|
Post by Josephine on Dec 6, 2012 22:33:51 GMT 2
"Nu er småkager ikke det mest ressourcekrævende at lave. Eller sværeste." Med mindre man som Gabriel var perfektionist.
"Men jeg tænker også kun på folks lykke. Som dem jeg ventede med før jeg måtte komme ind, jeg efterlod en pose hos dem, en kæmpe pose og alle mine elever har fået deres andel og hele opgangen, mor og far, selv om mor helst ville havde haft nogen med kød i. Jeg spørger aldrig når hun er gravid. Det er bare for uhyggeligt. Alle mine søskende og så nogle andre mennesker. Se al den glæde jeg har spredt."
Han mente det jo faktisk. Kysset havde gjort ham glad og han vidste at hun på et vist plan forstod ham. Måske ikke i form af madlavning men når han havde lavet noget mens hun var der lo hun og pjattede og havde ikke noget imod kun at lave småting. Han ville gerne have folk med. Men når han var alene skulle det være perfekt. Som når han redte seng. Skarpe kanter og hjørne, pude og dyne blev rystet. Ikke én fold.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 6, 2012 23:33:04 GMT 2
Hun kunne godt forstå ham. Opfattelsen om at få glæde, ved at få andre til at være glade delte de nok begge to. Hun kunne ikke imponere med mad og diske op med 600 småkager som ham, men hun kunne synge og spille musik der kunne få folk til at føle glæde. Det havde hun jo selv lige gjordt og selv om hun havde været nervøs for hvordan folk ville tage hende, var bifaldet det hele værd. Hun havde jo nærmest kunne mærke hvordan folk havde været taknemmelig for hendes sang. Men den bedste glæde at se, var nu hans. Hvor stolt han havde været da hun var kommet hen til ham. Uden tvivl det hele værd.
''Så skulle jeg måske have travlt noget oftere, så du kan få delt noget glæde ud omkring dig.''
Drillede hun og trak skulderne op. Lyden ude fra døren blev mindre og mindre tydelig. Et tegn på at næsten alle folk var ved at være ude af salen igen og byen uden for vågnede op.
''Hvor skal vi tage hen?''
Spurgte hun lidt ud af det blå, men sådan var det. Hendes tanker kørte i flere spor og det der lige trykkede mest for at komme ud, røg bare ud.
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Dec 7, 2012 22:47:44 GMT 2
"Jones!" Tessa gav smilende ham et dask med hånden, "Enhver anden end dig ville have råbt op, og slået de tungnemme vagter i hovederne," hun kunne lade værre med at grine. "Du skulle have set deres ansigter, da jeg sagde du var min kæreste," det føltes som om hun var ved at dø af hysterisk latter. Hele hendes humør var blevet markant bedre, især nu hvor de faktisk var fri. Eller fri. Det var man sgu aldrig, når man boede i SkyCity, men fri for... Alle tumpehovederne inde i den sal.
Tessa blev helt opstemt ved tanken om at de kunne få lov til at sidde på deres flade, ucharmerende røve mens Jones og hende rendte rundt og var.... Så frie som man nu var.
"Lad os smutte nu, jeg gider ikke tilbringe mere tid her," Tessa begyndte at gå. Jones var med.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 11, 2012 12:15:43 GMT 2
Gabriel ´rystede på hovedet. Det ønskde han ikke. Overhovedet. Han ville helst ikke kede sig. Det var det værste han vidste. Han kunne sagtens slappe af og bare lytte til musik, eller vippe med fødderne i stilheden, men han kunne ikke direkte lide at vide han ville noget andet men ikke kunne og derved kom kedsomheden.
"Hvor skal vi tage hen?" sagde Maddie så og han kunne ikke lade være med at smile.
"Lige derhen hvor du har lyst. Alle muligheder er åbne og jeg vil bare gerne flette fingre med dig, så jeg skal nok følge med."
Han smurte måske lige lovligt tykt på men det gjorde ikke noget så længe han mente det. Det var jo ikke bare falsk smiger, det var rent faktisk det han ville.
