|
Post by Tenner on May 23, 2012 20:19:20 GMT 2
Hun himlede overdrevet med øjnene da han rettede på hendes manglende udtalte 'er'. Det var sgu da ligemeget og han fattede hentydningen. Elaine tørrede læberne med baghånden for at få smagen af ham væk. Hun var ganskevidst ikke kræsen med folk hun kunne være sammen med, så længe de havde penge til det og kun få gange havde hun kysset med en fyr, hvor der faktisk var noget i det. Men følelsen af at have sin egen tvillinge bror på læberne var bestemt ikke rar, som den anden følelse.
Jesse var helt oppe i de tyndeste skyer og fløj nærmest da han brølede undskyld af hende. Ikke en tone i hans råb var bebrejdende eller vred bare - ren morskab.
''Din nar''
Lo hun, smittet af hans glade humør og livsglæde der havde erstattet den sure og aggressive Jesse fra tidligere. Hurtigt og uden advarsel sprang hun op på hans ryg, med armene om hans hals.
''Bær mig hen til Tess-pige, så du tilgivet bror-lort''
Hun holdte godt fat i ham, for at han ikke skulle smide hende af. Selv om hun måske ikke nød at blive båret, så var det kun hvis det var ufrivilligt, og det var det bestemt ikke nu.
|
|
|
Post by Josephine on May 27, 2012 12:09:34 GMT 2
"Og den kan rime," brølede Jesse. Han hoppede op uden at bekymrer sig om den ekstra vægt. Sådanne ting havde aldrig været et problem.
"Hvis man kan kalde den slags vrøvl for rime. Bror-lort. Jeg tror jeg vil skifte navn."
Han svingede to gange rundt og mærkede hvordan hun måtte klamre sig fast for ikke at falde af.
"Du skal jo hellere ikke komme for sent vel."
Han spekulerede kort over hvad hun ville få i løn. Alt ville hjælpe, det vidste han, men et sted som Lou Lous gik godt. Alle vidste at dem der arbejdede der blev behandlet som ligemænd af Lou Lou. Ikke af kunderne, men de havde jo også altid ret. Ikke?
|
|
|
Post by Tenner on May 27, 2012 12:31:11 GMT 2
Elaine noget lige at le inden hun skulle måtte klamre sig fast til ham, fordi han syntes det var så skide skægt at dreje rundt.
''Det klæder dig også bedre, hvis du hed Bror-lort''
Sukkede hun og slappede sit greb om ham da han holdt op med dreje rundt. Han gik stødt fremad og snakkede så om hendes møde tid. Egentlig havde hun helt glemt at holde øje med tiden, en ting der sjældent havde været nødvendigt for hende, slet ikke om dagen og på grund af arbejde. Det her var en aftale hun skulle holde og hun kunne ikke trække den lidt som altid, hvis hun ville nå til bare at starte sin prøve tid.
''Jeg troede du holdt øje med den for mig, hvad er klokken?''
Spurgte hun men så alligevel det hendes slidte armbåndsur som var aflagt fra Neil. Et kvarter og så skulle hun møde... Det var nok cirka den tid det tog at gå der over. Lort altså. Hun gav slip på ham og landte elegant på Skycitys metal plade, med et irriterede fnys.
''Nu troede jeg lige, at jeg kunne nå med og holde øje med dig.''
|
|
|
Post by Josephine on May 29, 2012 18:58:44 GMT 2
Med et lillehovedryst. Så Jesse virkeligt ked ud af det.
"Jeg er virkeligt ked af det," sagde han gravalvorligt. "Men Ella vores veje må skilles, fordi du er gået pro og jeg blot vil smutte til den der snobbe skole for at finde Tess og måske selv hjælpe til, fordi det ikke går at kællingerne tjener til føden. Alene!"
Han lavede en gryntende hånlig lyd.
"Ha. Som om det overhovedet kan lade sig gøre," han smilede og dukkede sig for det slag der ville komme. "Men jeg tror du skal skynde dig søsser."
Han pegede mod den forkerte ende. Måske med vilje.
|
|
|
Post by Tenner on May 29, 2012 23:35:59 GMT 2
Jesse var for hurtig og kendte hende for godt til at blive ramt af det slag, hun ellers havde rettet hel perfekt mod ham. I stedet for var det luften hun slog huller i.
''Bare vent, snart er det dig der står hjemme i køkkenet og laver en sandwich til mig når jeg kommer hjem''
Sagde hun skulende til ham, men så skiftede hun og lyste op i et triumferende smil. Det var ikke kun Jesse der led af evige humør svingninger, selv om hans var en tand mere vilde end hendes. Elaine tog sig selv i at finde det en underlig følelse, af at skulle sige farvel fordi hun skulle på arbejde. Jesse og Elaine var ikke decideret afhængige af hinanden, men de fleste timer af deres liv var alligevel gået i hinandens selvskab. Det var jo bare et fucking arbjde, havde hun måske ikke prøvet det før? Jo men der havde han også haft et.
