|
Post by Tenner on Dec 1, 2012 17:12:25 GMT 2
Glæden ved hendes svar, var tydelig i hans øjne og gav hende tanken om at det nok var rigtig nok, alligevel. Hendes liv var nok ikke rigtig noget uden musik, det var jo den hun var. Selvfølgelig var hendes familie også ind under den liste, men dem behøvede hun nu ikke at nævne. Gabriel selv var en stor del af hendes tanker allerede, men at kunne sige at han var hendes liv - det var bare lidt for tideligt til at kunne sige det, selv om det var den følelse hun havde. Men for tidligt.
Uden Musik ville hun jo nok ikke være den hun var Idag og ville mangle et sted at putte sine flyvske tanker hen. Hun bed sig lidt i læben mens hun tænkte hans ord igennem. Han drejede dem, for det var jo teknisk set ikke det hun mente. Hun lænede sig frem og lod albueben støtte mod hendes lår og hoved hvile i hænderne.
"Jeg tror du vil blive overrasket over hvor meget din mening betyder for mig i øjeblikket, men du har vel ret." Sagde hun med et lille smil til ham.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 1, 2012 17:21:44 GMT 2
Gabriel rystede på hovedet.
"Men sådan skal det jo ikke være," han smilede og var rigtigt glad for hendes ord. "Jeg mener bare se hvad det er jeg kreere, det er ingenting og selv om jeg kan lytte er det ikke rigtigt nok. Du skal lære at tro på dig selv ikke? Forstå mig ret: Når du er træt, vil jeg hvile med dig, når du mangler noget, vil jeg hente det til dig, og når du vil have min støtte er den din, men ingen er bedre til at holde dig tilbage end dig selv."
Han vidste ikke om han formulerede sig rigtigt for ham virkede det pludseligt mest som en kærlighedserklæring men var det ikke også det hun havde givet ham? Hans mening betød noget. Hans kinder blev røde og han skubbede brillerne op med det nederste af sin hånd.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 1, 2012 19:48:32 GMT 2
Maddie lagde hoved lidt på skrå i sine hænder mens Gabriel forklarede, eller nok nærmere roste hende og fortalte om alt hvad han ville gøre for hende. At han syntes at det musik han selv lavede var under hende, var hun helt uenig i. Den sang han havde skrevet med hende i tankerne elskede hun og når de ikke var sammen yndede hun at sidde for sig selv på klaveret der hjemme og spille den, med hans stemme i sit hoved. Den havde givet hende lidt frihed for koncerten i de sidste par dage og det var en smuk sang.
Hun tog hans ene hånd og flettede sine fingre ind i hans. Hendes hoved var fyldt med rodede tanker, men alligevel formåede han at sætte styr på det meste med hans ord.
''Tak.''
Der lå så mange ord og pressede på for at hun bare skulle brase ud med det. En masse ugennemtænkte ting, som nok ikke ville give mening alligevel, men Gabriel kunne få hende til at finde mening i hendes hoved. Hun holdte nok sig selv tilbage, bange for at svigte dem der regnede med hende, nervøs for at skuffe og fejle, men hun kunne jo godt. Det havde hun jo lige vist på scenen for en times tid siden.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 1, 2012 20:30:53 GMT 2
Igen rystede han på hovedet, gav hendes hånd et klem og smilede.
"Nej det er mig der siger tak."
Han sad her med hende bag ved denne kæmpe opsætning og selv om Gabriel var en af dem der reelt nød koncerten så var han oprigtigt taknemmelig for at hun ville ham her. At hun havde kæmpet for at han kunne komme med sine latterlige småkager og sine fløjsbukser. Han var glad for at han fik hende til at slappe af og det var en kæmpe oplevelse at stå i kulssen og se hende. Som om han var den eneste til stede.
Det var vidunderligt.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 2, 2012 0:19:45 GMT 2
Maddie lod sine fingre blidt kærtegne hans kind inden hun lagde sin hånd bag hans nakke og trak ham hen til hendes læber og hendes selv mod ham. Der var jo ingen tvivl, hun var fuldstændig håbløst forelskede i ham. Han fik hendes hjerte til at hamre og hendes knæ til at blive helt bløde, blot ved sin rene tilstedeværelse og alligevel var han den person der kunne få hende til at slappe helt af. Hun kunne pt ikke forstille sig at være uden ham og ville heller ikke forstille sig. Der var jo ingen grund til at forstille sig noget dårligt, når hun havde ham lige her og lige nu.
