|
Lou Lou
Jul 17, 2014 11:36:31 GMT 2
Post by Tenner on Jul 17, 2014 11:36:31 GMT 2
Maddie så overrasket på Lou Lou, da han skubbede hendes kort tilbage mod sig og hans pludselig nærværende blik, var stak langt dybere, end Maddie var klar over. Hun havde ingen anelse om hvad der var sket med Morgan. Men hun spærrede øjnene op, da Lou Lou åbnede munden. Som han dog kunne sige det. Hun tog imod kortet, med et lille forsigtigt smil. Var Lou Lou overhoved klar over, at Michael og Morgan ikke sås mere? Nok ikke ... Men det var vel ikke hendes arbejde at fortælle ham det. Hendes smil blev mere sikkert og hun stak kortet i lommen.
''Tusinde tak, Lou Lou. For det hele.''
Hun hoppede ned af bar stolen og vinkede til ham, som hun gik mod døren. Spændt på hvad og hvornår hun ville hører, og i et øjeblik havde hun glemt, at hun skulle snakke med hendes mor.
//forlader tråd.
|
|
|
Lou Lou
Nov 10, 2014 14:27:08 GMT 2
Post by Josephine on Nov 10, 2014 14:27:08 GMT 2
//: Fire uger efter hun mødte op i Michaels lejlighed for at sige tak.
Morgan stod på scenen. Livet var måske nok gået tilbage til dets vanlige gang. Der var rutiner. Hun passede sit job. Lagde ekstra timer. Hun ventede på at Andy ville dukke op. Som sædvanlig kunne man kun få fat på ham hvis han selv ville. Hun havde været hos en læge der havde tilset hende igen og sagde at hun ville få et ar, at hun skulle passe på, hendes lunge skulle selv gro sammen. At hun var ligeglad var en helt anden sag.
Men at arbejde i en bag gav hende mulighed for at snage. Og hun kunne ikke styre sig selv. Det havde hun aldrig kunnet. Der i sin onkels hule hørte hun om smatsoen Michael bollede. Fra Maddie. Pigen kunne sjældent holde kæften lukket. Hun skaffede Morgan de nødvendige remedier, som var uden for divaens egen rækkevidde, til når Andy rent faktisk tog sig sammen og dukkede op. Morgan ville ikke selv kunne finde ved ind i søjlen til døren.
"Jeg synes det er fint nogen tager mit affald," sagde hun. "Det er da flot han har fundet nogen der vil støtte ham," sagde hun. "Han var godt knald. Tror du vi var kæresten" sagde hun. "Nogen skulle jo sørge for at han ikke græd over mig hele tiden," sagde hun.
Hun prøvede at glemme ham. Ikke ønske at han kom kravlende tilbage. Og med nyheden om den so han bankede den ind i, forsvandt det håb. Hvorfor havde hun gjort ham til en der kunne dominere hendes følelser. Han var svagere end hende. Morgan gjorde vanvittige ting. Hun slog sig hårde end før. Hun trykkede den kontakt ned for at føle sig elektrisk, levende på trods af at Michael var skredet. Hun havde farvet sit hår igen. De sygelige farver havde været fine, men efter to uger var hendes udgroning mere end sexet trashy. Som altid holdt hun sig fra det blonde, og farvede i stedet de kraftige lokker sorte. Helt sorte. Hun begyndte igen at bruge tid at gøre sine øjne større med mere kohl end godt var. Hendes læber var konstant røde og hendes ansigt markeret af besnærende skygger. Hun sang ligeledes igen. Hendes krop var sexet. Hun havde sit sædvanligt klæbende tøj på der fremhævede hendes struttende barm og hendes yppige hofter. Hun havde smukke strømper på, sexet lingeri og hun viste det gerne til dem der tilbød sig. Og i kort sekund følte hun noget.
Hele tiden havde hun trang til at drikke. Trang til at glemme alt. Hver dag måtte hun minde sig selv om det var en dårlig idé. Hun gik hjem til drengene og sov, hvis hun ikke gik med nogen hjem. Det var bare ... den smatso Michael legede lykkeligt ægteskab med var der hver gang hun gik ud. Hvis hun manglede noget i en forretning: Smatso. Hvis hun gik ud og spiste: Smatso. Hvis hun skatede: Smatso. Det var bare det der skulle til. Morgan så aldrig Michael, men hende koen. Morgan end ikke vidste hvad hun hed. Så den da slog det klik. Foran smatsoen veninder smækkede Morgan hende op mod den nærmeste væg. Spyttede hende i ansigtet før hun langede en knyttet hånd lige i sylten på soen.
"Så tror jeg I er færdige med at kneppe," sagde hun. Tørrede sin hånd af i soens blomstrede overdel, vendte sig og gik.
