|
Post by Josephine on Nov 27, 2012 12:54:59 GMT 2
Vores egen koncert.
"Jeg er til din tjeneste oh store sangerinde," sagde han og lød bevidst lidt som sin mormor når hun gjorde grin med ham. Han bukkede også. Gabriel var mere end glad for hendes ord og hans ansigt havde da også vist det, et stort smil der var drenget og ikke så lidt tilfreds med udfaldet. Han stod bare der og var fjollet og derfor de fjollede handlinger. Han var ved at spørge om de skulle spilel noget men han anede faktisk ikke om der var nogle spil her eller om Maddie havde noget i tankerne.
"Er du sulten?" Pludseligt følte han sig akavet fordi han ikke vidste omhun forventede om dét skulle være nu og det forventede han ikke. Rent ud sagt det ville han ikke, knalde med en sød pige i garderoben, det var for lavet. Det stred mod hans princippet.
"Eller skal vi bare snakke? Har du noget sladder? Nej vent," han holdt hånden op. "Har du noget kørende med Ofelia. Jeg så hun kyssede dig."
|
|
|
Post by Tenner on Nov 27, 2012 22:01:28 GMT 2
Maddie kunne ikke lade være med at le af hans fjollerier som altid, da han bukkede sig for hende. At han så lød som sin mormor vidste hun ikke noget om, hun havde ikke mødt dem fra hans familie endnu. Kun nogle enkelte af dem. Emma og Eva for eksempel. Da han spurgte om hun var sulten lagde hun uden at tænke over det en hånd på sin mave. Det var hun vel, for det var ikke meget hun havde spist i løbet af dagen. Lidt morgenmad der kunne klemmes ned på trods af nerverne og så de småkager. Alligevel følte hun sig ikke sulten, så hun rystede på hoved med et smil og skulle til at åbne munden for at svare på det med sladderen, men han stoppede hende. Den akavethed der et øjeblik havde ligget over Gabriel bemærkede Maddie ikke. Eller jo det gjorde hun, men til forskel for andre mennesker tog hun sig bare aldrig af det. Der var jo ingen grund til at føle sig akavet, blot fordi den anden gjorde det. Hendes øjne så nysgerrigt på ham, nysgerrig efter grunden til at han stoppede hendes svar.
''Har du noget kørende med Ofelia. Jeg så hun kyssede dig.''
Lød hans spørgsmål, tydeligvis for sjov, og hun måtte da også arbejde for at holde latteren ned, da hun med en påtaget alvorlig mine satte sig ned i den beskedne sofa der var stillede til rådighed.
''Jeg ville havde sagt det, men ja, Ofelia fik charmeret benene væk under mig for et par dage siden.'' Og så kunne hun ikke holde alvoren mere og grinede op til ham.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Nov 28, 2012 20:46:09 GMT 2
”Improviser og find på en god forklaring,” var Jones’ eneste ord, inden han lod sig vælte ned i hendes arme. Hun nåede lige at gribe ham, inden han landede på gulvet, hun måtte dog erkende at hun langt fra selv kunne bære ham. Hun var for slap, og han for tung. Tessa udstødte et påtaget gisp- det var halvhøjt og præcis så skingert, som hun ville have det til. Det var ikke fordi selvbeherskelse var et af hendes store talenter, men til en vis grad kunne hun styre sig. Hvis det ikke handlede om rige mennesker, og snotforkælede unger. Der satte hun alligevel grænsen.
”Hey, hængerøve,” råbte hun panisk til vagterne, der stod og snakkede over en billig kop kaffe. De masse andre vagter stod jo ved døren, fordi nogen havde ’brudt’ ud. Vagterne kiggede sig omkring, mens en af dem tørrede spildt kaffe op fra gulvet, fordi han havde været så klodset at vælte sit krus, da han hørte hendes råb. Så var man fandeme også egnet som vagt, hvis man sked i bukserne, fordi en kvinde kaldte på en.
”JA HEROVRE!” brølede Tessa anstrengt, da en af vagterne endelig kiggede i hendes retning. Hvor fuck havde de regnet med at råbet kom fra? Var de fuldstændigt tungnemme, eller kunne de faktisk godt tænke to sammenhængende tanker?
