|
Post by Tenner on May 10, 2014 22:27:07 GMT 2
Jones var ikke interesseret i Morgan overhoved, og informationen om at hun var god til det ene eller andet var ikke noget han ønskede at vide. Alle i byen vidste det jo, til dels. Så Jones kunne holde et uinteresseret udtryk i øjnene hele vejen igennem. Andy flyttede opmærksomheden fra sig selv, fordi det åbenbart var lettere at snakke om Morgan. Men Jones kunne mærke at han fik svære ved at forholde sig roligt, som Andy vendte sig mod ham. Ikke fordi han blev hidsig, som hans tvilling ville være blevet, men af noget helt andet, som aldrig skulle ud. Pludselig havde Andrew fat i Jones skulder og trykkede sig ind. Hvordan det pludselig skete havde Jones ikke opfattet, for han havde været fanget af Andys blå øjne.
''Så det var med bevidst overlæg, at du skød hende?''
Spørgsmålet var egentlig ikke insisterende eller fordømmende. Egentlig lød Jones mest som om han ikke rigtig havde fundet det Andy fortalte for interessant. Hvilket jo var tilfældet. For det var ikke Morgan han som sådan havde spurgt ind til, og Andrew var bestemt ikke idiot til at tro det.
|
|
|
Post by Xazal on May 11, 2014 15:05:03 GMT 2
Den måde, Jones glippede med øjnene, da Andrew lagde hænderne på hans skuldre, vidnede mere om, hvor forbløffet fyren blev, end dét, hans uinteresserede stemme udtrykte. Andrew fjernede ikke blikket fra Michaels bror, men øjenlågene sænkedes en smule ved spørgsmålet. Det var lige før, han ønskede, at det var tilfældet: At han havde trykket på aftrækkeren netop for at få ram på Morgan.
"Ja, hvorfor ikke? Det kunne være kønt at slå hende ihjel, havde det ikke været, fordi jeg har brug for hendes hjerne. Hun kan bolle hver en markarbejder, det passer hende, når bare hun kan bruges til noget udover det."
Hans stemme var tør og bitter. De dybe nuancer i den var nærmest kvalt af den følelsesløse klang, der var i hans stemme. Andrews overlæbe dirrede lidt, som om han prøvede at forhindre sig selv i at smile. Han sagde efter en kort pause: "Men du er jo ikke interesseret i hende, Jones." Det var blot en konstatering. Den bitre nasalitet var veget for hans sædvanlige drævende, let spydige måde at tale på, som gav luft til hans stemme og den dybe bundklang. Han trykkede hårdere med fingerspidserne, så han kunne mærke musklerne spændes i Jones' skuldre. Hvor havde han lyst til at skubbe ham! Lade de brune, muntre øjne blive glasagtige og dø - dø, fordi de så på ham med venlighed, hvor de burde hade ham for at volde hans tvilling smerte.
|
|
|
Post by Tenner on May 12, 2014 19:27:14 GMT 2
En trækning gik hen over Jones øjne, da Andy nævnte at Morgan kunne være sammen med hver en markarbejder, for med de ord hentydede Andrew at Michael var fuldstændig ligegyldig. Men det kom jo ikke bag på Jones at Andy syntes det om hans bror. Egentlig burde han jo nok hade fyren foran sig, men han havde ikke snakket med Michael endnu, som stadig var ved Morgan og Michael havde aldrig rigtig uddybet hvad der forgik mellem Andy og ham. Men det var lige så meget at Andy åbenbart havde brug for Morgan. Til hvad? Andy virkede ikke som typen der havde brug for nogen. Overhoved.
''Men du er jo ikke interesseret i hende, Jones.''
Endelig fangede Andy den. Jones gad ikke hører om Morgan, men han håbede nu at Andy ikke fattede hvorfor Jones ikke gad hører om Morgan. Hvordan skulle han det?
''Ikke rigtigt, nej.'' Svarede Jones og så kort på den hånd der lå på hans skulder og som klemte hårdere og hårdere. Han så tilbage på Andy. ''Havde jeg været det, så var jeg nok taget med op på hendes værelse, sammen med min bror.''
|
|
|
Post by Xazal on May 13, 2014 10:03:39 GMT 2
"Hm." var alt, hvad Jones fik som svar. Man skulle være byens største bøsserøv, hvis ikke man var interesseret i Morgan - men på den anden side, der var ingen, som faldt for en uduelig, næsten-død Morgan, og nu handlede det jo heller ikke om sex, eller rettere: Det handlede ikke udelukkende om sex.