Det havde føltes godt. Virkeligt godt. Det havde været det bedste nogensinde. Hun havde følt sig levende. Og ikke en af trunterne turde sige noget til hende. De hjalp deres veninde med den brækkede næse.
Og nu stod Morgan på scenen. En af kunderne havde bedt om en sang og nu stod hun der med sin smukke stemme og sang til kunderne. I en stropløs, rød kjole der pressede hendes bryster op til en attraktiv kavalergang. Den viste tydeligt hendes talje og viste den nye tatovering der prydede hendes rygstykker. Dele af den var synlige.
"'Cause I don't wanna fall in love If you don't wanna try, But all that I've been thinking of Is maybe that you might Baby it looks as though we're running out of words to say And love's floating away"
Kun Morgan kunne synge en sang så man havde lyst til at græde. Hvilket var godt for omsætningen, så ville man gerne drukne sine sorger. Lou Lou var godt tilfreds med at hans niece igen var blevet normal. Om end han ikke talte meget med hende. Hun skyldte ham en undskyldning for at have ageret Morgan. Hun skyldte ham en forklaring. En forklaring hun nægtede at give.
|
|
|
Lou Lou
Nov 10, 2014 18:33:47 GMT 2
Post by Tenner on Nov 10, 2014 18:33:47 GMT 2
Fire uger var gået, siden Hun havde opsøgt ham i hans lejlighed og siden da, havde han ikke set skyggen af hende. Det passede ham fint. Sagde han.
Michael gik op af gaden, som han havde gjordt så utallige mange gange, mod den bar han havde brugt så mange timer af sit liv på. Han var egentlig temmelig afklaret, havde blot et eneste mål med at opsøge hende og intet andet. Arienna havde ringet til ham tidligere idag, og sagt at de ikke kunne ses mere. Hvis Michael påstod at det gjorde ondt inden i af det, så var det en stor fed løgn. Han bar ingen følelser for den kønne pige, men han var heller ikke komplet ligeglad med hende. Han så hende vel mere som en ven, hvor han kunne få tilfredsstillet sit behov og glemme en hvis anden bare et øjeblik. Arienna så nok deres forhold som noget lidt andet, men han havde ikke haft overskud til at gøre noget ved det.
Men han var taget hjem til hende, selv om hun (uden rigtig at mene det) havde bedt ham om at lade være. Han måtte jo se hvad der var sket og hører hvorfor hun så pludselig ville afslutte. Arienna havde nærmest foræret ham sit hjerte på et sølvfad igår og sagt at hun faktisk var faldet for ham ... Så hvad fanden skulle få hende til at ændre mening, når han nu ikke havde afvist hende, hvilket han måske burde. Det var nysgerrigheden mere end bekymringen der havde fået ham til at tage hjem til hende, og da han så den brækkede næse kunne han nærmest gætte hvem der stod bag med det samme. Det var bare svært at tro, at Morgan ligefrem skulle gå så vidt.
''Hvad er der sket, Ann?'' Hørte han sin bekymrede stemme, men han vidste det vel godt. Han skulle bare have det bekræftet. Den kønne pige, med det lyse hår og blå øjne snøftede en gang, mens hun lagde hoved mod hans skulder.
''Det var Morgan, den psykopat. Hun gik bare direkte mod mig uden jeg havde gjordt noget og slog en knytnæve i ansigtet på mig. Jeg har aldrig gjordt hende noget, men hun mener at hun stadig bestemmer hvem du ses med skat.''
Michael kunne mærke kvalmen ramme ham ved ordet 'skat'. Men havde Arienna været en del af hans liv før Morgan, havde han måske tænkt anerledes. Pigen var køn og sjov ... Og så var hun overraskende god i sengen. De havde mødtes ved et tilfælde på en bar, hvor hans kollegaer havde slæbt ham med, for at få lidt liv i ham. Hun havde fanget hans opmærksomhed og vice versa, men hvor han blot havde set en mulighed for sex da de faldt i snak, så havde hun åbenbart set mulig-kærestepotentiale i ham. Og dagene efter havde han bare holdt fast i hende, fordi det var en nem vej til at få sex. Men Morgan hang stadig i hans indre og desværre var pigen blot et ynkeligt plaster på hans gabende indre sår.
Morgan. Hun kunne vel være ligeglad, om hvem han gik og datede?
Og hvor fanden vidste hun det fra?
Egentlig var han ikke vred. Måske nærmere smigret, men han gad ikke lade det stå til. Han havde sgu godt hørt i byen at Morgan var på færde igen og selv om han var ved at brække sig over det, og fik trang til at slå dem ned, der lagde sig i med hende, så gjorde han det ikke. De skulle jo begge videre og Morgan skulle ikke gå og banke alle ned, som han var sammen med. Men om hun ville lytte? Michael tvivlede stærkt og tog en dyb indånding. Samlede al den tålmodighed han havde opbygget den sidste måneds tid.
