|
Post by Tenner on Feb 19, 2014 0:30:38 GMT 2
Jones lavede en grimasse ved Andrews svar. Havde han ikke været påvirket af både stofferne og alkohol, så ville han nok havde taget det mere seriøst. Været på Michaels side. Noget i hans tanker fortalte ham da også at han burde få Andy til at gå. Eller ihvertfald gå fra Andy, han var kun problemer og Michael hadede tydeligvis den fyr. Men det var som et tåget ekko i hans tanker og der var så mange andre, der var langt stærkere.
''Han har også virket lidt vred på dig, sådan efter vi mødte dig på gaden.''
Han burde måske bare have holdt sin mund om Michael og ikke lede samtalen ind på ham, men ligesom sin søster kunne Jones ikke altid styre sin talestrøm. Ikke at det skete så tit for ham, som det skete for Maddie, men som nu snakkede han egentlig uden rigtig omtanke. Havde han været smart havde han holdt sin kæft, eller ignorerede den her fyr som han tvillingebror, hans ene halvdel af sig selv, på ingen måde brød sig om.
''Men ellers har han ikke nævnt dig. En eneste gang.''
|
|
|
Lou Lou
Feb 19, 2014 13:26:40 GMT 2
Post by Xazal on Feb 19, 2014 13:26:40 GMT 2
Andrew virkede hverken overrasket eller interesseret i, hvad Michaels bror kunne fortælle om Michael, for det hele var bare åbenlyse facts. Måske var Brormand her bare ikke særlig observant - også, når han ikke var skæv. Men alligevel ...
"Men ellers har han ikke nævnt dig. En eneste gang."
Andrew fangede tvillingens blik. Han holdt det fast i nogle sekunder, borede det altid så intense blik ind i de brune øjne.
"Pænt af ham," svarede han udtryksløst, men det var, som om ordene ikke stemte overens med udtrykket i øjnene - som om der lurede en grum sandhed i dem. Noget, Andrew ville have ud af systemet, og han ville ikke helme, før det var gjort. Men imidlertid bedyrede Andrew Michaels bror et par andre, små sandheder, som de kunne tygge på og skylle ned med et par drinks. Ikke, fordi han forventede, at Michael skulle blive mindre fjendtligt stemt, når hans bror sladrede (hvis han kunne huske noget efter rusen). Tværtimod.
"Det er ikke mig, der er din brors problem, det er Morgan."
Kulden i hans stemme var til at tage og føle på. Men det var ikke til at sige, om den var møntet på Morgan eller Michael.
"Fordi hele verdenen er så firkantet, at folk stadig tror på, at kærlighed er drivkraften til alting," fortsatte Andrew med monoton, konstaterende stemme. Til dels var det Lou Lous ord, men Andrews formulering var på en måde med omvendt fortegn. Han opildnede ikke folk. Han fik dem til at afsky.
Lige nu talte han, fordi han kunne, fordi ord var nødvendige, og fordi han havde lyst til mere whisky. For han ville ud i den friske luft og slå sine knoer til blods på en kold mur.
"Til den jord, I dyrker, til den forpulede by, I hylder flere gange om året, til de ubrugelige teknologiske midler, I udvikler og til de kællinger, hvis børn I sætter i verden -"
Andrew blottede tænderne i et rovdyrgrin. Han vidste, at Brormand hørte hvert et ord, men om det sivede ind, var en helt anden ting, så han tog det første og bedste, der var i umiddelbar nærhed og kylede det flydende indhold i hovedet på den lyshårede fyr. Det var den øl, tvillingen var ved at drikke.