Han trådte et skridt baglæns og slap Jones' skulder. Hans stemme var kølig, da han talte igen: "Men du kunne vel have gået med op til Morgan for din brors skyld. I stedet valgte du at drysse lidt alkoholrus over din skæve hjerne."
Det var morsomt. At han, Andrew Parker, stod og gav den unge fyr en sarkastisk moralprædike. Det var morsomt i det hele taget, at Jones bare var så umiddelbar. Andrew kunne ikke holde det tilbage denne gang. Han lo. Mavemusklerne spændtes og lod kun stemmen passere stødvis. Øjnene lyste af sjælden morskab. Læberne var krænget tilbage over de hvide tænder, der stod i kontrast til hans vejrbidte hud. Det var en befriende latter, der på én gang var smittende og skræmmende, fordi han aldrig lo så uhæmmet. Det var en sorgløs latter, der fortalte, at alting ragede ham en skid - som fik det bistre ansigt til at mildnes og vise, at der stadig levede et menneske med en form for følelser under huden. Men Jones ... Jones forstod vel ikke hans humor, der var så propfuld af paradokser... og hvad så? Andrew grinede bare.
|
|
|
Post by Tenner on May 14, 2014 17:36:28 GMT 2
Jones lukkede munden da Andy pludselig brød ud i latter. Manden med det normalt lukkede ansigt, så ud til egentlig at more sig over et eller andet, som Jones ikke helt kunne følge med på. Men det var tydeligvis på bekostning af Jones. Jones lagde armene over brystet og så afventende på Andy mens han lo færdig. Jo Jones kunne vel sagtens have været gået op til Michael, mens han sad hos Morgan der havde været døden nær. Men hvad kunne han havde gjordt? Absolut ingen ting og han var blevet på Lou Lous i tilfælde af at Michael skulle bede om hans hjælp. Først sent om natten var Jones taget hjem af. Skæv og en anelse fuld, men hans øjne havde hele aften ligget på døren som Michael var forsvundet ind af. En besked havde han sendt til sin bror og resten af natten havde han ligget næsten vågen. Først for et par timer siden havde han fået besked fra Michael og nu stod han og skulle finde sig i, at Andy morede sig over et eller andet kun han vidste.
Efter noget tid var Andy færdig og Jones stod stadig afventende.
''Altså, hvis du syntes det er så skide sjovt at belære mig, har jeg bedre ting at tage mig til. Du fik din besked om at Morgan lever og jeg ved ikke rigtig hvad du havde tænkt dig, med at vi skulle mødes her.''
|
|
|
Post by Xazal on May 14, 2014 20:19:57 GMT 2
Andrew tog et skridt frem - endnu, mens Jones talte. Pegefingeren prikkede Jones midt på næsen.
"Det var et spørgsmål, brormand," svarede han prompte og gad ikke spekulere over, hvorfor helvede alle opfattede hans kortfattede beskeder som kommandoer. Hvem fanden troede de egentlig, han var?
"Du kunne være blevet væk, men du ville gerne se mig, ik'? Og jeg skylder dig én for den besked, hvis min røv skal slippe helskindet fra dig. Fint, at Lou Lous lille lystfænger er i live," han fnøs over det udtryk. Lystfænger - så havde man hørt det med. Intet under, at Morgan kaldte ham en stivstikker. "Det sparer os i det mindste tid - med at komme ned til Jorden," fortsatte han ufortrødent og fangede Jones blik. Han holdt det ubarmhjertigt fast med sine blå øjnene, havde et knæ parat til at kvase hans nosser, hvis fyren begyndte på noget oven på den info.
|
|
|
Post by Tenner on May 21, 2014 14:20:14 GMT 2
Det var så meget på en gang, som Andy kastede i hoved. Eller måske ikke meget men ... Ned til jorden. Var det ned til jorden de skulle? Overraskelsen var tydeligt malet i Jones ansigt, for den info havde Michael ikke afsløret for sin tvillingebror. Så det var altså det Andy og Morgan havde gang i. Alt andet Andy lige havde sagt, gik forbi Jones.