"Og at kagedåsen kan komme med," tilføjede han så.
Han hadede bare at miste en dåse. Det var lidt spild som ikke var nødvendigt. For ham. Og Gabriel var ikke glemsom.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 12, 2012 19:59:31 GMT 2
Nogen ville måske mene at Gabriel bare smurte tykt på, men hen over de ti sidste dage havde hun lært at han mente det. Når han sagde at han ville flette fingre med hende, så var det det han ville og ikke blot noget han sagde for at gøre hende tilfreds. Maddie lyste op i et smil. Hun skubbede sig pludseligt op, svang sine ben ned på gulvet og i bevægelsen mens hun kom op at stå kyssede hun ham kort på læberne.
''Jamen så lad os tage hjem til mig.''
Hun tog hans hånd og trak ham op fra sofaen, for at trække ham videre hen til døren, tydeligvis klar til at komme videre og væk fra det her sted. Men idet hun skulle tage i dørhåndtaget lød en banken og døren åbnede. I den stod hendes mor og ved siden af stod en mand hun ikke havde set før, men som virkede underligt bekendt. Maddie så overrasket på de to, mens hendes hånd blev i Gabriels.
''Maddie, jeg har en du skal møde.''
Lød hendes mors stemme en tand for entusiastisk, men det meste af Maddies opmærksomhed var på manden. Det var ikke mange i Skycity der havde rødt hår, hun havde kun mødt få gennem tiden ud over hendes lillesøster og hendes mor, men lige nu stod der tre i rummet. Manden som hendes mor havde hevet med havde rødt hår, med let krøl i som var sat pænt med voks. Jakkesættet af god og dyr kvalitet og en lille broche afslørede at han var fra Rådet. Han var nok omkring de 40, med venlige smilerynker om øjnene og lige tænder. Han så nu meget flink ud, men Maddie følte alligevel at hun ville tage afstand fra ham. Hendes hånd klemte måske lidt for hårdt om Gabriels.
''Det er Mr. Wandall,'' Begyndte Lia med sin introduktion inden Maddie kunne nå at sige noget. ''Som er en af lederne på Konservatoriet og lidt af et musisk geni. Han ville meget gerne hilse på dig og lykønske dig med din optræden.''
Maddie så uforstående på sin mor over denne begejstring som hun ikke helt kunne dele. Hun havde jo lige været på vej væk fra alt det her rod og havde sagt til hendes mor, at alt sådan noget først skulle klares imorgen. Alligevel hiver hun denne vigtige mand hen til hende.
''Det var yderst flot klaret, Miss Pax,'' Manden bukkede kort i ryggen for hende og Gabriel før han rakte hånden frem. ''Kald mig blot John.''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 13, 2012 11:08:52 GMT 2
Gabriel var overrasket, mildest talt, han troede at Lia havde været færdigt, rent ud sagt var hun jo bare skredet uden nærmest at sige goddag. Og nu busede hun ind igen. Gabriel havde ikke set op lige da de kom ind, fordi han med Maddie i den ene ende og hans anden hånd der fumlede med kagedåsen, han netop havde fået sat låg på, hvilket var et held, ellers havde han kastet dem ud over det hele, da han blev hevet hen til døren. Han smilede undskyldende og fumlede med dåsen. Han gav Maddies hånd et klem fordi han mærkede hvordan hun hev i hans hånd. Først da så han op på John. Ligesom Maddie følte han at manden var svagt bekendt. Han var usikker på hvorfor og kunne tydeligt mærke at Maddie på ingen måde havde lyst til at være her lige nu. Ikke sammen med sin mor og ikke sammen med hendes ven.
Han så på Maddie for at se hvordan hun modtog rosen af den fornemme herre og der slog det ham: Var det hendes onkel? Men i så fald burde hun da vide det, ikke? Gabriel var forvirret. Men Maddie sagde intet og han følte at han måtte sige noget.
