun fjollet men også lidt sød.
"I was made for lovin' you baby You were made for lovin' me"
Hans ben dansede af sig selv hen til hende og han tog hendes hånd og klemte den. Hvad fanden var der egentlig sket med deres fjolel tur til en forladt konservatorium? Pludseligt var det hele blevet rodet sammen, fordi han havde blandet den virkelige verden ind i Abigails sikrede lejlighed. Han havde ikke tænkt sig om, men ville ikke efterlade Abi på den rand hvor sindsyge næsten spillede kunne få hende til hvad som helst.
|
|
|
Post by theresa on Apr 27, 2012 12:03:08 GMT 2
Nu gik Maddie. Det var Abigail's skyld. Hun fik hende til at gå. Det havde slet ikke været meningen. Hun ville ikke ødelægge deres dag sammen. Det havde aldrig været meningen, at hun skulle få Maddie til at gå. Bare fordi Abi havde problemer. Hun rejste sig op så stolen skrabede mod gulvet. Hun skar lidt ansigt af den høje lyd. Det havde heller ikke være hendes mening at larme. Hun kiggede på dem med blege øjne. Undskyldende. Med en lille, ængstelig rynke i panden. Med hænderne hængende ned af siderne på hende. Let knyttede så de mælkehvide negle skar lidt ind i hendes ligeså hvide hud. Hun rystede på hovedet.
"Undskyld, det var slet ikke sådan jeg ville have det skulle gå... Undskyld, jeg... I må ikke bare forlade hinanden her på grund af mig..." Hendes stemme var lille og skrøbelig, og der var intet hånende eller ondt i hendes stemme. Kun vrede mod sig selv, så hendes sidste ord blev sagt som om 'mig' var en dårlig ting. Det virkede som om Gab prøvede at redde den, men han sagde farvel til Maddie. Så ville Gabriel ikke have det sjovt med Maddie mere, som de sikkert havde aftalt før hun ringede. Forkert... De skulle være sammen i dag, de havde jo... Det var dumt og ydmygende, men hendes næse kløede som den gjorde før man græd, og hendes øjne blev lidt blanke. Men hun ville ikke tude. Ikke nu.
((Og hun sagde det ikke som forlade, forlade, men bare sådan... At Maddie går xD))
|
|
|
Post by Tenner on Apr 27, 2012 20:17:53 GMT 2
De er bare venner, intet andet. Havde Gabriel ikke allerede forsikrede hende det flere gange i sine handlinger? Men hans overraskelse over hun pludselig stod der, var tydelig. Hvis det bare var venskabeligt, gjorde det jo ikke noget... Vel? Hun skulle til at træde tilbage, sige at det var okay og hun bare ville skrive til ham senere. Maddie behøvede jo ikke at have næsen i Abigails problemer, og det var forståeligt nok hvis hun havde brug for Gabriel.
Men alt det nåede hun ikke før Gabriel stod henne ved hende, tog hendes hånd og citerede linjerne fra et gammelt rockbands sang. Kiss. Hendes smil blev ægte og alle de ubehagelige tanker forduftede. Hvordan kunne hun også tillade sig at blive jaloux? Abigail havde ingen intentioner og det havde Gabriel heller ikke.
''And I can't get enough of you baby''
Svarede hun lavt inden hendes opmærksomhed blev hevet mod Abigail, der rejste sig.
''Undskyld, det var slet ikke sådan jeg ville have det skulle gå... Undskyld, jeg... I må ikke bare forlade hinanden her på grund af mig...''
Maddie blinkede et øjeblik forvirrede med øjnene og så på den lyse, spinkle pige, der fik det hele til at være hendes skyld nærmest. Maddie smilede rystende på hoved da forvirringen kort efter forsvandt.
''Nej nej nej, det var ikke derfor jeg ville bare ikke være her hvis du har brug for at snakke med Gabriel i alene rum, så ville jeg kunne vente.''
Men det klemt Gabriel gav hendes hånd fortalte hende at han ikke ville give slip på hende lige nu. Og det var rart.