Musikken nåede hans ører som han nærmede sig Lou Lous og Morgans sang stemme smøg sig om ham. Lokkede. Forførte. Men Michael holdte fast i hvad han var kommet for. Ikke for at pine sig selv eller for at provokere. Hans hånd lagde sig sikkert på dørens håndtag og varmen fra det indre slog mod ham da døren åbnede. Selvfølgelig var Morgan den første han så. Andet havde han ikke regnet med. Men det overraskede ham, hvor hårdt et slag det var. At se hende stå på scenen og forføre de fortabte der sad på baren. Få dem til at føle, at de kunne få hende ... Hvilket de vel også kunne af hvad han hørte. Han rankede sig og blev stående nær døren. Lænede sig mod dørkarmen og ventede på at Morgan var færdig med sin optræden. Arbejdede på at få sit bankende hjerte til at falde til ro, så hans indre matchede hans afmålte og kølige ydre.
|
|
|
Lou Lou
Nov 11, 2014 13:35:25 GMT 2
Post by Josephine on Nov 11, 2014 13:35:25 GMT 2
Det var som var de magneter. Så snart han trådte ind så hun ham. Hendes krop vendte sig mod ham og hun mærkede et sug i mellemgulvet. Hun vidste ikke hvorfor hun lyste op i et smil de andre troede var en del af hendes show. Et smil der satte sig i deres mellemgulv og gjorde det stift.
Det var den første følelse. Det at se ham og blive lykkelig. Han tog hende op i lag i himlen hun ikke før havde tænkt var muligt. Han gav hende en ekstase hun kun oplevede under sex eller i det øjeblik der var en mulighed for at hun ville falde ned og dø. Det var ude af hendes kontrol. Hun var bevægelser fra at hoppe ned fra scenen og omfavne. Han havde hendes kærlighed. Hun havde ikke fået den tilbage.
Men så mærkede hun næsten en mavepuster. Og hun blev stående på scenen. Hun ville ikke komme til ham. Det var slut. Hun var på arbejde hun havde et arbejde der skulle udføres. Hun satte mikrofonen fast i stativet og tog guitaren. Skiftede til en pedal der ville give hende de effekter hun skulle bruge. Hun sang og spillede. Det var en del af hendes arbejde. Det gjorde hende mere forpustet end det plejede, men ingen lagde mærke til det og hun sørgede bare for at bevæge sig mindre. Nu sad hun med guitaren på skødet, en fod i høj hæl placeret på pedalen. Og så sang hun den sang der indeholdt hendes følelser. Som sædvanlig var hun ude af stand til at skjule noget og sangen passede perfekt. Især fordi hun fik den til at lyde som en anklage.
|
|
|
Lou Lou
Nov 19, 2014 23:40:55 GMT 2
Post by Tenner on Nov 19, 2014 23:40:55 GMT 2
Det var så tydeligt. Hvordan de begge to blev draget af hinanden. Trukket af kræfter de begge ikke styrede, men begge kæmpede imod. Michael ihvertfald. Men hans øjne hvilede på hende hele tiden. Hans krop var afslappet placeret dørkarmen, og armene lagt over brystet. Han virkede ikke direkte afvisende, men det var tydeligt at han ikke var kommet for at falde på knæ for hende og trygle om de kunne være sammen. Uden på havde han måske ikke flere åbne sår, men hans indre var stadig total iturevet og ikke i nærheden af at være helet.
Michael lyttede til teksten og var ikke i tvivl om at det var et fuldstændig bevidst valg af Morgan, at synge den sang efter deres øjne havde mødtes da han var trådt ind. I det ene øjeblik, et kort sekund, skulle man næsten tro at hun faktisk ville trygle ham om nåde. Men sådan var Morgan ikke. Og det var heller ikke det han var kommet for. Og så igen ... Han ville lyve, hvis han prøvede at påstå at han ikke ønskede at de kunne gå tilbage igen. Være sammen. Fungere. Han savnede hende jo og som han så hende på scenen var det uhyggelig tydeligt for ham, hvor lidt Arienna betød for ham. Ingenting. Det var ikke hende han ville have. Men den pige han gerne ville have, skulle han ikke have. Så simpelt var det.
Klapsalven og råbene fra tilskuerne fik ham hevet tilbage fra hans tanker, for sangen var færdig. I et øjeblik sad Morgan blot på scenen og endnu en gang så de på hinanden. Betragtede hinanden, som skulle de finde ud af hvad de skulle gøre nu, hvor hendes sang var færdig. Hun afbrød blikket, for at pakke sin guitar sammen og vandre ned fra scenen. Elegant. Forførende. Fuldstændig bevidst om, hvor fristende hun var for alle i rummet. Men hun var ikke på vej over mod ham og det overraskede ham ikke. Det var ham der var kommet til Lou Lous og opsøgt hende. Ikke omvendt. Med en lidt doven bevægelse fik han skubbet sig fra dørkarmen og fik over mod hende. Måske virkede han rolig uden på, men hans indre var et stort virvar af blandede følelser og tanker. Kun fordi han kunne holde fast i det ene mål han havde med besøget, kunne han fokusere.