''Hils Tessa fra mig, og se lige at finde din stedsans... Vi ses på den anden side.''
Hun blev ikke narret til at gå den forkerte vej og med rank ryg vendte hun sig og gik mod Lou Lous. Hendes krøllede nøddebrune hår hoppede ved hendes skridt, og uden at kaste et blik over skulderen sendte hun en hilsen til sin bror. En fuck finger.
|
|
|
Post by Xazal on Nov 28, 2012 10:58:04 GMT 2
//Til tråd fra Fam. Lorenz' lille sted:
Det var længe siden, han havde været så fortrolig med et board. At han for første gang havde erhvervet sig sit eget, var ikke ensbetydende med, at det var første gang, han stod på ét. Dette, som var egnet mest til den transport, Andrew havde brug for, tillod ham alligevel at suse af sted i hæsblæsende fart, lave skarpe vendinger og halsbrækkende styrtdyk.
Nu kendte han dets manglende smidighed - dets mere raffinerede form for at kløve luften som et sværdhug, snarere end en bølgende, bugtende bevægelse, som de fleste foretrak. Han kendte boardets acceleration; han kunne mærke sin egen kontrol under fødderne. Han kunne ikke begå den samme fejl igen. Knæet var stadig blåt, men smerten efter hans målestok ikke-eksisterende. End ikke de brækkede ribben gav Andrew nogle betænkeligheder.
Han susede af sted langt over folks hoveder. Trangen til at gå var væk, idet hans muskler arbejdede mindst lige så hårdt for at holde balancen. Boardet vibrerede under ham - komplimenterede hans spændte læg- og lårmuskler. Han var krummet lidt sammen for at mindske luftmodstanden. Håret piskede ham lejlighedsvis i ansigtet, men skjulte aldrig udsynet til hans blå, ulmende blik. Det skarpe, årvågne blik, der mindede om et rovdyrs - måske endda en rovfugls på den måde, blikket var rettet mod jorden, som om hans krop ikke behøvede hans blik til at styre retningen af flyveturen. Vejrtrækningen var under kontrol - åndedragene rolige og velkoordinerede - han sparede på kræfterne, nærede sine muskler med ilt og forurenet luft. Men så højt oppe som nu, var han ikke plaget af lugten eller følelsen af de tunge gasser.
Han lagde vægten på højre fod - den bageste - og steg opefter, men boardet nåede ikke i højeste accelerationsniveau, før Andrew udnyttede den vundne fart til at lægge vægten på venstre ben og suse nedad mod Syd-kanten. Luften pressedes mod hans overkrop, håret blev revet væk fra hans ansigt og gav fuldt udsyn til hans bistre mine - de sammenpressede læber, som netop midt i det frie fald skiltes i et sygeligt smil. Øjnene kærtegnede de flimrende omrids af omgivelserne, der helt mistede deres fundament, indtil Andrew landede glidende på kanten - kun få cm. fra det frie fald mod Jorden. Det blæste mere, end det plejede. Det gjorde ham godt. Andrew sparkede boardet til side med skødesløs mine, så det landede bag ham. Han kørte en hånd gennem sine bølgede, lyse lokker - knuderne blev uden besvær redt igennem af hans hårdhudede, smidige fingre. Håret fulgte blæsten - Andrew skar en arrig grimasse af irritation, men lod ellers håret kilde ham på kinden og blæse væk, som vinden nu ville have det.
Han tænkte ikke meget. Ikke på Morgan. Ikke på Neil, Jesse eller nogle af de andre. End ikke på sig selv. Han tog en dyb indånding. Hans tåspids kunne mærke kanten under de slidte såler.
"Hvad drømmer vi om?"
Den tomme luft svarede ikke. De tågede skyer, som drev ind og ud mellem hinanden foran ham lignede forvrængede billeder, som om de ville skabe en drøm og håne ham. Andrew smilede også hånligt. Spørgsmålet var meningsløst.
"Hvad drømmer I om?" rettede han det til, som om han ikke kunne være mere ligeglad. Han fnøs. Maven trak sig sammen i en begyndende latter, men han holdt sig i skindet - tvang sine mavemuskler i ro. Det var ham, der styrede sin krop - det var hans krop, der følte for ham. Ikke hans fordømte hjerte.