''Er det jer, der er oprørsgruppen?''
Jones veg ikke fra Andys blik, eller gik tilbage selv om de stod så tæt. Andrew virkede ikke anspændt eller vred, men Jones kunne alligevel mærke at manden foran ham var klar på hver eneste ting han kunne finde på. Hver eneste bevægelse blev iagttaget og holdt nøje øje med af de blå øjne. Men Jones have ikke tænkt sig at gå til angreb eller løbe sin vej for at sladre. Lige nu havde han faktisk ingen anelse om, hvad han i det hele taget skulle tænke. Det var jo ikke en lille ting Andy just havde sagt, hvis det var rigtigt.
|
|
|
Post by Xazal on May 22, 2014 14:53:20 GMT 2
Andrew glippede også med øjnene en enkelt gang, da Jones' brune øjne glippede og opspiledes i overraskelse. I Andrews tilfælde var det snarere en bevidst imitation. Folk hadede, når man agerede som deres spejlbilleder.
"Oprørsgruppen?" gentog Andrew sagte og fnøs tørt. Det var, som om det var den eneste rest af latter, der var tilbage i ham. Tænderne forblev skjult bag den bistre maske. Andrew løftede skuldrene op til ørerne - langsomt og kontrolleret - og lod dem falde igen i samme, langsomme tempo. Det var ikke nogen overraskelse, at folk talte om dem som oprørsgruppen, men det var alligevel lamt. Andrew var ikke nogen rygtemester, han hæftede sig kun ved dét, der betød noget. Ikke rygter, i hvert fald. Rygter kostede som regel ekstra.
"Ja," sagde han så, da der var gået et stykke tid, hvor ingen af dem sagde noget. Han kunne se Michael i de øjne, der ikke veg fra ham. Alligevel så han andet og langt mere end Michael - en blanding af vantro, beslutsomhed og selv tvivl, men ingen modstand. Andrews eget ansigtsudtryk syntes ikke-eksisterende. Kun øjnene virkede spillevende, og de lo ad det hele. Han gav en skid for, om de var oprøre, han gav en skid for tilværelsen, og han tænkte kun på selve aktionen ned til Jorden som en mulighed for at vise røv på åben skærm, når alarmerne gik i gang.
Andrew trådte endnu nærmere, men veg til siden, inden hans torso ville komme til at strejfe Jones'. Han stillede sig ved rækværket med ansigtet mod det frie fald. Det gyldne hår blev blæst væk fra hans ansigt af en pludselig brise. De blå øjnes intense skær prøvede at skære sig ned gennem de tågede skyer og den gråsorte masse under dem.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 7, 2014 12:25:13 GMT 2
Jones havde egentlig forventet at Andrew ville have benægtet. Ingen ville vel offentlig gøre at de ville væk fra byen og ned til jorden. Ikke højt og slet ikke foran et menneske som de nærmest ikke kendte til. Men Andy benægtede ikke. Han holdte Jones' blik fast og så ikke ud til at fortryde sine ord det mindste. Han gik forbi Jones, så deres skuldre strejfede hinanden og så stod de to fyre ved siden af hinanden. Jones med et lettere forvirret ansigtsudtryk og Andy med sine udtryksløse træk, men let hånende øjne.
Hvordan reagerede man på sådan en oplysning? Normalen var vel at gå direkte til Rådet og sladre, men Jones følte ikke for det. Der var vel ikke gjordt noget galt i den sag endnu, og desuden ville det måske være mere aktuelt at sladre om Andys skudepisode mod Morgan. Men heller ikke det følte Jones for at sladre om. Han var bare ikke personen for det og var heller ikke helt så fornuftig som normen. I forhold til Michael var han måske mere fornuftigt, men alt var jo relativt. Jones lod sig læne op af rækværket, men ryggen til det frie fald, lige ved siden af Andy og så mod menneskerne der passerede dem uden at vise interesse.
''Hvorfor siger du det bare?''