''Morgan.'' Sagde han roligt, da han var tæt nok på til at hun kunne hører det. Blikkene fra folk, der kendte til historien om Morgan og hendes lyshåret elsker, bemærkede han ikke. Han havde fokus på hende. Ingen anden.
''Kan vi snakke i et øjeblik?''
Hans stemme stadig rolig og der var ingen spor af at han ville lægge op til noget som helst.
|
|
|
Post by Josephine on Dec 8, 2014 2:21:11 GMT 2
Morgan mærkede hvordan tingene vældede op i hende. Hun kunne mærke følelser. Hvordan hendes krop virkede for lille til at indholde alt i hende. Hun så direkte på en man der havde bestilt en øl. Han trådte et skridt tilbage. Gav hende for mange drikkepenge i frygt for det blik. Som ville hun æde ham levende.
Hun vendte sig mod ham. Et smil. Men hendes øjne var et virvar der kunne drukne ham. Vrede. Så megen vrede. Men også ømhed. Som ville hun hoppe over disken og lande i hans favn. Kysse hans øre hun nu så tydeligt kunne se.
"Hvis du er kommet for at finde helvede, kan jeg vise dig hvordan det er," sagde hun og gav ham en finger.
Hun ville gerne snakke med ham. Hun ville godt tage hans hånd og føre ham ud i baglokalet. Men hun skulle ikke. Det ville ikke tilføje hende noget godt. Det ville være at kaste håndklædet i ringen, holde ti fingre i vejret og flage med hvidt. Morgan havde pistolkugler på tungen, hun havde ikke tænkt sig at blive lokket af hans magnetisme. Den magiske kraft han havde over hende.
Hun forsatte med sit bararbejde. Vidste hendes krop var udstillet på en god måde, hendes ben, hendes hår. Nakken der kunne skimtes. Øjnene, kæmpe store, læberne farvede og alt hendes maske sat i plads. Hun var smuk. Stærkere at se på end sidst Michael havde lagt øjne på hende. Det mørke hår fik hendes hud til at gløde en smule. De store blå mærke på hendes lår var ikke til at komme uden om. Denne kjole viste ikke hendes ryg og den nye tatovering. Hun ville godt have haft han så den.
Hun havde tabt sit hjerte og sin sjæl. Det var et show at vise sig selv hver dag. Hun havde tabt sin hjerne, sit vid og mistet sit mål. Hun prøvede for alt i verden at holde fast i det, at komme ned på jorden, men den skide Michael poppede op over det hele. Hun ville ønske der var en metode hvor hun kunne slette ham. Men den her gang ville hun være stærkere. Hun ville ikke falde i. At han kom gjorde tingene værre. Hun havde regnet med han ikke ville sige noget til det. For hun vidste godt hvorfor han var her. Han havde fået hendes besked. Klart og tydeligt. Han var hendes.
Men nu hvor hun tænkte over det, den måde han så på hende, han fik hende til at føle sig sexet og hun havde lyst til at læne sig mod hans skulder. Men hun ville ikke påføre sig selv som smerte. De havde ikke andet end smerte at give til hinanden. Alligevel havde hun lyst til at se på ham igen.
|
|
|
Lou Lou
Dec 14, 2014 23:35:15 GMT 2
Post by Tenner on Dec 14, 2014 23:35:15 GMT 2
Michael lod sig ikke slå ud af hendes ord eller hendes afvisning, for han var ikke kommet efter en forsoning.
"Det er jeg ikke i tvivl om. Men du ved hvorfor jeg er kommet"
Svarede han uden at gøre det store ud af det. Men han fulgte efter hende og nægtede at gå, bare fordi hun ikke gad snakke med ham. Han kunne se i hendes øjne, at hun var udemærket klar over hvorfor han var her, men han kunne også se al vreden. Al den vrede der også lå i ham, men som han havde pakket væk. Kun fordi han havde et mål med at opsøge hende, kunne han holde den nede. Dog ville han lyve, hvis han sagde at det ikke glædede ham en lille smule, at hun ikke var fuldstændig uanfægtede af hans tilstede værelse. Ømheden i hendes øjne kunne hun nemlig heller ikke skjule, og før han kunne nå at standse det mærkede han en lyst til at række ind over baren og tage hende i sine arme. Den var så overvældene, at den fik ham til at standse et øjeblik, imens hun var på vej over for at skænke en fadøl til en tørstig mand. Det gik op for ham, at selv om han måske havde et mål med dette, og at han kunne holde sin vrede nede og alle de andre følelser i kontrol, så var det blot indbildning. Med hende, stående lige foran sig, smukkere end nogen sinde før og mere forførende, hang han i en meget tynd tråd. Det var et farligt spil, men han havde sat domino brikkerne igang ved at ankomme her og intet kunne stoppe dem. Så måtte han bare håbe at de ikke blev for store og det hele endte i et brag.
