|
Post by Xazal on Apr 12, 2012 13:56:08 GMT 2
Andrew, hvis ene hånd stadigvæk lå begravet i Morgans hår, kunne mærke, hvordan pigens skæve smil gav anledning til noget stort. Eller i hvert fald noget, der var mere end bare en sang. Han kunne se det i hendes blik, mærke det i hendes skuldre, som spændtes mod hans lår og føle det i hendes krops bevægelser, da hun tog en dyb indånding og åbnede munden:
"Oh, oh, oh, oh, oh, oh, Caught in a bad romance ..."
Det føltes, som om noget andet end blot beruset kærlighed havde bosat sig i Morgan. Andrew lagde lidt frygtsomt sin ene hånd på hendes spinkle skulder - nærmest som for at berolige hende - men Morgans hår sivede ud mellem hans fingre som tang, der blev skyllet bort, da pigen rejste sig, mens ordene endnu flød fra hendes læber: "Caught in a bad romance..."
Herefter overgav Andrew sig bare til hendes show - lod hende plante kysset på hans kind, ruske i sig og dernæst synge i vildensky mod markpladerne. For det var dét, hun længtes efter.
Men måske var det alligevel for meget for hende - Andrew rejste sig og tog Morgan ved skulderen, bevægede sig varsomt et par skridt væk fra kanten med hende, bort fra det faretruende fald; under hans fingre kunne han mærke, hvordan hun dirrede som en jetmotor. Hans hår blev blæst væk af en flygtig, men lidt hård brise.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 12, 2012 14:25:10 GMT 2
Morgan gjorde intet for at stoppe hendes hår der nærmest kærtegnede hendes ansigt. Det var ikke noget skjul, det havde håret aldrig været for Morgan, men det var en del af hende og hun vidste at det så godt ud når det sådan løb hen over hendes ansigt. Hun var et stort smil, selv om sangen var tonet ud i det mest patetiske hun længe havde sunget. Desuden passede det slet ikke på hendes situation. Det var simpelthen fordi hun bare havde været der. Piske, lussinger. 'Tough love' og hun havde vel i sit stille sind lige netop elsket det.
"Andy, du ved da at jeg ikke springe," sagde hun hæst og med øjne der glimtede. Hun løftede solbrillerne så hendes hår blev holdt en smule væk af de blinkende sten med spejlende effekt. Hun trak vejret dybt og bukkede elgant for den opløsende forsamling. Folk der løb ærinder, på vej til arbejde, på vej hjem, uden arbejde. Børn der pjækkede. Hende selv. Men hun var ikke en del af dét.
"Men min bedømmelse er selvfølgelig kendt for at fejle," hun bjæffede nærmest af latter og strøg Andrews hænder af sig. "Men ikke i dag, jeg kommer til at dø en anden dag."
Det va rnoget hun ofte sige. 'Jeg kommer til at dø en anden dag.' Til i dag var det sandt. Hun stod der jo i live. Hun stod stadig med ansigtet vendt mod Andy og nu også med tankerne hans vej. Fordi han på den måde var usikker på hendes humør. Det var nu alligevel en smule morsomt. Hun kunne ikke huske om Andy havde været med da hun tog turen over kablet til marksøjlen på sit board. Havde han det, havde han nok sat en stopper for det.
"Var det sang nok?"
|
|
|
Post by Xazal on Apr 12, 2012 14:37:00 GMT 2
Selvfølgelig ville hun ikke springe - det havde Andrew sikkert inderst inde været klar over. Morgan var alt for glad for livet til at sætte så brat en stopper for det, men alligevel ... Hans instinkt havde budt ham at gøre, som han gjorde.
Og Morgan lo - selvfølgelig gjorde hun det. Andrew stod bare og så udtryksløst på hende, mens hun grinede og slog skødesløst ud med hænderne, gjorde et kast med hovedet og satte brillerne op i panden.
"Var det sang nok?"
Andrews blik blev ildevarslende mørkt, men han smilede bare svagt, strøg en hånd over hendes hår og skubbede hende lidt brutalt fra sig - ikke med henblik på at skade hende - idet han sagde: "Du er en bidsk tøs, Morgan."