Han havde ikke sagt noget i et langt øjeblik. Egentlig fordi han ikke vidste hvad man sagde, ved sådan en oplysning, men spørgsmålet lå på hans tunge. Mest fordi han var nysgerrig i lige den henseende. Jones tvivlede stærkt på at Andy lige pludselig ville have lyst til at få Jones til at Joine deres oprørsgruppe, for de få gange Andy og Jones havde snakket sammen (som vel egentlig kun var igår) så havde Jones aldrig vist interesse for at komme ned på jorden.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 8, 2014 18:03:56 GMT 2
De stod der, hver især i egne tanker uden at tage notits af folk omkring dem. De stod skulder ved skulder - Jones med ryggen mod rækværket og Andrew med front mod det. Jones' ansigt var mod folket - mod Sky City, som han var en del af; Andrews ansigt mod Jordens tågede ingenting. Det var både banalt og sentimentalt, men det var den eneste sandhed, som eksisterede imellem dem. Andrew kunne mærke varmen fra Jones skulder og mindedes, hvordan han et øjeblik havde villet tynge dem ned og med et enkelt vrid med håndleddene havde haft lyst til at skubbe Michaels tvilling ud over kanten, fordi idioten tillod sig at interessere sig for ham, Andy. Men det var væk nu. Andrew forventede, at Jones skulle stille et spørgsmål mere, for han gjorde praktisk talt ikke andet end at stille spørgsmål, men at spørgsmålet for en gangs skyld ikke var et dumt spørgsmål, havde Andrew ikke regnet med. Han sukkede. Der gik noget tid, før han svarede - ikke, fordi han ledte efter ordene, han ville bare undgå, at tavsheden blev for kort.
"Fordi din bror har tænkt sig at halse efter Morgan ned til Jorden - uanset, om han føler sig vraget af hende eller ej," svarede Andrew med rolig stemme, der lød lige så dyb og klangfuld, som den var udtryksløs. Han drejede hovedet og opdagede, at Jones kiggede på ham. Vinden blæste nogle af de lange, gyldne lokker hen over Andrews kind, hvor de kildede ham drillende på tindingen og kindbenet under det ene øje. Andrew fangede Jones' blik og holdt det fast. "Han er faldet for hende, ved du nok, og selv hvis hun behandler ham som en ussel køter, vil han følge med." Andrew fnøs en kort latter, men øjnene - de ulmende, blå øjne - så på Jones med en mærkelig antydning af medlidenhed. Den kunne virke hånlig og medynkværdig, men også det stik modsatte. "Så," fortsatte han langsomt, ikke tøvende, bare langsomt og beregnende, "jeg siger det, fordi han er din bror." Det var vel svar nok.
'Og hvis han dør, er du forberedt,' tænkte han, 'eller også tager du selv med i et eller andet bøsseanfald af beskyttertrang, men det er op til jer.' Andrew opdagede, at han trods den spydige tanke, følte ... noget. At han på en måde skyldte Jones at give ham vished om, hvad der foregik, ligesom han havde givet besked om Morgan. Han følte, at han burde fortælle ham det, fordi han havde været indirekte årsag i skudepisoden med vagterne - dét, der for de to fyre havde været simpel flugt over noget så uskyldigt som stoffer, havde udviklet sig til mere end det - bare, fordi Andrew havde haft lyst til ballade, og Andrew vidste, hvordan man skabte ballade!
|
|
|
Post by Tenner on Jun 10, 2014 23:21:20 GMT 2
Jones var stille under hele Andys forklaring og hans ansigt var lagt i alvorlige folder. De brune øjne på Andy og armene hen over brystet, men ikke en mine blev givet fra Jones i et langt øjeblik. Han sank vel hvad Andrew sagde, for det gav jo mening.
Ja, Jones var fuldt bevidst om at Michael var faldet hovedkulds og alt for voldsomt for Morgan, på alt for kort tid. Men at gå så vidt som at følge hende til jorden, hvis hun bad ham om det? Michael og Jones kendte hinanden helt igennem. Kendte hvert et lille træk, hver en tanke og hver en handling. Det var en af samme person ofte, men alligevel to individer. Men de sidste par dage var forbindelsen ikke rigtig tilstede værende, fordi Michael ikke var. Hans sind var pakket væk og beskyttet efter Morgan havde skredet fra ham for ikke mere en to dage siden, og hvad der skulle til for at Michael igen blev sig selv anede Jones ærlig talt ikke. Og det var skræmmende. Som om hele ens grundlag vaklede under en. Den faste klippe de havde i hinanden var vel ved at smuldre under fingrene på Jones. Endelig bevægede Jones sig og flyttede sit blik fra Andy, mens han pustede til sit pandehår. En vane han havde og men ikke Michael.