Andrew satte sig ned med fødderne dinglende ud over kanten. Han rakte bagud og trak boardet hen til sig uden at se sig over skulderen efter det. En albue blev boret ned i det ene lår, og han støttede hovedet i hånden. Spørgsmålene var overflødige. Selve det at tænke var overflødigt, men han lod tankerne gå på afveje uden at være bevidst om, hvilke tanker han tænkte til ende, og hvilke tanker han forkastede. Han sad blot i tavshed - lod vinden omslutte sig og fornemmelsen af nu'et beruse ham.
Der skulle kun et skub til at kaste ham i døden, men Andrew havde ikke planlagt at dø foreløbig. Hvorfor skulle han? Hvem fanden gavnede det? Hans gamle bedstemor?
Hah!
|
|
|
Post by Xazal on Dec 4, 2012 13:54:46 GMT 2
Efterhånden blev stilheden brudt af folk, der kom til i små grupper for enten at genoptage deres daglige pligter eller hænge ud. Nogle var bare på vej hjem. Koncerten var slut. Andrew tog sig ikke af det. Han sad fortsat i samme stilling, som han havde gjort den sidste halvanden times tid. Ansigtet var vendt mod tomheden, hvor Jorden var under dem, men hans blik var ikke på noget bestemt. Rent faktisk var det kun hans øjne, som bevægede sig vagtsomt og utrætteligt fra punkt til punkt, selvom der ikke var noget at se i horisonten, bortset fra, at den ene markplade var synlig herfra. Eftermiddagen gik på hæld, og brisen lagde sig med et sidste, opgivende suk, som om det var en skuffelse, at Andrew endnu ikke var blæst ned i afgrunden, eller som om vinden hadede Andrew for at være ligeglad med, at den havde forvandlet hans lyse lokker til en pjusket manke.
Han følte ikke noget. Ensomheden gjorde ham hel. Han var støbt til et redskab, der kunne og måtte sætte ting i bevægelse og føre dem sammen, men som værktøj i sig selv, var han uafhængig af andre dele. Drivkraften var ukendt for ham. Det var ikke et spørgsmål om at få lysten til at ulme i hans årer, eller om at give ham det største adrenalinkick. Han levede højt på begge dele, men endte altid med at stå tilbage som den uberørte, uafhængige del af et værk. Som om han var penslen, der var blevet vasket ren efter brug. Som, når en tøs blev øm efter, at han havde kneppet hende hårdt og ubønhørligt, og han stod tilbage med en ligegyldig mine i færd med at lyne sine bukser. Var det dét? Bare dét? Åh, for helvede! Det gav ham altid lyst til at le, men han nøjedes med at fnyse. Nogle gange var der en irrationel trang til at skrige af sine lungers fulde kraft, så han mistede bevidstheden af luftmangel, men han nøjedes med at køre en hånd gennem sine lange lokker og spørge: "Samme tid i morgen?"
Ensomheden gjorde ham hel. Han følte sig aldrig alene. Han havde en fandens evne til at få folk - i særdeleshed kvindfolk - til at kunne lide ham, men han afskyede den. En charme, der fik folk til at sværme om ham, når han havde mindst lyst til det. De klæbede til ham som jernstumper, der blev draget til en magnet - som det værktøj, han var, der fik ting til at bevæge sig - om han så stank af sprut, urin og gammelt cigaretrøg, så kom de til og ville vaske ham og massere hans røv med babyolie, hvis ikke han viftede dem væk som irriterende insekter. Det var sygeligt morsomt, når man tænkte på, hvor lidt de fik til gengæld.
Det var lyden af stemmer, der endelig fik Andrew til at bevæge en muskel; det var hånden, han fjernede fra hovedet, så han i næsten samme bevægelse måtte rette ryggen for ikke at falde sammen over sine knæ. Det var helt bevidst, at Andrew løftede hovedet langsomt og fik liv i nakkemusklerne. Han vendte sig ikke om - lod ørerne se for ham.
"... svin, der ødelagde hele koncerten. Joe brækkede næsen, og Mike fik et los lige i kuglerne, så han sikkert ikke kan gå de næste par dage. Høh, det er lige før, jeg tror, han ikke kan avle på prinsessen derhjemme længere." "Rådet vil ikke se med milde øjne på os, hvis ikke vi finder den lyshårede djævel og hans pak, eller hvem helvede, der startede det pis. Men vi har et signalement af ham fra filmoptagelsen - ham og de to logrende hvalpe med det brune hår." "Mmm." "Hør, Pelle, synes du ikke, at fyren dér i den hvide skjorte - ja, ham med boardet ..."
Mere nåede stemme nummer to ikke at ytre, før Andrew var på benene og i få spring var nået hen til ham, grebet den muskuløse vagt ved kraven og sparket benene væk under ham. Han sparkede ham hårdt i hovedet, så denne rullede bevidstløs væk fra ham. "Shiiiit, makker," skreg den, som havde talt først. Andrews angreb var tydeligvis kommet bag på ham. Andrew sprang til siden, da vagten langede ud efter ham. Andrew var forberedt på at se et våben i den tunge mands hånd, og hans fod var ikke sen til at svinge fremad i et hurtigt slag, der afvæbnede ham.