Mens Morgan halvt gled, halvt faldt bagover - Andrew tog sig ikke af, om hun kunne holde balancen eller ej; han havde alligevel skubbet hende i en anden retning end kanten - lod han en hårdhudet hånd glide igennem sine bløde, gyldne lokker, så de ikke kildede ham i ansigtet.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 12, 2012 14:48:09 GMT 2
Morgan greb fat i hans arm og hurtigt, fordi det nærmest var en refleks trak hun sig op og gav ham en skalle. Med det samme gav hun slip på ham. Hun havde hørt den sprøde knasen og løftede solbrillerne af. Knækket lige på ryggen. Tsk.
Hun var klar over at det ikke rigtigt havde gjort ondt på Andy, han havde ramt ham samme sted på hans hoved som hun havde slået med på sit, det område der ikke rigtigt gjorde ondt. Men han skulle ikke komme for godt i gang og tro hun var blevet helt blød.
"Jeg kunne heller ikke rigtigt lide dem," sagde hun nærmest ligeglad og kastede dem ud over kanten. Hun lavede en faldende fløjte lyd mens de forsvandt ned i de hvider skyer. Hvor lang tid skulle de falde før de ramte Jorden. Eller alt det lort som folk gennem tiderne havde smidt ud.
"Husk Andy der er to typer mænd i den her verden, dem der kan finde ud at være sammen med mig og dem der for bange, så, Darling, du må lige - mande dig lidt op, ikke?" hun klikkede med tungen og blinkede til ham. Hendes armbånd klirrede da hun strøg noget hår tilbage bag øret. Alligevel var der lidt en trussel i hendes øjne. Det var typisk hende og Andy. Han kunne virkelig gøre hende vred. Nok netop derfor at hun faktisk holdt af ham.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 12, 2012 15:03:42 GMT 2
Morgans greb om hans arm midt i hendes fald, kom ikke bag på Andrew - ej heller hendes voldsomme slag mod hans pande. Andrew tillod sig selv at smile ganske svagt. Han fulgte hende med øjnene - intense, blå øjne, der ulmede under halvt lukkede øjenlåg. Andrew så ikke efter de ødelagte solbriller, men fæstnede bare sit blik på Morgan, der sagde roligt, men spidst: "Husk Andy der er to typer mænd i den her verden, dem der kan finde ud at være sammen med mig og dem der er for bange, så, Darling, du må lige - mande dig lidt op, ikke?"
"Du ved godt, at du kan slå benene væk under mig og besidde mig helt en nat eller to, men også, at jeg aldrig vil komme krybende tilbage efter dig som en ynkelig køter, når du beslutter dig for at vrage mig."
Andrew talte lavmælt og roligt - måske var det netop den knusende ro, der gjorde hans stemme en anelse ru, som vidnede om, at vreden også ulmede i hans årer. Og måske var det slet ikke fysisk begær, Morgan talte om - men dét, han sagde, handlede heller ikke alene om det. Han ville gå sine egne veje, om det så skulle koste ham smerter; Andrew var for stolt til andet.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 12, 2012 15:15:04 GMT 2
Måske var det fordi at de to altid var sådan. Morgans øjne blev pludseligt vrede.
"Fuck dig, Andrew," vrængede hun. Hendes læber formede hans navn overdrevet og hun knyttede den ene hånd. Det var typisk ham. De havde været nede af den vej før. De havde været der flere gange og dete havde bare været det. Ham ogg hans fucking ord. Han vidste det jo godt. Derfor kaldte hun ham Andrew. Så han kunne vide at hun også godt kunne sine ord. Selv om han helt sikkert vidste det.
Morgan greb ham i kraven og kyssede ham. Det var et vredt hårdt kys og hun bed ham i hans underlæbe. Ikke på samme legende måde som hun havde gjort ved Michael, men han var det sidste der var i hendes hoved lige nu. Mærkeligt nok.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 12, 2012 15:23:44 GMT 2
Andrew spændte musklerne over at høre sit navn blive udtalt. Der var ikke dét, han ikke kunne holde ud, men at høre sit navn - dét navn, som han var blevet givet af nogen, der ikke fortjente at få skænket en søn - kunne bringe hans pis noget så grusomt i kog, og det vidste Morgan godt; det kunne Andrew se i hendes brune øjne, der næsten blev sorte af vrede.
