|
Post by Xazal on Jul 5, 2014 18:08:48 GMT 2
Den gyldne hårlok var stadig fanget mellem Andrews fingre. Hos enhver anden ville det se feminint ud, men Andrew fik det til at se ud, som om han overvejede, hvorvidt han skulle pudse sin imaginære kamphund på den, han talte med. En løs beskæftigelse, der gav det indtryk af, at han morede sig, eller kedede sig. Den anden hånd vinkede afværgende af Jones - en utålmodig gestus, der sagde 'Skrid bare og pas dit eget'. Det kom ham ikke ved, hvad Jones skulle, så han spurgte ikke.
"Tror du på profetier?" spurgte han ligegyldigt, ventede egentlig ikke, at Jones hørte ham, fordi spørgsmålet kom ud som en mumlen. Han kiggede bare på Jones på den ligegyldige måde, man så på forbipasserende uden at notere deres påklædning - øjnene prøvede at gøre Jones til en del af gadebilledet, en del af en ukendt masse, men problemet var, at Andrew kendte Jones ansigt for godt. Han havde set dette ansigts kopi i øjnene, der ville flå ham.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 6, 2014 20:25:36 GMT 2
Det virkede ikke til at Andy ville holde ham tilbage, eller bede ham blive, hvilket måske ærgede Jones en lille bitte smule, men han havde nu heller ikke regnet med andet. Det virkede som om, at den eneste der muligvis interesserede Andy en lille smule var Morgan ... Eller måske hans bror, fordi han havde en eller anden nærhed med Morgan. Som nok var ikke eksisterende efter alt det der nu var sket. Eller også havde skud episoden netop ført dem sammen igen, hvilket ifølge Jones ville være det dummeste hans bror kunne gøre. Morgan havde på ingen måder været god for ham.
Jones nåede at gå et par skridt, og måske fordi han netop var så obs på om Andy bad ham blive, hørte han det mumlende spørgsmål.
''Tror du på profetier?''
Jones stoppede op og så Andy direkte i øjnene. Et kort øjebliks tanke fik ham til at trække på skuldrene.
''Til dels. Men jeg håber nok mere, end jeg tror de er rigtige.''
|
|
|
Post by Xazal on Jul 7, 2014 13:15:27 GMT 2
Andrew løftede det ene øjenbryn ved svaret. Han skubbede sig væk fra rækværket og mindskede afstanden mellem dem. Han vinkede Jones videre og slentrede ved siden af ham. Sålerne på de gamle lærredssko var slidt så meget, at hans fødder ikke afgav den mindste lyd. Armene bevægede sig roligt i takt med hans gang. Intet i hans ansigt afslørede, hvad han tænkte, men han fornemmede den andens blik på sig.
"Håber? Du håber, at det er sandheden?" spurgte han glat og afslørede nogle af sin stemmes mindre skarpe facetter, men det var, som om det bløde i hans stemme undermineredes af den hånlige undertone. Hvor var det banalt.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 14, 2014 11:21:58 GMT 2
Jones kunne ikke skjule en let overraskelse ved at Andy faktisk fulgte med ham videre, men han prøvede at forholde sig helt normalt ved det. Hans mål måtte ændres, for han kunne sgu ikke slæbe Andrew med hjem til sin familie. Det var nok heller ikke Andys ønske overhoved, så de måtte vel bare vandre hvileløst rundt eller også måtte Andrew beslutte hvor de gik hen. Begge dele var lige godt for Jones, for han var jo nysgerrig omkring denne fyr. Og hvis han fik et par timer mere med ham ... Det klagede Jones ikke over.
Han trak på skuldrene og havde hænderne i lommen.
''Ja. Altså profetien omkring jorden for eksempel. Den der er i omløb her ... Det ville jo ikke gøre noget hvis det var sandheden. Hvis vi kunne få vendt jorden og gjordt den bebolig igen, så vi kunne få plads til alle.''
Han så på Andy ud af øjenkrogen for at se hans reaktion. Det var ikke fordi Jones kunne profetien uden ad, havde kun hørt den et par gange, men han huskede noget om en aktivering man kunne gøre og vende jorden tilbage til før. Eller sådan havde han måske bare forstået den.