''Jeg ved ærligt ikke hvad Michael kunne finde på. Inderst inde tvivler jeg på om han ville blive her oppe, men du må heller ikke undervurdere ham i forhold til Morgan.'' Han så på Andy ud af øjenkrogen. Manden var garanteret fuldstændig ligeglad med hvad Jones fortalte. ''Han er forblændet, men ikke fuldstændig hjernedød.''
Jones tog en dyb indånding. Ligeglad med hvad Andrew ville sige om Michael og hans ord lagde heller ikke op til at de skulle diskutere Michaels forhold til Morgan, men de gav et billede af at Jones måske ikke syntes helt om hans bror og Morgans forhold.
''Men tak fordi du siger det.'' Og med de ord så han igen på Andrew med alvorlige øjne, der også viste at han var oprigtig taknemmelig. Skulle det værst tænkelig ske, at Michael rent faktisk ville tage med ned på jorden, så var Jones ikke fuldstændig uforberedt ... Og stod det til Jones, så skulle Michael ingen steder hvis beslutningen blev taget med hoved under armen.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 12, 2014 12:34:03 GMT 2
Mens Jones' talte, var Andrew tavs. De ulmende, blå øjne betragtede ham nøje, som prøvede de at se igennem ham. Han blev irriteret over at blive talt til på den måde - som om det var vigtigt, at Jones understregede, at han kendte ham bedst i kraft af at være hans tvilling. Ja, Andrew var sgu ikke idiot, han havde ikke brug for den slags overflødige kendsgerninger. Men ordene lagde ikke op til diskussion. De var nøgne konstateringer, men sagde Andrew meget mere om Jones' hengivenhed for sin bror, end Jones måske selv var bevidst om. Hvis Andrew begyndte at svine Michael til nu - hvis han luftede hver og én af sine teorier, som uden tvivl ville holde stik - ville Jones klamre sig til idéen om, at det hele nok skulle gå... og det skulle det også nok, om end efter Andrews hoved og ikke efter tvillingernes.
Men så skulle Jones pludselig også takke ham. Skæret i Andrews intense, blå øjne blev skarpere. Han vendte sig helt mod Michaels bror og stemte hoften mod rækværket. Munden var en tynd streg i hans bistre ansigt. Andrew løftede endelig en hånd for langsomt at stryge de lange lokker væk fra ansigtet.
"Du skylder mig intet," sagde han mørkt. Han blinkede skælmsk med det ene øje, men humorforladt. Hvorfor skulle han pludselig blive offer for had og næsten venskab fra den ene og den anden, når alt, hvad han gjorde, var at møve sig ind mellem dem og spolere deres fucking dagligdag? De var jo mindst lige så forskruede, som han var, når han blev grebet af en trang til at lege katten efter musen med byrådets vogtere.
|
|
|
Post by Tenner on Jun 25, 2014 10:22:55 GMT 2
Det blev tydeligt hvor lidt Jones egentlig kendte Andrew, da han egentlig havde forventet at manden ville reagere mere på Jones' forsvars tale om sin bror end at han valgte at takke Andy. Det aflukkede ansigt, med de klare blå øjne, blev pludselig bistert og han vendte hele kroppen mod Jones.
''Du skylder mig intet,''
Forvirringen over at det var det, Andy reagerede på, måtte være tydeligt et øjeblik men blev erstattet af et lille, næsten usynligt smil og Jones trak på skuldrene.
''Hvis du siger det.''
