|
Post by Josephine on Feb 14, 2015 1:33:31 GMT 2
Det var som havde hun feber. Hun mærkede de klamme håndflader. Hans krop bød hende gå tættere. Morgan så ind i de brune øjne der gerne ville have at hun sagde det hun følte. Stemmen der helst ville have hun holdt kæft. Men kunne hun det?
Han havde sagt hvad der skulle siges. De skulle ikke mere. Han var her bare for forretningens skyld. Han søgte ikke hende. Han ville bare skælde hende ud. Han havde hende lige der. Men han bad hende give alt, mere til. Mere end han selv ville give. Hun kunne ikke lyve, men hun kunne nægte at svare ham.
"Michael," begyndte hun. Men så bare ind i hans øjne.
Han bad om mere end han kunne få. Hun havde temperament for ti. Hun ville gerne ham. Men på hvilke betingelser? Hun blev vred hver gang. Og selv i vreden havde hun lyst til at flå tøjet af ham. Havde lyst til at han skulle stryge hendes kind. Holde om hende når hun skulle falde i søvn.
Bare det hele var glemt.
Men de stod her. Og hun lagde en hånd på hans underarm så ham ind i øjnene med et udtryk der modspillede hans stemme. Der var et smil, men et sørgeligt smil. Hun ville ikke sige undskyld. Det var lige så meget ham, som det var hende. Men derfor kunne hun godt se hvad det hele betød.
"Intet er jo som før, uanset hvad jeg siger eller gør, så ødelægger jeg det åbenbart mere," hun gav slip på ham og rystede på hovedet. "Så sig nu det du kom her før. Sig at du hader mig. At du har travlt med at komme hjem og kneppe gimpen. Du går jo alligevel."
Det havde ingen betydning.
|
|
|
Lou Lou
Feb 27, 2015 10:38:39 GMT 2
Post by Tenner on Feb 27, 2015 10:38:39 GMT 2
Han var stille et øjeblik. Lyttede til hvad hun sagde og mærkede aftrykket af hendes varme hånd mod hans underarm. Det virkede som om hun slet ikke forstod hvad det var han ville. Hun så kun sin egen smerte, og forstod ikke at det var fuldstændig hendes eget valg at han var kommet her. Hvis hun blot havde holdt sig fra Ann, så var han ikke dukket op og så kunne de begge lide med deres egen smerte. Han var jo ikke kommet for at skælde hende ud eller sige at han hadede hende. Han havde jo forsøgt fra starten af at holde det roligt, men fordi hun skulle spille op så var det gået galt. Men der var en ting han bed fast i. Du går jo alligevel Hvad mente hun med det? Hun ville jo slet ikke have at han var her jo. Men han havde også regnet med at hun ville sige ja, da han havde spurgt om hun også ville videre. Det var tydeligvis ikke tilfældet og det hele gjorde ham bare mere forvirret, end det gavnede. Han havde jo tvunget sig selv til at indse at de bare ikke burde være sammen, men det havde hun ikke. En rynke kom mellem hans bryn og han så frustrede på hende.
''Jeg er ikke kommet for at sige at jeg hader dig.''
Han kunne ikke helt forlige sig med det hele lige nu, fordi det gik fuldstændig imod hvad han havde forventet fra hende og hvad han havde fornægtet sig selv den sidste månedes tid. Sådan noget lort.
''Og du vil måske ikke have at jeg går?''
|
|
|
Lou Lou
Mar 10, 2015 13:56:48 GMT 2
Post by Josephine on Mar 10, 2015 13:56:48 GMT 2
Hun stod der. Følte ikke at hun havde tænkt tingene igennem, det var ikke noget hun gjorde. Men nu hvor hun stod der og følte sig seksuelt ladet, men det bare var til skam. Hun ville gerne sige til ham at han skulle kysse hende. Men det var hende der ville lide under det. Det var hende det ville skade. Det var hende der ville stå med det hele bag efter. Hun tænkte på hans ord.
"Hvad er du kommet for?" spurgte hun og undveg det han egentlig ville vide.
Han mente jo tydeligvis ikke de hørte sammen og hun ville hellere vide hvorfor han var her, end skære ud i pap hvad hun mente. Kunne det være tydeligere? Det mente hun ikke selv. Han ville bare ikke høre eller forstå og så kunne han lade være. Han kunne sige sin ting og gå.