|
|
|
Lou Lou
Feb 23, 2014 23:18:00 GMT 2
Post by Tenner on Feb 23, 2014 23:18:00 GMT 2
Jones hørte rigtig nok hvert et ord, som kom fra Andrew, men han forstod dem ikke rigtig først. Måden hvorpå at ordene og udtrykket i øjnene ikke helt hang sammen, og så den bitterhed der lå i dem efterfølgende. Men stille og rolig var det som om tågen lettede for hans hjerne et øjeblik. Gav Jones et øjebliks bevidsthed om hvad det egentlig var Andy mente. Hvor sort seende den fyr egentlig var, men det var ikke det Jones bed mest mærke i, men hvad han kort sagde om SkyCity. Deres by. Det var ikke mange der sagde dårlige ting om den, selv om leve vilkårene var trange og ikke helt fair fordelt. Den havde reddet menneskeheden fra at blive udryddet, så hel dårlig var den ikke. Der var en grund til at den blev hyldet. Men Andrew virkede bestemt ikke tilfreds med den. Og før Jones kunne nå at åbne munden eller gøre noget som helst, fik han kastet sin egen øl i hoved. I ren refleks rejste han sig og rystede hoved. Fyrene der også sad ved bordet blev stille og så på Jones og Andy.
Jones tørrede noget af øllen af ansigtet og fik fjernet håret fra panden, hvor det klistrede.
''Hvad fanden var det?''
Han var vel mest forbavset og forvirret, men også irriterede. Det var fuldstændig uprovokeret og fuldstændig en latterlig handling... Og det var ikke en gang Andrew der var skæv.
''Jeg tror ikke du skal sidde her mere.'' Sagde Björn, den ældre mand, som sad ved siden af Jones og hans grå øjne så direkte på Andrew. Han havde ikke fulgt direkte med i samtalen, men de bidder han havde hørt gav intet grundlag for den handling og om Jones kendte den lyshåret fyr eller ej, så var det ikke accepteret at gøre sådan noget.
|
|
|
Lou Lou
Feb 24, 2014 10:14:26 GMT 2
Post by Xazal on Feb 24, 2014 10:14:26 GMT 2
"En øl," svarede Andrew syrligt på Brormands spørgsmål og fulgte hans bevægelser med øjnene. For første gang, mens han havde siddet ved bordet, løftede hans overlæbe sig i et smil, der hverken var morderisk eller hånligt. Det var bare afslappet og udtrykte den charme, Andrew var i besiddelse af uden helt at vide det nøjagtigt, selvom han var bevidst om alt andet. Det var den slags smil, Morgan ville hive ud af ham, selvom hun næppe ville erkende det. Men glansen forsvandt fra hans ansigt lige så pludseligt, som den var kommet, og efterlod det bistert og lukket som sædvanligt - endnu, før den ældste ved bordet var færdig med at tale ud. Andrew drejede langsomt hovedet i hans retning. Han løftede sit glas og tog en slurk.
"Du tror ikke, at jeg skal sidde her mere," gentog Andrew med flad stemme, der mest af alt virkede drævende, men uden at trække ordene ud, "jeg hader, når folk kun tror på det, de siger. Men hey, mester, jeg tror, at du skal smutte hjem til hjemmebag og babysitning, hvis du får ondt i røven over, at du skal betale for en øl mere til din ven."
Andrew rejste sig halvt, rakte ud og greb Michaels bror ved skulderen. Han havde sikkert også gjort det ved Michael, selvom denne ville hade hans berøring. Så pressede han ham ned i stolen igen. Det var ikke til at sige, hvad Andrew tænkte ud fra hans udtryksløse mine.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 26, 2014 0:14:29 GMT 2
''Ja, det var jeg sgu godt klar over.''
Sagde Jones stadig med en irriterede klang i sin stemme, mens han rystede øllet ud af sit hår med den ene hånd. Ligeglad med om det skulle sprøjte på Andy. Han var skæv, men ikke total idiot jo og det var Andy ikke, så han havde godt fattet hvad spørgsmålet havde gået på. Men da Jones blik faldt på Andy, så han et smil der var det både det mærkeligeste (fordi det var så ulig Andy) men også... Fucking charmerende. Og han anede det garanteret ikke selv, men Jones gik lidt i stå et øjeblik, indtil det forsvandt igen og blev erstattet af det modsatte. Stenansigtet Andy så ofte gik rundt med. Og så skulle han åbenbart lange verbalt ud efter Björn, og trykke Jones ned på plads igen.