Og så sansede han smagen af blod - af sit eget blod efter Morgans kys. Per refleks greb han hende om livet, lige så uforsonelig og hårdt. Han forventede, at hun ville sparke ham i skridtet og forlade ham, så han lukkede øjnene.
'Fuck dig,' tænkte han og mærkede solen varme sine lukkede øjenlåg og tykke øjenvipper (Andrew hadede de øjenvipper), 'er det alt, hvad du kan sige?'
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 9:29:56 GMT 2
Morgan drejede hovedet og spyttede.
"Men er du ikke allerede lidt ynkelig nu?" sagde hun med slet skjult hån. Med et suk lagde hun sit hoved på hans skulder. Hun var stadig arrig. Hun var stadig vred. Men hun havde på samme tid rent faktisk lyst til at slæbe Andrew ind i gyde og have hård meningsløs sex. Så slog Michael hende lige i ansigtet. Eller sådan føltes det. Det sved nærmest. Det var jo ikke fordi hun ikke mente det hun havde sagt. Hvert et ord havde været sandt, men det var typisk hende at når ting kom på afstand så glemte hun det. Ikke helt men lidt. Det var en forsvarsmekanisme så hun ikke blev såret, så hun ikke dvælede ved tingene. Men det sidste hun ville var at såre Michael. Ikke på den her måde. Det var helt forkert.
Men Michael ville aldrig få det af vide.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 13, 2012 11:45:08 GMT 2
Andrew slækkede sit greb om Morgan, da hun lagde sit hoved på hans skulder. Han bøjede hovedet let for at se ned på hende, idet han slikkede sin underlæbe for at fjerne den sidste rest af smagen - både smagen af Morgan og af hans eget blod.
"Er du ikke?" gav han igen. Andrew vidste ikke, hvad Morgan tænkte eller følte, men kunne fornemme på hendes anspændte holdning, der langsomt blev mere afslappet og emmede af KVINDE, at hendes vrede var ved at fortage sig blot en anelse. Og dog ...
Andrew trak sig lidt væk fra hende, lidt usikker på, hvad Morgan egentlig ville.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 12:46:42 GMT 2
Morgan fnøs hårdt og rettede sig op med et farligt smil. Andy kendte hende om nogen, men han ønskede garanteret at han kendte hende bedre.
"Mig, ynkelig," lå hun og smed sine hænder op luften, drejede dem og strakte sig. "En lille smule kommunikation så skal det hele nok gå."
Hun sprang et lille skridt bagud. Hendes hænder kørte ned gennem hendes krop og landede ved hendes hofter.
"Og jeg siger: Jeg knalder med Michael." Hun fik det til at virke som en leg, selv om en smule blod var tørret på hendes underlæbe. De var venner, men alligevel kunne hun ikke modstå fristelsen ved at flirte med ham. Det var fordi der var noget ved Andy der var farligt.
"Desuden," fortsatte hun og nu med et ægte smil der viste hendes tænder, "så har du vil jeg aldrig vrage dig, det er din pik for stor til."
Hun blinkede og smed sig ved kanten med hovedet på sit board.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 13, 2012 13:01:51 GMT 2
Andrew rynkede brynene ved Morgans pludselige humørskift. Han lo ikke - stirrede bare på hendes tranedans, som pirkede til ham. Rent instinktivt.
Andrew fnøs og rystede arrigt på hovedet for at fjerne hendes atmosfære fra sig. Det var mere dét hun gjorde, end dét, hun sagde om Michael, som fik Andrew til at gå hen til hende, netop som hun lagde sig henslængt på jorden.
Andrew havde lyst til at sparke hende - hun, om nogen, var i stand til at gøre ham vred og pirrelig på én gang. Men han sagde hårdt: "Principielt er jeg ligeglad med, hvem du knepper - du skal bare ikke glemme dine egne principper."