''Troede du virkelig, at jeg bare ville lade dig banke Ann, uden at sige noget til det?''
Fik han endelig sagt, da han trak sig selv tilbage og han stillede sig foran det velkendte fadølsanlæg, så hun var tvunget til at kigge på ham, kiggede hun op. Overraskende nok var hans stemme stadig rolig og han var ikke beskyldende. Heller ikke vred. Men et eller andet lå og ulmede i baggrunden. Det kunne han også selv hører.
|
|
|
Lou Lou
Dec 20, 2014 15:34:20 GMT 2
Post by Josephine on Dec 20, 2014 15:34:20 GMT 2
Hun så på ham. Hun kunne ikke andet. Hun kunne have vendt sig om. Været ligeglad og forsat med noget andet. Hun havde ikke noget hun skyldte ham. Slet ikke med de ord. Hun var pisse ligeglad med hvad han tillod. Hun var ligeglad med hvad nogen tillod. Enten indordnede hun sig eller også gjorde hun ikke. Hun smilede ikke til ham. I stedet lod hun sit blik falde. Sin mund åbne sig let. Som var hun overvældet over hans nærhed. Hun så op på ham og et kort øjeblik virkede det som om hun skulle række ud efter ham. Men hun rakte forbi ham og fyldte glasset. Professionelt og uden at spilde selv det mindste. Der var skum på, men ikke for meget. Hun stillede det på disken.
Ann? Det eneste navn hun havde kaldt hende var smatso. Og frille. Men Ann. Ligefrem at gøre hende til et menneske. Og desuden havde hun højst brækket næsen på den gimpe. Bank var noget helt andet. Og ikke noget Morgan sædvanligvis praktiserede.
Men hun kunne se det i hans øjne. Det hun følte det i sig selv.
"Du giver mig lyst til at dø," sagde hun. Lavt. Kun til ham. Der var mening bag det. Vægt i de ord.
Han havde smagt på hende. Drukket af hendes sjæl. Hun havde haft alt, men ikke bekymringer, og der kom han med sit lort, sit læs af noget hun ikke før havde været modtagelig overfor. Og hun kunne se det i hans øjne. At han ville hende. Hendes krop, hendes suk, men mest af alt ville han bare gerne holde hende i hånden. Fortælle hendes søde ord og lade hendes hænder røre hans glatte kinder. Alt det gav hende lyst til at dø. På den måde stikke af fra det hele. Gemme sig fra verden. Det ville være det bedste. Men Morgan havde ikke haft nogen mor der advarede hende mod den slags fyre. Ingen far der havde nægtet hun gik ud med dem. Hun havde haft Lou Lou der havde pålagt hende selv at gøre erfaringer. Så hun havde fundet et helvede med Michael hun troede var paradis. Hun havde ladet ham komme ind i noget der var hende. Så meget hende. Alt for hende. Og så havde hun udstødt ham. Som en kropsdel hun ikke skulle bruge. Den var ikke vital. Men den hjalp på støtten.
Hun vendte sig fra ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jan 3, 2015 10:36:43 GMT 2
Uden på var det ikke til at se, at han rent faktisk reagerede på hende, da hun rakte ud. Som ville hun gribe ud efter ham. Hans rolige brune øjne fulgte hende hånd og en ligegyldighed lå over hans ansigt, som ikke matchede hans indre. Det ville have været så let at tage fat i hendes hånd og trække hende tættere på ham. Men det ville være et dumt træk og ville ikke føre til noget. I stedet betragtede han hende blot og hendes spil. Hvordan hun over for hele selvskabet på baren viste hvor ligegyldig han var for hende. Hvor lidt hun havde lyst til at han var tæt på hende, men at hun heller ikke lod sig påvirke af hans tilstedeværelse. Som var han ingen, selv om at alle vidste han var den eneste som måske havde haft noget seriøst med Morgan. Nogensinde.
''Du giver mig lyst til at dø,''
Lød hendes stemme. Stille, men hårdtslående og han rolige ydre begyndte at krakelere. Han ville ikke skændes. Han ville helst ikke være i nærheden af hende heller, for det gjorde bare alt svære end det i forvejen var. Men hun havde selv bedt ham om at komme her, ved at sætte en frygt i livet på den pige han så. Hun var tydelig ikke over ham, og det havde han heller ikke regnet med. Men hvis hun hverken gad snakke og fik en lyst til at dø, på grund af ham, så skulle hun sgu lade være med at indblande sig i hans liv og holde sig langt væk.