Morgan sukkede. Hun stod med åbent kropssprog nu. Hun prøvede ikke at skjule sig og havde endda et afslappet knæk i hoften, al vægt på højre ben. Hvorfor gjorde han det her ved dem?
|
|
|
Lou Lou
Mar 11, 2015 10:43:05 GMT 2
Post by Tenner on Mar 11, 2015 10:43:05 GMT 2
Michael kunne mærke sig selv have en lyst til at sukke. Hvorfor kunne hun ikke forstå hvad det var han var kommet for at sige. Han havde jo prøvet at forklare hende det roligt, da han var kommet men hun havde været fuldstændig afvisende over for ham. Derefter havde hun virket såret da han verbalt havde langet ud af hende og nu stod hun som hun plejede. Knæk i hoften, sikker og med et blik der hentydede til at hun syntes han var skide irriterende. Selv lagde han armene over brystet og fyldte lungerne med luft. Lukkede sig selv fra hende igen. Hvis han virkelig skulle forklare det i detaljer, så ville han ikke stå åben for hende.
''Jeg har prøvet at komme videre den sidste månede og har holdt mig fra dig. Men du gør det ikke let, når du blander dig i hvem jeg er sammen med.''
Han hadede at han blev nød til at sige det. At han ikke bare kunne sige; jeg er over dig og kommer egentlig bare for at sige du ikke skal banke andre. I princippet var det vel det han prøvede på at overbevise sig selv om at det var det, han ville sige til Morgan, men sandheden var at fordi hun havde banket Ann, så tvang hun sig ind i hans liv igen. Det ville være det samme hvis han opsøgte dem Morgan morede sig med. Selv om han havde på fornemmelsen at hun ikke ville gøre noget ved det. Men hvis ikke han gjorde noget ved det nu, var der stor chance for at hun ville blive ved, hver gang han var sammen med en.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 12, 2015 1:04:16 GMT 2
Det gjorde ondt på hende. Hun var i stumper. Hun havde brug for ham og det forstod han ikke. Hun havde lyst til at tigge ham om det. Sige at hun bare ville have ham, det var lige meget med alt andet. Hun skulle nok være anderledes, hun ville blive den perfekte kvinde. Slet ikke som det her minimerede billede af sig selv, hvor hun kun havde sex for at føle noget. Et eller andet som ikke gjorde ondt. Hun var usikker på sig selv. Som han stod der foran hende følte hun at han var grunden til at hun levede. Grunden til hun trak vejret.
Det kradsede let i hendes hals. Hun havde lyst til at hoste. Det her var ikke i orden. Det var ikke hendes skyld. Han valgte at komme her. Hvorfor var hun så slap omkring ham?
"Fint så skal jeg nok lade dine herpeshorer værre," sagde hun med antydningen af et smil. Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Bare en hvæsen med et strejf af sørgmodighed i den. "Så kan du komme videre."
Hun lagde ikke selv mærke til at hun ikke sagde 'vi'. Hun så ikke det som en mulighed at hun kunne komme over det. Morgan ville ikke kunne glemme ham. Af flere årsager, men mest fordi at den måde hun glemte på ikke var holdbar. Hun havde været nede i et hul hvor der blev ved med at blive hældt sprut på hende.
Hun kunne ikke synge med på tidens hit og sige at hun næste gang ville være et bedre menneske, at næste gang hun fandt kærligheden så havde hun lært af sine fejl. Michael var det. Han var hendes følelser. Der var ikke mere i hende. Hun ville ikke igen føle det for et andet menneske. Det var hun sikker på. Det føltes ikke engang som en kliché. Hun havde aldrig prøvet noget lignende og håbede for sin død ikke at hun ville komme til det igen.
Han var dét.
|
|
|
Lou Lou
Mar 15, 2015 20:02:11 GMT 2
Post by Tenner on Mar 15, 2015 20:02:11 GMT 2
Michael ville nok ved enhver anden ikke lægge mærke til at der ikke blev sagt vi. Men han var så opmærksom på alt hvad Morgan gjorde, at han selvfølgelig bed mærke i det med det samme. Hvorfor var hun ikke selv interesseret i det? Hun hadede ham, følte at hun skulle dø bare han nærmede sig hende nærmest, så hvorfor havde hun ikke også bare lyst til at glemme ham og komme videre. Hvad der nok lidt gik tabt imellem de to, var at Michael som sådan ikke mente 'at komme videre' betød han ville finde en han kunne have samme følelser for som han havde for hende. Han var for ødelagt inden i til nogensinde igen at ville binde sig til et andet menneske og han kunne ikke forstille sig nogen tage Morgans plads ... Ingen. Og det havde han heller ikke lyst til. Men når han snakkede om at komme videre, så var det at de holdte sig fra hinanden. Det ville gøre mindre ondt på dem begge uanset hvad. Ann var bare distraktion og han havde ingen følelser for hende. Men han kunne ikke sige det til Morgan, lige så lidt som hun kunne sige hvad hun tænkte.