''Gabriel, jeg tror ikke...'' Hun kiggede ind i hans lysebrune øjne, der altid var så forstående og milde, da hun stoppede deres kys med hendes pludselig ordstrøm der skulle ud. ''Jeg tror ikke jeg havde holdt de sidste par dage ud, hvis ikke du havde været der.''
Hun var nok kommet levende igennem det, men ikke lige så let og elegant som hun var nu. Maddie brød sig ikke om det her store arrangement fordi hun var bange for at miste sig selv i det. Det gik op for hende pludselig at det var derfor. Tanken ramte hende så pludseligt og det var derfor hun var blevet nød til at sige det til ham. Han havde været hendes faste holdepunkt i alt det her. Den store Koncert, hvor hendes mor havde vist hende frem til Gud og hver mand der havde bare det mindste med musikken at gøre. Jones og Michaels flytning, der efterlod en tomhed i deres hjem, som var så svær at forholde sig til. Uden at gøre særlig meget andet end at være der, havde Gabriel hjulpen hende igennem og hun kunne endelig ånde lettet op og bare nyde tiden med ham. Ihvertfald for et øjeblik.
Et stort bifald lød i baggrunden, der tydede på at Koncerten var ved at nå sin ende.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 3, 2012 10:00:32 GMT 2
Gabriel blev overrasket. Han var godt klar over at hun holdt af ham og at han i hvert fald holdt af hende, men de følelser som at han holdt hende oven vande var ret ... store? Han havde taget hendes erklæring om at ville have sex med ham ret roligt, fordi det var en ting og fordi hun måske troede det skulle til for at gøre ham glad og det var ikke nødvendigvis tilfældet. Overhovedet. Men det her var bare så meget. Han kunne ikke rigtigt kapere den famililære følelse hun indgød. Han vidste at han bare var sådan en der kunne få folk ind i sin hverdag, tog dem med rundt til familien, lavede mad, men så til at have sådane n betydning.
"Snik, snak," sagde han som sin mormor og følte sig uendelig barnlig allerede ordene var ude af hans mund. Det var så dumt. "Nej jeg mente det ikke sådan, årh."
Han kørte en hånd gennem sit hår og vidste at det var helt forkert. Det var ikke sådan det skulle lyde som om hun var dum.
"Jeg ... du tog mig med bukserne nede nu." Han lo. "Jeg tror du ville og kunne have klaret det uden mig, men på den anden side er jeg helt utroligt glad for at du siger det."
Bedre kunne han nok ikke gøre det. Det var han ret sikker på. Og det var ingen kærlighedserklæring med rosenrøde ord, det var ikke en ring serveret i glasset. Det var bare Gabriel der var ham selv. Lidt for barnlig og umoden til helt at være voksen.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 3, 2012 21:19:50 GMT 2
Maddie tog sig ikke rigtig af Gabriels ord, eller jo det gjorde hun selvfølgelig, men hun tog det på ingen måde ilde op. Sådan var hun jo og kunne ikke lade være med at smile til hans latter. Det var tydeligt at han tog let på hendes ord og nok ikke var klar over hvor stor hjælp han havde været for hende. Jo hun havde nok kommet igennem dagene uden ham, men det var på ingen måder gået så let og glat som det var nu. Men der var ingen grund til at hive det op igen og gentage sine ord. Nu vidste han det jo. Hendes fingre pillede kærligt i hans nakke hår og hun lagde hoved lidt på skrå.
''Undskyld.''
Grinede hun og mente det tydeligvis ikke helt, men drillede nærmere. Hun kyssede ham et kort øjeblik og lænede sig så tilbage igen på armlænet. Musikken i baggrunden var stoppet og klapsalven døde stille og rolig hen. Tydeligvis var er Koncerten efterhånden ved at være færdig, men når 100.000 mennesker skulle ud, kunne der sagtens gå evigheder inden alle var ude.
''Vi venter på at alle er gået ikke?'' Spurgte hun.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 4, 2012 12:26:24 GMT 2
Gabriel smilede, kysset gjorde ham lidt fjoget.
"Vi bliver sagde han," og smilet blev en smule skælmsk, "til du har spist alle kagerne, jeg vil trille dig ud, så ingen kan genkende min kæreste."