Pludselig gik det op for vagterne, at det handlede om en der var dårlig, og en ’jomfru’ i nød. De stormede begge hen til hende, var dog lige ved at vælte over hinandens ben i ren iver efter at komme hende til undsætning. Tåbelig mænd!
”Hvad er der sket, frue?” spurgte den ene mørkhårede vagt, der egentligt havde været køn nok, hvis det ikke havde været for hans store næse. Tessas arme syrede til, og det var ikke skuespil, da hun hvæsede ad ham; ”Prøv at brug dine øjne- er du fucking nærsynet, eller hvad?” Vagten glippede lidt med øjnene, og den anden vagt daskede ham kort på skulderen med et udtryk der sagde; gå du bare tilbage i børnehave, hende her klarer jeg. Sagen var at han var endnu grimmere, og hans ansigt var besat af hvide klamme bumser.
”Skal jeg hjælpe jer ud, så ham der kan få noget luft?” spurgte den anden bumsebesatte vagt. Tessa nikkede lettet, ”Ja, min kæreste.” Tessa frydede sig halvt over de to vagters lidt fortabte ansigtsudtryk, men samlede sig så. ”Kan i ikke lige holde ham….” Tessa slap den ene skulder, og rystede sin arm, for at få liv i den. Jones faldt lidt længere mod jorden, men vagten med den store næse, nåede heldigvis at fange ham inden det skete.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 28, 2012 23:43:44 GMT 2
Men mens Maddie grinede var han stadig påtaget alvorlig.
"Nej," han flåede sig nærmest i brystet mens han sagde den halvkvalte lyd. "Hvad er det! Var hun mere mand end mig?"
Han faldt på knæ og gik sådan hen til Maddie og holdt om hendes ben.
"Jeg forstår det ikke!" Han så ned, som var han slagen. "Hvad gjorde jeg forket."
Så lagde han sig over hendes ben og hulkede med hele sin krop. Han passede på sine briller og havde hun set hans ansigt vendt mod hendes lår ville hun have set at 'hulkende' var grin.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 0:23:44 GMT 2
MADDIE
Maddie kunne ikke holde alvoren som Gabriel, og slet ikke over hans lille smerteskuespil over at Ofelia skulle have charmeret Maddie. Sandheden var jo, at de nærmest ikke en gang havde snakket med hinanden. At Ofelia pludselig havde lavet den kærlige gestus med et kys på kinden, det havde været fuldstændig uventet.
''Du gjorde intet forkert, hun havde bare så pæne øjne og så pæn en stemme.''
Sagde hun uden rigtig at kunne mønstre en alvor i hendes stemme, mens hun klappede ham kærligt på håret, som han holdte hende om benet og skjulte ansigtet mod hendes lår. Hun lo fordi det var så absurd at hun nogensinde skulle gå over og være sammen med en pige. Det var Maddie jo slet ikke til, og at Gabriel så spurgte om det var fordi Ofelia var mere mand end ham, fik bare hevet hendes tanker tilbage til Endless Sky, hvor han havde stået som den største homo for at ryste en pige af sig og det fik hende bare til at holde sig for munden, så hun ikke lo alt for højt.
''Men hun er ret mandig.''
Fik Maddie sagt mellem latteren. Nej Ofelia var ikke mandig, men hun var bestemt. Intimiderende og sindsygt talentfuld. Og på ingen måder uskyldig på nogen måder som Maddie.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2012 0:41:04 GMT 2
Gabriel sukkede og så op på hende.
"Jeg sagde til Jonas at bryster er det eneste rigtige mandige, men han sagde at det bare er noget fede mænd siger og se nu har jeg allerede mistet dig til en der synger bedre end mig."
Gabriel kunne godt lide den legende tone. Han satte sig op ved siden af hende og slog/skubbede hende på armen med sin knyttede hånd.
"Jeg kan godt forstå det, hun er i hvert fald pænere end mig," han smilede stort nu.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 1:30:02 GMT 2
MADDIE:
Maddie gned sin arm, hvor han skubbede til hende med sin knyttede hånd - bestemt ikke fordi det gjorde ondt, det havde jo knapt været mærkbart og hun var trods at vokset op med to ældre brødre. Det var mest bare for at blive i det let legende spil der lige forgik mellem dem nu.