For så kort kunne det siges. Så skide ordkløverisk og svært, men også enkelt. Andrew sagde heller ikke mere - stirrede bare ned på Morgan, der gjorde sig til for ham. Gid pokker havde hende.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 13:14:38 GMT 2
Morgan ønskede at hun ikke havde lagt sig nu. Hun havde lyst til hårdt at skubbe Andy i brystet og kaste armene til side for at sige 'Ve' du noget hva'!'. Og hvad fanden mente han med principper? Det var noget forbandet ævl. Han vidste sgu da godt at hun netop ikke havde principper. Bare ordet principper fik hamt il at lyde some n gammel kælling der pattede på en kande te konstant. Var han ved at blive blød? Eller bare en gammel mand. Hun løftede et af sin lange ben og satte det på hans mave.
"Havde du brug for forandring? Du har aldrig talt om principper før," hun spyttede ordet ud. Man kunne se hvordan hun væmmedes ved det. "Men fortæl mig da så hvilke principper jeg har, for jeg bad fandme ikke dig om tilladelse til at bestemme hvem jeg spreder ben for."
Hendes øjne var igen smalle. Hendes mund dryppede syre og var ikke længere kyssefærdig at se på, med den måde hun vrængede på. Hun var flot, men samtidig helt utrolig ond at se på. Hvem troede Andy også at han var?
|
|
|
Post by Xazal on Apr 13, 2012 13:32:14 GMT 2
Andrew kunne læse i Morgans ansigt, hvordan vreden steg hende til hovedet. Han vidste, at vreden gjorde det nemmere for hende at tage afstand fra og benægte lige præcis dén forelskelse, som hun havde veget udenom hele tiden, mens hun talte, men som hun alligevel desperat havde klæbet sig fast til, da hun sang.
Andrew kunne ikke lade være med at smile - et smil, der fik ham til at minde om et rovdyr, fordi det ikke nåede hans glødende, blå øjne. Andrews stemme var blottet for alle følelser og lød som et tørt blad i skovbunden, som blev trådt til ukendelighed, da han sagde: "Forandringer fryder, min tøs."
Andrew lod hendes ben være og fortsatte med lige så hul stemme: "Du har lige tømret dine egne principper-" Andrew lod hende vide, at han talte om Michael med et lille kast med hovedet "- og hvis du tror, at jeg gad lade dig bryde dem, så du kunne mærke smerten ved det, så tro om igen. For jeg er en blødsøden, liderlig tosse, for hvem DIN bekvemmelighed vægter højere end min egen."
Så var det sagt - endegyldigt sagt - og ikke til at trække tilbage. Ikke, fordi Andrew som sådan nogensinde havde formuleret sin hengivenhed overfor Morgan før - hverken for sig selv eller overfor hende. Men Andrew var klar over, at hun lige såvel som ham selv kendte hans svagheder. Der var mere, han kunne sige - som han egentlig gerne ville sige - men, som han undlod, fordi han ikke gad se hende flippe ud over, at han prøvede at dække sin egen svaghed med kynisme. Men han sagde det for sig selv i tankerne, og måske kunne det se i hans uudgrundelige, dybe blik: 'Efterhånden er alle kvinders skræv ens, så du skal ikke sprede benene for mig.'
Sex var ligesom ikke en mangelvare efterhånden, og selvom Morgan kunne sætte sit præg på det, som hun gjorde med ALT, hvad hun kom i nærheden af, så havde det efterhånden tendens til at prale af på ham. De var venner.
|
|
|
Post by Josephine on Apr 13, 2012 13:45:33 GMT 2
Det blev for meget for hende og hun rejste sig mens hendes fingrer synes at kroge sig i kløer.
"Du ... du ..." sagde hun hæst. Hun følte sig højere end ham selvom det ikke var tilfældet. Morgan var ikke en pige der gav lussinger, dem havde hun fået sin del af da hun boede med Glenn og Dina. Når hun slog, slog for at det skulle gøre ondt. "Hvem fanden tror du, du er," sagde hun lavt og helt henne i hovedet på ham. "Jeg er ikke noget fucking princip, det der sker med mig er så meget mere end det og du ved ikke en skid om det. Så undskyld mig at du tror at jeg havde lyst til at kneppe dig, men, ved du hvad?"
Hun rørte ved hans skuldrer i et skub der skød hende en smule bagud med hænderne ud til siden.
"Det er ikke mit problem."