''Jones?''
Lød den ældre mands stemme og vreden var tydelig at spore. Men det var ikke fordi han blev nød til at spørge om lov, til at banke den lyshåret dude der havde sat sig ved bordet, men Jones virkede til at kende ham på den ene eller anden måde og så kunne han ikke bare lade raseriet løbe afsted med ham. Man gik ikke til angreb på andres venner med det samme. Men vattet var igen om Jones hjerne og et fjogede smil på hans læber, over gud ved hvem, fik Björn til at trække vejret dybt ned i lungerne.
''Du ved, Andy... Er det en slåskamp du leder efter, siden du er så meget efter alle?''
Jones virkede egentlig ikke sur, eller irriterede ide han sagde det. Dt med øllen irriterede ham, men han var påvirket og nok også lettere beruset. Så han var videre og i stedet for observerede han bare højt med sine tanker og ord i et.
|
|
|
Post by Xazal on Feb 26, 2014 1:18:27 GMT 2
Andrew kunne mærke, hvordan det var tæt på at få Brormands - det var Jones, han hed, noterede Andrew sig, glad for, at han ikke selv behøvede spørge - pis i kog, da han svarede den gamle ved bordet igen. Og raseriet fra den anden over Andrews ubehøvlethed. Hvad fanden var det for nogle stivnakkede livsnydere, der kom her blinde for, hvad Sky City var for et sted? Lou Lous emmede af revolution, og ingen kunne se det. Det var selvfølgelig også pointen, men alligevel - fuck det.
Andrew ventede på, at Jones' ældste ven skulle eksplodere, men det skete ikke. Han så på Brormand og derefter på hans crew. Blikket vendte tilbage til den lyshårede tvilling.
"Idiot, mand," svarede han Jones; der var ikke noget uvenligt over hans titulering af ham, det var bare et udbrud, der sagde, at Brormand burde kunne se det indlysende i hans opførsel, "jeg er ikke efter nogen. De er efter mig - og jeg stikker bare ikke halen mellem benene."
Et rovdyrsmil fulgte, som om han var præcis den ensomme ulv, der bed fra sig, når nogen trængte ham op i en krog. Smilet forsvandt i en slurk whisky, og da plastickruset sænkedes, var smilet hvisket bort. Whiskyen gjorde ham godt. Han kunne lade dem om at tro, at det fik hans tunge på gled, men i virkeligheden fik det ham bare til at køle ned. Brændte rastløsheden ud af hans krop med den stærke alkohol. Fik hans opmærksomhed til at dreje sig om færre ting - og måske netop derfor slappe mere af.
Andrew faldt tilbage i stolen med øjnene på Jones ansigt og hånden i et løst, afslappet greb om plastickruset med whisky. Uden, at det var åbenlyst, at Andrew så en forbipasserende opvarterkælling med med en bakke med øl (han vendte end ikke hovedet), fløj hans frie hånd op og fiskede en øl fra bakken, som han stillede lidt hårdt fra sig på bordet mellem ham og Jones, så indholdet skvulpede lidt og lagde sig til ro. Øllen var sgu nok bestilt af en anden, men hvad fanden ragede det ham?
Der lå en sandhed i ordene fra før, men Michaels bror var sikkert for skæv til at lægge to og to sammen. Selvfølgelig var balladen på gaden en provokationsakt fra Andrews side, men det var fandeme lige så meget en afledningsmanøvre med de skud, for så ville de koncentrere sig om alt muligt andet end at genkende Andrew som dén, der havde likvideret to af deres kolleger ved Sydkanten en dag eller to tidligere. Tidspunktet var underordnet. Andrew burde have smidt de to over kanten og ned til alt det lort på Jorden, men det lå ikke i hans kort at være forsigtig med at løfte en fuckfinger til Sky City. Det eneste, han var forsigtig med, var at blive identificeret, for så kom de sgu aldrig igennem den dør.
