|
Post by theresa on May 9, 2012 22:59:01 GMT 2
Abigail ville så gerne gøre Gab glad. Og vel nok også Maddie selvom hun slet ikke kendte hende. Selvom hun ikke helt kunne tyde om hun ville have Abi med eller ej. Hvis hun tog med denne ene gang kunne hun jo bare tage hjem bagefter og ikke behøve at tage ud i lang. I så lang tid hun lige havde brug for. Men ville Maddie overhovedet have hende med? Abi snøftede og tørrede næsen kort med håndryggen mens hun kiggede ned i jorden.
"Hvad er der der?" spurgte hun lavt. Hun skævede op til dem begge. Kiggede ikke direkte på nogen af dem fordi øjenkontakt gjorde hende dårligt tilpas.
Hvad var der egentlig helt præcis på sådan en konservatorium? På en weekend? Var der overhovedet åbent? Hun undrede sig over hvorfor de havde haft planer om at tage hen til det måske lukkede konservatorium. Men... De var kærester, de ville være alene sammen. Det var jo noget kærester ofte ville. Og jo mere hun tænkte det hele igennem jo mere følte hun, at de bare hang på hende, og at hun ikke burde tage med dem medmindre hun ville melde sig frivilligt som den største byrde for hende. Det ønskede hun hverken for Gabriel eller for Maddie. De havde helt sikkert haft romantiske ting i tankerne, og hun havde været så dum at ringe til Gabriel uden at tænke sig ordentligt om. Og nu hang de på hende. Hun burde ikke have spurgt dem som om hun ville med. Hvor var hun dum.
|
|
|
Post by Tenner on May 10, 2012 19:24:31 GMT 2
Maddie tænkte ikke over om det måske var Gabriel, Abigail måske henvendte sig til. Det nåede hende først bagefter, men med et stort smil svarede hun på Abigails spørgsmål.
''Der er alskens musiske instrumenter og vi har dem alle for os selv''
Glæden var tydelig at mærke på Maddie. Glæden ved musikken, men måske Abigail ikke ville finde det lige så spændene at vade rundt på konservatoriet som hun gjorde. Men hun ønskede at se konservatoriet uden alle menneskerne, fuldstændig stille. Opleve det store flygel der stod i et af spillerummene og lade fingrene mærke de ægte elfenbens tangenter. Spille for Gabriel, måske en af hendes egne sange, men hvis ikke Abigail ville syntes det var spændene skulle hun ikke hives med.
Men Maddies glade smil var stadig og se. Hvis Abigail sagde nej, ville hun ikke tage det personligt men hun kunne ikke sidde her inde i den lille lejlighed længere. Det var ikke hende at sidde stille i så lang tid men Gabriels arm om hendes liv holdte hende på Skycitys grund og alligevel gav følelsen hende lyst til at le, eller måske bare fnise.
|
|
|
Post by Josephine on May 10, 2012 20:58:17 GMT 2
Gabriel nikkede til Maddies ord og smilede til Abi.
"Du ved jo at jeg er hjælpelærer og vikar der, så jeg har en nøgle."
Det var en vild søndagsudflugt. Han havde gjort det én gang, men brød sig ikke om stilheden ved at være alene. Instrumenterne larmede jo fint, eller var harmoniske eller hvad Gabriel nu fik dem til, men det betød ikke ligefrem at han kunne lide at være alene på det forholdvist store areal. Måske var det fordi han var vokset op med mennesker alle steder at han ikke brød sig om at være uden menneskelig tilstedeværelse. Det kunne bare være lyden af stemmer fra gaden, eller folk der larmede ovenpå. Så var han ikke alene.
"Planen er låse os ind for at spille på deres flygel."
Han ville forklare så hun forstod det. Så hun ikke troede der var mange mennesker. Men kun dem.
|
|
|
Post by theresa on May 11, 2012 16:54:46 GMT 2
Abigail dristede sig til at danne et lille smil på sin blege mund. Besluttede sig med stort besvær at ryste på hovedet. Det virkede forkert for hende at forstyrre dem. Ikke på deres tur til konservatoriet. De skulle ikke lege babysitter for hende. Hun ville sagtens kunne klare sig her alene. "Jeg... Jeg vil... Jeg tror det er bedst jeg bare bliver her..." sagde hun efter nogle sekunder. I de sekunder havde der været helt stille. Af en eller anden grund hun ikke vidste. Måske havde de bare ventet på hun svarede. Hun vidste ikke om de havde været nervøse for om hun sagde ja eller nej, men hun prøvede at lade vær med at tænke på det. Prøvede bare at lade helt vær med at tænke, for så var der da i det mindste ikke noget der kunne trække hende ned i mørket igen.
|
|