''Men jeg tror ikke han vil give slip, så du har intet at undskylde for -'' Det burde måske være hende der undskyldte, men hun var kommet på en anden tanke. Hun kunne ikke sidde ned længere og kun lytte, den kvote havde hun opbrugt idag, når det ikke var musik. ''dog tænkte jeg om vi skulle komme ud? Gabriel og jeg var på vej til konservatoriet og hvis jeg spørger pænt, har du så lyst til at tage med? Vi har det hele for os selv''
Hun så spørgende på den lyse pige. Uvidende om at Gabriel næsten selv havde spurgt om det samme.
|
|
|
Post by theresa on May 6, 2012 23:26:22 GMT 2
Abigail ville for alt i verden ikke. Men hun så hurtigt at både Maddie og Gabriel havde en eller anden forventning om at hun tog med, selvom hun mest af alt ville blive her. Eller faktisk vidste hun ikke hvad hun ville, for mest af alt ville hun jo bare forsvinde. For alles skyld. Og vel også for hendes egen, men det tænkte hun ikke på... kun et øjeblik. Hun ville gerne kunne græde alle tårerne ud af øjnene og se hvad der skete når der ikke var flere. Om man ville kunne høre tårekanalerne blive lukket i. Om øjnene ville klage fordi der ikke var flere tårer ligesom en mave gjorde når der ikke var mere mad. Hun havde aldrig prøvet det, men hun havde været tæt på det. Det var ikke et mål hun havde, men når hun havde grædt i flere dage tænkte hun ofte på om hun nogensinde ville tømme sig selv for tårer. Men hun plejede altid at få hovedpine først. Eller også faldt hun i søvn af udmattelse.
Hun kiggede på de to og tvivlede på om hun burde. Hun ville ikke ødelægge noget for dem. Og hun var også bange for hvad der ville møde hende derude. Hun vidste ikke om hun turde. Om hun var modig nok. Hun vidste jo ikke engang om hun var modig nok til at vågne om morgenen for så bare at bruge dagen indendøre. På sit værelse. Lukket inde. Hun svarede ikke engang. Fordi hun tænkte på hvor galt det kunne gå. For dem. For hende. For alle der var derude. Hun var en ulykkesfugl.
|
|
|
Post by Josephine on May 7, 2012 10:45:15 GMT 2
Gabriel havde armen rundt om Maddies liv og det føltes rart. Selv om han stod der, med sin helt nye kæreste, så var der bare Abis depressive selv. Han var her ofte, ikke tit, men ofte og det endte ikke altid med at hun var i et nogenlunde humør. I starten havde det svært. Det havde været forfærdeligt for ham, men nogen gange trøstede han sig med at det Abi selv der trak sig ned i det hul og under alle omstængdigheder ikke ville op derfra.
"Abi og jeg snakkede om det, jeg tror ikke rigtigt ..." hvad skulle han sige til Maddie? Abi kunne ikke lide mennesker. Hun kunne ikke lide deres øjne. Hun kunne ikke lide deres måde at snage på i den krop der var hende. Hvis man kunne sige sådan. I det hele taget var hun bare rædselslagen for at blive dømt af folk hun ikke kendte ... eller netop folk hun kendte. Og så ville hun hellere gemme sig. I det her helvede der var hendes liv uden at være det. Gabe var sikker på at det var det her der holdt hende fanget.
"Men det bestemmer du selv," sagde han så henvendt til Abi. "Nu ved du i hvert fald at du rent faktisk er velkommen for os begge, ikke prinsesse."
Han smilede opmuntrende til hende.
|
|
|
Post by Tenner on May 7, 2012 20:57:02 GMT 2
Abigail sagde slet ikke noget til Maddies forespørgelse om hun ville med til Konservatoriet. Havde det været for meget? Maddie ville selvfølgelig ikke tvinge Abigail til at tage med, hvis hun ikke ville, men hun havde svært ved at forstå hvorfor det var så svært. Gabriels øjne fortalte hende at hun ikke skulle spørge videre ind til det... Det ville hun ikke gøre så.
''Det er ikke for at tvinge dig med selvfølgelig. Det er helt frivilligt''
Maddie prøvede at sende pigen at mildt smil, men hun længtes efter at komme ud og gå. Ud og se og fordybe sig i tankerne til lyden af Skycitys egen musik. Helst med Gabriel i hånden, men hvis han valgte at blive her med Abigail, ville hun ikke se dårligt til det... Helst ikke ihvertfald.
|
|