''Men hvad er chancen for, at det ikke bare er noget en eller anden har fundet på for at give folk et falsk håb for at man kan finde noget der nede?''
|
|
|
Post by Xazal on Jul 14, 2014 13:31:23 GMT 2
Andrew afpassede sine skridt til Jones'. Fødderne bevægede sig automatisk i samme takt som hans - først højre, derpå venstre og så højre igen. Det var en langsom gang, som om de ikke havde noget mål. Sædvanligvis var der fart på Andrew - stift fremadrettet færd uden øje for andre end målet, men netop med øjnene på alt, der rørte sig. Lige nu gik de langsommere end tiden. Andrew kunne mærke, hvordan hælene trykkede bevidst hårdere i underlaget for at gøre afsættet til forfødderne mere elegant og langsomt. Luften var stillestående. Andrew lod Jones snakke. Det var dét, der virkede bedst for ham. Han returnerede Jones' blik på sig med et indgående, granskende blik på ham, som om Andrew ville endevende hans tanker - bare, fordi det var intimiderende og tilfredsstillende og ikke, fordi han bekymrede sig.
"Håb avler handling," svarede Andrew brysk, og denne gang løftede han de halvt sænkede øjenlåg og afslørede en form for galskab i de blå øjne, "sandhed eller ej."
Det var kun drømmerne, der begav sig af sted. Det var kun idealisterne, der kunne tilsidesætte deres egen uduelighed for en mission som denne, ligeglad med manglende udholdenhed, styrke eller børn, der skulle ammes. Realisterne forsvandt i alkoholtåger eller blev ignorante arbejdsnarkomaner. Men Andrew var ingen af delene. Han troede ikke på profetier. Han håbede ikke på nogen forløsning. Han blev ikke handlingslammet af statistikker og tilbud på babyolie. Frem for alt var han forskruet og moralsk fordærvet, drevet af én eneste drivkraft: Instinktet. Kroppens sanseorganer. Lige nu vidste han præcis, hvordan Michaels tvilling kiggede på ham, selvom han betragtede bygningerne, de passerede. Han kunne høre hans vejrtrækning. Andrew vidste, at han i dette øjeblik var skabt til det her forpulede lobbyarbejde, afstumpet og energisk, som han var.
"Handling," gentog han, som var det et nøgleord. Endelig drejede han hovedet og så på Jones med et skælmsk glimt i øjnene.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 14, 2014 17:19:53 GMT 2
''Handling,''
Lød Andy's hårde stemme igen og han så på Jones. Med et glimt i øjet der gav så meget mere liv, end man skulle have troet i et ellers udtryksløst ansigt.
''Hvad tænker du på?''
Hørte Jones sig selv spørge, og det var måske et lettere tungnemt spørgsmål, men det var ikke fordi Jones ikke forstod hvad Andy mente med det han sagde. Det Jones ikke helt forstod, var hvorfor Andy følte for at sige det. Mente han at fordi Jones håbede at det så ville føre til en eller anden handling... Noget med Jorden? Jones tvivlede, men det var jo derfor han spurgte.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 15, 2014 21:33:12 GMT 2
Andrew fnøs kort. Det var det tætteste, han kunne komme på en latter lige nu. Det sædvanlige, hvis man kendte ham godt nok. Han svarede ikke med det samme - rent faktisk havde han ikke lyst til at spilde krudt på et sådant spørgsmål, men han gav efter, forbarmede sig over Michaels bror, fordi det i virkeligheden ikke drejede sig om at få den slags spørgsmål ud af munden på ham. Jones havde bare snakketøjet i orden. Hans tanke var at fange Andrews intention, var den ikke?
Derfor talte han igen efter nogle lange øjeblikke: "Jeg tænker på, hvornår du bliver træt af at have mig på slæb."
Han mente det. Ellers ville han ikke sige det. Der var ikke skyggen af skælmeri i hans udtryksløse øjne eller antydningen af et smil. Det kunne lyde, som om han søgte bekræftelse, men Andrews stemmeføring var flad og konstaterende. Han ville ikke fable om Jorden eller om Sky City's impotente røvhuller. Han gav kun sig selv til Jones, som han var - fanden tage ham, om han gad slæbe Mr Wonderboy nummer to hele vejen ned til kontrolrummet for at kyle ham efter broderen ned mod Jorden. Hvem fanden troede de egentlig, han var?
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 11:37:30 GMT 2
Andys stemmeføring var så flad og så forladt af hints om hvordan han mente det. Følte han at Jones havde trukket ham med, på denne hvileløse vandring i byen for at snakke videre, for hvis Jones huskede rigtigt, så var det Andy der frivilligt havde valgt at gå med Jones. Men der var bestemt ingen tvivl om at spørgsmålet var ment. Det var ikke for sjov eller ment som en icebreaker i deres samtale. Jones kløede sig lidt i håret og trak så på skuldrene. Begge hænder i lommerne på hans jeans.