"Hej, øh John, jeg hedder Gabriel, Maddies kæreste, jeg har lært hende alt hvad hun kan," sagde han med sit drengede smil, der gjorde ham charmerende. Joken var tydelig og først bagefter tænkte han at det kunne støde Lia. Han så på hende og trækkede let på den ene skulder og blinkede.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 13, 2012 23:32:41 GMT 2
John virkede ikke til at tage det ilde op af Gabriel lavede lidt sjov og overraskende nok virkede Lia heller ikke til at blive stødt af det. Overhoved. Hun nærmest ikke bemærkede Gabriel, men så bare skiftevis på sin datter og den høje mand ved sin side.
''Mange tak, Mr. Wandall.''
Sagde Maddie helt bevidst om at hun ikke brugte hans fornavn, da hun tog imod hans hånd. Hun havde en dårlig fornemmelse ved alt det her - Hendes mors alt for tydelig glæde ved at denne mand skulle mødes hende og så at han virkede så underligt bekendt. Hendes mor havde da aldrig snakket om en onkel? Men hun følte heller ikke at det var hendes mor denne John mindede om. At Gabriel stod ved hendes side og præsenterede sig som hendes kæreste var det mest betryggende lige nu og hun elskede at han lavede lidt sjov midt i det hele fordi hun et øjeblik havde været tavs. Maddie var ikke en hidsig pige, men som sin mor havde hun et hvis temperament. Det kom bare til udtryk sjældent og lige nu holdte Gabriel det nede.
''Du har gjordt et godt stykke arbejde, sammen med hendes mor vil jeg mene.'' Sagde John. Han virkede hel naturlig og ikke forcerede sjov, men alligevel al for høflig og al for retskaffen til at man kunne tillade sig at grine af det, og Maddie kunne slet ikke. Hun ville bare væk fra John og væk fra sin mors alt for flyvske smil, der slet ikke var som når det handlede om arbejde. Men var det ikke arbejde det her handlede om? Var det ikke for at præsentere hende for en mand, der havde mange forbindelser og kunne fører hende længere op i sangrangstigen? Det virkede som sådan ikke på hende mor, hvilket kun gjorde Maddie mere utryg. Det var helt unormalt at hendes mor gjorde sådan her og normalt kunne hun gennemskue Lia.
''Men Maddie,'' Begyndte Hr. Wandall og hun var ikke i tvivl om hvad ville komme nu. Hun havde dog troet at det ville komme ud fra hendes mors mund. ''Hvis du er interesseret ønsker jeg at kører videre med dit sang talent og gøre dit navn større. Jeg har forbindelserne, muligheden og navnet til det, hvis du ønsker det.''
''Skal det være nu?'' Røg det ud af Maddie. Det var en kæmpe mulighed, men ikke den hun ønskede lige nu, fra denne mand som hun bare ønskede skulle langt væk fra hende og hendes mor. De virkede som et gammelt vennepar, sådan som de stod hel tæt og det var ikke svært at forstille sig at hans hånd lå på Lias ryg.
''Ikke lige nu nej, men efter weekenden har jeg bestemt plads ledig til dig hvis du skulle være interesseret. Din mor ved hvordan du kan få fat i mig.'' Han fangede tydeligt Maddies skeptis. ''Tænk over det, det er en stor mulighed for dig Maddie.''
Smilede han og virkede som en rar mand, som man bare burde kunne lide.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 14, 2012 20:24:21 GMT 2
Gabriel lod samtalen kører. Maddie var vred og kunne slet ikke se den mulighed det reelt var. Hun skulle sige tak og at hun ville tænke over det. Men stadig. Det her var usædvanligt. Nok havde Lia sikkert kontakter men ikke SÅ gode kpontakter, i så fald burde hun være mere inflydelsesrig. Så hvorfor denne opmærksomhed mod Maddie? Hvorfor ikke en stille start, bygge hende op til noget større, lade hende modnes ind i den hun var nu.
"Wauv," sagde Gabriel.
"Hun siger ja." han smilede stort til Maddie og så på John. "Til et møde efter weekenden, ja for en hvis berømt Maddie Pax har lovet mig en rum del tid til mig."