"Ikke mere pis med jer," vrissede Andrew, "jeg har ikke tid til at have hele rådet i nakken lige i øjeblikket, ellers ville jeg hjertens gerne lege tagfat. Men hvis det bare er for at avle på søde blondiner og for lidt penges skyld, at I slikker røv på rådet, er I næsten for ynkelige til at leve."
Andrew dukkede sig, da manden slog ud efter ham og stod med skydevåbnet i hånden. Han pegede mod den bevidstløse vagt og trykkede på aftrækkeren uden at fortrække en mine. Kuglen gik lige igennem tindingen - mandens sidste åndedrag blev ikke hørt af nogen. Andrews håndled drejede en anelse, så pistolen pegede på dens ejermand. Andrew havde afgjort ikke brug for forsinkelser med aktionen ned til Jorden.
"Hva-hva-hva-hvad ... hva-hva-hva-hvaaaad ..." rablede vagten af sig med skælvende læber. Det store muskelbundt lignede en klump ubrugeligt kød i alt for stramt tøj. Hans glatragede hoved, næsen, der havde været brækket adskillige gange og de stikkende øjne var komiske levn fra en mand, der havde gjort sit job til perfektion - bare ikke i situationer som denne. Det var nogle ynkelige svagpissere, Rådet havde ansat, som udelukkende sørgede for, at Sky Citys mindre velhavende borgere ikke forstyrrede og nassede på de rige. Som om Andrew var idiot - han havde set det adskillige gange og set, at det kun var de unge, som vovede pelsen og derfor let blev skræmt væk af vagterne.
Andrew fnøs hånligt ad ham og gik et par skridt tættere på vagten. "Vi er sporløst forsvundede, eller også er du en død mand," sagde Andrew roligt, som om de talte om prisen på en vare. "Hva-hva-hva-hva-hvad me-mener du?" Andrew skar en grimasse af irritation; han lyttede til aktiviteten omkring dem. Ingen var tæt nok på til at kunne se dem. Så svarede han med den største tålmodighed, han kunne mønstre for at skabe forståelse hos den tungnemme idiot: "Sig, at du ikke kunne finde spor af os nogle steder. Hvad angår ham -" Andrew gjorde et kast mod vagtens døde kollega med et ulvegrin "- så fortæl endelig sandheden. Der er ingen til at bekræfte den, når I har brug for det."
Andrew vidste, at de ville være på vej ned til Jorden, når den tid kom. Hvis ikke de var, betød det, at Morgan havde fejlet, og så skulle de alligevel stå ansigt til ansigt med Rådet. Derfor gjorde udfaldet ingen forskel for Andrew. Slet ingen. Hans ulvegrin forplantede sig i hans øjne og fik ham til næsten at virke glad, men skæret i hans øjne var sygeligt. Vagten bævede stadig.
"Enten dét, eller denne," fortsatte Andrew roligt og holdt våbnet op mellem deres ansigter med løbet mod vagtens pande. Andrew bevægede sig langsomt rundt om vagten uden at mindske eller forøge radiusen mellem dem. Han forsøgte at kante sig hen imod den døde vagt for at forhindre den levende i at hugge hans våben. Men det gjorde hans intention alt for tydelig, og vagten havde fået så meget åndsnærvær, at denne kastede sig over Andrew og væltede ham om på jorden.
"Du skal ikke tro, at du er smart, englebasse," sagde vagten med fråde om munden og pressede en tommelfinger mod Andrews håndled, så hans hånd gik i ukontrollable kramper i ren refleks. Våbnet gled ud af hans greb og landede ved hans skulder med en skurren mod den hårde metalasfalt. Andrews frie hånd knyttedes og ramte vagten hårdt på struben, så denne gispede efter vejret og blev tungere oven på ham. Det gav Andrew lejlighed til at rulle om på maven, så vagten lå nederst. Han pressede knæene mod mandens sider og rev med en kraftanstrengelse sin hånd løs af hans greb. Den var øm, men han tog sig ikke af det.
Våbnet. For helvede! Vagten pegede på ham med pistolen. Andrew kunne ikke lade være med at lade sin tunge glide ud mellem de sammenpressede læber i en barnlig grimasse. "En - to - tre - fire - fem - sex ..." talte Andrew højt og ventede på, at aftrækkeren skulle blive trykket ned. "... elleve - tolv - tretten - fjorten - femten ..."