''Du gik jo selv med, og jeg har ingen bestemte aftaler idag, før sen aften. Så vel deromkring.''
Rettere sagt ved spisetid, for selv om han ikke havde snakket med hans far om det, så var Jones aldrig i tvivl om at han var velkommen til aftensmad. Mere end velkommen, for det skulle overraske hvis der var andre end George og Joanna hjemme. Måske Maddie med Gabriel, men han vidste ikke rigtig hvad hans ældste søster rendte og lavede. Hans mor havde vel store planer og slæbte hende med til diverse betydningsfulde folk, som en eller anden præmie. Han kunne brække sig over det og vidste at Maddie hadede det.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 16, 2014 13:19:11 GMT 2
Andrew lod først som ingenting, da han blev mødt af Jones' afslappede kropssprog - håret, der skulle rodes i og hænderne, som blev begravet i lommerne efterfølgende. Andrew kunne mønstre tålmodighed, når situationen krævede det. Han kunne sidde stille i timevis og lytte til dumme duller, hvis han fik noget ud af det. Men da Jones talte, skød Andrews øjne lyn, humøret ændrede sig brat som hos en kampvogn af en tæve i overgangsalderen. Han slog ud med hånden og ramte Jones på overarmen med oversiden af fingrene. Det var ikke hårdt, men det trak Jones' opmærksomhed til ham.
"Du gik jo selv med, og jeg har ingen bestemte aftaler idag, før sen aften," havde han sagt. Op i røven med aftaler. Andrew var ikke bundet af aftaler, men dét, som fik ham op i det røde felt var første del af Jones' sætning. Den var så slatten og uden formål, at det åbenbart var helt legitimt at begrunde sit tidsspild med "du gik jo selv med".
"Du smigrer mig op og ned af begge testikler, Jones," svarede han tørt og lavmælt. Der var en svag knurren over hans dybe, følelseskolde stemme. Han sparkede hårdt til en dåse og prøvede at bekæmpe trangen til at ruske i Michaels tvilling. Han kunne ikke fatte, at idiotens tankevirksomhed var så naiv - at hans opmærksomhed var på Andrew og Michael og så en skide aftale. Kunne Jones monstro også se, at han var ved at koge over lige nu, eller skulle Andrew fortælle ham, hvad han skulle kigge efter?
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 13:48:50 GMT 2
Selv om det ikke var de store ting, som ændrede sig i Andrews udstråling, var de alligevel kraftige nok til at man næsten ikke var i tvivl om at han blev vred. Øjnene der skar igennem og den lavmældte knurren under hans stemme og så det slag Jones åbenbart skulle modtage. Et eller andet havde han sagt helt forkert og præcis hvad kunne Jones ikke gennemskue. Måske fordi han påpegede at Andy selv gik med. At snakke med Andrew, var lidt som at gå på hegnet der adskilte en fra byen og det dybe fald ned til jorden. En forkert bevægelse og man faldt mod den forkerte side, iforhold til Andys humør. Eller opfattelse af en. Men Jones tvivlede på at en undskyldning ville gøre godt for det. Overhoved.
''Skulle det være en anden gang.''
Svarede Jones og så på Andy med et kækt smil. Hvis Andy blev sur, så var det vel sådan, selv om Jones nu helst gerne ville have at Andy syntes om ham. Men derfor ville Jones ikke lade sig krympe sammen og tigge om tilgivelse for at have sagt noget forkert ifølge Andrew.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 16, 2014 14:15:58 GMT 2
Han fnøs. Hårdt. Det lød, som om han havde lyst til at spy ild gennem næsebordene, hvis han kunne. Mundvigene føltes, som om de ville trække sig opefter mod Andrews vilje, men han tvang sit ansigt i ro, ligesom han beherskede hver en tomme af resten af sin krop. Ingen smil til gengæld for det kække tandsmil. Andrew fejede sit hår væk fra ansigtet med en heftig håndbevægelse. Alligevel fortsatte han roligt med at gå ved siden af Jones.
"Ja," svarede han kort, "med drys."