''Så det godt at følelsen er gengældt.'' Ordene var ude før han overhoved overvejede dem og han fortrød dem heller ikke. Hvis det var sådan Morgan ville kører den, istedet for at være bare en smule civiliseret omkring det her, så ville han heller ikke. ''Men det er sgu kun din egen skyld at jeg opsøger dig, fordi du ikke kan komme dig over at jeg har fundet en anden.''
Selv om hun havde vendt sig fra ham, fulgte hans øjne hvert en bevægelse hun foretog sig, og han gad ikke tage sig af, at andre muligvis kunne hører hvad han sagde.
''Jeg gider dig ikke, Morgan. Hvis det var tilfældet havde jeg slået alle dem ned du har spillet den af på, den sidste måneds tid, men jeg er fandme ligeglad. Jeg gider bare ikke at du blander dig i mit liv og så føler dig skide hellig når jeg så kommer her.''
|
|
|
Post by Josephine on Jan 5, 2015 21:05:03 GMT 2
Morgan stivnede. "Jeg gider dig ikke, Morgan."
Hun var igang med noget, men havde glemt hvad. Hans ord kørte ind i hendes hoved. Hun vendte sig mod ham. Der var noget snerrende ved hendes ansigt.
"Så gå med dig." Hendes stemme dirrede. Det lød mere hæst end det burde.
Hendes kæbe var stukket frem. Bistert. Hun trak vejret skælvende, højlydt. Heller ikke med vilje. Så faldt kæben på plads. Hun rettede sig op. Morgan samlede ikke sig selv. Det var mere som om hendes krop mindede hende om hvem hun var. Også selv om den forrådte hende.
Det var ikke fordi hans ord ramte specielt hårdt. Det han sagde var rigtigt. Hun havde jo spillet den af på mange. Spredt ben for flere. Krævet af dem. Slugt dem. Fået dem til at gøre ting de end ikke ville gøre mod kriminelle. Bare for at leve lidt. Bare for at føle sig elsket lidt. Men Michael havde ødelagt det. Hun følte nærmest ingenting. Hun blev stadig våd. Fik orgasmer. Men det var nærmere træning end det var noget andet. Mekanismer hendes krop havde prøvet så mange gange. Hendes ord passede ikke engang til hans monolog om hendes hellige røv. Den omhandlede hans ligegyldighed der ikke eksisterede.
Han stod bare der. Bag disken. Så tæt på. Hun gik tæt på. Pressede hans faste røv ind i kanten og dirrede ganske let som hun så ind i hans brune øjne.
"Hvorfor går du så ikke bare?"
Hun lød rasende. Men det var tydeligt ikke mente fysisk. Ikke bare fysisk. Men også ud af hendes tanker. Ud af det der havde været. Alt det der var kommet, sket på grund af ham. Ofelia var noget hun blev konfronteret med hver dag nu. HVER DAG. Så selv om hun undgik Glenn og Dina så kunne hun ikke undgå det hun var. Det der var hendes arv. Fordi hun havde ofret noget for ham. Og hvad havde han gjort? Afvist hende. Da hun tilbød ham sig selv. Sit undskyld. Han havde bedt hende skride. Og hun havde grædt. På grund af ham.
Med et flyttede hun sig. Gik to skridt tilbage og bare så på ham. Hun ville ikke være den der gik. Det her var hendes sted. Og hun bad ham ikke gå. Han bad selv om det.
|
|
|
Lou Lou
Jan 18, 2015 19:18:52 GMT 2
Post by Tenner on Jan 18, 2015 19:18:52 GMT 2
Han så det godt. Han så godt hvordan hun ikke nåede at samle sig selv, før hun reagerede. Hans ord ramte plet og selv om han egentlig ikke ønskede at skændes med hende, så kunne han ikke lade være med at føle sig en smule skadefro. Hun var ikke fuldstændig urørt af hans tilstedeværelse og hans ord. Hun ønskede at han faldt på knæ for hende og undskyldte. Det ville være lettere for hende, for så kunne hun takke nej. Men hans ord ramte hende faktisk. Ikke at han gav en fuck for at hun havde været sammen med mange, men hun ville rent faktisk gerne have at han ville have hende. Men han så også godt hvordan hun samlede sig og satte forsvars værker op. Hendes nærhed slog ham og selv om han forholdte sig rolig, da hun pressede ham mod kanten af baren, så påvirkede hendes duft ham. Varmen fra hende.