''Tak.''
På trods af at han havde bidt mærke i hendes manglende inddragelse af sig selv i sætningen, så kunne han ikke lade være med at føle en oprigtig taknemmelighed over hendes svar. At Ann blev kaldt herpeshorer generede ham ikke og havde ikke betydning lige nu. Aller helst ville han ikke have at det skulle være sådan. Mest af alt brændte hele hans krop efter at røre ved hende igen. Mærke hendes varme hud, dufte hende. Bare være tættere på hende end nu. Måske fordi hans tanker et øjeblik var optaget af intet andet end hvor gerne han ville hende hvis det fungerede, lagde han ikke hel mærke til at afstanden mellem dem var blevet en smule og han skulle til at række ud efter hende. Det var så tydeligt hvor draget af hinanden de var. Fra han var trådt ind i baren havde de været som to magneter der havde trukket i hinanden. Og det gik først op for ham, da det var for sent at stoppe uden det ville virke som om han havde brændt sig på hendes nærhed. I stedet mandede han sig så godt op som han kunne, strøg en lok af hendes sorte hår tilbage og så på hende med al den oprigtighed han kunne samle.
''Jeg skal nok blive væk her fra,''
For det var lige så meget for hendes skyld. Han ønskede ikke at såre hende, eller give hende lyst til at dø som hun havde sagt ude i baren.
|
|
|
Post by Josephine on Mar 17, 2015 0:27:56 GMT 2
Morgan sukkede og lukkede øjnene. Hun kunne mærke varmen fra hans hud, der ramte hendes kind ganske kort. Som et blidt kærtegn han ikke skulle have givet hende. Hun fik igen lyst til at græde. Hun følte hvordan alt brændte i hende. Mærkede al ræse af sted udenfor al kontrol. Hvad skulle hun sige. hvad ville han gerne have hun sagde. Hun burde sige 'Gør hvad dig passer dig' men det var ikke det hun havde lyst til. Ligegyldighed var svært.
Men hun havde også tigget ham en gang og der ville hun aldrig hen igen. Aldrig. Det var for nedværdigende. Især på den måde. Når det var noget hun virkeligt gerne ville have.
"Michael ..." sagde hun stille. Hun rørte ved sit hår, det sted han havde rørt, som for at mærke hvor han havde været.
Hun mærkede hvordan han fik hende til at føle sig eftertragtet. Sexet. Lidelig. Men også på samme tid elsket. Og han vidste hun ikke burde føle nogen af delene. At hun ikke burde have lyst til at lægge hovedet på hans skulder. For det ville ikke give dem noget. Ikke noget der var godt.
"Gå nu ud i byen og glem mig," sagde hun med en lille stemme.
Der var ikke andet at sige. Han ville ikke mere. Hun kunne ikke holde på ham. Ikke uden at tigge igen. Eller kaste ting efter ham. Begge dele ville føre til en afvisning. Om det var på hende præmisser eller ej. Han ville ikke. Han ville ikke. Det var ikke helt hendes måde at have det sjovt på. Morgan var usikker og svag, både i hendes krop og stemme. Det var uvant. I hvert fald på den her måde. Hun havde lyst til at mærke hans enorme krop. Men nøjedes bare med at løfte hænderne lidt i afmagt.
|
|
|
Lou Lou
Mar 24, 2015 15:11:19 GMT 2
Post by Tenner on Mar 24, 2015 15:11:19 GMT 2
Det var så tydeligt hvor gerne de begge ville røre hinanden. Holde om hinanden. Men de var begge to stædige. Begge to klare over at hvis de gjorde det, ville det alligevel ikke gøre noget godt for dem. Det ville ikke ende i noget fornuftigt. Så Michael lod sin hånd falde og tog en dyb indånding. Ordene lå lige på hans tunge. Han ville aldrig glemme hende, men måske ville det være lettest for hende hvis hun troede det. Måske var det bare for det bedste sådan.
At tage det første skridt var svære end han havde troet. At skulle gå fra hende, var som at tvinge sig selv til at stikke hånden ind i ilden, men han blev nød til det. I et øjeblik stod de over for hinanden i stilhed, som ville tiden stå stille hvis ingen af dem flyttede sig. Men så vendte Michael siden til og begyndte at gå mod døren der førte ud af køkkenet og videre ud i baren. Han ville gå og havde en forventning om at han nok aldrig ville komme her tilbage. Men livet var uforudsigeligt og han anede ikke hvad der ville ske.