Fuck Morgan! Fuck døren. For helvede! Fuck den nævenyttige niece til Lou Lou, der levede højt på, at man savlede over hendes død. Det gad han kraftedeme ikke. Det var helt fint, at Jones havde en tvillingebror, der kunne tage sig af det... og måske ville Michael endda fatte, at det her var alvor. At man døde for at opnå noget... også, selvom ens død var forårsaget af latterlige tilfældigheder, som Andrew tilfældigvis stod bag. Indirekte.
|
|
|
Post by Tenner on Mar 4, 2014 22:08:43 GMT 2
Jones nikkede og vendte mundvigerne ned af, som om han tog Andrews ord alvorligt. Det gjorde han også til en hvis grad, for han tvivlede på at Andy ville lave direkte sjov og det var ikke ligefrem glæde der gennemsyrede hans stemme. Men Jones havde svært ved at tage det rigtigt seriøst desværre, for som ædru og ikke påvirkede havde han måske fundet det interessant hvad Andy sagde om byen. Og han havde nok kunne lægge flere ting sammen, end hvad det var muligt lige nu. Jones brune øjne havde en munterhed i sig og han tog imod øllen, som Andy lidt pludselig tog fra en af de ubetydelige servitricer.
''Du virker bare så frustrede.''
Jones var egentlig ikke klar over hvor tæt på han måske var på nogle af Andys tanker, og det var mest bare observeringer han skød ud.
''Så det virker bare som om, du er sygt aggressiv lige nu, selv om du altid har dit stenansigt på. Men tak for øllen.''
Han hævede glasset lidt og smilte til Andy. Krævede ikke at han skulle kommentere eller forklare sig, for Jones var vel egentlig lidt ligeglad med hvad Andy gik og rodede med. Tvivlede på at Andy nogensinde ville finde den interesse i ham, som han havde for Andy. Derfor havde han udelukket muligheden allerede og tog det som en hver anden.
|
|
|
Lou Lou
Mar 10, 2014 15:12:24 GMT 2
Post by Xazal on Mar 10, 2014 15:12:24 GMT 2
Andrews blik skjultes halvt af de sammenknebne øjenlåg. Jones' munterhed kunne ikke trænge ind til ham uden videre. Det samme gjaldt dennes observation af Andrews humør. Andrew havde lyst til at smide øl i hovedet på ham igen, men vidste, at han ikke ville få noget ud af det.
"Flot set," fnøs han tørt og kørte en hånd igennem de gyldne lokker. Han viste alle tegn på, at Jones kedede ham lidt - eller, at han var mildt utilfreds med at sidde og blive analyseret til ingen verdens nytte.
"Og du er jubeloptimist og menneskekærlig som bare fanden," kommenterede han til gengæld med svagt rynket pande. Han forblev tilbagelænet.
|
|
|
Lou Lou
Mar 16, 2014 16:44:24 GMT 2
Post by Tenner on Mar 16, 2014 16:44:24 GMT 2
Andys udstråling rørte ikke Jones synderligt. Ligesom alle de andre gange.
''Fuldstændig modsat af dig.''
Han tog en tår af sin øl og havde sine brune øjne mod Andrew hele tiden. Ikke årvågen, bare betragtende med et muntert glimt.
''Men hvis du syntes jeg er så fandens irriterende, hvorfor har du så sat dig her? Du burde vel have andet at lave end at føle du er ved at dø af kedsomhed.''
Jones var faktisk oprigtig nysgerrig over, hvad Andy overhoved havde tænkt over da han satte sig her.
|
|
|
Lou Lou
Mar 16, 2014 17:30:22 GMT 2
Post by Xazal on Mar 16, 2014 17:30:22 GMT 2
"Hm."