Der havde været en løgn i hans ord. Han ville hende gerne. Han begærede hende, men det var stadig mere end det. Alligevel ville han hende ikke, for de var destruktive mod hinanden. Hans liv var gået fra at være temmelig normalt, og for pludselig at falde på plads, da hun kom ind. Men det var kun en kort fornøjelse indtil bomben havde sprunget og han kun var en skygge af den han var før. Han fandt trøst i Ann, men han havde også fundet glæden ved at ryge sig skæv. Hvordan det fik alt til at se ligegyldigt ud. Ligefrem komisk. Det var dumt, og han kunne se bekymringen i hans bror og Maddies øjne. De ønskede at få deres bror tilbage, men vidste også at det tog tid. Det gjorde det endnu svære når de så sådan på ham.
''Hvorfor går du så ikke bare?''
Lød hendes ord. Rasende. Alt hvad der var sket mellem dem og alt hvad hun beskyldte ham for i den ene sætning. Det ville være let at trække på skuldrene og gå sin vej. Han havde ramt hende. Såret hende igen med hans ord og forhåbentlig havde hun forstået budskabet. Men han havde egentlig ikke lyst.
''Fordi vi ikke er færdige.''
Sagde han og satte hænderne mod disken som han stod lænet op af nu. Hans øjne på hende, for at se hvad hendes næste skridt ville være.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 2, 2015 17:49:52 GMT 2
Ikke færdige.
Hun vidste det godt. Hun vidste bare ikke at Michael havde det på samme måde.
Morgan havde lyst til at slå sig sig selv. Det var ikke det han mente. Han mente nu. De var ikke færdige nu. Omkring hendes adfærd. Men Michael kunne ikke ændre på den. Og hun ville ikke på grund af ham. Han havde allerede ændret for mig. Det føltes som hun sank. At hun intet andet var end en fejl. Hun havde arbejdet hele i livet. Hårdt. Selv med en sølvske i munden. Hun var født til at være noget og arbejde for det. Hun blev mast under forventninger, uden selv at skulle danne sig meninger, uden brug for et selv. En dukke med et sødt smil. Det fortjente hun ikke at Michael gjorde hende til.
Hun stod der. Knæk i hoften. Ignorerede dem der skreg på betjening. Hun kunne mærke hvor selvtilfreds Michael var. At han kunne troppe op her og ikke mønstre følelser for hende. Mens hun ikke kunne andet. Bare stå der og tage i mod. Have lyst til at røre ved hans hud. Mærke hans stemme tæt på sit øre. Han fik hende til at føle. Andre ting end dem hun var vant til. Hun vidste hun skulle videre, men var i tvivl om hun ville få det bedre. Han havde sagt nej til hende og var det hun jagtede kun et ja?
"Hvad vil du egentlig?" sagde hun opgivende.
Det sårede udtryk vendte tilbage. Hun så på ham med øjne der bad ham om ikke at være hård. Med øjne der fortalte at hun var ked af det. Længedes. Hadede sig selv. Hun gjorde en usikker bevægelse med højre arm der lagde sig under brystet og hånden der strøg venstre arm. Hun slikkede sin underlæbe, men vedblev at se på ham. Hun lignede lidt en der frøs. Tværtimod var hun begyndt at få varmen igen. Den enorme mængde mistede blod havde gjort hende kold, men hun havde bemærket at hun var på vej til et normalt jeg. Ikke at hun behandlede sig selv mere varsomt mens hun ikke var.
Hun havde lyst til at sige at hun godt vidste de var op og ned. At det hele var noget lort. Men at hun også vidste at de ikke ville kunne holde hinanden ud. At han ikke ville acceptere hende. Men de kunne vel godt være sammen. Bare en gang. En gang mere. Et glorværdigt moment hun ikke ville tænke på med bitterhed, fordi alt andet havde hun formået at ødelægge. Med undtagelse af træet. Hun var som brandbart materiale. Man behøvede knapt gnist og hun brændte alt til grunden. Grunden til hun ikke spurgte ... en afvisning mere var ikke noget hun kunne klare.
|
|
|
Post by Tenner on Feb 2, 2015 22:15:29 GMT 2
Ligesom Morgan ignorerede han folkene bag baren, som krævede betjening fordi de åbenbart var på nippede til at dø af tørst. Men det var kun til Morgans hårde ydre krakkeleret og hun viste sin usikkerhed. Hendes triste øjne, der så på ham med nærmest de samme følelser som han selv tvang ned i sit indre. Det hele var så lettere at håndtere, hvis hun bare spillede bitch, men det her. Han var jo ikke kommet for at tvære salt i såret eller hovere. Og han var heller ikke kommet for at udstille hende over for alle kunderne. Det var ikke meningen og det var kun sket fordi de begge havde kastet spydigheder imod hinanden igen. Han så sig over skulderen i et øjeblik og var fuldstændig ligeglad med om det havde konsekvenser, det han ville gøre. Lou Lou kunne vel forstå at det var et særtilfælde og holde skansen et øjeblik. I en hurtig bevægelse skubbede han sig fra kanten af baren og tog et let greb om hendes ene arm. Han ville ikke tvinge hende med, men det var tydeligt at han ikke gjorde det i onde hensigter, men at han blot ville føre hende væk fra baren og ind bag døren til køkkenet. Væk fra folks blikke og et sted de kunne være bare en smule private.