Jones skulle ikke være typen der krævede sin ret til at han skyldte en tjeneste, hvis personen selv frabad sig det. Men det ændrede ikke på at Jones faktisk var oprigtig taknemmelig for at Andy havde valgt at fortælle ham hvad der skete. Et øjeblik var Jones stille igen og det var tydeligt at hans tanker kørte, fordi han lod det sive ind, at Andy og Morgan rent faktisk prøvede at komme ned til jorden. Før havde han været mest overrasket over at Andrew bare så pludselig havde fortalt ham det.
''Er i tæt på at finde en vej ned?''
Det var egentlig ikke fordi Jones havde tænkt sig at joine dem, eller pludselig få en voldsom trang til at se jorden men blot fordi han var oprigtigt nysgerrig. Man hørte jo i krogene at nogle forsøgte at finde vej ind til en af søjlerne, for at komme ned, men han havde aldrig troet at der virkelig var nogen der gad forsøge. Nu havde han muligheden for at snakke med en af dem.
|
|
|
Post by Xazal on Jun 25, 2014 21:49:02 GMT 2
Jones' skuldertræk og det lille smil, der fulgte, tolkede Andrew som en accept. Men når det kom til stykket, troede Andrew ikke en skid på, at det ville blive sådan. Jones virkede som én, der handlede uagtet den slags gengældelseskodekser. Og hvad så? Så længe, det ikke blev nødvendigt at slikke røv på hinanden, var det sgu i orden. Jones skulle bare ikke komme rendende bagefter og bede om én eller anden latterlig tjeneste. Andrew var ikke mand for at have tilhørsforhold til nogen - andre end Morgan, vel at mærke.
Igen stod den anden i egne tanker. Men Andrew vendte sig ikke bort denne gang. Hans intense blik veg ikke fra Jones' ansigt. Det var, som om han ved blot at stirre, forsøgte at spolere freden i Jones' sind. Men Andrews arm hvilede sorgløst på rækværket. Han havde sat vægten i højre fod - den mod rækværket. Hans venstre hånd pillede åndsfraværende ved en vildfaren hårlok.
"Det kommer ikke dig ved," svarede Andrew tørt, ikke spor overrasket over spørgsmålet. Der var ingen angrebslyst i hans stemme - blot denne ene tilkendegivelse af, at Jones ikke skulle forsøge at vriste oplysninger ud af ham uanset intentionen. I virkeligheden tænkte han, at Jones ville finde ud af det før eller siden, fordi Michael var involveret lidt for meget. Han stod afslappet med Jones' brune øjne på sig - hans egne, blå øjne blev holdt fast af Jones. Andrew blottede tænderne i et smil, der skulle være flabet, men mindede mest af alt om et rovdyrs med de hvide tænder i kontrast til den vejrbidte hud. Der var noget ubevidst charmerende over ham, som han stod dér og gav en fuck for alt i Sky City.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 4, 2014 17:20:37 GMT 2
Jones lavede en grimasse, som var han utilfreds over at Andy ikke ville sige til ham hvor langt de var, men han havde egentlig heller ikke forventet andet. Hvorfor skulle Andrew være interesseret i at afsløre det hele til Jones, det var jo ikke fordi de var blevet 'Best Pals' nu, bare fordi Andy havde valgt at advare Jones, om at Michael muligvis kunne finde på at løbe efter Morgan til jorden. Så efter grimassen trak han endnu en gang på skuldrene.
''Fair.''
Var hans eneste kommentar. Ingen plagning, ingen tiggen, ingen flere spørgsmål om hvad der forgik. Og Jones havde bestemt ingen planer om at afsløre dem heller. Han ville ikke forhindre dem i at løbe til jorden, hvis det var det de ønskede men han ville dog forsøge at stoppe hans bror, hvis han fulgte efter dem med hoved under armen. Det ville Jones ikke lade ske. Med et suk skubbede han sig fra rækværket og så på Andys rovdyrs smil. Gad vide om han var klar over, hvor charmerende det gjorde ham, eller om det bare var totalt ubevidst.
''Men tak for snakken du.''
Jones ville som sådan ikke gå. Der var ikke noget han absolut skulle, andet end at tage hjem til hans forældre og hans søstre, fordi han ikke havde andet at fortage sig lige nu, men Andy var ikke typen man som sådan hygge snakkede med. Han virkede til at det kedede ham og måske en smule bevidst, ville Jones ikke virke alt for kedagtigt over for Andy.
|
|