Han kunne forestille sig de fans der ville vente hende. Den rødhårde pige med den energiske udstråling og den store stemme i den lille krop. Alligevel lo han ved tanken.
"Jeg lover at jeg stadig vil holde af dig," det forekom at han havde sagt det før for mange dage siden. Det var ligegyldigt han mente det jo stadigt og hver gang hun spiste hans mad og nød det så blev han virkeligt glad. Han kunne ikke lade være. Han ville gerne gøre hende glad, bare lave mad til hende tiden. Prøvede at sammensætte den næste menu. Den næste ret. Hvordan den skulle smage, se ud, dufte.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 4, 2012 12:57:06 GMT 2
Maddie tænkte slet ikke over om nogen skulle genkende hende. Hun havde jo stået på scenen foran alle i hele byen, men at nogen ligefrem skulle gøre noget ved at de genkendte hende tvivlede hun på. Det var kun fordi Gabriel sagde det at hun overvejede om der måske var en mulighed. Nej. Hun lo af hans fjolleri.
''På trods af at du skal trille mig ud?'' Hun så på ham med løftet øjenbryn og et forsøg på at holde en alvorlig mine, der blev brudt af hendes latter. ''Jeg må jo hellere se at få spist nogle så.''
Hun kunne bare ikke nå kagedåsen og gjorde nu heller ikke det store forsøg på at nå den. Aldrig havde hun prøvet at få så god mad, siden hun begyndte at komme sammen med Gabriel og hun elskede at betragte ham når han gik rundt i køkkenet og tryllede med de forskellige smage. Men det var vidst ikke første gang han sagde det til hende, det med at trille hende, hvis hun spiste så meget.
''Men jeg har jo sagt at jeg nok skal passe på dig, hvis de alle sammen skulle komme efter mig... Det kan jeg jo bare ikke hvis jeg ikke kan gå.''
|
|
Emsen
Full Member
Posts: 149
|
Post by Emsen on Dec 4, 2012 17:07:12 GMT 2
Tessa gik bare ved siden af vagterne, mens hun smilede sødt. Hvis de kiggede hen på hende, ville de tro at det var fordi hun var glad for det de gjorde. Den virkelige grund var at hun ikke kunne holde masken meget længere, og bare blev nødt til at få afløb for den boblen i maven, der var ved at opstå.
Den friske luft der mødte Jones og hende, da de blev slæbt ud, var overvældende. Teknisk set var det kun Jones, der blev slæbt. Hun gik som et dannet menneske med to ben. Han lignede bare en hund, der var blevet dårlig, og snart ville brække sig. Om det var fordi de to prustende vagter ikke havde overskud til at være forsigtig ved Jones, vidste hun ikke. Han ville sikkert få lidt ondt i hovedet efter den omgang de vagter gav ham.
Vagterne lod Jones til jorden med et bump. Han spillede sin rolle godt. Ikke et smil var at se på hans ansigt, selvom hele situationen var til at grine voldsomt af. Vagterne stod og trippede lidt, som om de ventede på en eller anden form for belønning. De havde forhelvede da ikke tænkt sig at hun ville give dem et kys, for deres heltemodige (Hå, heltemodig) gerning?
”Jeg tror godt vi kan klare den herfra, tak,” sagde Tessa lettere køligt. Vagterne var tydeligvis i tvivl, de kiggede på hinanden, som om de kunne finde et svar i kollegaens ansigt.
”Og du er sikker på vi ikke sk-skal finde en læge…..” spurgte den ene vagt usikkert. Han var sikkert godt klar over at den læge, han omtalte, ikke havde en skid tid til dem. ”Jaja,” svarede Tessa bare og puffede dem ind ad døren igen.
”Du kan godt åbne dine øjne nu Jones,” sagde Tessa grinende til ham.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 5, 2012 13:28:28 GMT 2
"Pis," sagde Gabriel som om han virkeligt ærgede sig. Han sukkede. "Så skal jeg jo leve med at du er pæn OG synger godt."
Han holdt bagsiden af sin mod panden, som besvimede han, men et stort smil brød illusionen om at være totalt ødelagt. Hanr akte alligevel ud efter dåsen og Maddies ben gled en smule, han hev dem tilbage mod sit fuglebryst mens han fik fat i det kolde metal. Han åbnede dåsen og holdt den frem.