Andrew skulede til den anden under tunge bryn. Det var faktisk en fin betragtning - modsætningen. Andrew ville have leet, hvis den andens blik havde været mere vurderende end muntert. Han ville have hånet ham for at sige noget så banalt, men tog det i sig. Det hjalp jo ikke noget - det var tydeligt at se, når den anden bare fortsat sad og lignede en flækket træsko i fjæset. Og så var det den oprigtige gllæde og nysgerrighed i de brune øjne, som var helt uden bagtanker - Andrew kunne ikke rigtigt se, hvad han skulle stille op med den. Det var jo bare en almindelig relation, de søgte, og Andrew havde aldrig haft "almindelige" forhold til folk. Ikke, medmindre han måtte slå dem ihjel efter et par timer, eller bare kneppe dem.
"Du er Michaels bror," sagde Andrew bare - det var et faktum og burde være grund nok til, at Andrew sad her. Men det var ikke grunden. Grunden var helt absurd og simpel: At Jones selv havde bedt ham om det indirekte. Det var Jones, der kørte det her tidsfordriv-spil, og Andrew legede med, mens Morgan kom - kom sig - over Michaels apati, som havde været der et stykke tid nu. Hah, Andrew fnøs en kort latter - over sin egen perverse humor.
|
|
|
Lou Lou
Mar 23, 2014 11:00:45 GMT 2
Post by Tenner on Mar 23, 2014 11:00:45 GMT 2
Michaels bror? Var det virkelig bare den eneste grund til at Andy syntes han skulle sidde her. Måske som en provokation eller hvad? Jones tvivlede på at han ville komme til at se Michael før imorgen, eller ihvertfald hører fra ham, så hvis Andy håbede på at kunne provokere Michael ved at sidde her, så var det desværre forgæves. Men det virkede ikke rigtig sådan, når Jones betragtede den lyshåret mand ved siden af sig.
''Okay.''
Sagde han lidt eftertænksomt, og så ned i sin øl, som han allerede var halvvejs igennem.
''Hvorfor?''
Spurgte han så endeligt. Ikke hvorfor han var Michaels bror, men hvorfor Andy ville sidde her, når han var Michaels bror, for det faktum var ikke forklaring nok for Jones.
|
|
|
Lou Lou
Apr 17, 2014 13:37:23 GMT 2
Post by Xazal on Apr 17, 2014 13:37:23 GMT 2
Andrew nærede intet håb om, at Jones ville stille sig tilfreds med forklaringen. Alligevel blev han irriteret, da den anden insisterede på en bedre forklaring på hans tilstedeværelse. Andrew tømte det kvartfyldte plastickrus med whisky i et par slurke og knipsede det hen over bordpladen, så det landede i nærheden af Jones' kammerater. Han foldede armene over kors over sin nøgne torso og fikserede Michaels tvilling med sine intense, ulmende øjne.
"Du inviterede mig," sagde han kort for hovedet velvidende, at det heller ikke var et tilfredsstillende svar, men det kunne gå an, ik'? Andrews ansigt var udtryksløst som altid. Det var, som om kun øjnene var levende - og de virkede til gengæld alt andet end udtryksløse. Ilden i dem lod til at ville fortære den, han betragtede. Der var et glimt af foragt i Andrews øjne. Noget, som gjorde nar ad den muntre, berusede 'dreng'. Han betragtede Jones i hvad, der forekom som flere minutter, før han stemte en hånd i bordpladen. Armmusklerne spændtes let, da han skubbede sig selv op at stå.
|
|
|
Lou Lou
Apr 22, 2014 22:02:26 GMT 2
Post by Tenner on Apr 22, 2014 22:02:26 GMT 2
Björn som sad over for dem, reagerede hurtigere end forventede på plastik glasset der blev knipset over mod ham, i provokation. Hans store lap lå oven på glasset før det nåede bordkantet, og en knasende lyd var at hører, da han lukkede hånden. Men den ældre mands blik var kort og hårdt. Andrew var uden tvivl ikke en person, som Björn så inviteret til bordet en anden gang. Det var der ingen tvivl om. Men Jones lod sig ikke mærke og så let undren på Andrew, der så tilbage med blå øjne - kolde af foragt. Med en bevægelse var Andy oppe at stå og havde vel fået nok.