''Det er rigtigt.'' Grinede hun, lagde sine ben over hans og lænede ryggen mod ryglænet som var det det mest naturlige og som havde hun kendt Gabriel altid.
'Men jeg syntes nu du er en meget pæn dreng, så jeg går ikke lige over til pige siden endnu... Hvis nogensinde.''
Lo hun og vippede foden til en indre melodi hun havde kørerne i sine tanker. En sang hun havde tænkt på de sidste par dage, men ikke fået skrevet ned endu eller spillet på klaveret der hjemme. Der havde simpelthen ikke været tid og hendes lille blok var der hjemme lige nu. Men hun tvivlede også på at den skulle forsvinde ud af hendes hoved med det samme, når nu den havde siddet i hende de sidste mange gange hun havde været sammen med Gabriel.
''Så du er desværre ikke sluppet af med mig endnu.''
Grinede hun og pillede ven en lok af det lange røde hår.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 11:46:30 GMT 2
JONES:
Jones vidste udemærket godt at Tesse ville forhindre at han faldt til gulvet og han stolede jo på hende. Det var ikke første gang at en af dem brugte det her trick for at slippe afsted med et eller andet. Da de to vagter endelig kom hen til dem, var Jones ved at brække sig af grin over hvor tumpede de var og Tessas tydelig irritation i hendes stemme. Han behøvede ikke at se vagternes ærgelige udtryk i øjnene da Tessa sagde han var hendes kæreste, der var nemlig kun en grund til at hun gjorde det og det var fordi vagterne garanteret så pågående på hende. Et sug i maven ramte ham da vagterne tog ham og han pludselig kunne mærke gulvet ryge mod hans ansigt. Tess havde bare smidt ham over til de tumpede vagter der ikke kunne holde en skid og et øjeblik spærrede han øjnene op, klar til at tage fra med hænderne, men vagterne fik fat i ham og lagde hans arme om deres skuldre. Han var et halvt hoved højrere end dem begge to, men lod sig hænge godt og grundigt. Lavede de rigtige lyde, så det lød som om han havde det dårligt og det hele. Det fungere jo, de var på vej ud mod døren.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 29, 2012 22:21:42 GMT 2
"Yes!" han smilede stort og havde hænderne knyttet. Så kyssede han hende på læberne og han tænkte på hvor sjovt deres forhold var. Det var sådan at han glædede sig til at grine sammen med hende. At det bare kunne være sådan. Det var lækkert.
"Fortæl mig så hvordan du har det med al det her," forlangte han ned alvor. Gabriel havde kunne fået flyvske bemærkninger. Han aede hendes ben og så på hendes rare, rene ansigt som han holdt af. Oprigtigt. Han undersøgte det nu for følelser.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 29, 2012 23:29:03 GMT 2
MADDIE:
Hans kys var hurtigt og kort, og sendte alligevel en varm, rar følelse gennem hende der gjorde hendes smil en anelse fjogede. Men så sænkede der sig en afslappede stemning mellem dem og de begge lænede sig helt tilbage i sofaen, hun armlænet, han ryglænet og alligevel var der ikke langt imellem dem. Hun kunne knap nok sidde med benene strakt i sofaen, uden at ligge fødderne på det modsatte armlæn. Men det gjorde nu ikke noget, den var jo kun til låns. Hans rare, kærtegn med at ae hende ben fik hans alvorlige spørgsmål til at virke mindre forlangene.
''Så krævende.'' Smilede hun, men det var tydeligt at hendes tanker hev hendes fokus mens hun tænkte igennem det hele. Jamen hvad syntes hun om det hele? Al det her hurlumhej hun var blevet slæbt igennem, sangtræning, scene øvelse og alt det andet.
''Det var stort, altså overvældene. Jeg var vidst ikke helt klar over hvor omfattende det hele var sådan da jeg sagde ja til det.''
Men det var jo det hun havde svaret alle de andre gange han havde spurgt hende. Spurgt hende hvordan hun havde det, med det hele. Hendes øjne var fraværende og hendes fingre pillede ved stadig ved det røde hår, indtil hun pludselig så direkte på Gabriel.