"Men du skal spise dem, mine bofæller og familie er ved at dø under den samme opgave. Jeg sværger at Andrea har taget tre kilo på." De sidste tre dage havde Maddie haft rigigt travlt og Gabriel var gået i køkkenet. Han havde bagt plade efter plade af småkager. Køkkenet havde været dampet og klamt, men han var blevet ved. Ansigtet rødt og brillerne duggede hver gang han åbnede ovnen. Hans slanke hænder der havde formet dem og de var ens og de var flotte, tilpas sprøde og på ingen måde ulækre eller som havde de lagt for længe.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 5, 2012 21:05:03 GMT 2
Jones blev dumpet ned på en bænk og lagt på ryggen, men han reagerede ikke det mindste på hvad der skete omkring ham, ikke før Tessa fortalte at der var fri bane og han kunne sætte sig op.
''For satan da, de havde da ingen anelse om hvordan man behandler en lidende mand.''
Han gned sig lidt på baghoved der var banket ned i bænkes hårde overflade, men hans ansigt var et stort smil. De klarede det, de var kommet ud fra koncerten og kunne nu gøre hvad de ville teknisk set. Han rejste sig fra bænken, tydeligt højere en Tess, men han bukkede for hende i sjov.
''Men den store Emmy går til dig Tess, du fik sgu snørrede dem om din lillefinger.''
|
|
|
Post by Tenner on Dec 6, 2012 1:09:54 GMT 2
Maddie rørte sig ikke da Gabriel lænede sig frem for at nå kagedåsen, hun stolede fuldt ud på at han ikke lod hendes ben glide ned, på trods af hans klodsethed. Men det var jo bare en af de mange ting hun elskede ved ham.
"Men du skal spise dem, mine bofæller og familie er ved at dø under den samme opgave. Jeg sværger at Andrea har taget tre kilo på."
Hun stak hånden i dåsen og tog en enkel, mens hun så imponeret på Gabriel.
''Sig mig hvor mange har du bagt?''
De havde jo ikke rigtigt fået set hinanden siden mandags, eller tirsdag morgen fulgtes de i skole men ellers havde hun ikke været på konservatoriet. Han havde befundet sig den her hal, som var igang med at blive tømt for mennesker hvis snakken blev til en stor masse der nåede rummet. Ikke som larm, bare som en dæmpet, vedvarende lyd man let kunne ignorere. At Gabriel skulle havde brugt de sidste par dage på at bage hele tiden, ville ikke komme bag på hende.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 6, 2012 14:14:07 GMT 2
Gabriel prøvede at lægge sammen og sagde sine tanker højt:
"Lad mig nu se; på en plade ligger 5 gange 6 det er 30 og jeg bagte 14 plader i onsdags og 6 igår så det vil sige 20 fyldte plader i alt og hvis man ganger det med 30 er det vent ... Så er det 600 småkager?"
Gabriel så lige så overrasket ud som Maddie. En latter trængte sig ud af hans brudt. Han kørte en hånd gennem håret.
"600 ! Hå. Det er alligevel en del. Jeg kan forstå at jeg er favorit bror og onkel i den her uge. For ikke at tale om nabo!"
Det var ikke gået op for ham hvor meget han havde været igang.
|
|
|
Post by Tenner on Dec 6, 2012 21:44:48 GMT 2
''600?!'' Maddie var nærmest ved at kløjes i sin kage, da han fik regnet sig frem til hvor mange småkager han havde fået bagt. Ovnen havde jo kørt på højtryk og det var så mange småkager at hun ikke kunne forstille sig det og hun kunne ikke lade være med at le, så hun måtte holde sig for munden for at forhindre kage krummer i at ryge ud over ham.
''Man efterlader dig et par dage og så opbruger du samtlige resurser på småkager''
Fik hun sagt efter at have fået lidt styr på sit grin og sunket den bid hun havde i munden.
''Der er jo nærmest nok til hele byen,'' Overdrivelse fremmer jo forståelse. ''Men du er nu stadig sød, selv om det næsten kan betyde byens undergang hvis du bruger al maden på kager når du bliver ladt alene.''
Smilede hun, lænede sig frem og kyssede ham på kinden, før hun tog den sidste del af sin småkage i munden. 600 småkager... Hun havde nok aldrig set så mange på en gang.
|
|