''Nej jeg havde ej.''
Lød Jones svar, en anelse kort for hoved, men kort efter trak et smørret grin i hans læber.
''men det har da været interessant.''
Han kløede sig kort på hagen og gjorde ingen mine til at ville følge efter Andy, hvis denne gik nu. Hans fascination af Andy var ikke blevet mindre af denne samtale, men han tvivlede på at Andy havde lyst til at snakke med ham efter det her ... Og desuden var den eneste grund til at Andy overhoved lagde mærke til Jones, hans eget spejlbillede - Michael.
|
|
|
Lou Lou
Apr 23, 2014 12:18:53 GMT 2
Post by Xazal on Apr 23, 2014 12:18:53 GMT 2
Andrew nåede at få et glimt af den ældre fyrs hårde øjne. De øjne, hvormed Andrew så på ham, var lige så hårde. Han kunne lide det blik - langt mere, end han brød sig om Jones' muntre, brune øjne. Men Andrew reagerede ikke på blikket. Det var det rene tidsspilde.
"Interessant," medgav han uden at mene det. Han fnøs kort. Fandt ingen grund til at fortælle fyren, at de blikke, Andrew havde modtaget, var invitation nok. På den anden side ... Fuck det. Andrew kørte en hånd igennem de lange, gyldne lokker og vendte ryggen til. Drejede halvt i overkroppen for at se tilbage på dem.
"Hvis du hører nyt om, om den smatso ovenpå overlever -" Andrew blottede tænderne i et rovdyrsmil, der på ingen måde udtrykte begejstring eller sindssygens adrenalinkick, "- så giv mig et praj."
Det var for meget. Det gav ham en bitter smag i munden, at han skulle tigge om det. Han ville slå Morgan ihjel med de bare næver, når han så hende næste gang... eller måske ikke. Han ville ikke stå som en løve i bur og se hende tage for sig af Michaels affektion. Det var sygeligt og kunne tænde ham helt af. Men hvem fanden havde også talt om, at han skulle fodre hende med sin pik igen? Andrew bøjede sig ned og tog en serviet fra bordet. Han bad tavst om noget at skrive med, og overraskende nok var det den ældre mand, som med en heftig vrede kylede en kuglepen i hans retning, så Andrew næsten fik den i øjet. I dens bue på vej nedad, greb Andrew kuglepennen i luften og kradsede hurtigt nummeret ned til sin Teler. Spørgsmålet var, om han overhovedet ville tage sig sammen til at tjekke den og besvare eventuelle opkald og beskeder. Sandsynligvis ikke. Det var også lige meget, hvis Jones tog hans opfordring op.
"Her er noget at tørre røv i," sagde han udtryksløst uden skyggen af humor og rakte servietten til Jones. Så vendte han sig for at gå uden at vente på yderligere kommentarer.
//Ud af tråd
((Tenner: Jeg tænker, at vi måske skal springe frem i tiden - Jones er jo blevet underrettet af Michael dagen efter ang. Morgan. Det er ikke sandsynligt, at Jones vil videregive beskeden, men... Ja, så kan vi i det mindste springe frem i tiden hver for sig, eller noget, så vi kan følge med i tidsperspektivet. Medmindre du har ét eller andet, du gerne vil skrive med Jones? Om, at han fortryder sin beslutning om at blive siddende og følger efter - eller hvad det nu kan være. Jeg er åben over for alt muligt.))
|
|
|
Post by Tenner on May 6, 2014 23:36:16 GMT 2
//Sprunget frem, fra Gabriels lejlighed.