'Kom nu,' råbte han i tankerne. De var nede på det plan, hvor den med det bedste våben kunne få overtaget. Det var bedre at få det overstået frem for at tigge om overgivelse. Andrew havde begge hænder fri, men vis han gjorde et udfald, ville manden skyde. Hvis han ikke gjorde, ville han ikke virke desperat, og det ville give vagten mindre chance for at nyde sin triumf.
"... 20 - enogtyve - toogtyve - treogtyve - fire-og..."
Der lød et skud. Meget tæt på. Det var øresynderrivende. Andrews hoved blev fyldt ud af lyden og vibrerede kraftigt indvendigt. Hans udsyn blev først sløret et splitsekund. Så blev alting unaturligt skarpt, og han så stadig ned på vagten. Det gik op for Andrew, at smerten udeblev. Han rakte op mod sin brystkasse som en tåbe og kunne ikke finde blod. Han mærkede på sit ansigt og fandt, at det var uskadt. Han kiggede ned ad sig. Hans bukser var tilsølet af blod mellem benene, men det var vagtens åbne sår i brystet, der havde tilsølet ham.
"Lede svin," sagde Andrew irriteret. Han var irriteret over, at vagten havde været klog nok til at give rådet endnu mere tilskyndelse til at jagte dem. Det mindre chok var skyllet bort. Andrew ruskede frustreret i den døde vagt. "Loyal med hele dit sprængte hjerte, hva'? Du er ubrugelig."
Andrew rejste sig rasende op og sparkede hårdt til den døde vagt. Han kastede irriteret med hovedet. Kun lyden af stemmer afholdt ham fra at gøre noget overilet. I stedet begyndte han at handle hurtigt. Han afførte sig sine slidte, blodtilsølede bukser, gik hen til den anden, som han havde skudt og iførte sig hans bukser. De var for store, men han var ligeglad. Han måtte bruge kræfter på at hive sine egne bukser på plads på den døde krop, og hans fingre arbejdede hurtigt og næsten elegant med at få skoene på fyren igen. I det mindste var det synsbedrag nok, indtil der kom flere til, som havde mere ekspertise på området. Det kunne se ud, som om den ene vagt havde skudt den anden og slået sig selv ihjel bagefter. Beruset efter koncerten - hvad vidste han om det? Andrew gik hen til sit board og susede af sted mod Lou Lous.
//Til Lou Lous
((Sig til, hvis det bliver for urealistisk. Så finder jeg på noget andet og lader det her være en sjov fanfiction. LOL! XD))
|
|
|
Post by Tenner on Aug 5, 2013 23:54:40 GMT 2
I forhold til hvad der var sket, så havde Michael en forrygende dag. Eller det syntes han ihvertfald selv, og han havde sin bror og den fed han havde røget med selv samme. Ingen bekymringer og det hele var okay. For nu. De to brødre var gået på rov efter mad. Begge to med en fråder på, mens de hilste muntert på folk, der enten gloede åbenlyst forargede på dem, eller piger der fniste fordi de fik opmærksomhed fra de to brødre. En enkelt pige og hendes veninde var over at spørge om hvad der var sket med Michaels ansigt. Tåbeligt spørgsmål, men Michael havde nu blot leet fjoget og sagt at han bare havde fået bank af en pige. Det var vel også sandt. Simon var vel lige så hysterisk som en kvinde og Morgan var vel skyld i det? Han rystede på hoved af sine tågede tanker og kunne ikke lade være med at grine lidt. Inden de fik noget at spise, kom Jones dog med den (syntes de selv) fabelagtige ide at de skulle gøre som da de var små. Prøve at ligne hinanden så meget som overhoved muligt, for at forvirre i oplagte situationer. Men det var sgu for langt at vente til hans hår blev lige så tøse langt som Michaels, så derfor måtte de lange lokker lade livet. Eller det var ihvertfald den grove mandelige frisørs ord og begge fyre lo højt, af de ting han sagde. Men det endte så med at Michael og Jones sad side om side, nærmest identiske, kun tøjet og de blå mærker som adskilte dem nu. Det var en underlig følelse ikke at have det lange hår mere. Det var vel en befrielse. ''Hun vil slå dig ihjel, Jones, hvis hun finder hvad du har gjordt.'' Lo Michael mens han prøvede at finde ud af sine nudler. Deres kreative madvalg, var gået på at finde det første de stødte på efter frisøren. Hvilket havde været en nudel bar... Hvor det eneste bestik de solgte med var to plastik pinde. Det skulle jo være så autentisk som muligt. Men det var sgu umuligt at spise af. De sad med benene hængene over kanten, begge lige kæmpende for at få fisket de tynde spagettier op. ''Mærkeligt forhold at bygge det på dit hår.'' Sagde Jones og kiggede et lidt for langt øjeblik frem for sig. Han faldt i staver og var ved at tabe nudler ned af sig. ''Måske. Ellers kan de her nudler da gå fint som en paryk, tror du ikke? Altså hvis hun nu pludselig vælger at vise sig. De er fandeme svære at spise.'' Han fik et par stykker i munden, men lige så mange røg ud af skålen og ud over kanten, hvor de faldt ned mod jorden. De to brødre så på hinanden og lo, som kun mennesker der var skæve kunne gøre. ((bare lige så i kender længden af håret data.whicdn.com/images/36218831/tumblr_m9fqf0eRwX1qe4sq3o1_500_large.png ... det er lige hår tema idag mwahahah))
|
|
|
Post by Tenner on Aug 7, 2013 13:25:00 GMT 2
De to fyre droppede til sidst deres nudler, efter at havde arbejdet på at få spist halvdelen og kun fået en fjerdel i munden. Resten var røget ned blandt skyerne, fordi pindene var for svære at spise med. Samtidig kylede de kasserne fra sig og så dem forsvinde mellem det grå skyleje der altid dækkede for udsynet af jorden under dem. En sjældent gang imellem opstod der dog huller og man havde et øjeblik til at kunne se på den sorte masse under dem. Der var intet.