''Jeg er ikke sikker på jeg vil noget så stort igen.''
Det var en tanke der ramte hende pludselig og som hun ikke en gang havde tænkt for sig selv.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 30, 2012 0:04:07 GMT 2
Gabriel så ind i de øjen der fortalte ham hele sandhedne og han forstod at det handlede om noget hun slet ikke havde bearbejdet. Som som meget andet med Maddie tænkte hun ikke ting igennem men gjorde bare. Sådan var hun.
"Ikke?"
Han sagde det sådan fordi det bille tvinge hende til at sige noget. Til at tænke. Han ville gerne vide det, det var ikke bare forstilt opmærksomhed, men fordi han ønskede alt det her med Maddie og det skulle ikke virke uægte. Bestemt ikke. Det ville være spikdt. Især med hende.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 30, 2012 0:31:05 GMT 2
''Ikke?''
Lød Gabriels spørgsmål og det startede mindst ti gange så mange inde i hendes indre, men de handlede nærmest alle om det samme; Var det ikke den karriere hun sigtede imod? Svaret var jo temmelig let. Nej, det var hendes mors drømmekarriere hun levede ud. Maddie var jo ikke dum og vidste godt at Lia kun så den her koncert som startskuddet til at promovere sin datter. Lia havde jo hevet hende til side og fortalt at nogle af de mest betydningfulde folk på første række havde været helt betagede af hende, hvilket jo var det bedste der kunne ske... Ifølge Lia.
Men selv om Maddie brændte efter at lave musik, det var det hun kunne og det hun holdte af at lave, så var det ikke i eliten hun ville være.
''Nej. Altså det er vel lidt det alle vil, altså stå på den scene og blive set og hørt af alle og jeg er da også taknemmelig, det er slet ikke det. Men..''
Det var tydeligt at Maddies tanker kørte på højtryk, kæmpede om at komme ud først og det hele blev et stort kaos der inde.
''Min mor vil slå mig ihjel for at sige det her, men jeg tror bare ikke det er mig. Jeg kunne nærmest ikke følge med i ti dage, hvis det skulle være mit liv... Jeg ville jo ikke ane hvad jeg skulle gøre af mig selv.''
|
|
|
Post by Josephine on Nov 30, 2012 0:55:05 GMT 2
"Men hvad er dit liv?"
Han kunne høre fortvivelsen og måden hvorpå hun anstrengte sig for at munde ud i at være forvirret. Moren der trak og måden hvorpå samme havde trukket sig tilbage med sin datter for at fortælle hende noget vigtigt. Det var meget anstrengt. Derfor var familien opløstes så hurtigt, fair nok med de ældste,men tænk sig at der ikke var mere fejring, ingen skål, ingenting og nu denne måde hvorpå hun faktisk ikke turde at sige hvad hun følte.
|
|
|
Post by Tenner on Nov 30, 2012 1:10:30 GMT 2
Maddie fik en rynke mellem øjenbrynene. Hvad var hendes liv?
''Musik..''
Det var det første som ramte hende til det spørgsmål, og vel også rigtigt lige nu. Og alligevel ikke. Musik var en del af hende, hun kunne ikke leve uden den, uden at skabe det og bruge sin stemme, men det var ikke hendes liv. Hun havde vel også andet.
''Vel... Hvad mener du?''
Hun så på ham, med hoved lidt på skrå.
|
|
|
Post by Josephine on Nov 30, 2012 1:31:24 GMT 2
Gabriel smilede stort til hende.
"Musik?" han sagde det med stor glæde. Det var så fint at hun bare sagde det og så først bagefter blev i tvivl. Hun mente det jo fuldstændigt. Hvorfor havde hun brug for at han udspiciferede det.
"Dit liv er musik. Du er noder og toner og kompositioner og du spørger hvad jeg mener, men hvad med hvad du selv mener, M? Er det ikke langt vigtigere end hvad jeg mener?"
Han vidste godt at det ikke var det hun havde ment med sit spørgsmål. Det var bare ham der twistede hendes ord. Prøvede at få hende til at se hvad han så. Måske. Men hun var glæde og det barnlige indfald at hendes liv var musik gjorde ham herligt stemt. Det var ikke mindre fantastisk.
|
|