Han kunne bare ikke dy sig. Han kunne mærke på Maddie at hun ikke gad og muligvis fordi hun bare ville dovne den med ham, men det skulle han fandme ikke stå i vejen for.
"Ikke?"
|
|
|
Post by Tenner on Dec 15, 2012 13:42:37 GMT 2
Maddie nåede ikke selv at svare på tilbuddet før Gabriel gjorde. Hun havde ikke noget valg alligevel så at han sagde ja for hende gjorde ikke nogen forskel på hendes svar. Til gengæld reddede han hende jo nu fra at skulle se for længe på den rødhåret mand med de venlige brune øjne og ansigtstræk der virkede bekendte.
''Jo, efter weekenden vil jeg gerne som Gabriel siger.''
Hun prøvede at løsne lidt op og ikke virke helt så skeptisk, efter hun tænkte lidt over på det tilbud manden gav hende. Hvilken chance og hendes mor lyste af glæde som Maddie aldrig havde set før. Ikke en gang da hun sagde at hun skulle synge på den store scene foran hele byen. Hun ryggede sig lidt ind til Gabriel, kunne mærke hans varme gennem blusen og hun prøvede at skubbe alle ubehagelige tanker væk om John. Det virkede bare som om at det var helt åbenlyst og hun overså noget, der gjorde hun ubehagelig til mode ubevidst.
''Så kan vi få snakket, men hvis det er okay, så vil jeg gerne holde lidt fri nu.''
Maddie prøvede at smile undskyldene og det fungerede da også. Lia over så bare ikke den snert af vrede der lå i Maddie. Det kunne hun se.
''Jeg vil få arrangeret et møde med John, se så at komme afsted og vi ses der hjemme.''
Og i hendes ord lå der en hvis trussel. Ikke ondt, men bare som i 'vi skal have en snak når jeg kommer hjem'-mor trussel i Lias ord, som John nok ikke opfangede, men Maddie gjorde ihvertfald.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 17, 2012 9:42:34 GMT 2
Maddie flyttede sig ikke. Det var som om hun var frosset og alle hendes tanker var inden i hende og ikke ude af. Gabriel var ikke helt så forvirret som Maddie, men mærkede den truende kvælningsfornemmelse hun syntes at emme af. Det var ganske tydeligt hvordan hun ikke brød sig om hele situationen og prøvede at holde det i sig.
Der var også noget sært ved denne John og da Gabriel så ind i hans øjne lige nu, føltes det som om han burde vide hvem manden var. Som om han havde mødt ham før. Men Gabriel havde aldrig været tæt på nogen i Rådet og da han blev ansat var han slet ikke oppe omkring de fine herrer.
"Øhm vil I have en kage før vi går?" igen sagde han bare noget og hans smilede. Låget tog han ikke af for han turde ikke rigtigt give slip på Maddie og Lia havde jo allerede sagt nej én gang.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 17, 2012 20:35:15 GMT 2
Det var som om at Johns øjne fulgte hver eneste af Maddies bevægelser og han flyttede heller ikke sit blik, da hun tog ham i at kigge. Han lyste derimod bare om i et venligt smil til hende. Det var heller ikke på en ubehagelig måde, hvilket bare forvirrede hende for det ville hun vel kunne forholde sig til. Men de mærkelige kærlige øjne, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved. John nærmest ikke bemærkede Gabriel, for denne tilbød en kage.
''Jo tak da.''
Svarede John og tog imod en småkage da Gabriel rakte dåsen frem mod ham lige efter. Maddie forlod ikke hans side og var taknemmelig for at se der blev gjordt plads i døren til at de kunne komme videre.
''På gensyn Maddie og Gabriel.'' Sagde John da Maddie fik puffet lidt til Gabriel og ført ham ud gennem døren på en så høflig måde hun kunne præstere. Hun ville væk nu og ikke mærke Johns granskende øjne på sig.