//forlader tråd med mindre Morgan gør noget.
|
|
|
Lou Lou
Mar 25, 2015 23:00:01 GMT 2
Post by Josephine on Mar 25, 2015 23:00:01 GMT 2
Hun stod der. Hun havde ingen vilje. Kunne ikke andet end bare se på ham. Hun fandt en ro i at ingen af dem gjorde noget. Han havde flyttet sin krop fra hendes og det var ret.
Hun vidste at han gik nu for alvor. De ville passerer hinanden nu og da. Skulle han nogensinde komme igen ville han gå, han ville altid ende med at gå, fordi det var lettest. Måske det bedste. For dem begge. Men alt Morgan ville var at have ham. Hvis han ville have hende. Hun ville bare ikke bede om det. Ikke igen. Det måtte hun stå fast på. Hun var Morgan Lou. Hun tiggede ikke. Ikke på den måde og slet ikke to gange. Slet ikke når han udmærket vidste hvad hun ville
"Gå, elskede, hvis du skal. Du skal ikke blive her for min skyld. Gå, hvis det er sådan det må være." Hendes stemme nåede måske ikke han ryg. Det var lige så meget ord til hende selv. Ord der skulle siges. Ord så han vidste hvor hun stod.
"Jeg er her, hvis du kommer igen."
|
|
|
Lou Lou
Mar 26, 2015 17:23:12 GMT 2
Post by Tenner on Mar 26, 2015 17:23:12 GMT 2
Han stoppede midt i døren. Holdte hånden på den, klar til at lukke den efter sig men hendes ord holdte ham tilbage i et øjeblik. Hun ville ikke gøre det let og han var udemærket klar over at hvis han nogensinde ville komme tilbage her til, så skulle hun nok være her. Men det ændrede ikke på noget mellem dem og han ville holde sig væk herfra. For dem begge to's skyld. Han havde allerede været her al for længe og det havde forskruet hans forsvars barriere fuldstændig. Da han var trådt her ind, havde han fuld kontrol over sig selv. Men ikke mere. Knoerne var hvide af hans faste greb om døren. Ikke fordi han var vred, men fordi han forsøgte at holde sig selv tilbage. Tvinge sig selv til at gå frem af og lukke døren bag ham.
Det skete bare ikke.
I stedet mærkede han pludselig at hans krop til over fornuften, og i stedet for at gå ud af døren vendte han om. Hans fødder førte ham direkte mod hende og før han kunne nå at stoppe sig sig selv, lå hans hænder mod hendes kinder og hans læber lagt mod hendes. Det var fuldstændig vanvittigt, men han kunne ikke stoppe sig selv. Og han kunne ikke en gang forklare hvad i hendes ord der havde fået ham til at gøre det. Måske fordi det var sidste chance han havde for det ... Måske.
|
|
|
Lou Lou
Apr 21, 2015 14:08:37 GMT 2
Post by Josephine on Apr 21, 2015 14:08:37 GMT 2
Hun så på ham. Fordi der ikke var andet at gøre. Hun ville ikke forhindre ham i at gå. Det var ikke hendes opgave. Det havde det aldrig været. Hun havde aldrig rigtigt haft ham.
Det gik hurtigt.
Det var egentlig hendes sanser der reagerede først. Hænderne der varmede hendes kinder. Læberne der sendte behagelige strømme gennem hele hendes krop og fik håret på hendes krop til at løfte sig elektrisk. Hun mærkede hvordan hun smeltede grundet hans nærvær. Hans varme. Hans kys. Det at han begærede hende. Ville have hende i et blidt kys.
Hun vidste at hun burde skubbe ham væk. Han ville gå. Han ville ikke suges ind og suges tør af hende. Men her stod hun og var fundet. Måske var det sidste gang. Han havde jo sagt hvad han ville. Det hun havde gjort var åbenbart forkert. Men hun ville have ham, så det kunne være lige meget.
Hun ville have et os to. Et os to med ham.
Hun kyssede ham som var hun ved at drukne i ilt. Som om hans mund mod hendes var måden hun trak vejret på. Ellers ville hun dø. Hun kunne mærke en taknemmelighed. Morgan havde lyst til at sige tak til ham. Men hun sagde ikke noget. Hun kyssede ham bare. Hvad hvis det var sidste gang hun kunne trække vejret?