I lang tid sad de begge bare og kiggede frem for sig. Tågede. Tilfredse med bare hinandens selvskab og lyden af folk der gik forbi dem. Andre dristige sjæle havde også sat sig med benene ud over kanten. Normalt ville Michael tage mod til sig for at gøre det. Men efter den gang, hvor han havde været så tæt på at ryge ned, gav det altid et ubehagligt sug, når han nærmede sig kanten. Ikke nu. Stoffet havde lagt en dæmper på alle dårlige følelser. En latter lød fra Jones og Michael så spørgende på sin bror, der hviskede til svar.
''Skal vi udfordre skæbnen?'' Han havde et stort grin om læberne og fra lommen trak han endnu en joint frem. Det var strengt ulovligt at ryge stoffer på åbengade, ligesom det var strengt forbudt overhoved at eje dem, med mindre man havde pengene til det. En eller anden lorte tilladelse der var lavet, så folk med ufattelig mange penge, kunne have en enkelt cannabis plante i tilfælde af at de havde lyst til at ryge sig skæve. Blot fordi de havde penge til det. Michael og Jones gik bestemt ikke under den gruppe, men de kunne alligevel skaffe det, på grund af deres arbejde. Michael kunne mærke det trak i hans læber og et smil kom frem på hans egne.
''Lad os.''
Jones tændte for den og i et par minutter fik de lov til at sidde i fred. Michael havde alligevel troet at det ville gå hurtigere før byens vagter ville reagere. Men de var åbenbart sløve i optrækket og bestemt ikke snigende. Tumulten lidt fra Kanten, fangede endda de to drenges opmærksomhed og før Michael vidste af det, løb han og Jones fra et hold vagter gennem byen. Leende og med hjertet pumpende i kroppen. Det var så meget sjovere fordi de var skæve. Alt var sjovt. De fik sig et forspring og styrede ned igennem de smalle gader der blev til gyder, hvor mængden af folk blev mindre ...
//springer ...
|
|
|
Post by Tenner on May 3, 2014 11:28:09 GMT 2
//Ankommer fra Michael og Jones lejlighed.
Jones havde bevidst valgt at gå fra hans nye hjem, til syd kanten. Nok fordi han håbede at han så ikke ville være den første af ham og Andy der kom, hvis Andy nu også skulle flytte sig selv hen på mødes stedet først. Hvad Andy overhoved ville, havde Jones ingen anelse om overhoved, for han havde fået et peg. Vidste nu at Morgan vel var i live og så kunne Jones vel ikke bruges mere. Åbenbart var det ikke tilfældet.
Jones ankom til syd kanten og var ikke lang tid om at spotte Andy, der stod afslappet op af hegnet, med ryggen mod det dødelig fald og skyerne som lå under byen. Solen var på vej ned under skyerne og kastede et orange lys over det alle menneskerne, der slog sin vej forbi udkigsstedet. Jones ville lyve, hvis han sagde at han var fuldstændig afslappet omkring hele situationen, for hans hjerte hamrede afsted i brystet på ham, da hans blik faldt på den ældre fyr, der så udtryksløs ud som altid. Men hans skridt var afslappet og hans hænder i lommerne på hans jakke, da han gik over til Andy.
''Jeg troede du havde nok i en besked.''