''Vi ses,'' Sagde hun med et smil til John og tydeligvis lettet over at komme videre. Hendes mors mumlende stemme og Johns kunne lige høres men blev lavere og lavere som de kom væk. Hvis man så tilbage ville man se at John med en hel kærlig gestus der ikke kun bød på venskab, lod sin hånd ligge beroligende på Lias kind. Maddie så det ikke, hvilket nok var godt nok.
''Undskyld,'' Sagde hun, da de var helt ude for hørervidde af de to men hun var tydeligvis stadig fanget i sit eget tankespind.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 17, 2012 23:26:17 GMT 2
Da John stak hånden ned til Gabriels kager fik han pludseligt lyst til at smide den på gulvet. Men han holdt den under armen. Af dem alle var han nok den med de reneste hænder, fordi han aldrig havde arbejdet i sit liv og sikkert havde nogen til at gøre rent for sig.
Så var de ude og Gabriel ændrede stilling så han havde armen om Maddies skuldrer. I det han gjorde det så han tilbage, men skyndte sig at se frem. Han blinkede et par gange. Han så ned på Maddie og håbede inderligt at hun hverken så på ham eller på dem, men det var ikke tilfældet hun var langt langt langt væk.
"Hvad fanden undskylder du for, M?"
Hvis der var noget hun ikke skulle var det at undskylde.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 17, 2012 23:54:47 GMT 2
Der var ingen grund til at spekulere over hvem den John end kunne være, andet end at han bare var i Rådet og en af overhoved på Konservatoriet. Stort, men det var ikke fordi Maddie blev intimideret af det. Det var alt det andet. Den måde Lia stod lænet op af ham, som Maddie selv stod op af Gabriel og så de bekendte træk. Det ramte hende at det var lidt ligesom at se sig selv som en middelaldrende mand...
''Hvad fanden undskylder du for, M?''
Lød Gabriels stemme gennem hendes rodede tanker og hev hende tilbage fra tankerne hun ikke helt kunne styre. Taknemmelig lænede hun sig ind til ham, men så stadig frem for sig.
''Jeg ved bare ikke lige hvad der gik af mig... Jeg kunne ikke rigtig lide ham.''
|
|
|
Post by Josephine on Dec 19, 2012 9:57:40 GMT 2
Gabriel kunne heller ikke som sådan lide ham.
"Der kan man se, Maddie Pax falder ikke for kæder af guld eller sølv, men lækre fremmede mænd og mine løfter."
Han prøvede at lette stemningen, ville så gerne tage det fra hende, nervøsiteten og væmmelsen ved denne mand. Selv prøvede han at lukke billedet af Johns hånd på Lias kind. Som var de intime. Elskere. Nej. Det gjorde man da ikke. Gabriel kom fra en kernefamilie, folk blev sammen. Alle havde problemer, intet var perfekt, men man hoppede sgu da ikke ud på et sidespor og knaldede ens kollega og ... Nej mere ville han ikke tænke. Måske var det slet ikke sandt. Det var en mulighed, men ikke nødvendigvis sandheden.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 19, 2012 18:31:03 GMT 2
Endelig så Maddie op på Gabriel med et smil der så tydeligt viste hendes taknemmelighed for at han prøvede at få hende til at se bort fra det ubehagelige ved hele seancen der lige havde udspillet sig. Men samtidig kunne hun se at han også havde tankerne et andet sted henne. Ikke i samme grad som hende, men hans øjne afslørede at der var et eller andet han tænkte over. Men overraskende nok kunne Maddie lade det gå forbi, hun havde ikke lyst til at snakke om John på en seriøs måde lige nu, når Gabriel lagde op til at de bare skulle lette stemningen og have det godt.
Alligevel var hun taknemmelig for at hun ikke var den eneste der havde syntes det havde været lidt mærkeligt det hele.
''Dem med guitaren på ryggen og brillerne en smule skævt sat på er lidt mere min type, frem for dem med kæder af guld. Så lærte du lige noget nyt.''
Smilede hun drillende til ham.
|
|