|
|
|
Lou Lou
May 14, 2015 10:53:50 GMT 2
Post by Tenner on May 14, 2015 10:53:50 GMT 2
Det var som om at deres kroppe tog over og de begge slog deres sind fra. Deres fornuft. Ihvertfald hans fornuft røg ned over byens kant og ned i de uendelige skyer. Det startede så pludseligt, men blidt og blev hurtigt langt mere intens. Som havde de begge gået og sultet i al for lang tid, for så pludselig at få det de ønskede aller mest. Hinanden. Han mærkede intet, og alligevel alt. Han mærkede ikke at han skubbede hende op af væggen, men han mærkede hendes hænder i hans nu korte lyse hår og hendes krop der pludselig var tæt på. Det burde stoppe. Det burde aldrig være begyndt, hverken kysset eller i det hele taget dem. Men på trods af alt hvad der var sket, ville han aldrig ønske et liv hvor hun aldrig havde fundet sted.
|
|
|
Lou Lou
May 14, 2015 12:51:22 GMT 2
Post by Josephine on May 14, 2015 12:51:22 GMT 2
Hun vidste jo godt at Micahel ikke ville se anderledes på hende. At hun altid, uanset hvad, ville være en luder der havde spredt ben engang for meget. Hun klyngede sig til ham. Mærkede hans krop. Hans nye frisure. Han muskler. Hun mærkede hvordan han pressede mod hendes ribben og hendes sår og det gjorde ondt, men det var ikke vigtigt. Det var en ligegyldig følelse, når hun kunne mærke ham mod sig. Så ville det være okay at dø af smerte. Det var intet andet end smerte. Michael. Ham. Her. Det var så meget mere.
Morgans blod brusede rundt i hende. Hun følte sig til stede. Hun kunne mærke sin krop hviske hans navn mens det løb ud i hendes fingre og tilbage til hendes bryst. Hun lukkede øjnene for ikke at græde. For ikke at vise den taknemmelighed hun følte for at kunne kysse ham igen. For at føle hun var levende. Til. At hun var andet end ligegyldig. Hun var til for ham. For at kunne kysse ham sådan her. Hun ønskede at give alt hvad hun havde til ham. til Michael.
Hun rørte ved hans ansigt ganske blidt. Så åbnede hun øjnene. Presset mod væggen af en sansestorm, af ham, så hun på ham og stoppede kysset så også han så på hende.
"Michael ..." sagde hun og hendes tommel aede hans kind. Hendes stemme var hæs af bevægelse. Men de brune øjne var tørre. Det sorte hår virkede næsten blåt i gangens lys.
Hun sagde ikke mere. Men hvis det her var en fejl, ville hun give ham chancen for at indse det. Inden hun krævede det hele.
|
|
|
Lou Lou
Jun 16, 2015 16:32:38 GMT 2
Post by Tenner on Jun 16, 2015 16:32:38 GMT 2
Michael behøvede ikke at spørge hvorfor hun stoppede. Det lå så tydeligt imellem dem, hvad der var usagt i det øjeblik. Det var en chance for at finde fornuften igen og gå sin vej. Vende hende ryggen og lade dem begge have hver deres separate liv, som måske ikke ville være lykkeligt, men bedre end hvis de blev sammen. Det var så let at tænke og endnu lettere når hun ikke var i nærheden. Men som hun stod så tæt på ham, og stadig med følelsen frisk af hendes læber, var tanken næsten ubærlig at skulle have hende ude af sit liv.
Jo, hans liv skulle nok gå videre uden hende, men det havde jo ikke været rigtigt. Han havde ikke følt sig i live og han havde aldrig følt sig mere i live, som han gjorde i det her øjeblik. Var det så forkert? Var det så forkert at lade sig selv trække vejret i bare et øjeblik i sit liv, selv om det måske ikke var fornuftigt?
Det var som om at en mønt var kastet og hvad den landede på ville afgøre hans valg i det her øjeblik. Ren tilfældigt.
Han burde gå, men det var ikke det han ville.
Han så sig selv undskylde og gå ud af døren, som han havde været ved før. Så hele seancen udspille sig for sit indre blik, imens han kiggede i hendes brune øjne. Et øjeblik han ikke kunne gøre ham. Men uanset hvad han gjorde nu, kunne han ikke gøre det om. Han tog hendes hånd der strøg hans kind og holdte den fast mod hans ansigt. Hans vidste hvad han nu ville gøre. Det var blevet klart for ham i et øjeblik. Han skulle jo tage et valg og uanset hvad han tog ville han blive ramt af det dårligt. Nu havde han taget valget og så måtte han tage konsekvenserne bagefter.
Tage konsekvenserne af at ville føle sig i live for bare et øjeblik, der var deres. Sammen.
Et lille, næsten bare en lille trækning af et smil var at se i den ene mundvige og han klemte hendes hånd.
''Det er så kedeligt at være fornuftig.''
Og så kyssede han hende igen. Havde ikke tænkt sig at gå for nu.
|
|