Der var ingen grund til at spørge hvordan Andy havde det, eller hvordan det gik. Andy var bestemt ikke en small talker og selv om Jones både havde været skæv og fuld ved deres sidste møde, havde han ikke glemt det. Så han kunne lige så godt spørge hvad Andy ville. Godt nok indirekte. Jones stillede sig ved siden af Andy og holdte sine brune øjne på ham.
|
|
|
Post by Xazal on May 3, 2014 14:03:12 GMT 2
//Til tråd:
Længe før Jones, var Andrew dukket op. Et kvarter til tyve minutter var længe for ham lige nu. Tid var altid relativ, når man var sammen med Andrew. En hel nat eller tre kunne være det samme som et minut. Hvor Sydkanten endte og begyndte var der sat et mindre rækværk, og det var ét af disse, Andrew havde valgt at læne sig op ad. Hans foretrukne plads ved Sydkanten var uden tvivl den flade kant, hvor man kunne sidde med fødderne dinglende ned mod den ubestemmelige, tågede masse, der var Jorden. Han stod lænet op ad hegnet med den ene hånd afslappet kroget om det og den anden i færd med at stryge en gylden lok væk fra ansigtet, da Michaels tvilling nærmede sig. Den nedadgående sols stråler spillede i deres lyse hår - fik Michaels til nærmest at lyse hvidt og Andrews guldstænk til at flamme op i forskellige nuancer af gylden. Han var iført en kedelig, slidt, grå T-shirt med print og sine sædvanlige slidte jeans, samt de endnu mere slidte sneakers, der burde have været hvide, men havde forskellige varianter af grå og okkergul.
"Havde du?" spurgte han tørt den anden og drejede let hovedet for at fange de brune øjne med sine ulmende blå.
Nok i en besked - hah. Han havde ikke engang forventet, at drengen ville sende ham en besked. Men det var værd at foretrække frem for, at han skulle endevende Lou Lous og banke Morgan gul og blå, for det ville gøre hende om muligt mere ubrugelig.
|
|
|
Post by Tenner on May 5, 2014 22:56:00 GMT 2
Andy var et af de sværeste mennesker at læse, hvilket Jones jo hurtigt havde fundet ud af og derfor helt havde opgivet at prøve. Han havde lidt på fornemmelsen, at der ikke rigtig var nogen som kunne gøre Andy tilfreds uanset hvad det drejede sig om. Handlinger, snak eller andre ting. Morgan kom måske tæt på, men præcis hvordan deres forhold var, anede Jones heller ikke. De intense blå øjne kunne Jones kun klare i et øjeblik, før han måtte se frem for sig. Han var for nysgerrig omkring den mand ved siden af ham, til at han kunne holde ud at holde blikket så længe med ham.
''Så, hvad er det du vil vide?''
For det var næppe for hyggens skyld, at Andy havde bedt ham komme her ud.
|
|
|
Post by Xazal on May 6, 2014 23:49:24 GMT 2
Det føltes, som om han stod og stirrede på en knægt i skolealderen, sådan, som Jones måtte se væk og nægtede at møde hans blik. Andrew pillede fraværende ved en hårlok. Han fulgte sin hånds bevægelser med øjnene - stirrede på den lille tot hår, der skiltes i hans ene hånd, så hvert gyldne hårstrå blev synligt. Men da Jones' stemme lød, var den glemt.
Han lo kort. Det var en tør, glædesløs latter, men dog en latter. Andrew kunne bede om hvad som helst efter det spørgsmål. Det var bundironisk, at Jones ville være direkte overfor ham, men var netop det modsatte: Ukonkret. Hvad ville Andrew ikke vide - det var netop spørgsmålet. Han gad ikke grave i det nu, så han trak på skuldrene og valgte en anden taktik.
"Du, Jones, det er dig, der er nysgerrig. Hvis jeg ikke vil svare, så holder jeg bare kæft. Hvis du bliver for meget, springer jeg ud -" han pegede bagud, og hans læber twistede i et syrligt smil. Han kunne lige så godt have sagt, at han ville vide alt, hvad der var værd at vide om Michaels tvilling... om denne ville halse efter Morgan ligesom de andre, hvis det kom til det. Hvorfor helvede var det så forbandet vigtigt at vide, hvor han havde dem alle sammen? I virkeligheden ragede det ham en skid, hvis de ikke var indstillede på at følge med... medmindre ... Allierede? Aldrig i livet. Når først det rakkerpak var fragtet ned til helvede, ville han fandeme ikke sørge for, at de kunne så deres sæd på en fjerntliggende, ikke-eksisterende hektar jord. Den eneste grund til, at de havde valgt ham til at stå i spidsen for denne aktion, var, at han ikke sad og trillede nosser, samt, at han var ligeglad med folk og deres pårørende. Det eneste, der var hans lod, var at få dem levende ned til Jorden. Når de så, hvad der var - eller ikke var - dernede, ville de vel for helvede selv tage stilling til, om de ville leve eller dø.
|
|
|
Post by Tenner on May 8, 2014 23:39:33 GMT 2
Jones kastede et kort blik bag dem, da Andy pegede over skulderen og hans øjne sagde tydeligt hvad han tænkte: Som om du ville gøre det. Men så igen, han havde ingen anelse om hvem Andrew virkelig var og hvis manden følte for at springe ned i afgrunden, så var det nok kun Andy selv der vidste det. Jones fyldte sine lunger med luft og tømte dem igen, mens han et øjeblik bare så på menneskerne der gik forbi dem. Det var ikke fordi han ikke havde spørgsmål. Mange. Men han havde ikke ligefrem regnet med at Andy bare lod ham spørge... Jones kunne ikke en gang rigtig finde ud af, hvorfor Andy gjorde det. Det gav ingen mening.