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 17:34:29 GMT 2
Jones kunne ikke lade være med at undslippe en lille latter, over Andys korte svar der var langt bedre end at han bare skred, fordi han ikke gad Jones. I et stykke tid gik de bare i stilhed ved siden af hinanden. Jones med en masse spørgsmål til Andrew rumlende i sig, men til forskel for hans ældste søster slap han dem ikke bare fri, for han tvivlede på at Andy følte at noget af det ragede Jones det mindste. Men da de kom forbi et lille marked, med diverse madvare stoppede Jones op.
''Kan vi ikke lige vandre hvileløst rundt der inde?''
Om Andy overhoved ville acceptere det var virkelig svært at sige, men Jones havde lige nogle enkelte ting han skulle købe.
''Det tager et øjeblik.''
Men han kunne mærke at han virkelig håbede på at Andy ville følge med. En lidt dum og naiv ting, men tiden med Andy gjorde kun Jones mere nysgerrig omkring hele Andy som person.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 16, 2014 18:07:53 GMT 2
Det gik hverken værre eller bedre, end at Jones lo af ham. Det kunne ikke være rigtigt, at Andrew ligefrem skulle spænde ben for ham og pisse ham i ansigtet, før Jones så meget som overvejede at vise lidt vrede. Ikke, at Andrew higede efter vreden. Han ventede bare på fordommene. Gad end ikke fremprovokere reaktionerne hos Jones - ventede bare for at se, om det var det hele værd. Da de nåede til det lille minimarked, trak Andrew på skuldrene.
"Har aldrig været inde i sådan et sted," kommenterede han og fulgte med Jones. Det var ham ligegyldigt, hvor de vandrede hvileløst rundt. Han kunne næsten mærke alle de spørgsmål, Jones brændte inde med. Andrew løj ikke, da han påstod, at han aldrig havde været inde i et supermarked, selvom det var dér, man købte mad og andre fornødenheder. Han havde til nøds været i en tøjforretning. Alle hans madindkøb, hvis det ikke var færdiglavet på barer og take-away, kom fra en drugstore. Større markeder var uindbydende, og det ville koste ham en del - både at blive stationær og hænge ud et sted i længere tid ad gangen og en del penge.
Han fulgte med Jones mellem rækker af madvarer. Slentrede ligegyldigt ved siden af ham med årvågne øjne. Jones læssede bare ting i sin kurv på hjul med indstuderet rutine. Det var, som om han ikke engang læste på emballagen.
|
|
|
Post by Tenner on Jul 16, 2014 18:49:34 GMT 2
Jones kunne ikke skjule sin overraskelse, ved Andrews oplysning. Aldrig været inde sådan et sted? Han så tilbage på Andy, da han gik ind og spørgsmålet stod tydeligt malet i ansigtet på ham.
Hvorfor?
Uden tvivl var Andy ældrer end Michael og ham selv, men hvor meget vidste han ikke lige. Og måske var det blot det let hærgede over Andy, som fik Jones til at tænke det.
''Hvordan kan det være?''
Jones tog en kurv. Ikke at han havde brug for det, for det var så få ting han skulle bruge. Og mange af tingene var fuldstændig vanvittige i deres priser for tiden, fordi der vidst havde været nogle problemer hvor de dyrkede kødet og holdte de få dyr, som var tilbage i SkyCity.
|
|
|
Post by Xazal on Jul 16, 2014 19:16:59 GMT 2
Andrew lod sig ikke mærke af Jones' overraskelse. Selvom han påstod aldrig at have været inde et sådant sted, gik han der, som om det var det mest naturlige i verden - ligesom, når han forcerede andre mindre distancer ude på gaderne.
"Aldrig haft brug for det," forklarede Andrew, som om det var det mest indlysende i verden, og at Jones burde kunne have draget den konklusion selv. Sky City var et netværk af automatik og fabrikker. Der var næsten ingen madvare udenfor industrivarehusene som minimarkeder og supermarkeder - det vidste Andrew godt. Stod han endelig i en situation, hvor råvarer var absolut påkrævede, var der andre, som købte dem ind, eller også gik han til dem, der kendte sin metier - slagteren for kød og grønthandleren for det andet. Benævnte var sjældenheder. Ingen i Sky City, de rige undtaget, fik friske råvarer - alt var på køl. Grønsagerne var selvfølgelig opdyrkede og genmodificerede til langtidsholdbarhed, uanset hvem der betalte for det. Han fulgte med den måbende Jones til kassen. Denne sendte ham stadig vantro blikke, mens de gik ud på gaden igen.
Andrew trak på skuldrene. Fnøs kort ad Jones.
|
|