Han gav slip på hende så snart de var inde og det krævede alligevel mere end han havde troet. Det var ikke den kolde Michael der stod foran hende mere, men den frustrede. Hun vidste præcis hvilke knapper hun skulle trykke på, for at pisse ham af, men var hun også klar over hvordan det smuldrede inde i ham når hun viste hvor ked af det hun var?
''Jeg vil bare gerne videre.''
Sagde han og fangede hendes øjne i hans. Han ville oprigtigt gerne videre. Få et normalt liv igen, hvor han ikke følte at hans indre var et stort sort hul af vrede og savn, men aller helst ville han jo gerne have hende. Det kunne han bare ikke sige.
''Er det ikke også det du gerne vil?''
Det var så meget lettere at sænke sit forsvar, når folks øjne var fjernet fra dem. Det var måske dumt, men de fik intet ud af at kaste med sten imod hinanden og han ville helst ikke se hende såret på den måde. Det var præcis sådan han selv havde det inden i.
|
|
|
Post by Josephine on Feb 2, 2015 22:27:21 GMT 2
Varmen fra hans hånd. Mod armen. Forplantede sig i kroppen. Satte svingninger i gang over alt. Han forsatte til de stod på gangen, den der førte op til værelserne, til depotet og med døren til køkkenet i ryggen var de endeligt fri for alles blikke. For Morgan var det næsten lige meget. Hun følte sig elektrisk, ked af det og tæt på at kysse ham.
Hun ville gerne kunne sige over for sig selv at de forsøgte. De havde prøvet. Skyde skylden på livet. Sige at de ikke var rigtige for hinanden. Men det passede ikke. Det var en løgn. De her følelser dukkede jo hele tiden op. I hvert fald i hende. Hun kunne ikke se gennem sine følelser og se at Michael også var berørt. Hun mærkede stadig hans kolde, ligegyldige mine. Og hun følte sig svag. Hun havde lyst til ham på mere end en måde og hun var i tvivl om han også ønskede det. Ønskede andet end hendes formidable krop.
"Nej," sagde hun. Ude af stand til at være alt andet end ærlig.
Det hun gerne ville var at han åbnede de perfekte læber, bevægede dem i ord. Ord der sagde at han elskede hende. Sagde at han ville have hende. Det var alt der skulle til. Ikke flere fejl. Ikke flere ting der ødelagde hende. Hun havde ikke lyst til de forelskelser, slet ikke når han bare ville være kold. Hun havde tænkt at han var hendes, men konfrontationen med at han allerede havde en anden havde ødelagt den illusion. Hun ville have at han sagde de tunge, brugte ord og mente dem fra nu af og i al evighed.
Intet mindre.
Hun ville ikke have de følelser, men det ændrede ikke på deres eksistens. Hun bedøvede sig selv i pik og skole og sang og én fucking dør hun ikke kunne åbne. Men alligevel kunne hun ikke komme af med ham.
|
|
|
Lou Lou
Feb 10, 2015 14:32:55 GMT 2
Post by Tenner on Feb 10, 2015 14:32:55 GMT 2
Hendes svar kom bag på ham. Han havde forventet at hun ville sige at hun allerede var videre, at hun ikke ville ham for det fungerede bare ikke. Men det var åbenbart ikke hvad hun følte og det slog lidt benene væk under ham. Han lod sine lunger fyldes med luft og lænede sig op af væggen bag ham. Stadig med front mod Morgan, men hans kropssprog var ikke lukket. Nærmere opgivende. Det havde været så meget lettere hvis hun havde været enig med ham. Hvis de bare kunne blive enige om at holde sig fra hinanden, men det var ikke tilfældet og til sin irritation kunne han mærke en form for håb i ham. Som om de kunne være sammen på grund af det. Det var jo håbløst. I et langt øjeblik stod han bare og så på hende. Håbede at hun ville ændre sit svar lige pludselig, men det var ikke tilfældet og hun så på ham nærmest bedende. Hun ville have ham til et eller andet ... Hun ville have ham. Hun afspejlede de følelser, som han holdte nede i sig selv.
''Hvorfor?''
Røg det pludselig ud af ham. Måske en anelse mere irriteret end han ville have haft det. Han havde skubbet sig fra væggen igen og stod tæt på hende, men på trods af hans ord var hans udstråling blid.
|
|