''Hvor kender du Morgan fra?''
Det var et simpelt spørgsmål, og ikke stillet fordi Jones var interesseret i Morgan, hvilket man sagtens kunne fornemme på ham. Det var alle de andre ting der også blev besvaret samtidig, hvis Andy ikke bare svarede i enstavelse. Han brune øjne faldt igen på Andy og veg ikke denne gang.
|
|
|
Post by Xazal on May 9, 2014 12:03:49 GMT 2
Andrew holdt Jones' blik fast med de udtryksløse, dog spillevende øjne. Der var en utrættelig ild i dem, der fik det blå til at gnistre som flint. Det var et simpelt spørgsmål - ét, som Andrew ikke havde forventet. Men i hans øjne var der ingen overraskelse at spore - kun udtryksløsheden og den ild, der drev ham mod vanviddet. Han var tavs længe - måske så længe, at den anden troede, at Andrew ikke ville svare, men endelig bevægede hans llæber sig:
"Fra Lou Lous."
Han slap rækværket og drejede overkroppen, så han stod med front mod Michaels tvilling, der stadig stod med siden til, ryggen klinet op ad hegnet. Svaret var bogstaveligt og desuden sandfærdigt, men der var ingen tvivl om, at det var utilstrækkeligt. Selvom den lyshåret fyr ikke sagde noget, ville hans nysgerrige øjne have mere. Andrew ville ikke have flere spørgsmål, men han kunne godt give svarene fra sig. Det ville have været noget nemmere, hvis Michael havde haft samme tilgang til ham, så de ikke var nødt til at pule kællingen hver især, når den anden var væk og heller ikke nødvendigvis skulle slå hinanden halvt fordærvet, når de sås. Andrews læber skiltes i et smil, der på ingen måde nåede hans øjne. Der var noget bittert over det.
"Hun var 11, jeg 15; hun kunne sit kram med et board, jeg en anelse mindre ferm - men i modsætning til de andre brød, turde jeg det mere. Hun kunne pudse skaftet lige så godt som enhver anden tæve, gav man hende lov. Gjorde man ikke -" Andrew fnøs "- var man selv ud om det."
Han forklarede sig ikke - snakkede bare, som han var blevet bedt om. Hvis den anden fik ondt i sin sarte røv over det, kunne han bare bede ham om at tie - slukke brat for sangen, der havde været på repeat i timevis, hvis han gad. Han vidste, at han talte mere om Morgan end sig selv. Måske var det, fordi Jones tydeligvis ikke var interesseret i hende. Måske var det bare nemmest. Andrew talte nødigt, og talte han endelig, var det sjældent om sig selv. Ikke engang med Morgan. Andrew havde stadig blikket rettet mod Michaels spejlbillede. Han ventede på, at foragten skulle melde sin ankomst i de brune øjne, men det skete ikke.
Han behøvede ikke at forklare, at Morgans første møde med hans pik, var et velrettet spark, fordi han havde hånet hende. Det var heller ikke nødvendigt at fortælle om dengang, han havde set hende nøgen første gang: Senet og firkantet og med de beskidte barnefingre kærtegnende de små bryster. Andrew havde slået hende hårdt. Ubesindigt hårdt og trampet på hendes selvtillid. Det var først to år senere, hun fik lov at røre ham rigtigt. Om det betød noget særligt, var tvivlsomt. Morgan havde altid været bevidst om sine ynder, og hun havde pattet på sin onkels whiskyflaske, lige siden hun tabte sin første rokketand.
"Vi levede højt på løftet om at slå den anden ihjel når som helst, det skulle være, og så insisterer kællingen sgu på at leve, når jeg endelig indfrier mit løfte."
Tilbage til nu'et. Det var sådan, Andrew helst ville have det. Der var ingen nedrakning af Michael eller spydige kommentarer til Jones' markante duft af deodorant. Skulle han sige, at han kunne slås? At han havde dyrket det lige så intenst som sex? Nej, for helvede, det kunne idioten vel regne ud.
Andrews fingre krogede sig om Jones' skuldre og syntes at tynge ham nedad.
|
|