Hendes reaktion var på den affektion som Andrew lige havde udtalt. Hvorfor? Han vidste hun hadede det. At hun tog afstand fra det. Han vidste at alle der havde gjort det var endt et eller andet sted med had i hjertet til hende, fordi hun var kold. Hun hørte godt hvad han sagde mellem linjerne og det føltes som om han stak hende med en kniv. Den eneste der endnu var sluppet godt fra at have sagt 'jeg elsker dig' var Michael. Det var noget andet. Han var noget andet. Andy var stadig Andy.
"Du ved at jeg ville tage enhver chance for dig, jeg ville tage et fald, et slag for dig, men det der Andy, det skal du ikke smide i hovedet på mig. Du har fandme aldrig gået op i min moral og du skal ikke begynde nu, DU SKAL IKKE," råbte hun til sidst. Brølede. Morgan bed tænderne hårdt sammen. Hendes hår var som hidsige slanger der strøg om hendes ansigt og hendes kropssprog var hårdt om end åbent. Til forskel for det show hun før havde lavet, hastede folk nu forbi den lille scene der udspillede sig helt henne ved det frie fald.
|
|
|
Post by Xazal on Apr 13, 2012 14:33:02 GMT 2
Andrew stod urokkelig som en klippe, da Morgan hvislede tæt ved hans ansigt. Han lagde mærke til den sødlige, men samtidig syrlige duft af hende - citron med lidt sommerpust og sveden. Sveden, som nok var dén duft, der fik hans næsebor til at reagere mest, fordi påtagede dufte som parfumer og andre midler for ham var uægte. Eller bare tilføjelser.
Da Morgan skubbede sig væk fra ham, kunne Andrew igen mærke, hvordan instinktet bød ham at gribe fat i hende og fjerne hende fra det faretruende fald bag hende, men Andrew stod stille og så på hende, som om hun var et genstridigt kæledyr.
"... Det er ikke mit problem," sagde hun og fik kun hans løftede øjenbryn til svar - selvfølgelig. Og han vidste, at hun forbandede hans tavshed. Men han gad ikke spørge til alt det, han ikke vidste en skid om, for det var nytteløst at hungre efter brudstykker af hendes følelsesspektrum og personlighed; alt, hvad man kunne, var at lade hende skrige det ud, når man mindst ventede det.
Andrew troede vitterligt ikke, at der var mere tilbage i Morgan, så da hun gik i flæsket på ham igen, nærmede han sig hende med faste, rolige skridt, så de sidste ord blev brølet op i hans ansigt: "... du skal IKKE?!"
"Du kan ikke bilde mig ind," sagde han roligt tæt ved hendes venstre øre, mens hendes hårlokker piskede dem begge i ansigterne, "at du ikke har nogen moral. Ellers ville du ikke være i stand til at frastøde mig sådan, og hvis ikke jeg skulle gå op i det, hvem skulle så? HVEM?" Det sidste ord lagde han tryk på - dog uden at hæve stemmen. Andrew bøjede hovedet, som om han ville kysse hende, men lod bare sit intense, dybblå blik grave sig ind i hendes øjne og derefter indprinte sig hver en detalje af hendes vrede ansigt - de to sprækker, som udgjorde hendes øjne, hendes tykke, brune hår, den stramme, men alligevel buede mund og den udglattede hud, der ikke viste tegn på, at den kunne sprækkes af et smil.
Andrew vendte ryggen til hende og begyndte at gå ind mod byen, lettere uanfægtet af situationen, og han ignorerede folks stirren, som han altid gjorde. Der var ingen synlig forskel på hans adfærd overfor nogen. Det var mærkeligt, som han ikke følte noget særligt ved hele situationen - udover vrede. Andrew vidste, at Morgan hadede at blive behandlet som en uartig pige, der knap var blevet voksen, men det var netop hendes spontanitet og umodenhed, som gjorde ham vred, eller som gjorde, at han ville have hende til at forstå, at hun kunne stoppe, mens legen endnu var god. Eller, at hun i det mindste gav dét, hun var blevet skænket med og af Michael, en chance. Hvad ragede hans mening om det i grunden hende? Og hvorfor skulle hun blive skuffet over, at han ikke gad knalde hende - hvis det var dét, hun krympede sig ved før?
|
|