Hun vidste ikke helt hvad der havde fået hende til at tage til Lou Lous. Der var alligevel gået to dage siden hun havde modtaget beskeden, og fire dage siden hun havde været oppe i SkyCitys højeste bygning. Maddie havde ikke nævnt hele episoden med Lia, men hun kunne godt mærke at hendes mor brændte efter at få snakket om det med sin datter. Men Maddie undgik hende og brugte sin tid med Gabriel og sine brødre. Michael var helt ude i torvene på grund af Morgan, men hun fornemmede at der muligvis stak mere under end at hun blot var skredet fra ham. Det gjorde helt ondt at se hans bror være så... Ødelagt. Det havde altid været Jones og Michael hun havde kunne gå til, men hun havde ikke kunne få sig selv til at nævne alt det om Mr. Wandall og Lia, på grund af Michaels egne kvaler.
Det hele var temmelig rodet, men Gabriel var hendes faste holde punkt. Hele deres forhold var stadig ret nyt, men hun havde alligevel betroet sig mere til ham end nogen anden, de seneste par dage. Men han havde også været med til at få hendes tanker væk fra problemerne, hvilket hun var taknemmelig for. For ikke nok med alt det omkring hendes brødre, mor og de store musik overhoveder, så var første dag tilbage på Konservatoriet efter den store koncert kaotisk. Folk ville snakke med hende, hører om enten hendes egen oplevelse på scenen eller om hvordan Ofelia havde været. Alle var nysgerrig og Maddie havde ikke kunne holde det ud. Hun var jo stadig den samme Maddie, og al den opmærksomhed gjorde hende lidt utryg. Hun kunne jo ikke en gang sidde i kantinen og spise i fred. Til sidst havde hun fundet et tomt undervisnings lokale, der var lille og bestemt ikke et af de mest brugte lokaler på skolen. Her havde hun kunne være i fred, med sine egne tanker og skriblerier i den lille bog. Gabriel havde haft travlt med hans afgangs klasse, så det var først efter timerne de kunne ses. Men hun klagede ikke. De fleste af hendes problemer var jo ikke noget af det større, men gjorde bare hendes liv rodet. Men hele hypet på Konservatoriet ville forhåbentligt falde ned om et par dage.
Det var den første dag på Konservatoriet at hun havde modtaget beskeden fra den anonyme afsender, og hendes første reaktion var at kigge sig omkring. Var det nogen der lavede sjov med hende? Men umiddelbart havde der ikke været nogen at se, og beskeden havde slettet sig selv efter kort tid. Hun havde lagt den til siden i sine tanker, men nysgerrigheden voksede i hende. Hvem havde sendt den? Var det rigtigt, at oprørs gruppen ville snakke med hende? .......... Og var Lou Lou virkelig en del af det? At fortælle det til Gabriel var udelukket lige nu, for hun kunne jo ikke bevise det til ham og måske var det slet ikke noget. Men nysgerrigheden blev for stor og hun havde aftalt at hun ville ses med ham senere idag, med undskyldning om at hun skulle et lille ærinde efter skole. Hun blev nød til at finde ud af det.
Efter Koncerten havde hun også hurtigt lært at tage rørene, for på gaden kunne hun heller ikke gå i fred. Så kort efter den sidste lektion var færdig, stod hun ude for baren og kiggede på døren. Baren havde lige åbnet for aftenen, og der sad allerede nogle gæster der inde. Morgan var umiddelbart ikke at se der inde, men hendes onkel var troligt bag baren. Med en dyb indånding åbnede hun døren, trådte ind og gik mod baren. Et øjeblik stod hun lidt usikkert, og lænede sig så lidt ind over barens bord, for at fange den ældre mands opmærksomhed.
''Lou Lou?''
Hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle bringe det op og om hun overhoved kunne få mandens opmærksomhed. Hun kunne jo ikke bare råbe højt op om det. Enten fordi folk omkring ville tro hun var tosset, eller de ville sladre... Måske de endda også ville sladre om Lou Lou, selv om det muligvis ikke var sandt og det ville hun ikke have på sig.
|
|